I et klassesamfund vil den herskende klasse altid fremme alle de mekanismer der sikrer deres magt og skaber det største udbytte. Desværre er den undertrykte klasse tit nyttige idioter og aktive medspillere i denne del og hersk politik . Det er desværre også udbredt i fagbevægelsen. Tænk på hvor mange år det tog for kvinderne overhovedet at få mulighed for at organisere fagforeninger på grund af ikke bare arbejdsgivernes men også deres egne mænds aktive modstand.Tænk på hvor svært det er at kæmpe for ligeløn og hvordan fagbevægelsen aktivt forstærker uligheden ved at bruge procentsatser i stedet for kronebeløb ved lønforhandlinger. Store dele af fagbevægelsen har desuden grundlæggende underlagt sig den neoliberale ideologis mantra om nødvendighedens politik. Den neoliberale planøkonomi som systematisk underlægger den offentlige sektors rammer under den private sektors krav om øget markedsgørelse og profit. Der er alle mulige gode argumenter for at det ikke burde være sådan og endda at kapitalisterne ville tjene mere hvis de blev tvunget til at øge produktiviteten på grund af stigende lønpres og samtidig havde en mere velfungerende offentlig sektor som underlæggende støttefunktion. Men sådan fungere kapitalismen ikke fordi den grundlæggende dynamik er kortsigtet profitmaksimering gennem udbytning. Det handler grundlæggende om magt ikke fornuft ! https://arbejderen.dk/debat/den-neoliberale-planoekonomi-tager-kvaelertag-paa-vores-velfaerdsstat/
Tak for invitationen til at sige noget her i dag.
Jeg vil nu udfordre et af de stærkeste dogmer på det danske arbejdsmarked: At privat ansatte altid skal være lønførende i forhold til offentligt ansatte.
For skal det være sådan? Mit svar er nej, ikke nødvendigvis. Der er faktisk gode argumenter for, at grupper af offentligt ansatte kan – og bør – være lønførende. Det er min påstand.
Og så bander man virkelig i kirken – hvis man er blandt politikere, arbejdsmarkedseksperter og djøf’ere – og såmænd også i store dele af dansk fagbevægelse. Jeg håber, at I er parat til at tænke lidt med – og ud af boksen, som man siger.
Dogmet, at privat ansatte altid skal være lønførende i forhold til offentligt ansatte, bygger – som jeg hører og ser det – grundlæggende på to argumenter, som hænger sammen.
Så i min optik handler det faktisk også om, at kvindekamp er klassekamp – og klassekamp er kvindekamp. Den parole er lige så rigtig i dag, som den var, da den stod på husmurene!
Det ene argument er, at de private virksomheder ikke kan skaffe tilstrækkeligt meget god arbejdskraft, hvis de ikke er lønførende.
Se det går jo ikke, fordi – og det er så det andet argument – at det er den private sektor, der finansierer den offentlige.
Så jeg vil nu tage fat på de to argumenter.
At private virksomheder skal være lønførende for at kunne tiltrække den bedste arbejdskraft først – det argument bygger på nogle præmisser, der ikke holder:
Den første præmis er, at det danske arbejdsmarked er meget lukket og ligesom kan tømmes for arbejdskraft – men sådan er det jo ikke!
Der arbejder cirka 300.000 udlændinge i Danmark lige nu – det er cirka hver 10. lønmodtager. Og der er fri adgang for EU-borgere i en situation, hvor arbejdsløsheden er omkring 10 procent i Sydeuropa. Og hvor man ellers vil tillade, at arbejdskraften kommer fra – det er et politisk spørgsmål, men de danske lønninger og det danske velfærdssamfund vil være tiltrækkende for langt de fleste udenlandske borgere – det er jeg ret sikker på.
Den anden præmis er, at det danske arbejdsmarked fungerer så homogent, at folk forholdsvis uproblematisk kan skifte mellem den offentlige og den private sektor – det er derfor, at den private skal kunne tilbyde mest.
Men det er heller ikke rigtigt!
