På trods af kulde og gråt vejr var de røde faner at finde på Axeltorv i København torsdag den 10. august. Fanerne flankerer en større flok faglige aktivister, der er mødt frem for at slå et slag for, at restauranten Hereford Beefstouw samt restauranter ejet af de kendte TV-kokke brødrene Price skal tegne overenskomst med 3F for at sikre ordentlige forhold til deres medarbejdere.
“I en branche, der konstant råber op om, at de mangler arbejdskraft, vil man nu betale medarbejderne meget mindre samt give dem dårligere vilkår”, skriver 3F København, som er initiativtager til demonstrationen, i den flyer, som bliver delt ud af de fagligt aktive.
Overenskomster er ikke bare et stykke papir, de er en garanti for ordentlige vilkår.
Kaja Nielsen, bestyrelsesmedlem, Fast Food Workers Club
– Her er der både dårlig mad og dårlige forhold, lyder det fra én af de omkring 40 aktivister til de forbipasserende.
Fagforeningsfolkene har placeret sig lige foran restauranten, hvor der indenfor er tydelige tegn på, at stedet er ramt af konflikt. Kun ved nogle enkelte borde sidder der gæster, og igennem hele eftermiddagen står restaurantens overtjener og kigger – tydeligt utilfreds – ud på de mange røde faner.
Også restaurantchefen har vist sin frustration over den faglige aktivitet. Ifølge flere af de fremmødte er politiet blevet tilkaldt flere gange, da restaurantchefen mener, at der er tale om en fysisk blokade af indgangene. Dog har politiet ikke kunnet finde tilfælde af blokering på noget tidspunkt.
Konflikten begyndte den 1. april, hvor Damgaard koncernen, som ejer Hereford Beefstouw, og Brødrene Price valgte at opsige deres overenskomst og lockoute 3F-medlemmer fra deres restauranter. 3F har siden da forsøgt at finde en løsning ved forhandlingsbordet, men det har ikke været muligt, og derfor har fagforeningen nu valgt at gå i aktion.
– Hidtil har konflikten kørt på de sociale medier. Nu tager vi mere synlige metoder i brug og går på gaden for at forklare folk, hvad konflikten handler om, sagde Teit Ansbjerg Gamst, næstformand for 3F København, til Arbejderen den 8. august.
Overenskomster er en garanti
Det er ikke kun medlemmer af fagforeninger, som er dukket op for at vise deres støtte. I løbet af eftermiddagen dukker også folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted op for at vise sin støtte.
Også medlemmer af Rød-Grøn Ungdom hjælper med at dele flyers ud til de forbipasserende.
– Vi er her, fordi det er super vigtigt, at man støtter op om arbejderne, når deres rettigheder bliver taget fra dem, fortæller David Atlander, som er én af de fremmødte RGU’ere.
Andre unge er også kommet for at vise deres opbakning til kravet om overenskomst og ordnede forhold. Blandt andre Kaja Nielsen, bestyrelsesmedlem i Fast Food Workers Club, som også holder en tale for den fremmødte forsamling.
– Overenskomster er ikke bare et stykke papir. De er en garanti for ordentlige vilkår. Restaurationsbranchen fungerer kun med vores service og smil, derfor fortjener vi også en ordentlig løn, siger hun i sin tale.
Ifølge Kaja Nielsen rammer konflikten noget centralt hos Fast Food Workers Club. Hun fortæller, at de som faglig klub har en interesse i, at der er ordentlige forhold i hele restaurationsbranchen, da de kan blive de næste, som mister deres overenskomst, hvis ikke fagbevægelsen gør modstand.
– Vores chefer i fastfoodrestauranterne holder jo også øje med det her, fordi det viser dem, hvad de kan slippe afsted med på vores arbejdspladser. Men vi er her selvfølgelig mest af alt for at udvise solidaritet, vi ville også have stået her, hvis det for eksempel var murerne, der var i konflikt, siger hun og tilføjer:
– Kun når vi står sammen, kan vi sikre vores rettigheder. Det har historien gang på gang bevist.
Fortsat kamp indtil en aftale er på plads
Demonstrationerne i den forgangne uge har allerede vist sig at have en effekt. Flere af de faglige aktivister fortæller om, hvordan de har afværget potentielle kunder fra at gå ind og spise på Hereford Beefstouw. Dog er målet om overenskomst stadig ikke rykket nærmere.
3F København har derfor indkaldt til nye demonstrationer tirsdag den 15. og torsdag den 17. august. Særligt den 15. bliver speciel, da den falder sammen med Tivolis 180-års fødselsdag. Tivoli ligger ved siden af Hereford Beefstouw og huser én af brødrene Prices restauranter.
Kaja Nielsen fortæller, at selvom det endelige mål om at få en overenskomst på restauranterne igen måske har lidt lange udsigter, fortsætter kampen alligevel. Fast Food Workers Club har også intention om at være tilstede til de kommende demonstrationer.
– Så kan vi forhåbentlig også få vores bannere med, så man virkelig kan se, at vi står sammen og støtter op om hinanden som arbejdere, siger hun.
Læs også
3F København sætter gang i konflikt for at få restauratører til at tegne overenskomst
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.