Korruption er dagligdag i international våbenhandel
Marts måneds film, som Vores Kulturs Filmklub anbefaler at se, har titlen ‘Shadow World: Bag om den internationale våbenhandel’.
Se den online derhjemme inden Filmklubbens debat, der finder sted via Zoom-link mandag den 25. marts 2024 klokken 19.30.
Under denne artikel findes link til filmen, der kan ses på Filmstriben.dk, og link til, hvordan du bliver medlem af Vores Kulturs Filmklub.
Drivkraften bag krige
Filmen viser, hvordan vores politiske ledere er villige mellemmænd, og at de er drivkraften bag krige, når våbenindustrien kalder til møde. Resultatet er en verden, hvor det politiske demokrati korrumperes i jagten på fede provisioner.
Vi får mulighed for at se bag om de skjulte dagsordener, der findes bag enhver krig. I filmen interviewes whistleblowere, efterforskere, anklagere samt folk fra både militæret og militærindustrien.
Det er chokerende detaljer omkring verdens våbenhandel, der kommer frem: Regeringer og deres efterretningstjenester, våbenproducenter, forhandlere og agenter er alle med i et spil, hvor korruption er dagligdag og er med til at påvirke nationers økonomiske politik og udenrigspolitik. Og her kan våbenbranchen prale af milliardprofitter.
Parallelt juridisk univers
Filmen optrevler en række af verdens største og mest korrupte våbenhandler. Her stiller nationale sikkerhedseliter villigt op i et juridisk parallelunivers, hvor aktørerne sjældent retsforfølges for deres ulovlige handlinger. Den internationale våbenindustri står for 40 procent af den korruption, der er inden for al verdens handel.
I et håb om en bedre fremtid
Til slut afslører filmen krigens virkelige omkostninger og ser på, hvordan våbenindustrien driver deres forretninger, at krigsvåben bruges mod civile borgere i demokratier rundt omkring i verden, og at våbenindustriens mange handler snarere hæmmer end forbedrer sikkerheden for os alle.
Ved at kaste lys over, hvordan vores virkelighed hænger sammen, viser filmen en udvej gennem denne rædsel – i et håb om at skabe en bedre fremtid.
Stor viden om våbenhandel
For første gang stiller Morten Larsen op som oplægsholder på et af Vores Kulturs Filmklubs debatarrangementer.
Morten Larsen er mangeårig journalist på Arbejderen. Han har flere gange som journalist været akkrediteret til våbenmesser. En del af hans artikler har handlet om netop våbenmesser, våbenkøbmænd og de handler, de laver med landenes regeringer. Det gør ham mere end kompetent som oplægsholder på denne måneds debat i Filmklubben.

Foto: Andrea Sigaard
Medlemskab
Vi mødes online via Zoom-link og debatterer emner ud fra månedens film. Ønsker du at deltage, kræver det medlemskab af Vores Kulturs Filmklub. Det er gratis, og Filmklubben kan kontaktes her:
SMS: 2231 6387
Mail: kontakt@vores-kultur.dk
Link
Her er linket til den film, vi anbefaler som marts måneds film. Den kan ses gratis på Filmstriben.dk:
filmstriben.dk/film/bag-om-den-internationale-vabenhandel
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.