Offentligt ansatte medlemmer af Kommunistisk Parti anbefaler at stemme nej til OK24.
Inden længe skal 800.000 ansatte i kommuner, regioner og staten stemme om nye overenskomster. Kommunistisk Parti er ikke i tvivl: Stem nej!
Den samlede økonomiske ramme på 8,8 procent er ikke et resultat af reelle forhandlinger, men et diktat fra regeringen – eksekveret af finansminister Nicolai Wammen.
Sandheden er, at der er tale om en minusoverenskomst.
Vi spørger – hvad har man egentligt brugt så mange timer på at ‘forhandle’? Vi spørger også – hvad får de faglige forhandlere til efterfølgende at gå ud og præsentere resultatet som historisk, og at det er det bedste resultat i årtier?
Sandheden er, at der er tale om en minusoverenskomst. Når de 8,8 procent er fordelt, vil flertallet af de offentligt ansatte ved udgangen af 2026 have mindre købekraft, end de havde, da de helt store inflationsstigninger startede i 2021.
I stedet for at erkende at overenskomstresultatet er for dårligt, så forsøger flere af de faglige ledere helt ublu at medregne resultatet af trepartsforhandlingerne, når de skal overbevise medlemmerne om, at de skal stemme ja.
Trepartsaftalen og fordelingen af ekstra lønkroner kommer kun en fjerdedel af nøje udvalgte grupper af offentligt ansatte til gode. Midlerne er 100 procent finansieret via besparelser på administrationen i kommuner og regioner, og der følger også betingelser med de ekstra lønkroner: Flere skal arbejde fuldtid, flere skal tage længere vagter, og flere skal arbejde på skæve tidspunkter for at nævne nogle eksempler.
Havde man håbet, at OK24 ville tage hånd om det flertal af offentligt ansatte, som ikke har fået del i trepartsmidlerne, så bliver man slemt skuffet. De aftalte lavtlønspuljer forslår som en skrædder i helvede og kan bedst betegnes som en hån mod de lavtlønnede, blandt andet rengøringsansatte og ufaglærte specialarbejdere.
Endelig skal det med, at regeringen og arbejdsgiverne som en betingelse for at indgå trepartsaftalen har forlangt – og det har fagtoppen accepteret – at afstemningen om OK24 skal sammenkædes.
Skal man pege på noget positivt, så er det, at det er to-årige forlig, og at der bliver tre ugers ekstra barsel.
Stem nej fordi:
– De generelle lønstigninger i overenskomstperioden lukker ikke det lønefterslæb, som inflationskrisen har påført offentligt ansatte, og er heller ikke nok til at sikre reallønnen de næste to år.
– Uligheden mellem højt- og lavtlønnede bliver større, fordi forhandlerne fastholder, at lønstigninger sker i procenter og ikke i kroner.
– OK24 kompenserer ikke de offentligt ansatte for de seniordage, som de mister på grund af den politisk besluttede stigning i pensionsalderen.
>> Hent A4-flyer af denne udtalelse, print og uddel
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.