Justin PodurIndependent Media Institute23. april 2024 | 07:04
23. april 2024 | 07:04
Hvis der er en enkelt falsk påstand om “ikke-voldelig” kamp, som har fanget verdens fantasi mest, er det påstanden om, at Indien under Gandhis ledelse besejrede det mægtige britiske imperium og vandt sin uafhængighed gennem den ikke-voldelige metode.
Vi var stadig drenge, men vi kæmpede. Dag og nat, med vores slags våben!
R. Nallakannu, indisk frihedskæmper
Ikke-vold kunne aldrig besejre en kolonimagt, der havde erobret subkontinentet med næsten ufattelig vold. Indien blev erobret trin for trin af Det Britiske Ostindiske Kompagni i en række krige. Det Britiske Ostindiske Kompagni var blevet stiftet i 1599, men i 1757 vendte bølgen sig mod Indiens uafhængighed i slaget ved Plassey. Herefter fulgte et århundrede med kompagnistyre – beskrevet i William Dalrymples bogAnarkiet – hvor kompagniets politik og påtvungne hungersnød dræbte millioner af mennesker.
I 1857 gjorde indiske soldater, der arbejdede for kompagniet, oprør sammen med nogle af de få tilbageværende uafhængige indiske herskere, der endnu ikke var blevet fordrevet – for at forsøge at fordrive briterne. Som svar myrdede briterne (ifølge Amaresh Mishra i bogenCivilisationernes Krig) anslået 10 millioner mennesker.
Den britiske regering tog over efter kompagniet og fortsatte med at regere Indien direkte i yderligere 90 år.
Fra 1757 til 1947 blev der, ud over de ti millioner, der blev dræbt alene i krigen i 1857, dræbt yderligere over 30 millioner i påtvungne hungersnøder, ifølge tal, som den indiske politiker Shashi Tharoor fremlagde i bogen Det Grusomme Imperium: Hvad briterne gjorde ved Indien fra fra 2016.
En undersøgelse fra 2022 estimerede yderligere 100 millioner dødsfald i Indien på grund af den britiske imperialisme alene fra 1880 til 1920. Læger som Mubin Syed mener, at hungersnøden var så omfattende og strakte sig over så lang tid, at den udøvede et selektivt pres på generne i den sydasiatiske befolkning og øgede risikoen for diabetes, hjertesygdomme og andre sygdomme, der opstår, når der er rigeligt med kalorier til rådighed, fordi sydasiatiske kroppe er blevet tilpasset hungersnød.
I sidste ende omfattede uafhængighedskampen mod briterne alle de metoder, der er karakteristiske for væbnet kamp: hemmelig organisering, afstraffelse af kollaboratører, snigmord, sabotage, angreb på politistationer, militære mytterier og endda udviklingen af autonome zoner og et parallelt regeringsapparat.
En kronologi over Indiens voldelige uafhængighedskamp
I sin artikel fra 2006, “Indien, væbnet kamp i uafhængighedsbevægelsen”, opdelte forskeren Kunal Chattopadhyay kampen i en række faser:
1905-1911:Revolutionær terrorisme. En periode med “revolutionær terrorisme” startede med mordet på en britisk embedsmand i Bombay-præsidiet i 1897 af Damodar og Balkrishna Chapekar, som begge blev hængt. Fra 1905 til 1907 angreb frihedskæmpere (som briterne betragtede som “terrorister”) jernbanebilletkontorer, posthuse og banker og kastede bomber, alt sammen for at bekæmpe delingen af Bengalen i 1905. I 1908 blev Khudiram Bose henrettet af imperialisterne for “terrorisme”.
Disse “terrorister” i Bengalen var en kilde til stor bekymring for briterne. I 1911 ophævede briterne delingen af Bengalen og fjernede dermed terroristernes største klagepunkt. De vedtog også Loven om Kriminelle Stammer, som kombinerede deres bekymringer over deres fortsatte styre med deres altid tilstedeværende racemæssige bekymringer. Indenrigsministeren i den indiske regering citeres i Durba Ghoshs bog Gentlemansterrorister:
“Medmindre bevægelsen i Bengalen bliver bremset, er der en alvorlig risiko for, at politiske og professionelle banditter i andre provinser slår pjalterne sammen, og at det dårlige eksempel, som disse mænd sætter i en ukrigerisk provins som Bengalen, hvis det fortsætter, kan føre til efterligning i provinser, der er beboet af kampvillige racer, hvor resultaterne vil være endnu mere katastrofale.”