En ting er uddannelse – en SOSU-uddannelse kvalificerer jo ikke mere til at stå ved en drejebænk, end en metalarbejderuddannelse kvalificerer til ældreplejen.
Og så er der opdelingen i kvinde- og mandefag.
Hvad enten vi kan lide det eller ej – så vil rigtig mange ikke være ene kvinde på et maskinværksted eller ene mand på et plejehjem.
Men den mest fundamentale forskel på det offentlige og private arbejdsmarked er nok sprogkravet. I de offentlige velfærdsfag er et godt dansk afgørende. Når vi arbejder med syge, demente, udsatte og børn, så skal de let kunne forstå, hvad vi siger. For eksempel kræver en kommune som Aarhus, at de ansatte på børneområdet taler dansk på et højt niveau, fordi de bidrager til sprogindlæringen.
Omvendt er det vel på det private arbejdsmarked. Her arbejder lige nu mange tusinder, der stort set ikke taler dansk – i byggeriet for eksempel. Det kan sikkert være bøvlet indimellem – men det kan lade sig gøre med engelsk, tegnsprog og gensidig opmærksomhed. Og så er der jo virksomheder for eksempel på IT-området, hvor arbejdspladssproget helt naturligt og af praktiske grunde er engelsk.
Vi har altså et offentligt arbejdsmarked, hvor vi skal kunne tale dansk – og det er der 5-6 millioner mennesker i verden, der gør. Kolleger fra andre lande kan selvfølgelig lære dansk, ingen tvivl om det – men det tager tid, hvis niveauet skal være så højt, at du kan leve op til Børn og Unge-forvaltningens krav her i byen. Eller hvis du skal kunne forstå, hvad en dement borger, der oprindeligt er fra Sønderjylland, siger.
Og så har vi et privat arbejdsmarked, som i princippet kan hente arbejdskraft fra hele verden, fordi lønmodtagere på mange arbejdspladser kan klare sig med nogle få danske eller engelske gloser – eller slet ingen, fordi de er kreative og gode til at komme hinanden i møde.
Og så er det jeg spørger: Hvad er det for en økonomisk logik, der siger, at offentlige jobs ikke må være lønførende, når de helst skal kunne tiltrække den sjældne dansktalende arbejdskraft? Mens den private sektor er langt mere mangfoldigsproget.
Og hvordan skal vi for eksempel kunne tiltrække flere mænd til velfærdsfagene, så de enlige hanner kan blive flere, hvis ikke lønningerne kan konkurrere med de traditionelle mandefagslønninger?
Det er så her, at en diskussionsmodstander – måske lidt presset – vil skifte til argument nummer to:
Ja, ja – men det er jo den private sektor, som finansierer den offentlige sektor.
Og nu har vi jo lige forklaret, hvordan den private sektor har mulighed for at finde arbejdskraft i udlandet, hvis den mangler. Så derfor må det være selve finansieringen af den offentlige sektor, det handler om.
Og det er jo ikke rigtigt, at finansieringen bare kommer fra den private sektor.
Det er skatter og afgifter, der finansierer den offentlige sektor. Og der bidrager både offentligt og privat ansatte – både når de betaler skat, og når de betaler moms af forbrug. Men det er jo trods alt ikke kun lønmodtagerne, der betaler skat. Det gør virksomhederne også – både de private og et selskab som for eksempel Ørsted, hvor staten stadig har aktiemajoriteten.
Man kan selvfølgelig teoretisk forestille sig en situation, hvor de privat ansattes lønninger er så lave, at deres skat og forbrug ikke bidrager nok til den offentlige sektor – og dens høje lønninger – sammenlignet med i dag. Men hvis den situation opstår, er private virksomheders overskud nok vokset – når deres ansatte nu er blevet så lavtlønnede – og det overskud så skal beskattes.
Næstfor står jo så, at det bliver et politisk spørgsmål, om man i sådan en situation vil beskatte virksomhederne tilstrækkeligt.
Og så skal vi jo huske, at de offentligt ansatte også betaler skat = (lig med): At tjener de mere, så betaler de mere i skat. Så de teoretisk set højtlønnede offentligt ansatte kan tvinges til at levere det nødvendige antal lønkroner tilbage til statskassen. Det handler bare om, hvordan vi indretter skattesystemet.
