Jeg takker retten for at give mig lejlighed til denne afsluttende kommentar inden domsafsigelsen, og jeg takker for tålmodigheden til at høre mig.
Jeg har samarbejdet med de 16 ansatte, der her anklager mig for chikane gennem 17 forskellige borgersager. Ikke en af disse sager har været triviel for borgerne, og ikke en sag er fri for ulovligheder begået af dem, som anklager mig.
10 af sagerne har været så skandaløse, at det har vakt store mediers interesse. Berlingske Tidende, Danmarks Radio, TV2 og TV2-Lorry.
I dag siger sagsbehandlerne ofte til deres borgere: “Undgå Bitten Vivi Jensen, hun er dårlig for din sag”, og det kan de have ret i: Jeg har afsluttet alle de sager, jeg har haft, på ganske få måneder, hvor forskellige afdelinger i Københavns Kommune har brugt år. Det kan både sagsakter og de borgere, jeg har hjulet, bevidne.
Skizofrene hører ikke hjemme i et jobcenter
For eksempel den skizofrene Viktor som kommunen gjorde hjemløs ved helt at lukke for hans understøttelse. Han blev så angst af deres fremfærd over for ham, at han ikke turde møde dem.
“Hvis du kan skrive mails, kan du også komme til møde”, skrev en jurist til ham. Skizofrene hører ikke hjemme i et jobcenter, og det burde jobcentret have taget højde for.
Jan, tidligere postarbejder, dødeligt syg af KOL og med en fuldstændig ødelagt fod og ryg efter et fald, blev også hjemløs. Bjarne, udmagret og subsistensløs, død dagen efter han fik sin pension.
Michael og Bjarne, begge døde i dag af kræft, begge kaldt til arbejdsprøvninger lige efter veloverståede operationer.
Jane – usigeligt hård barndom – blev fritaget af sin læge fra et møde, men fik en sanktion på 4000 kroner for fravær.
At nævne navne på de værste sagsbehandlere og offentliggøre lydfiler af deres virke har været nødvendigt.
Alt det hamrende ulovligt og alligevel udført af netop de 16 mennesker, der har anmeldt for mig for chikane, som om jeg på nogen måde personligt skulle have forfulgt dem.
Jeg har kritiseret deres arbejde, og jeg har gjort det offentligt, fordi retssikkerheden herhjemme i både kommuner og Ankestyrelse svigter.
Jeg vil også nævne den nu døende Madeleine. Seksuelt overfaldet og misbrugt som barn, voldelige forhold som voksen og en diagnoseliste så lang, at jeg ikke har tid til at læse den op her. Men jeg kan nævne, at det ifølge en funktionsevnebeskrivelse tog hende to til tre timer at kæmpe sig 600 meter ned i Aldi og købe ind.
43 år, over 100 sagsbehandlere. Sagsbehandleren truede Madeleine med, at hun selv måtte betale lægeerklæringer, når hun var syg. Det er naturligvis bundhamrende ulovligt, og det hjalp ikke. Det gjorde de fem gange på en enkelt måned, Madeleine blev straffet økonomisk, heller ikke.
Det var den sagsbehandler, der sad her i retten og græd, fordi jeg, som retten har hørt på lydfil, havde fortalt hende, at hun gjorde et dårligt stykke arbejde.
Vundet alle sager
På otte år har jeg afsluttet over 100 sager i Københavns Kommune. Jeg har vundet hver og en. Det kan kun betyde, at jeg har haft ret, og at kommunens sagsbehandlere har taget fejl.
Jeg har set den ene knuste skæbne efter den anden og har opfattet det som en pligt at hjælpe, fordi jeg kunne. At nævne navne på de værste sagsbehandlere og offentliggøre lydfiler af deres virke har været nødvendigt. Hvis det var muligt, lagde jeg gerne sag an mod hver og en af dem.
Jeg har aldrig chikaneret nogen, kun omtalt deres virke som det forekom: menneskeødelæggende og formålsløst.
Jeg fortryder intet.
Arbejderen har slettet borgernes efternavne af hensyn til dem og deres familier.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.