Vil stoppe folkemordet
Jeg står her i dag for at sige det mest åbenlyse overhovedet, noget som jeg synes er helt vanvittigt, at man overhovedet er nødt til at sige: Vi er nødt til at kæmpe for fred, ikke kun for vores egen skyld, men for fremtidens skyld.
Fredsbevægelsen har været kæmpestor i Danmark, og man har formået at mobilisere enormt mod både Vietnam- og Irakkrigen blandt andet, men bevægelsen har i mange år ikke været særlig veletableret blandt ungdommen, indtil nu – hvor der under de mest forfærdelige omstændigheder er vokset en enorm solidaritetsbevægelse frem i støtte med palæstinenserne. En bevægelse med et klart ønske: fred i Palæstina og fred for alle palæstinensere. Det enorme arbejde, som massevis af erfarne og uerfarne aktivister samt palæstinensere og ikke-palæstinensere udfører, giver en et enormt håb for, hvad man kan gøre, når man samler sig om en sag. Det er så slående indlysende – at kæmper man ikke for freden, er der til sidst ikke noget tilbage at kæmpe for.
… at de almindelige mennesker, vi får præsenteret som vores fjender, er helt almindelige mennesker, som har lige så lidt interesse i en krig, som deres modpart har.
Krigen er den underligste størrelse, for på en eller anden måde er vi som befolkning blevet bildt ind, at det er i vores interesse at trække i militæruniformen og kæmpe på vegne af nogle krigsgale politikere for nogle indiskutable såkaldte værdier, som man aldrig må sætte spørgsmålstegn ved. Vi skal kæmpe for frihed, men frihed for hvem?
Vi skal kæmpe for demokratiet, men hvilket slags demokrati er det, vi skal kæmpe for? Vi skal kæmpe imod helt almindelige mennesker præcis som os selv, mens våbenhandlere skummer fløden af unge menneskers – alt for tidlige – død.
Det mest vanvittige ved hele måden, vi taler om krig på, er nemlig, at det ikke længere handler om vaskeægte menneskeliv, det handler om tal, om hvem der har vundet et bestemt slag. Så snart man har taget soldaternes identitet fra dem, er der jo ikke noget, som kan afskrække det næste hold i at tage afsted – for de afdøde er jo bare en del af en statistik, de har ofret sig for en sag, som de måske ikke engang selv er sikre på, hvad er længere.
For at tale om fred er vi nødt til at tale om det ægte onde, dukkemagerne bagved som styrer. Dem der har en interesse i, at krigene fortsætter. Her på Rød 1. Maj tør jeg godt sige, at det enkelte svar er kapitalismen, det er fremmedgørelsen, det er den chauvinistiske idé om det nationale tilhørsforhold før det klassemæssige. Idéen om at den herskende klasse i dit eget land på en eller anden mærkelig måde er mindre ond end den herskende klasse i et andet land, og at du ikke har mere til fælles med helt almindelige mennesker på den anden side. Det kunne ikke være mere forkert!
En af de mest essentielle opgaver for fredsbevægelsen må være at vise folk, at de almindelige mennesker, vi får præsenteret som vores fjender, er helt almindelige mennesker, som har lige så lidt interesse i en krig, som deres modpart har. Vi skal afsløre, hvem der profiterer på krigene, og hvem der har interesse i at svække den internationale solidaritet.
Når man taler om, hvem der har interesse i at holde krigsførelsen ved lige, er det nærliggende at vende øjnene mod hele verdens politibetjent, sagt med den største foragt for politibetjente vel at mærke, som endeløst bekriger resten af verden, og hvis de ikke deltager rigtigt og varm-krig-agtigt, så puster de til ilden og hjælper Israel med milliarder af dollars årligt eller profiterer på, at nabolande i Østeuropa nu er dødelige fjender.
Vi ser dem også bygge baser gennem hele Europa, og turen er kommet til Danmark, hvor vi foreløbigt får vores tre militære baseanlæg, et i Aalborg, i Karup og i Skrydstrup… Eller det er jo faktisk ikke vores baser, for de tilhører USA og er bemandet af amerikanske soldater, der følger og står til ansvar for amerikansk lovgivning, mens de er her.
Her på Rød 1. Maj tør jeg godt sige, at det enkelte svar er kapitalismen, det er fremmedgørelsen, det er den chauvinistiske idé om det nationale tilhørsforhold før det klassemæssige.
Men – nej – ifølge vores regering er der ikke tale om en suverænitetsafgivelse, og der er i hvert fald ikke behov for en folkeafstemning, selv om baserne direkte gør Danmark til bombemål, og at vi ingen garanti får for, at der ikke bliver opbevaret atomvåben på dansk jord. Amerikanerne gør nemlig en dyd ud af aldrig at oplyse om, hvorvidt de har atomvåben på deres baser eller ej. Det kan altså med stor sandsynlighed blive slut med Danmark som atomvåbenfrit land.
Snakker man om Danmarks rolle som krigsførende nation, kan man vende blikket mod Palæstina, hvor Danmark både har forsynet det folkemorderiske regime Israel med våben og med ubetinget støtte. Vi har en statsminister, der kalder os for udemokratiske og historieløse, når vi tager kampen op imod den her fuldstændig uetiske politik, en statsminister som tvinger os til at afgive en fridag for at finansiere krudt og kugler, i stedet for at pengene bliver brugt på velfærd, som kunne komme os alle til gode.
Der er altså lang vej igen, men man får håb – man får håb af at se så mange mennesker gå på gaden for et frit Palæstina, man får håb af at høre en spirende røst i massemedierne, der taler fredens sag – om det så er i Palæstina eller i Ukraine eller et helt tredje sted. Men det er så vigtigt, at vi fortsætter, kammerater! Det er vigtigt, at vi fortsætter med at kæmpe for freden. Som Imperiet spørger i sangen Fred:
Er fred virkelig det, vi ønsker?
For enhver pris
Er vi helt sikre på det?
At det værste af alt er krig
Her er svaret et stort og rungende ja!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