Ghosh skitserer nogle flere af disse tilfælde:
“I Bengalen gjorde Alipore Konspirationssagen, Midnapore Konspirationssagen, Howrah Bandesagen og andre konspirationssager det muligt for regeringen at tilbageholde dem, der var involveret i hemmelige og underjordiske politiske grupper. Regeringen støttede sig til en hundrede år gammel sikkerhedslovgivning, der omfattede Regulation III fra 1818, og vedtog også Loven om Ændring af Indisk Strafferet fra 1908 og Loven om Indiens Forsvar i 1915 for at bringe politisk vold mod staten under kontrol.”
Men, som Ghosh argumenterer for, var den imperialistiske reaktion ikke kun at vedtage drakoniske love. Tværtimod gav de indrømmelser – voksende indrømmelser – til uafhængighed og andre krav fra “terroristerne” og forsøgte at belønne deres “ikke-voldelige” samtalepartnere fra Kongressen uforholdsmæssigt meget. Bengalen blev genforenet, og briterne flyttede deres hovedstad fra Calcutta til Delhi for at komme væk fra terrorbevægelsen i provinsen.
Revolutionære kampe 1914-1918: Med afslutningen på Swadeshi-bevægelsen fra 1905 til 1907 begyndte det, der ganske enkelt blev kaldt “Terroristbevægelsen” fra 1907 til 1917. Terroristerne åbnede med et angreb på Bengalens guvernør Andrew Fraser i Midnapore i 1907. Under første verdenskrig forsøgte Ghadar-bevægelsen at vælte det britiske styre flere gange – et (forpurret) oprør i februar 1915 ledet af Rash Behari Bose og et andet (forpurret) overfald i Calcutta planlagt til juledag 1915. Revolutionære i Bengalen plyndrede våbendepoter, fik militær hjælp fra Tyskland, udkæmpede et feltslag mod briterne i september 1915 i Chasakhand og opererede endda internationalt i steder som USA og Japan. De revolutionære ledere Chittapriya Ray Chaudhuri og Jatindranath Mukherjee døde begge i denne kamp.
Briternes svar på terrorbevægelserne i deres kolonibesiddelser var at vedtage krigstidslove: Loven om Forsvar af Riget i Irland og Loven om Indiens Forsvar. Men der blev også givet indrømmelser.
Vendepunktet i 1919: Massakren i Amritsar i 1919 var en massakre på hundredvis af demonstranter, der var uenige i Storbritanniens ønske om at forlænge krigstidsforanstaltningerne på ubestemt tid gennem Rowlatt-Loven fra 1919. Efter nedslagtningen kastede briterne sig ud i et orgie af racemæssig vold og rituel ydmygelse, hvor inderne eksempelvis blev tvunget til at kravle på knæ ned ad gaderne. Efter 1919 førte Gandhi også en ikke-voldelig kampagne kendt som ikke-samarbejdsbevægelsen. Hvad der er mindre kendt, og dokumenteret af Durba Ghosh, er, at terrorbevægelsen var i konstant kontakt med Gandhi og Nehrus (både Motilal og Jawaharlal) i hele denne periode. Briterne vedtog den undertrykkende Rowlatt-Lovi 1919, men de vedtog også den første Loven om Indiens Regering og Montagu Chelmsford-reformerne, som lovede selvstyre i en fjern fremtid.
Husk også, at briterne i 1919 også udkæmpede en mislykket krig mod Afghanistan og uden held invaderede det nydannede Sovjetunionen. Disse voldelige, militære konflikter satte rammerne for de ændringer, imperialisterne blev tvunget til at foretage i Indien.
Revolutionær kamp i mellemkrigstiden
I 1920’ernes historie var Gandhis ikke-samarbejdsbevægelse det mest synlige ansigt i den indiske kamp. Men der var også et oprør i Sydindien, i Malabar i 1921, som briterne forsøgte at styre i en fælles retning og endte med at knuse med magt.
