Læserbrev
Et velfærdssamfund for alle
Debatten om de stigende sociale udgifter har en ubehagelig undertone af bebrejdelse og besparelse. Vi må spørge os selv, om Danmark fortsat skal være et velfærdssamfund for alle eller kun for de mange, skriver Signe Færch i denne blog.
|
I maj 2023 kom Tranæs-udvalget med første delrapport om de stigende udgifter på det sociale område. Udvalget har til opgave at komme med anbefalinger til at “sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet”. Desværre forholder udvalget sig indtil videre kun til det sidste.
Måske er det ikke så underligt. Udvalget er i høj grad politikernes forsøg på at imødekomme kommunernes råb om, at sociale udgifter dræner deres pengekasser.
Kvalitet og faglighed nævnes, men sjældent som det første, og dermed er banen for Tranæs-udvalget kridtet op: Det handler først og fremmest om at nedbringe udgifterne til sociale indsatser.
Virkeligheden og regnearkene
Det er, som om debatten kører i to forskellige verdner på hver sin side af en stor kløft.
På den ene side – lad os kalde den for “virkeligheden” – står de mennesker, der har behov for hjælp og støtte, sammen med os, der arbejder på det sociale område. På den anden – vi kan kalde den “regnearkene” – står mange politikere, embedsfolk og økonomer.
Den sidstnævnte gruppe får angst og koldsved, når de ser på graferne over udviklingen i udgifter på socialområdet. En tidligere formand for Kommunernes Landsforening kaldte engang socialområdet for en “gøgeunge, der skal ud af systemet”.
Kommunerne lader sig spise af med skrabede økonomiaftaler, når blot regeringen lover ikke at bebrejde dem, at kvaliteten til socialt udsatte og mennesker med handicap forringes.
Ligesom gøgens unger skubber de andre fugleunger ud af reden, tager socialområdet flere og flere ressourcer fra andre velfærdsområder – og den retorik hænger ved.
Rent faktuelt er det korrekt, at de sociale udgifter er steget i mange år, men undertonen i debatten af, at en gruppe af mennesker med behov for hjælp og støtte tager penge fra de mange, er dybt ubehagelig.
Samtidig bliver løsningsforslagene også derefter. Kommunerne lader sig spise af med skrabede økonomiaftaler, når blot regeringen lover ikke at bebrejde dem, at kvaliteten til socialt udsatte og mennesker med handicap forringes.
Løsningen er forebyggelse
Jeg vil gerne komme med et andet bud på en løsning.
Vi skal sikre, at socialt udsatte og mennesker med handicap som en selvfølge får hjælp og støtte af høj faglig kvalitet.
Det lyder banalt, men det sker ikke altid i dag, blandt andet fordi der mangler uddannet personale på botilbud og tid til hver enkelt borgers sag.
I modsætning til folkeskolen, sundhedsvæsnet eller andre velfærdsområder, som vi alle har gavn af, er det helt politisk legitimt at sætte økonomien før kvalitet på det sociale område.
I stedet skal det være en bunden opgave for alle politikere – både på Christiansborg og i kommunerne – at sikre velfungerende sociale indsatser.
Konsekvensen af det er, at regeringen i første omgang skal kompensere kommunerne, så de har råd til at håndtere de stigende udgifter. Samtidig skal kommunerne selvfølgelig prioritere socialområdet.
Derudover bør kommunerne også få penge målrettet til forebyggende indsatser, som vi ved kan forhindre sociale problemer i at opstå eller vokse sig større.
Dermed ville vi også undgå en række af de høje udgifter til nogle af de allermest udsatte, men det skal være i den rækkefølge: Vi forebygger for at sikre mennesker den bedst mulige indsats, og på den måde kan vi også sikre en økonomi i bedre balance på det sociale område.
Danmark skal være et velfærdssamfund for alle – også mennesker med handicap og sociale udfordringer – ikke kun de mange.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. februar 2024 | 07:56
