Ikke med i FN-forbud
En skov af løftede pegefingre, som stadigt vokser. Rapporter og udspil med prognoser og scenarier. Om CO2 og klimagasser. I fagjargon taler de om tipping points, den sjette masseuddøen (af dyre- og plantearter) og andre mere tekniske begreber.
Bagtæppet er hele tiden klimakrisen, det ekspansive forbrug og vækstmanien.
Men klimaeksperterne fremlægger også deres meldinger i klartekst, når de søger at råbe politikere, regeringer og offentligheden op. Og når de prøver at sætte en dagsorden med det tonsende budskab om, at vi skal dæmpe os, lægge stilen om, skære markant ned på de fossile brændstoffer og holde vores forbrug af Jordens ressourcer inden for planetære grænser.
Vildt vejr og uregerligt klima med tørke, oversvømmelser, monsterregn, tyfoner, orkaner og voldsomme kuldegrader på breddegrader, hvor de slet ikke burde forekomme. Og allersenest naturbrandene i Sydeuropa, Nordafrika og Canada.
Ud over at anrette skader i milliardmålestok belaster klimakatastroferne også mennesker psykisk. Biodiversitet og natur er trængt som aldrig før. Advarslerne flimrer forbi, og klimaforskernes meldinger bliver stadig mere dystre. Klassikeren Grænser for vækst hentes frem og støves af.
Skærende kontrast
Overforbrug og forbrugerudskejelser hører til dagens uorden. Men det er ikke så nemt at navigere i denne alvorstyngede virkelighed, for den rummer også en hjemlig regering, som har mange interesser at tage hensyn til inklusive erhvervslivet: Eksempelvis Aalborg Portland og Nordic Sugar A/S i Nakskov.
Derfor lurepasser regeringen og udskyder nødvendige initiativer. Men på trods af dette forsikrer den rygmarvsagtigt om, at man skam nok skal nå i mål med klimatilpasning og grøn omstilling.
Og i skærende kontrast hertil er vi vidne til vrede og frustration hos unge, som med deres paroler, happenings og events føler, at de løber panden mod etablissementets og klimadøvhedens mur.
Vi står over for en tydelig generationskonflikt: Det er de gamle, der tæller på den politiske skala, mens Fridays for Future’s krav fejes til side. Den unge generations krav behandles med foragt af mange etablerede politikere.
Nemmere bliver det heller ikke af, at vi som klimabevidste skal forholde os til en parallelvirkelighed, hvor betydelige dele af det tavse flertal nok har hørt om klimatruslerne og også i et vist omfang lytter men egentlig helst vil fastholde en forbrugsadfærd, man har vænnet sig til, og udskifte bilen med en nyere og smartere model – fossil eller batteridrevet. Og rejse på ferie med fly.
Det ser heller ikke særligt muntert ud i EU: Unionens naturlovforslag er blevet udvandet – det kom godt nok igennem men kun med hiv, sving og det yderste af neglene. Og det er uvist, hvordan det vil gå med implementeringen.
Læg hertil højre-populistiske strømninger, hvor der i stigende grad er uro på bagsmækken i form af irritation over og protester mod klimaaktivismen og de klima- og naturpolitiske indgreb.
Og der var vist også noget med nogle kartofler, der ved et hændeligt uheld blev spredt på kørebanen på Storebæltsbroen. En truckervrede, som fik et synligt udtryk og var ment som et signal til dem på Borgen, som er til sinds at indføre en lastbilafgift pr. kørt kilometer.
Ny monografi
I denne stadig mere foruroligende virkelighed er den tyske stjernesociolog, forsker og samfundsdebattør Harald Welzers nye monografi et fornyende indspark. Bogen har titlen “The Culture of Stopping: Obituary to Myself” (Kulturen med at stoppe. Nekrolog tilegnet mig selv, red.)
Monografien blev udgivet på forlaget Polity i 2023, og den er en oversættelse af den tyske originaludgave Nachruf auf mich selbst. Die Kultur des Aufhörens, 2021
Harald Welzer er professor i socialpsykologi og Tysklands fremmeste transformationsforsker. Hans bog kommer rundt omkring mange af de problemkredse og udfordringer, der er nævnt ovenfor.
Welzer giver illustrative, grelle og nogle gange spøjse eksempler på, hvordan vækstsamfundet er løbet af sporet. Hvordan vi i det globale nord er besat af forestillingen om evig vækst og fremgang, kontinuerlig velstandsforøgelse og mere forbrug. Og af udødelighed!
Og han bruger sin egen sygdom i forbindelse med et livstruende hjertetilfælde som afsæt for at tage sit eget liv – nærmere bestemt den del af det, som han har tilbage på denne klode – op til revision.
