Red Dankortet
Bankerne har længe haft som mål at flytte betalinger fra Dankortet over til internationale kreditkort, som er en overskudsforretning for dem. Den vigtigste metode, de har taget i anvendelse, er udviklingen i mobilbetalinger. For at få ekstra skub i den udvikling benytter bankerne den fidus at knytte mobilbetalinger eksempelvis via Apple Pay til et internationalt kreditkort.Dankortet er for forbrugerne et gratis betalingsmiddel. Bankerne skal ikke kunne tjene på, at vi betaler for vores varer, de skal kun have deres omkostninger dækket. Sådan er loven. Det var bankerne, der indførte Dankortet, fordi de sparede penge. Dankortbetalinger er for dem meget billigere at håndtere end betaling med kontanter. Denne besparelse har de stadig, men det er ikke nok. Trods forsøg er det ikke lykkedes dem at få ekstra gebyrer på Dankortet. Det har et flertal i Folketinget gennem årene forhindret. Derfor går de nu andre veje.
Det er en plathed at sige, at forbrugerne selv må vælge. Og en helt umulig påstand, når valgmuligheden reelt forsvinder.
Bankernes mål har længe været at flytte betalingerne fra Dankortet over til internationale kreditkort. Betalingerne er stadig gebyrfri for brugerne, men ikke for butikkerne. Betalingen til banken for brugen af internationale kreditkort er meget svær at gennemskue men anslåes at være ca. 10 dobbelt så meget som for Dankortet. Ejerne af de internationale kort får selvfølgelig deres andel, men for bankerne er det en overskudsforretning oven i deres besparelse ved ikke at håndtere kontanter.
Et af bankernes lokkemiddel var, at alle velbjergede kunne få billige eller gratis kreditkort, f.eks. Mastercard. Dankortet kunne også knyttes sammen med debetkortet Visa, så kortet kunne bruges i Danmark og i udlandet. Kreditkortene havde desuden den fordel, at forbrugerne fik en gratis kredit på i gennemsnit et par uger. Nogle forbrugerne fik dermed en fordel, men alle forbrugere kom til at betale ekstra i butikkerne, fordi regningen blev sendt videre i form af højere priser.
Gennem årene har antallet af internationale betalingskort nu oversteget antallet af Dankort, og omfanget af betalinger med de internationale kort stiger, mens Dankortet stagnerer. Den udvikling vil bankerne nu have ekstra fart i. Den vigtigste metode, de har taget i anvendelse, er udviklingen i mobilbetalinger. Det seneste skøn er, at 25 procent af betalingerne forgår via den mest populære platform, Apple Pay. Bankernes fidus er at knytte betalinger via Apple Pay til et internationalt kreditkort. Af landets 60 banker er det kun Danske Bank, der tillader Apple Pay at blive tilknyttet til Dankortet. Ud over dette skridt har Spar Nord sagt til kunderne, at de ikke længere kan få udstedt Visadankort. Nu skal kunderne enten betale for at have to kort eller vælge et internationalt kort, der også kan bruges i Danmark. Andre banker har overvejet at gå samme vej.
Det er ren krig mod Dankortet, der er i gang. Til gavn for bankerne, dyrt for forbrugerne og samfundet. Det er skønnet, at Dankortet sparer butikkerne for ca. en halv milliard kroner om året. Uden Dankortet bliver denne besparelse til en udgift for forbrugerne og en indtægt for bankerne og de internationale udstedere af kreditkort.
Det er politikerne, der har beskyttet Dankortet som verdens billigste betalingskort. Godt for samfundet, men nu er dette samfundssyn blevet til almindelig markedssnak. Forbrugerne og butikkerne må selv vælge, men markedet for betalingskort er så uigennemsigtigt, at det er en plathed at sige, at forbrugerne selv må vælge. Og en helt umulig påstand, når valgmuligheden reelt forsvinder. Erhvervsminister Bødskov siger, bankerne skal tage ansvar, men der skal mere til, før bankerne opgiver at lade indtjeningen komme først.
Det er i dag bankerne, der bestemmer, det ser vi både med Apple Pay og Spar Nord. Modsat er det enkelt for politikerne at regulere, så bankerne ikke reelt, som det nu sker, udelukker Dankortet fra forbrugerne og dansk erhvervsliv. Her må politikerne træde til, som det før er sket.
Dette er et blog-indlæg og alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.