Den stædige stråmand – forældre taler ikke pædagogfaget ned!
Loven om minimumsnormeringer har ikke givet de vilkår i daginstitutionerne, som forældrene blev lovet, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
Her i går sad jeg til fyraftensmøde med fokus på minimumsnormeringer. Et møde hvor kloge og engagerede mennesker talte om, hvad der skal til for, at loven om minimumsnormeringer faktisk kan gøre den forskel, forældre og pædagogisk personale drømte om, da vi gik på gaden sammen for fem år siden.
For den ærgerlige sandhed er, at vi bare ikke har opnået dét, der var meningen: En hverdag hvor vores børn er sikret stabil, kvalificeret voksenkontakt, hvor deres ret til omsorg er garanteret.
Men vi har jo fået en lov, der siger, at der skal være en normering på 1:3 i vuggestuerne og 1:6 i børnehaverne. Hvad i alverden er problemet?
Jo, de er desværre flere. For normeringen på 1:3/1:6 skal jo være afspejlet i børnenes perspektiv, men det kræver, at vi er ærlige om, hvordan normeringen opgøres – og ærlige om, hvor langt der endnu er til mål.
Den ærlige samtale er bare rigtig svær at have, for lige inden minimumsnormeringerne skulle være fuldt indfaset 1. januar i år, har man fra politisk side valgt at skrinlægge den beregningsmetode, der skulle give et mere retvisende billede af hverdagen end Dansk Statistiks normeringsopgørelse.
Det var i sig selv et hårdt slag, for Dansk Statistiks opgørelse viser ikke normeringen set fra gulvet, men blot hvor meget et barn i dagtilbud “koster” i lønkroner.
Som om det ikke var nok, at man holder fast i en beregningsmodel, der er misvisende, så har regeringen lige i regelforenklingens hellige navn besluttet, at institutionerne ikke længere skal indberette data, der viser normeringen. Altså, den enkelte institution skal ikke længere indberette sin normering.
Det betyder, at vi fremover kun kan finde opgørelser over normeringen på kommunalt niveau og udregnet efter samme stærkt misvisende og hårdt kritiserede metode, hvor både sygemeldte og vikarer tælles med, ledere, studerende og elever tælles med, og der ingen vægtning er af tid brugt væk fra børn.
Det er ikke godt nok
Som forælder med børn i dagtilbud vil jeg forbeholde mig retten til at sige højt, at det ikke er det, vi blev lovet. Og det er ikke godt nok!
Men jeg oplever gang på gang, at når forældre stiller sig frem og siger netop dét, så bliver vi mødt med, at vi ikke kan tillade os at generalisere, og at vi ikke kan være bekendt at “tale området ned”.
“Hvordan skal unge få lyst til at blive pædagoger, når forældre altid går og taler faget ned?” runger det fra KL og politikere i kommuner og Folketing. Og så lukker man den samtale ned, der kunne rumme en ærlig diskussion af de forhold, som børn og deres pædagogiske personale lever med hver eneste dag.
Hele børneområdet er udfordret af pædagogmangel, høj udskiftning af personale, dårlige normeringer og stort sygefravær.
Lad mig slå fast: Jeg kunne aldrig drømme om at tale hverken mine børns pædagoger, deres arbejde eller deres fag ned. Jeg har stor respekt for de dygtige mennesker, der tager imod mine børn hver morgen.
Men den ærlige samtale om vilkårene for deres arbejde er netop vigtig, fordi der lige nu ikke er grundlag for at omsætte alt det fantastiske, som pædagogikken er og kan, i praksis i hverdagen. Og den sandhed kan godt stå side om side med min oprigtige kæmpe tiltro til pædagogikken som felt og min respekt og beundring for pædagogernes faglighed.
Udfordret børneområde
Hele børneområdet er udfordret af pædagogmangel, høj udskiftning af personale, dårlige normeringer og stort sygefravær.
De kendsgerninger går ikke væk, fordi man fortæller sig selv og hinanden, at tallene ser fine ud, og gemmer og glemmer alt det, der kan forputte sig i statistikker og gennemsnit.
Når man gør dét og håber, at unge igen vil uddanne sig til pædagoger, hvis vi bare fortæller en falsk historie – hvad skal vi så alle sammen gøre, når de pædagogstuderende giver op under deres praktikker eller forlader dag- og fritidsinstitutionerne igen, fordi arbejdet ikke lever op til deres (berettigede) forventninger?
Når vi taler om normeringer og vilkår i vuggestuer, børnehaver og fritidstilbud, så er vi nødt til at gøre det ud fra den virkelighed, vi, der kommer i institutionerne, oplever. Vi skal simpelthen turde tale ærligt om tingene, hvis vi nogensinde skal gøre os forhåbninger om at gøre det bedre.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.