Den første dag i marts 2022 så besøgende på New York Times’ hjemmeside en overskrift øverst på deres skærme med store bogstaver:
RAKETBOMBARDEMENT DRÆBER CIVILE
Det var den slags breaking news-banneroverskrift, der kunne have henvist til utallige amerikanske missilangreb og andre militære angreb i løbet af de foregående to årtier og fortalt om civile dødsfald i Afghanistan, Pakistan, Irak, Syrien og andre steder.
Ud fra enhver konsekvent standard var de rædsler, som det amerikanske militær havde påført så mange civile siden efteråret 2001, ikke mindre forfærdelige for ofrene end det, Rusland gør i Ukraine.
Men disse drab i “krigen mod terror” kvalificerede sig ikke til store banneroverskrifter. Det, der fik Times til hurtigt at udgive en om civile dødsfald, var – som rapporteret på forsiden af den trykte udgave – “et dødbringende russisk raketangreb på Kharkiv, Ukraines næststørste by, der rejste nye alarmer om, hvor langt Kreml var villig til at gå for at underkue sin mindre nabo.”
USA har begået utallige krigsforbrydelser
I de følgende måneder var New York Times blandt de tusindvis af amerikanske medier, der brugte den slags nyhedsdækning på Ruslands krig i Ukraine, som ville have været utænkelig, når man rapporterede om USA’s krigsførelse.
Tidligt i april, 40 dage efter den russiske invasion begyndte, var der en rystende overskrift med store bogstaver – “RÆDSEL VOKSER OVER SLAGTERI i UKRAINE” – øverst på forsiden af den trykte udgave af Times.
I april handlede 14 historier på avisens forside “primært om civile dødsfald som følge af den russiske invasion, og de stod alle øverst på siden,” konstaterede forskere fra Fairness and Accuracy In Reporting. I en tilsvarende periode – efter USA’s invasion af Irak – bragte Times “kun én artikel om civile dødsfald forårsaget af det amerikanske militær på forsiden.”
Ud fra enhver konsekvent standard var de rædsler, som det amerikanske militær havde påført så mange civile siden efteråret 2001, ikke mindre forfærdelige for ofrene end det, Rusland gør i Ukraine.
Men den amerikanske mediedækning har været langt mere umiddelbar, grafisk, omfattende og forarget over Ruslands nedslagtning end over USA’s nedslagtning.
I de sjældne tilfælde, hvor et større amerikansk nyhedsmedie har rapporteret indgående om civile dødsfald forårsaget af amerikanske styrker, har det som regel været retrospektive artikler, der er blevet bragt længe efter begivenhederne – efteranalyser med ringe politisk gennemslagskraft og ringe opfølgning – som næppe har givet anledning til et pip i mediernes ekkokamre.
Uanset hvor sofistikerede de højteknologiske våben er, er den storstilede russiske krigsførelse i Ukraine barbarisk. At det samme også kunne siges om amerikansk krigsførelse i Afghanistan og Irak, var en sandhed, der næsten var tabu at udtale i amerikanske massemedier.
Både USA og Rusland krænker international lov
Både USA og Rusland havde skamløst ladet hånt om international lov, krydset grænser og fortsat med massiv dødelig magt. Sammenhængende principper ville fordømme og belyse hvert enkelt tilfælde.
Men på trods af pressefriheden i USA har meget få kendte journalister og deres fagfæller været villige til at bryde med hovedindholdet i Washingtons officielle krigsfortællinger, som i bund og grund ikke er meget mere nuancerede end at antage, at USA’s eksemplariske nationale karakter er blevet mobiliseret for at besejre fjendens uindskrænkede ondskab.
Nationalisme forklædt som journalistik dækker krig i mørke og lys og fortæller os, hvem klokken ringer for. Så da Rusland invaderede Ukraine og fortsatte med at terrorisere, dræbe og lemlæste, var de amerikanske medier klar med empatiske, gribende reportager på tv, radio, print og online.
Men når amerikanske missiler og tyngdekraftsbomber ramte befolkningscentre i løbet af de foregående to årtier, blev de menneskelige tragedier sjældent omtalt mere end kortfattet i de amerikanske medier. De ekstreme forskelle i mængden og tonen i dækningen afspejlede – og forstærkede – krigsmagerne i Washingtons dagsorden.
Distribueret i samarbejde med Globetrotter.
Denne tekst er et uddrag af fra Norman Solomons nye bog War Made Invisible: How America Hides the Human Toll of Its Military Machine (The New Press, 2023). Alle rettigheder forbeholdes. Solomon er medstifter af RootsAction.org og direktør for Institute for Public Accuracy.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
