Læserbrev
Hundredvis af millioner af mennesker over hele verden er blevet dybt berørt af grusomheden i den israelske krig mod Palæstina. Millioner har deltaget i marcher og protester, og mange af dem har deltaget i sådanne demonstrationer for første gang i deres liv.
Sociale medier på næsten alle verdens sprog er mættet med memes og opslag om den ene eller den anden forfærdelige handling.
Nogle mennesker fokuserer på det israelske angreb på palæstinensiske børn, andre på de ulovlige angreb på Gazas sundhedssystem, og andre igen peger på udslettelsen af mindst fire hundrede familier (mere end ti mennesker i hver familie er blevet dræbt). Interessen ser ikke ud til at blive mindre.
Aldrig før i de foregående 75 år har der været en sådan vedvarende opmærksomhed på palæstinensernes sag og den israelske brutalitet.
Juleferien i december gik, men intensiteten af protesterne og opslagene er stadig lige intense. Det lykkedes ikke for de sociale medievirksomheder at vende algoritmen mod palæstinenserne, intet forsøg på at forbyde protesterne – selv ikke visningen af det palæstinensiske flag – virkede. Beskyldninger om antisemitisme faldt til jorden, og krav om fordømmelse af Hamas blev afvist.
Dette er en ny stemning, en ny form for tilgang til den palæstinensiske kamp. Aldrig før i de foregående 75 år har der været en sådan vedvarende opmærksomhed på palæstinensernes sag og den israelske brutalitet. Israel har iværksat otte bombekampagner mod Gaza siden 2006. Og Israel har opbygget en hel illegal struktur mod palæstinenserne i Østjerusalem og på Vestbredden (en apartheidmur, bosættelser, checkpoints).
Når palæstinenserne har forsøgt at gøre modstand – enten gennem fredelige aktioner eller væbnet kamp – har de været udsat for enorm vold fra Israels militær.
Lige siden de sociale medier blev tilgængelige, har billeder fra Palæstina cirkuleret herunder af brugen af hvid fosfor mod civile i Gaza og af arrestationer og mord på palæstinensiske børn i det besatte palæstinensiske område. Men ingen af de tidligere voldshandlinger har fremkaldt den samme reaktion fra hele verden som den vold, der begyndte i oktober 2023.
Folkemord
Israels væbnede vold mod Gaza siden oktober har været i en kvalitativt anderledes form end nogen tidligere vold. Bombardementet af Gaza var brutalt, og israelske fly ramte beboelsesområder uden at tage hensyn til civilbefolkningen.
Antallet af døde steg dag for dag med en hastighed, der ikke er set før. Da israelske landstyrker så gik ind i Gaza, foretog de en ulovlig massefordrivelse af de civile palæstinensere fra deres hjem og skubbede dem længere og længere sydpå mod grænsen til Egypten.
Israelerne brød deres egne løfter om “sikre zoner” og ramte områder, der var mere tætpakkede end før på grund af den interne fordrivelse.
Det var dette omfang af vold, der fik folk til tidligt at bruge udtrykket “folkemord” til at beskrive, hvad der skete i Gaza. I begyndelsen af januar var mere end én procent af hele den palæstinensiske befolkning i Gaza blevet dræbt, mens over 95 procent var blevet fordrevet.
Den form for vold, der blev brugt her, er ikke set i nogen nutidig krig, hverken i Irak (hvor USA ignorerede de fleste af krigens love) eller i Ukraine (hvor antallet af dræbte civile er langt mindre, på trods af at krigen nu har varet i to år).
Masseprotesterne fik Sydafrikas regering til at indgive en klage til Den Internationale Domstol (ICJ) mod Israel for forbrydelsen folkemord. Begge lande er tilsluttet konventionen mod folkedrab fra 1948, og ICJ er stedet for bilæggelse af tvister.