1920’erne og 1930’erne var en tid med konstant væbnet kamp. I 1920’erne var Hindustans Republikanske Forening involveret i “patriotiske røverier” som et i Kakori, hvorefter fire af lederne blev hængt og tre andre idømt livsvarigt fængsel. I 1929 kastede Bhagat Singh og Batukeswar Dutt en bombe i Den Centrale Lovgivende Forsamling (kolonimagtens underhus, red.).
Bhagat Singh, indisk kommunist og frihedskæmper. Foto: Dharampal Singh/CC BY-SA 4.0/Wikimedia Commons
I 1925 og 1930 vedtog briterne to bengalske love om ændring af straffeloven. Ændringen fra 1930 trådte i kraft den 25. marts. Den 18. april gennemførte den indiske republikanske hær med Surya Sen og 60 terrorister et angreb på våbenlageret i Chittagong:
“Angrebet var et nøje planlagt angreb, hvor det lykkedes de revolutionære at besætte vigtige koloniale ejendomme, herunder den europæiske klub, politiets våbenlager og telefon- og telegrafkontoret. Angriberne afbrød al kommunikation med embedsmænd i andre dele af Indien, samlede våben og håbede på at kunne terrorisere briterne, mens de nød en fredag aften i deres klub.”
I 1930 oplevede Odisha også et stammeoprør mod briterne, hvor landsbyboere kæmpede mod politiet – Sainath talte med nogle af veteranerne fra dette oprør i De Sidste Helte, kapitel 2.
I 1931 hængte briterne Bhagat Singh, Shivaram Rajguru og Sukhdev Thapar. De myrdede Chandra Sekhar Azad i en park i Allahabad. De vedtog Bengalsk Lov om Undertrykkelse af Terroristiske Overgreb i 1932, men terrorismen fortsatte.
I 1935 gav briterne en stor indrømmelse, endnu en Lov om Indiens Regering, som udvidede stemmeretten og lovede kongreslederne, at de i sidste ende ville blive magthavere (på den britiske imperialistiske dagsorden). Modydelsen var, at disse indiske ledere ville undertrykke terroristerne. Blandt de britiske våben var ikke-vold, herunder bevægelsen for civil ulydighed. Kongreslederne vidste dog, at uden terrorisme ville deres indflydelse på briterne være lig nul. Så de spillede deres eget spil, støttede stille og roligt terroristerne nogle gange, fordømte dem offentligt andre gange, mens de udøvede civil ulydighed inden for et regelsæt, der indebar fængselsstraf for ikkevoldelige aktører og mord og hængning af terrorister, der ikke ville spille det civile ulydighedsspil. Voldelig kamp var den pris, som “terroristerne” betalte, for at de ikke-voldelige kunne sidde med ved forhandlingsbordet med imperialisterne.
I kapitel 4 i Tabe Helte har Sainath talt med bombemageren Shobharam Gaharwar, som var aktiv i Rajasthan og andre steder i 1930’erne og 1940’erne, og som bekræfter, at bombemageriet var allestedsnærværende under uafhængighedskampen:
“Vi var meget efterspurgte på det tidspunkt! Jeg har været i Karnataka. I Mysore, Bengaluru, alle mulige steder. Ajmer var et fremtrædende center for Quit India-bevægelsen (Forlad-Indien-bevægelsen, red.), for kampen. Det samme var Benares [Varanasi]. Der var andre steder som Baroda i Gujarat og Damoh i Madhya Pradesh. Folk så op til Ajmer og sagde, at bevægelsen var stærk i denne by, og at de ville følge i frihedskæmpernes fodspor her. Selvfølgelig var der også mange andre.”
