Anden smertegrænse end EU
Frankrig ud af Afrika?
Siden Gadaffis fald i Libyen i 2011 har en lang række fransktalende lande i Afrika oplevet kup. Landene er medlemmer af økonomisk-monetære unioner, der har CFA-francen som valuta. Dertil kommer, at guld har erstattet bomuld som landenes dominerende eksportvare.
|
Vi tæller en del kup i det fransktalende Afrika, Mali (2012, 2021 og 2021), Guinea (2021), Burkina Faso (2014 og to gange i 2022), Niger (2023) og Gabon (2023).
Bortset fra at de fleste lande ligger i et bælte lige under Nordafrika, hvad er så fælles? Gaddafis fald i 2011 stimulerede uroen blandt tuareger (nomader) og jihadistiske grupperinger i Nordmali. Malis tre kup skyldtes skiftende regeringers mangel på evne til at slå oprøret ned. Operation Barkhane med Frankrig i spidsen – og dansk deltagelse – og en større FN-styrke hjalp heller ikke. De er nu begge afblæst. I stedet kom Wagner.
Fundet af en rig guldåre i Sahel har medført en regulær guldfeber. De pludselige rigdomme har dog også medvirket til at forværre sikkerhedssituationen og til at jage befolkninger på flugt.
I 2021 gik det løs i Guinea, da præsident Alpha Condé var blevet valgt for tredje gang – til militærets utilfredshed. Den midlertidige præsident, Doumbaya, ser hverken ud til at ville opgive posten eller følge de planer for overgang til civilt styre, han har lagt sammen med ECOWAS, den vestafrikanske samarbejdsorganisation.
Burkinas langtidspræsident Blaise Compaoré blev smidt på porten af et folkeligt oprør i 2014. En dygtig økonom og teknokrat blev valgt som efterfølger i både 2015 og 2020. Men i januar og september 2022 gjorde to militærkup det slut på civilt styre. I mellemtiden havde urolighederne spredt sig fra Mali til Burkina, der nu har mere end to millioner internt fordrevne.
Da vestlige tropper måtte forlade Mali, flyttede de deres hovedkvarter i Sahel til Niger. I juli dette år kom kuppet mod den vestligt-orienterede præsident Bazoum. Kuplederen udtaler sig stærkt imod den hidtidige franske dominans. Alle fire lande er nu suspenderet fra ECOWAS, mens Mali, Niger og Burkina har annonceret en militæralliance.
Næste brik er centralafrikanske Gabon, der lever af olie, og det har præsidentfamilien, Bongo, i den grad også nydt godt af. Efter Omar Bongos død i 2009 snuppede sønnen Ali magten. Knap var han blevet erklæret vinder af præsidentvalget i august, før et velforberedt kup tog over. Den nye regering består af både gamle Bongo-folk og oppositionen.
Alle de nævnte lande er medlemmer af økonomisk-monetære unioner, der har CFA-francen som valuta. De lægger halvdelen af deres valutareserver i det franske finansministerium og styringen af deres pengepolitik i den europæiske centralbank. Frankrigs specielle magtudøvelse i disse lande kaldes Françafrique. Netop Bongo 1 og 2 og andre langvarige præsidenter (i Togo, Cameroun, Congo) har været kære gæster i Elysée-palæet, uanset den franske præsidents partifarve. Til alt det knytter sig franske interesser, TotalEnergies, Bouygues, Bolloré, olie og infrastruktur.
At Sahel-landene nu gør op med systemet, udspringer dog også af noget andet. De plejede at have bomuld som dominerende eksportvare, men nu er det guld. Det ændrer de økonomiske afhængigheder. Fundet af en rig guldåre i Sahel har medført en regulær guldfeber. De pludselige rigdomme har dog også medvirket til at forværre sikkerhedssituationen og til at jage befolkninger på flugt. Guld udgør nu over 70 procent af Malis og Burkinas eksport.
Den meget unge befolkning i disse lande er blevet anti-fransk. Det gælder også de venstreorienterede, der genbruger de gamle antikoloniale kampråb, tilhængerne af Rusland og Kina, alle dem der er frustrerede over forværringen af deres livsbetingelser, samtidig med at der overalt er en klasse, der har fået godbidder af de transnationale selskaber, der har opbygget infrastrukturen og driver minerne. Det offentlige administrations- og pengesystem er gennemsyret af franske tænkemåder og systemer. Så nu får Frankrig skylden for alt. Det ser til gengæld ikke ud til at have indset dybden af problemerne.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. september 2023 | 06:05
