Godt og vel 90.000 mennesker i Danmark lever i øjeblikket på en eller anden form for kontanthjælpsydelse. Antallet er næsten halveret siden 2015 og er nu på det laveste niveau siden statistikkens start i januar 2007.
Det betyder imidlertid ikke, at fattigdom og ulighed er fortid i Danmark.
Udover mennesker på kontanthjælpsydelser lever andre på andre fattigdomsydelser, der holder dem i enten relativ eller absolut fattigdom.
Grænsen mellem “working poor” og “poor” er flydende.
Over 213.000 mennesker lever således i relativ fattigdom, heraf er 47.200 under 18 år. Når Danmark skal melde ind til FN, hvordan det går med at opfylde FN’s verdensmål, rapporteres der også om absolut fattigdom. Den beregnes nu til tre procent af befolkningen.
Ikke mange mennesker, kan man sige. Tilmed i disse måneder og år lidt faldende. Men det er en menneskegruppe, der befinder sig i en konstant overlevelseskamp. I usikkerhed om der er mad på bordet i morgen. Om der er råd til medicin. Om børnene kan få nye forårssandaler. Om køleskabet kan blive skiftet, hvis det sætter ud.
Og det er en menneskegruppe, hvis lave overlevelsesydelser og ringe vilkår fungerer som et pres på almindelige arbejdere: Pas på jobbet, så du ikke ender i social deroute. Grænsen mellem “working poor” og “poor” er flydende.
Det er ikke en tilfældighed eller et uheld. Det er en bevidst politik – og den er lykkedes over al forventning.
Gabet mellem dem, der har et arbejde og dem, der er på en eller anden form for kontanthjælpsydelse, er således vokset markant i de sidste 30 år. Hvis en kontanthjælpsmodtagers indkomst efter skat skulle være steget i samme grad som en lønmodtagers, skulle den være 30 procent højere i dag end for 30 år siden.
I dag er kontanthjælpssatsen for en voksen ikke-forsørger 12.326 kroner om måneden. Den skulle være omkring 4400 kroner højere med de nuværende skatteregler, hvis den skulle matche en lønmodtagers indkomststigning. Det er rigtig, rigtig mange penge, som betyder alverden, når man intet eller meget lidt har.
Der er en lang række årsager til denne udhuling af kontanthjælpsydelserne. Tænketanken Cevea har i en analyse opregnet dem alle, og fælles for dem er: De udgør en bevidst politik. Tænketanken konkluderer, at udhulingen “ser ud til at fortsætte i de kommende år”:
“Med tre nylige aftaler om en kontanthjælpsreform, en skattereform og afskaffelsen af store bededag bliver forskellen mellem kontanthjælpsmodtagere og lønmodtagere endnu en gang forøget.”
I oktober sidste år indgik et flertal i Folketinget tre aftaler om en kontanthjælpsreform. Aftalerne skal efter planen træde i kraft 1. juli næste år. Selvom de rokerer rundt med en række ydelser og afskaffer den forhadte 225-timers regel, fastholder de i store træk de lave ydelser, samtidig med at tusindvis af mennesker sættes ned på den laveste ydelse i systemet.
De nye reformer indfører også en såkaldt arbejdspligt i form af for eksempel nyttejob, virksomhedspraktik, lønnede småjob og danskundervisning. Mange fagforbund er forståeligt nok kraftigt imod indførelsen af arbejdspligt, som de mener vil føre til, at gratis nyttejobbere fortrænger ordinært ansatte. Med andre ord: løntryk og pres på ordinære ansættelsesforhold.
Kampen mod fattigdom og ulighed og solidaritet med dem, der har allermindst, er en vigtig aktuel opgave, som ikke bare kan skubbes over på de sociale modstandsbevægelser. Solidariteten må være langt bredere – arbejderklassen har en fælles interesse i, at alle sikres et trygt livsgrundlag, sikres retssikkerhed og mødes med respekt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
A propos fattigdom og det, der skaber den, så er jeg studset over at se flere og flere udenlandske tiggere rundt omkring ved butikker som NETTO og Lidl. Man kan dels spørge sig om, hvad de laver her, og hvem de er, men også om der er nogen, der leverer en form for sikkerhedsnet under dem.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