Quit India 1942 og desillusionering: I forbindelse med Tabte Helte talte Sainath med veteraner fra den væbnede kamp i Punjab såvel som i den sydlige del af Telangana-Folkets Kamp, ledet af Sundarayya. Opstanden i Telangana i 1946 var en flerårig kamp over et enormt område, og ud over kampe med lensherrer, politi og lejede goondaer (gangstere, red.), rapporterer han:
“Da den var på sit højeste, spredte Veera Telangana Porattam sig over næsten 5.000 landsbyer. Det berørte over tre millioner liv på tværs af omkring 25.000 kvadratkilometer. I landsbyerne under deres kontrol oprettede denne folkebevægelse en parallel regering. Det omfattede oprettelsen af gram swaraj-komiteer eller landsbykommuner. Næsten en million tønder land blev omfordelt blandt de fattige. De fleste officielle historier daterer den kommunist-ledede opstand til at finde sted fra 1946-51. Men der var allerede store uroligheder og oprør i gang fra slutningen af 1943.”
En anden sydlig stat, Tamil Nadu, var skueplads for en enorm anti-feudal kamp på samme tid som Quit India-bevægelsen i 1942. Sainath talte med veteranen R. Nallakannu:
“Vi kæmpede mod dem om natten, kastede med sten – det var de våben, vi havde – og jagede dem væk. Nogle gange kom det til regulære kampe. Det skete flere gange under de protester, der kom i 1940’erne. Vi var stadig drenge, men vi kæmpede. Dag og nat, med vores slags våben!”
I en landsby i Odisha i august 1942 tog aktivister over og udnævnte sig selv til magistrater og begyndte at administrere retfærdigheden. De blev hurtigt arresteret, men da de blev låst inde, begyndte de straks at organisere fangerne, som de fortalte Sainath:
“De sendte os til et fængsel for kriminelle. Vi fik det bedste ud af det… I de dage forsøgte briterne at rekruttere soldater til at dø i deres krig mod Tyskland. Så de gav løfter til dem, der afsonede lange straffe som kriminelle. De lovede, at alle, der meldte sig til krigen, ville få 100 rupees. Hver af deres familier ville få 500 rupees. Og de ville være frie efter krigen. Vi førte kampagne sammen med de kriminelle fanger. Er det værd at dø for 500 rupees for disse mennesker og deres krige? I vil helt sikkert være blandt de første, der dør, sagde vi til dem. I er ikke vigtige for dem. Hvorfor skulle I være deres kanonføde? Efter et stykke tid begyndte de at lytte til os. De plejede at kalde os Gandhi eller bare Kongressen. Mange af dem droppede ud af planen. De gjorde oprør og nægtede at gå.”
I Vestbengalen organiserede Bhabani Mahato logistikken for undergrundskæmpere i Quit India-kampen. Aktivisten Partha Sarati Mahato fortalte Sainath, hvordan det foregik:
“Kun nogle få bedrestillede familier i landsbyen tilberedte måltider til de mange aktivister, der gemte sig der [i skoven] på en given dag. Og de kvinder, der gjorde det, blev bedt om at efterlade den tilberedte mad i deres køkken. De vidste ikke, hvem det var, der kom og hentede maden. De vidste heller ikke, hvem det var, de lavede mad til. Modstandsbevægelsen brugte aldrig folk fra landsbyen til at stå for transporten. Briterne havde spioner og informanter i landsbyen. Det samme havde de feudale zamindarer, som var deres samarbejdspartnere. Disse informanter ville genkende lokale, der bar deres byrder til skoven. Det ville bringe både kvinderne og undergrundsbevægelsen i fare. De kunne heller ikke få nogen til at identificere de folk, de sendte ind – sandsynligvis om natten – for at hente maden. Kvinderne så aldrig, hvem det var, der hentede maden. På den måde var begge beskyttet mod afsløring. Men kvinderne vidste, hvad der foregik. De fleste landsbykvinder samledes hver morgen ved damme, vandløb og tanke – og de involverede udvekslede noter og erfaringer. De vidste, hvorfor og hvad de gjorde det for – men aldrig specifikt for hvem.”
Toofan Sena
I 1943 erklærede Toofan Sena, den væbnede fløj af prati sarkar (den midlertidige regering) i Satara, uafhængighed fra det britiske styre i den indiske delstat Maharashtra. Sainath beskriver rækkevidden af denne autonome zone:
“Med hovedkvarter i Kundal fungerede prati sarkar – en sammenslutning af bønder og arbejdere – faktisk som en regering i de næsten 600 landsbyer under dens kontrol, hvor den effektivt væltede det britiske styre. Hausabais far, den legendariske Nana Patil, stod i spidsen for prati sarkar. Både sarkar og sena var opstået som desillusionerede udløbere af Quit India-bevægelsen i 1942.