Og da Welzer også er i det filosofiske hjørne, søger han at konfrontere os med nogle almenmenneskelige kendsgerninger og vilkår, som vi ikke kan løbe eller udvikle os væk fra. Men bagtæppet er hele tiden klimakrisen, det ekspansive forbrug og vækstmanien.
Han hæfter sig ved, at mængden af menneskets materielle frembringelser er steget voldsomt, og at biosfæren i takt hermed er trængt tilbage. Han omtaler desuden en konkret episode med klar symbolkarakter: Containerskibet, som satte sig fast i Suezkanalen og den kollektive opvågnen, som denne flittigt eksponerede mediebegivenhed satte i gang.
Fejlslagen kulturmodel
I starten af fremstillingen får Welzer afklapset den fremherskende tal- og målekultur og økonomerne, der agerer som et indforstået præsteskab, den økonomiske fagdisciplins højtidelige selvopfattelse og tilbedelsen af guden Vækst.
Og princippet om den vækstbaserede kapitalisme, der meget vel kan henføres til kategorien fejlslagne kulturmodeller.
Welzer omtaler masseturismens opsving og gennemslagskraft og illustrerer rammende de forbrugeristiske excesser i mange afarter – oplevelsesmanien med ture rundt i verden, der ikke medregner de reelle omkostninger for klima og miljø.
Nye ekstreme forbrugsudskejelser bobler frem inden for yacht-industrien i form af explorer ships (opdagelsesskibe, red.) Welzer leverer en beskrivelse af den ultimative oplevelses-yacht – og den sættes i relief af den bizarre historie, der ramte i medierne i juni 2023, om en mini-ubåd med en milliardær og hans søn, som skulle på undersøisk oplevelsestur for at få et indtryk af det sunkne Titanic – med andre ord, to maritime transportmidler fra to forskellige udviklingstrin i vores fremskridtsfikserede og usårlighedsbevidste civilisation, som på en måde har fået en fælles skæbne ved ufrivilligt at blive stedt til hvile på oceanets bund.
Den ekstreme forbrugsadfærd hos de rige og disses orgier bevæger sig ind på nye vildveje, når overklassen og de superrige får baghjul af middelklassen.
Luksusyachten har mistet sit forargelsespotentiale for den velaflagte gennemsnitsforbruger i middelklassen, som også gerne vil med ombord. Det er forbrugerlogik sat på kort formel: Jeg vil have mere, jeg vil også have del i det fancy og lækre.
Den hjemlige diskussion om begrænsningen af huses areal, nødvendigheden af at leve på færre kvadratmeter og politikernes uvilje mod at gribe ind her kunne nævnes som et blandt mange illustrative eksempler.
Falder på klippegrund
Appeller om mådehold falder langt hen ad vejen på klippegrund.
Men så er det, at Welzer skifter kurs. I stedet for mere forudsigeligt at punke løs på de kræfter og adfærdsformer og den livsførelse, der er skyld i klimakrisen, og som undergraver naturgrundlaget, og anvise konkrete løsningsmodeller og genopretningsstrategier, vælger han en helt anden vej. Han stiller det helt basale spørgsmål: Hvad nu hvis vi ikke lykkes med at afværge klimakatastrofen og naturens kollaps?
Han insisterer på, at vi er nødt til også at forholde os til det totale klimakollapsscenarie. Vi må se ind i den situation, som vil opstå, hvis de opstillede mål ikke nås, og afværgescenarierne ikke bliver til virkelighed.
Hvad hvis vi ikke formår at stoppe klimaforandringerne? Hvad sker der, hvis vi fejler? Vil det betyde verdens ende? Og han anslår efterfølgende det helt centrale tema i sin monografi: Fraværet af forestillinger om at stoppe (op) og om, at der kan være en afslutning.
Der er heller ingen videnskabelig disciplin, som har fokus på den begrænsede rækkevidde af menneskers bestræbelser. Forestillingen om afslutning og definitivt ophør er derimod til stede i ikke-videnskabelige kontekster, i livserfaringer, litteratur eller kunst og i religion, naturligvis, i en apokalyptisk sammenhæng.
Det fører ham til et andet favorittema: Døden, som han reflekterer en del over – holdninger til døden før og nu og den aftagende offentlighed omkring død, dødsprocessen og dødens individualisering.
Et personligt hjerteattak i Berlin betød, at Welzer selv mistede udødelighedsforestillingen. Det er derfor nærliggende for ham at lægge vejen forbi den indgroede udødelighedsforestilling i de vestlige samfund, dyrkelsen af ungdomskulten, de hyperaktive pensionister og så videre.