Den sydafrikanske regerings 84 sider lange sagsanlæg dokumenterer mange af de grusomheder, som Israel har begået, og også, hvilket er afgørende, de israelske embedsmænds udtalelser. Ni sider af denne tekst (side 59 til 67) gengiver de israelske embedsmænd med deres egne ord, og mange af dem opfordrer til en “anden Nakba” eller en “Gaza Nakba”, en brug af udtrykket “Nakba” eller katastrofe, der henviser til palæstinensernes Nakba fra 1948, som førte til oprettelsen af staten Israel.
Disse ord er skræmmende, og de har cirkuleret vidt og bredt siden oktober. Racistisk sprogbrug om “monstre”, “dyr” og “junglen” præger talerne og udtalelserne fra disse israelske regeringsembedsmænd.
Israels forsvarsminister Yoav Gallant sagde den 9. oktober 2023, at hans styrker “indfører en fuldstændig belejring af Gaza. Ingen elektricitet, ingen mad, intet vand, intet brændstof. Alt er lukket. Vi kæmper mod menneskelige dyr, og vi handler derefter.”
Dette, sammen med karakteren af de israelske militærangreb, er tilstrækkeligt som målestok for anklagen om folkedrab. Ved høringen i ICJ var Israel ude af stand til at svare troværdigt på den sydafrikanske klage.
Det er en kombination af billederne fra Gaza og ordene fra disse israelske højtstående embedsmænd – med fuld opbakning fra USA’s regering og mange af regeringerne i de europæiske lande – der har fremprovokeret den vedvarende vrede og fortvivlelse, som har drevet disse masseprotester.
Legitimitet
I løbet af de sidste to år – fra starten af krigen i Ukraine til nu – er Vestens legitimitet faldet markant, og det gælder især landene i North Atlantic Treaty Organization (NATO), som ledes af USA. Disse krige er ikke årsagen til den dalende legitimitet, men de har fremskyndet faldet i NATO-landenes legitimitet, især i det globale syd.
Siden starten på den tredje store økonomiske krise i 2007 har det globale nord langsomt mistet sin kontrol over verdensøkonomien, over teknologi og videnskab og over råstoffer. Milliardærer i det globale nord uddybede deres “skattestrejke” og trak en stor del af samfundets rigdom tilbage til skattely og til uproduktive finansielle investeringer.
Dette efterlod det globale nord med få instrumenter til at opretholde sin økonomiske magt, inklusive at investere i det globale syd. Den rolle blev langsomt overtaget af Kina, som har genbrugt globale overskud i infrastrukturprojekter over hele verden. I stedet for at udfordre for eksempel Kinas Belt and Road Initiative med sit eget kommercielle og økonomiske projekt, har det globale nord forsøgt at militarisere sit svar med massive udgifter (tre fjerdedele af de globale militærudgifter kommer fra NATO-staterne).
Det globale nord har brugt Ukraine og Taiwan som løftestænger til at provokere Rusland og Kina ud i militære konflikter for at “svække” dem i stedet for at udfordre den voksende russiske energimagt og kinesiske industrielle og teknologiske magt gennem handel og udvikling.
Det står klart for de fleste mennesker i verden, at det er det globale nord, der ikke har formået at håndtere kriserne i verden, hvad enten det drejer sig om klimakrisen eller konsekvenserne af den tredje store økonomiske krise.
Man har forsøgt at erstatte virkeligheden med et forblommet sprog ved at bruge udtryk som “fremme af demokrati”, “bæredygtig udvikling”, “humanitær pause” og – fra Storbritanniens udenrigsminister Lord David Cameron og Tysklands udenrigsminister Annalena Baerbock – den latterlige formulering om en “bæredygtig våbenhvile”. Tomme ord er ingen erstatning for reelle handlinger.
At tale om en “bæredygtig våbenhvile”, mens man bevæbner Israel, eller at tale om “fremme af demokrati”, mens man støtter antidemokratiske regeringer, definerer nu hykleriet i det globale nords politiske klasse.
Israelerne siger, at de vil fortsætte denne folkemorderiske krig, så længe det er nødvendigt. For hver dag, der går i denne krig, forringes Israels legitimitet. Men bag selve volden ligger enden på NATO-projektets legitimitet.
Denne artikel er produceret af Globetrotter
Om fofatteren:
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger erStruggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