Nana Patil og andre ledere, heriblandt kaptajn Bhau, stod i spidsen for et dristigt togrøveri den 7. juni 1943. “Det er uretfærdigt at sige, at vi plyndrede toget,” sagde kaptajnen til Sainath. “Det var penge, som de britiske herskere havde stjålet fra det indiske folk, som vi tog tilbage.” Kaptajn Bhau protesterede også mod forestillingen om, at prati sarkar var en “undergrundsbevægelse”.
“‘Hvad mener du med undergrundsregering?’ knurrer kaptajn Bhau, irriteret over min brug af udtrykket. “Vi var regeringen her. Raj kunne ikke komme ind. Selv politiet var bange for Toofan Sena… Den organiserede forsyningen og distributionen af [madkorn], skabte en sammenhængende markedsstruktur og drev et retssystem. Den straffede også pengeudlånere, pantelånere og jordbesiddere, der samarbejdede med Raj.”
Et andet medlem af Toofan Sena fortalte Sainath, hvordan de gik til værks for at straffe stikkere:
“Når vi opdagede en af disse politiagenter, omringede vi hans hjem om natten. Vi tog stikkeren og en af hans medarbejdere med uden for landsbyen. Vi bandt stikkerens ankler efter at have placeret en træpind mellem dem. Derefter blev han holdt med hovedet nedad og slået på fodsålerne med pinde. Vi rørte ikke andre dele af hans krop. Kun fodsålerne. Der var ingen synlige mærker på kroppen fra fødderne og op. Men ‘han kunne ikke gå normalt i mange dage’. En kraftig afskrækkelse. Og så kom navnet patrisarkar [note: på marati betyder ordet ‘patri’ ‘træpind’]. Derefter læssede vi ham op på ryggen af hans kollega, som bar ham hjem.”
Den Indiske Nationalhær
I 1938 blev Subhas Chandra Bose præsident for den indiske nationalkongres. Han var umådeligt populær og havde en uafhængig magtbase. Selvom han respekterede Gandhi, var han ikke engageret i ikke-vold. Han blev smidt ud af partiet i 1939. I 1941, under Anden Verdenskrig, dannede Bose Den Indiske Nationalhær (INA), støttet af det kejserlige Japan, hvis mål var at befri Indien med magt. Samme år blev Nehru overført til Lucknow-fængslet, hvor han tilbragte tid sammen med mange fængslede terrorister. Da Gandhis Quit India-bevægelse blev knust i 1942 i løbet af få måneder, kæmpede Bose og INA videre, og Bose blev dræbt i 1945.
H.S. Doreswamy fra Bengaluru blev fængslet for journalistik og beskrev sit møde med fanger fra INA, hvis massakre han overværede i 1943:
I de dage forsøgte briterne at rekruttere soldater til at dø i deres krig mod Tyskland. Så de gav løfter til dem, der afsonede lange straffe som kriminelle.
“Engang, da vi var i fængsel i Bengaluru (1942-43), var det midnat, og en gruppe fanger blev bragt ind. De kom ind og råbte slagord, og vi troede, at de var flere af vores folk. Men det var de ikke. Det var indisk militærpersonale. Vi fik at vide, at de var officerer, men vi vidste det ikke med sikkerhed. Vi kendte ikke deres rang. Der var fjorten af dem – fra forskellige stater. De havde besluttet at forlade det britisk-indiske militær og slutte sig til Netaji Boses INA. De forsøgte at forlade landet. Og de var på vej til Burma [nu Myanmar], da de blev arresteret. Alle fjorten af dem. De blev bragt til Bengaluru og stillet for en krigsret. Og dømt til døden ved hængning. Vi interagerede med dem. De skrev med deres blod et brev til os alle sammen. Der stod: “Vi er så glade for, at I er 500 her. Dette land, denne Bharat Mata, kræver blod fra så mange mennesker. Vi er også en del af den indsats. Vi har også lovet at give vores liv til dette lands sag. Det var, hvad de skrev… “Vi hørte, at de alle sammen blev stillet op på række og skudt – alle sammen – på én gang… De vidste det. At de var på vej i døden. Men de var meget muntre. Det var derfor, de gav os det brev skrevet med blod adresseret til os alle sammen.”