Påpeger det latterlige
Welzer analyserer dogmet om ubegrænset vækst i industriproduktionen og industrialiseringen af tid og rum med øgede livsforventninger og øget levealder. Han går i flæsket på grundforestillingen om ustoppelig aktivitet og vækst, som aldrig hører op, og de vældige investeringer i at barbere minutter af lange rejser, hele tidsbesparelsesregimet (jævnfør motorveje og flytrafik). Hertil knytter sig den tidligere nævnte spektakulære øgning i det enkelte individs livsforventninger og udformning af en plan for livet.
Welzer påpeger det latterlige i nærmest at ville lave en deal med klimaet. Vi må i stedet søge at tilegne os en kultur, der kan lære os kunsten at holde inde, at stoppe, at lægge på is, definitivt. Vi må blive bevidste om, at noget er uigenkaldeligt forbi. Og vi må lære at sige farvel – noget vi almindeligvis kun tøvende og modstræbende gør.
I bogens Del II analyseres stoppe-begrebet mere indgående. Men findes der i det hele taget eksperter i det at stoppe?
Welzer starter med at ringe til en bjergbestigningsekspert, som valgte den tilgang at droppe ud af udstyrsræset, at bestige bjerge uden den mest sofistikerede og tunge udrustning. Welzer endevender standsningsprocessens natur og alt, hvad det indebærer af holdninger, færdigheder med mere.
Men selv i hospitalssammenhænge, hvor dødsprocessen er en realitet, fordres kampvilje af patienten, som ligger for døden. Man skal, ironisk nok, kæmpe imod og indordne sig under et regime af forventninger til dødsforløbet.
Hvad med klassedimensionen?
Dernæst præsenteres en perlerad af notabiliteter, en funklende kæde af personligheder, som Welzer kender eller har kendskab til, og som i deres liv har givet plads til opbrud, nytænkning og karriereomlægning. Personer, som tog deres liv op til overvejelse, skuede fremad og gjorde sig tanker om, hvad det var for nogle vigtige stier, de ville slå ind på i resten af deres liv. De formulerede en exit-strategi fra karriereforløbet, stoppede, mens legen var god, og lagde deres arbejdsliv helt om.
Men hov, kunne man indvende, er der ikke en skævhed her – er persongalleriet ikke lidt ensidigt? Hvad med klassedimensionen? Er det ikke udelukkende velrenommerede mennesker øverst i hierarkierne, med fødderne solidt plantet i strålende karriereforløb, “kendisser”, der fylder billedet? Hvad med de almindelige mennesker?
Så når vi til bogens Del III, som har overskriften ”An Obituary to the Rest of My Life” (En nekrolog til resten af mit liv, red.), altså et bud på en fremadrettet nekrolog med fokus på det liv, forfatteren har tilbage.
Her opregner han i hovedpunkter alt det, han gerne vil huskes for. Nekrologen indledes, da Welzer er 62 år. Og på dette tidspunkt lever han (da manuskriptet til den tyske udgave blev skrevet), en ø-tilværelse, hvor livstempoet er trappet ned, med stort set ingen social aktivitet (nogle Zoom-møder er dog ikke til at undvære); men nyttens, præstationernes og effektivitetens lænker har han smyget af sig.
I uddybningen af hovedpunkterne i den, kan man vel sige, fiktive nekrolog, indfletter Welzer nogle kritiske bemærkninger til tendenser i samtiden, som han tager afstand fra. Eksempelvis den grasserende optimeringsmani, som vi skal gøre os fri af, også selv om det er i en god, grøn sags tjeneste.
Pejlemærket
Ikke-optimering må være pejlemærket. Og hele perfektions- og fejlfrihedssyndromet skal vi også gøre op med. Det samme gælder korrekthedsdyrkelsen. Vi bør i stedet hellige os mindfulness (bevidsthed om tilværelse i nuet, red.)
På side 176 hælder Welzer målet om de-karbonisering inden for rammerne af vækstøkonomien ned af brættet. Med en påpegning af, at ingen hidtil har givet et bud på, hvordan man skaber en økonomi og en samfundsmodel uden indbyggede konflikter.
Men, kunne man stilfærdigt indvende, har Doughnut-økonomi og Kate Raworths model for økonomisk bæredygtighed ikke noget at byde ind med? Og der er vel også klassekritiske og marxistisk funderede modeller, der kunne inddrages her. Er Welzer for skråsikker og ensporet?
Søger man mere indsigt i de klassemæssige forhold i forbindelse med klimakamp og fossilkapitalisme og de allerrigestes klimaaftryk, kan det meget anbefales at ty til Andreas Malms skrifter. Malm er lektor i human økologi ved Lunds Universitet med speciale i forholdet mellem klima og kapitalisme.