Sidst men ikke mindst: Den offentlige sektor har jo andre udgifter end løn. Militært isenkram og erhvervsstøtteordninger for eksempel. Udgifter man kan skære ned på – det er også et politisk spørgsmål.
Hvordan vi end drejer det… Jeg kan ikke se, hvorfor det – nødvendigvis – skulle være et problem for den offentlige sektors finansiering, hvis offentligt ansatte generelt var lønførende.
Og pudsigt nok, så kunne man jo lige så godt argumentere for, at den offentlige sektor er grundlaget for den private.
Den offentlige sektor uddanner og reparerer arbejdskraften, sikrer transport af arbejdskraften med veje og offentlig transport. Tager sig af den brugte og kommende arbejdskraft, de ældre og børnene – og det frigør enormt meget arbejdskraft, fordi normeringerne i både daginstitutioner og på plejehjem er langt ringere, end hvis opgaverne blev varetaget hjemme i familierne.
Men hvorfor så al snakken om, at de offentligt ansatte ikke må være lønførende?
Et bud kunne være, at det handler om, hvordan samfundskagen skal skæres.
Bær nu over med mig – jeg ved, det lyder meget kønsstereotypt, men rigtig mange lønmodtagerfamilier består af en privat ansat mand og en offentligt ansat kvinde. Og hvis velfærdsfagene får et markant lønløft – som gør, at nogle kan kalde dem lønførende – så vil lønmodtagerne samlet set få en større lønsum. Det vil kunne mærkes i lønmodtagerfamilierne.
Og de penge kan så ikke bruges til skattelettelser for de rigeste. Eller militært isenkram. Eller endnu højere cheflønninger – eller hvad andre dele af samfundet nu kunne have interesse for.
Så snakken om, at de offentligt ansatte ikke må være lønførende, handler nok mest om interessekamp – eller klassekamp, som jeg nok godt kan slippe afsted med at kalde det her i huset.
På mit køns vegne må jeg samtidig lufte min antagelse om, at det også handler om en anden interessekamp – nemlig kønskampen.
For når Metals Claus Jensen er enig med sine arbejdsgivere – og en del andre fra eliten – i, at privat ansatte skal være lønførende, så tror han nok selv på de to argumenter fra før.
Og han synes sikkert også, at det er noget bøvlet at organisere udenlandske ansatte.
Men jeg kunne også mistænke, at Claus Jensen foretrækker, at hans medlemmer tjener mere end deres hustruer.
Sådan har han det måske personligt. Sådan tror han, at mange andre Metal-medlemmer har det.
Og det skal såmænd nok være rigtigt. For hvis du står for 60 procent af husstandsindkomsten, så står du alt andet lige stærkere, end hvis du står for de 40 procent.
Hvis forholdet ophører, går den ene op i levestandard – og den anden går ned. Det kan for mange – nok oftest helt ubevidst – betyde en del for, hvad man finder sig i, når man er i et parforhold. Og det tror jeg, nogle mænd – igen sikkert oftest ubevidst – er tilfredse med.
Så der er en splittelse blandt lønmodtagerne, hvor nogle mænd stiltiende – eller højlydt – accepterer, at deres samlede husstandsindkomst er mindre, end den ville være, hvis der var ligeløn mellem deres partners velfærdsfag i det offentlige – og deres egne mandefag i det private.
Den splittelse udnyttes råt. Splittelsen er nemlig med til at sikre, at lønmodtagernes samlede lønsum er mindre, end den ville være, hvis der var ligeløn.
Fordi folk helt ind i fagbevægelsen synger med på sangen om, at privat ansatte altid skal være lønførende.
Og det kan de privat ansatte jo ikke være, hvis der grundlæggende set er ligeløn mellem kvindefag og mandefag.
Så i min optik handler det faktisk også om, at kvindekamp er klassekamp – og klassekamp er kvindekamp. Den parole er lige så rigtig i dag, som den var, da den stod på husmurene!
Tak for ordet!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