Da briterne forsøgte at henrette INA-officerer for forræderi ved det symbolske Røde Fort i Delhi, endte det med et oprør. I 1946 blev et flådeoprør med centrum i Mumbai undertrykt med enorme omkostninger for briterne til følge: Deres indiske imperium var faldet fra hinanden. I sin bog om flådens mytteri bemærker Pramod Kapoor, at mens Quit India blev kaldt i 1942, fulgte uafhængigheden meget hurtigt efter flådens mytteri i 1946. Et kig på kronologien antyder, at mytteriet var mere afgørende end den ikke-voldelige kampagne for at skabe uafhængighed.
Briterne opdelte hurtigt subkontinentet, forgiftede æblet og overgav det til deres udvalgte indiske kongrespartnere.
Som H.S. Doreswamy udtrykte det: “Da briterne forlod landet, gjorde de det med tre formler. En, at danne Pakistan og Hindustan. To, at holde befolkningen i begge lande splittet efter kommunale linjer. Og tre: de 562 fyrstestater – de var frie til at tilslutte sig eller holde sig ude af denne indiske union.” Fyrstestats-komplottet blev forpurret af regeringen efter uafhængigheden, men det kommunale komplot og delingskomplottet lykkedes begge. Det samme gjorde understøttelsen af myten om, at Indiens uafhængighed udsprang af en række ikke-voldelige kampagner og ikke af de samme processer med væbnet national befrielseskamp, som fandt sted i Indien og alle andre steder i verden, hvor man stod i en lignende situation.
Skaden forårsaget af myten om ikke-vold
Myten om ikke-vold var med til at bevare feudalismen. Ligesom slaveri og raceadskillelse i USA blev kolonialismen i Indien væltet med vold. Men ligesom i USA har myten om ikke-vold gjort reel skade på Indiens politiske system. Gandhis åndelige efterfølger, Vinoba Bhave, rejste rundt i landet og forsøgte at overbevise jordejere om at gennemføre en frivillig jordreform (i modsætning til de voldelige jordreformer, der blev gennemført i nabolandet Kina, beskrevet iFanshen af William Hinton).
Vinoba Bhaves kampagne var en ikke-voldelig jordreform, som stort set holdt feudalismen intakt i Indien. Ironisk nok var Vinoba Bhave kendt for at have truet godsejerne med vold – han sagde udtrykkeligt, at ved frivilligt at opgive noget jord, kunne godsejerne redde sig selv fra en fremtidig voldelig revolution. Igen ser vi ikke-voldelige ledere, der sætter de fattige i supplikantens position og beder om krummer fra de rige baseret på en fjern mulighed for revolution i stedet for at arbejde for at organisere de fattige til denne revolution.
Myten om ikke-vold skaber ikke ikke-voldssamfund. Et af de centrale argumenter for ikke-vold, som i hvert fald går tilbage til Gandhi, er, at ikke-voldelige midler fører til bedre mål. Noam Chomsky udtrykte det på denne måde i en debat med Hannah Arendt i 1967:
“Ud fra den smule, vi ved om sådanne ting, forekommer det mig, at et nyt samfund opstår ud af de handlinger, der bliver foretaget for at danne det, og de institutioner og den ideologi, det udvikler, er ikke uafhængige af disse handlinger; faktisk er de stærkt farvede af dem, de er formet af dem på mange måder. Og man kan forvente, at handlinger, der er kyniske og ondskabsfulde, uanset deres hensigt, uundgåeligt vil påvirke og ødelægge kvaliteten af de mål, der opnås. Igen er det til dels bare et spørgsmål om tro. Men jeg tror, at der i det mindste er nogle beviser for, at bedre resultater følger af bedre midler.”
