Kommunal velfærd under pres
En kæde smedes led for led
En arbejderklasse, hvis solidaritet ikke går ud over dens nations grænser, vil ikke have nogen til at hjælpe den, når verdens rigeste mand spiller med musklerne.
|
Arbejdersangen “Kæden” blev skrevet af Halfdan Rasmussen og Benny Andersen til indvielsen af LO-skolen (nu Konventum) i 1969. Sangen minder os om, at hvis vi står sammen, er der intet, vi ikke kan modstå. Den minder os også om, at vi kun er så stærke som vores svageste led.
I de sidste måneder har verdens rigeste mand – eller, det går vist lidt op og ned, men han mangler bestemt ikke penge – Elon Musk kæmpet med de nordiske fagforeninger om produktions- og transportarbejdet for Tesla. Musk er en mand, der er vant til at købe, hvad han vil; endda lave det selv, hvis det ikke eksisterer. Men i Norden har han fundet noget, han ikke kan købe: Den nordiske model og nordiske arbejderes loyalitet.
Mange steder går arbejderklassen på gaden – nogle steder endda mod hinanden. Men vi ser også, som i Tyskland, at den går til fagbevægelsen for at få den tryghed, man ikke længere forventer af staten.
Konflikten mellem Musk og den svenske fagbevægelse blev hurtigt fulgt op af en sympatikonflikt fra danske fagforeninger, og netop dét er et skoleeksempel på, at vi i dag stadig er et andet og markant stærkere sted, end vi var før fagbevægelsen. Dengang, hvor “den enes død, den andens brød” rådede, ville ét land være henrykt over, at et andet land havde takket nej til at arbejde og gladeligt indgået en aftale på de vilkår, der nu måtte blive lagt på bordet. Når arbejderne lever fra hånd til mund, har de ikke den luksus at kunne stille krav. Og når det arbejde, de udfører, er ufaglært og lidt spidst kan siges at kunne udføres af daglejere, har de ingen værdi som individer. De er kanonfoder i kapitalisternes kamp for at rage mere til sig.
Men ikke længere. Og ikke her.
Ved at stå sammen, ved at kæmpe for rettigheder, ved at kræve uddannelse og især ved konstant at uddanne sig, har arbejderne i Norden skabt et stærkt fundament til at sige fra over for pengemænd, hvis ikke aftalen passer med deres værdier og behov. For en faglært arbejderskare kan ikke bare sådan erstattes. Hvis de kunne, var der ingen, der ville hyre de dyre, nordiske faglærte, men i stedet daglejere fra Rumænien, Filippinerne eller Centralafrika, fordi de er mere desperate og derfor tager imod ringere kompensation for deres livs timer.
Solidaritet KAN ikke stoppe ved en landegrænse. Hvis ikke svenskerne, tyskerne og englænderne tjener penge, køber de ikke varer, der produceres og transporteres af os. Og hvis de ikke står stærkt, kan de ikke hjælpe os, når vi har brug for dem. Derfor er den internationale solidaritet blandt fagbevægelser vigtigere i dag end i årtier. For samfundskontrakten og reglerne på arbejdsmarkedet er under pres. De riges formuer og indtægter stikker af. Arbejdernes lønninger holder lige akkurat skindet på næsen. De fattige bliver fattigere og flere. Det er opskriften på kriser, på utrygge tider og på konflikter. Vi ser det allerede mange steder; at arbejderklassen går på gaden – nogle steder endda mod hinanden. Men vi ser også, som i Tyskland, at den går til fagbevægelsen for at få den tryghed, man ikke længere forventer af staten.
I 3F Esbjerg Transport hylder og udlever vi international solidaritet. Vi har kolleger fra hele verden, og vi tager ofte til konferencer og begivenheder i udlandet. Ved at styrke andre, styrker vi os selv. En arbejderklasse, hvis solidaritet ikke går ud over dens nations grænser, vil ikke have nogen til at hjælpe den, når verdens rigeste mand spiller med musklerne. En kæde smedes led for led, og hver eneste dag skal vi træffe valget om at holde fast. For dét, har vi bevist de sidste 150 år, er vejen til fremskridt for alle.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. maj 2024 | 10:51