I nekrologen må der gerne stå, at han (Welzer) altid lavede brugbare fejl, og han hiver illustrativt nogle af sine egne fejldispositioner op af erindringsskuffen. Fejlopfattelser, fiaskoer og blindgyder, som han lærte af, og som tilførte ham nye perspektiver og et personligt udbytte.
Forfatteren opsummerer det, han har været god til, og de ting, funktioner, job, opgaver med mere, hvor han ikke performede særlig godt, og hvor han ikke havde styr på tingene. En tilbageskuende karakterbog med andre ord.
Kan gøre en forskel
Harald Welzer får i bogens tredje del ventileret holdninger og ståsteder og artikuleret sine idiosynkrasier. Han får anskueliggjort sine sym- og antipatier, også inden for det akademiske univers, sociologien eksempelvis. Og han udpeger systemer og strukturer, hvor mennesket forsvinder, noget han selv sagt ikke billiger.
Han forsøger sig også som motivgransker, giver sit bud på, hvorfor individer opfører sig “irrationelt”, og hvorfor Trump i USA har fået den gennemslagskraft og popularitet, han har opnået i visse segmenter, og som han fortsat profiterer af.
Welzer pointerer: Det enkelte menneske kan gøre en forskel! De aktivistiske tiltag, for eksempel humanitære, næstehjælperes indsats og praktiseret medmenneskelighed tæller. Han hylder aktivisterne, de tusinder af anonyme med hjertet på det rette sted. De som træder i karakter, når nød og uret hærger.
Men, kunne man indskyde, hvad med de politiske aktivister, de, som klæber sig fast til vejbanens asfalt, og som skal fjernes af politiet, Letzte Generation og Extinction Rebellion? Hvordan ser Welzer på dem?
Han får også nævnt Greta Thunberg og andre frontfigurer i klimakampen/kampagnen, kravet om en grøn retfærdig fremtid, retfærdighed på tværs af generationer. Ledsaget af et hib til generationen af baby boomers. De ældre må begynde at give afkald på deres privilegier over for de unge. De må reducere eller ophøre med klima- og miljøskadelige aktiviteter og engagere sig i tilvejebringelsen af retslige rammer for bæredygtige virksomhedsformer.
Welzer udpinder dette i form af et klart udtrykt ønske til formuleringen af sin nekrolog: Der skal stå sort på hvidt, at han aldrig tog eller støttede beslutninger, som var skadelige i forhold til fremtidige generationers udvikling.
Han gør sig også tanker om menneskets forhold til naturen og natursynet; og fremsætter gode og velmente forslag til at gøre mere ud af skovrejsning og gøre byer grønnere med mere træplantning for at få mere gang i optagelse af CO2 i bymiljøer.
Gode og rigtige tanker sat på kort formel, men der er som bekendt uendelig langt fra ønsketænkning til realisering.
Og som den naturlige rosin i pølseenden skal der til sidst i nekrologteksten stå, at han lærte sig ikke at være bange for døden.
Taber aktuelle fikspunkter
Grundsynspunktet fra Welzers side er, at vi skal gøre op med den åbenbart uanfægtelige forestilling om kontinuerlig vækst indlejret, som den er i individets bevidsthed, den politiske diskurs og i samfundets og erhvervslivets agenda.
Til allersidst, i bogens Del IV, oplister han tolv leveregler og grundsætninger, der skal tjene til at besvare spørgsmålet: Hvordan ønsker jeg, at min arv, det jeg giver videre, skal være?
En anmærkning: Den markante eksponering af det subjektive og selvbiografiske, som bogens forfatter gør sig til bannerfører for, medfører en markant forskydning af fokus.
Nekrologskrivningen og alt det, den fylder – og Welzer medgiver, at han har en narcissistisk personlighed – forrykker fremstillingen, og som læser taber man lidt nogle af de aktuelle fikspunkter i tiden og samfundet af syne: Ikke mindst klima- og biodiversitetsudfordringen og det galoperende overforbrug. Også selv om Welzer flere steder i bogen klargør, hvor han står i forhold til disse udfordringer.
Og så er der, som nævnt, den drejning og nyfortolkning, som Welzer giver nekrolog-begrebet. Det skal man som læser lige tygge på. For er der ikke også noget præstationsagtigt over at ville lægge en perfekt plan for resten af sit liv? Og er det, sat på spidsen, en smart og sofistikeret måde at skrive sine erindringer på; med andre ord en camoufleret selvbiografi?
Bogen er beriget med et fornemt, fyldigt register med en detaljeringsgrad, vi normalt ikke ser i danske monografier og opslagsværker. Anmelderen er dog, på petitesseplanet, faldet over, at Greta Thunberg, nævnt på side 99, ikke har en sidehenvisning i registret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