Eftersom Gandhis argument om ikke-vold var baseret på forestillingen om, at midler og mål er uadskillelige, og at valget af voldelige midler ville føre til voldelige mål, burde det følge, at den centrale betydning af ikke-vold i den indiske frihedskamp førte til, at Indien var et særligt ikke-voldeligt land efter uafhængigheden. Den italienske kommunistiske forfatter Domenico Losurdo svarer i sin bogIkke-vold: En historie hinsides myten på det spørgsmål: “[F]ra at være legemliggørelsen af idealet om ikke-vold, er Indien i dag et af de mest voldelige lande på jorden. Væbnede sammenstød mellem de forskellige religiøse og etniske grupper er udbredte; især massakrer på muslimer og kristne er tilbagevendende.”
Uadskilleligheden mellem mål og midler er et argument mod ikke-vold. Ikke-vold er et middel, der indebærer at tigge de magtfulde om indrømmelser og invitere dem til at udøve vold uden konsekvenser for dem selv: Det fører til et samfund med en elite, der føler sig fuldstændig straffri til at udøve forfærdelig vold, mens de står over for modstandere, der i værste fald vil forsøge at smelte deres hjerter gennem et eksempel på lidelse. Det gør undertrykkere til værre mennesker, der er berusede af magt og ikke føler nogen konsekvenser.
Afkolonisering er en voldelig proces, og Indien var ingen undtagelse
Som Losurdo fortæller det i sin bog, er ikke-vold et ideal, der blev udviklet i Storbritannien og USA for at sikre, at modstanden mod slaveri ville være ineffektiv – for at holde modstanden mod en af de mest modbydelige institutioner, der nogensinde er opfundet, inden for kontrollerbare grænser. Kristne pacifister og kvækere udviklede den, fordi de ikke ønskede at deltage i slaveriets vold. Meget få af dem blev bevæget til at bekæmpe slaveriet med vold.
Gandhis indiske fjender har hævdet, at det er disse kristne, angloamerikanske rødder, som Gandhis ikke-vold udspringer af, og ikke af hinduistiske forestillinger om ahimsa eller satyagraha. I sidste ende opførte det indiske folk sig ikke som vismænd fra en anden verden. De gjorde, hvad alle koloniserede folk gør: de kæmpede en væbnet kamp for uafhængighed.
Hvad kan vi lære af den virkelige indiske uafhængighedskamp, hvis vi fjerner myten om ikke-vold, og hvordan passer de ind i vores forståelse af social forandring? Det er klart, at nogle kampe – for forbedrede lønninger eller arbejdsforhold, bedre borgerservice eller andre kampe for lighed i et samfund – kan holdes på det ikke-voldelige plan. Kolonialisme, baseret på raceundertrykkelse og dehumanisering, kan ikke, og Indien er ikke en undtagelse. Ligesom kolonialismen selv, er fraværet af en ikke-voldelig løsning på kolonialismen tragisk, men jo hurtigere virkeligheden anerkendes af fortalere for social forandring, jo bedre.
Om artiklen:
Denne artikel er produceret af Economy for All, et projekt under Independent Media Institute.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Interessant artikel. Nu er historien om Indien rig på vold og undertrykkelse, så det kan være svært at gennemskue, om artiklen er tilfældige nedslag der skal understøtte bekvemme postulater, eller seriøse historiske erfaringer. Det er dog nok værd at notere sig, at den “frihed” og “selvstændighed”, Inderne har vundet i kamp mod både ydre fjender og hinanden, indtil nu ikke har været nogen videre succeshistorie for inderne, der fortsat lever med fattigdom, undertrykkelse og borgerkrig.
Uanset indiske erfaringer eller ej, så er det generelle billede det, at de oprør, der forandrer forholdene, er arbejdsnedlæggelser, folkestrejker og demonstrationer. Og dem får man ikke mange med på ved at gøre dem til en del af en væbnet kamp. Det er dobbelt svært at organisere en fagbevægelse, når den med rette mistænkes for at være en del af en terror-organisation.
Endelig kan man undre sig over, at Arbejderens debat-sektion tilsyneladende er rykket ind under overskriften historie; jeg troede at udsagn, der er partiet fremmede, hørte under debat.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
