anmeldelse
Arne-“plus”: Ringe forbedring, stor forringelse
Forringelse af seniorpension er et stort tilbageslag i tilbagetrækningsmuligheder for nedslidte.
|
Da den nye centrum-højre SVM-regering i december 2022 fremlagde sit regeringsgrundlag, indeholdt det en række forringelser, som partierne på ingen måde havde fremlagt for vælgerne forud for valget. Blandt de største heraf var afskaffelsen af store bededag samt reduktion af muligheden for seniorpension fra seks til tre år før folkepensionsalderen. Da disse tiltag på ingen måde har kunnet diskuteres demokratisk under valgkampen, men tværtimod er “kommet som en tyv om natten” efter valget, er de da også retfærdigvis stødt på stærk modstand i både fagbevægelse og befolkning, herunder ikke mindst mod SVM’s planer om “pensionstyveri”.
Man tager altså tre år af og sænker ydelsen med 4.800 kroner om måneden. At betegne denne omlægning med et plus er falsk varebetegnelse og burde være forbudt ifølge marketingsloven.
Statsminister Mette Frederiksen forsøgte ved fremlæggelsen af regeringsgrundlaget at fremstille pensionsforslaget som en Arne-“plus”-reform. Denne positive betegnelse blev begrundet med, at seniorpensionen nu sammenlægges med “Arne-pensionen”, således at sidstnævnte fremover for det første rummer både en rettighedsbaseret – og en visitationsmodel, hvorved man fremover kan få “Arne-pension”, selvom man ikke opfylder anciennitetskravene herfor. For det andet begrundedes “plus-betegnelsen” med, at ydelsen for begge modeller fremover lægges på månedligt 15.000 kroner, hvilket er lidt mere end Arne-pensionens oprindelige godt 14.000 kroner.
Men når Mette Frederiksen med “plus-betegnelsen” forsøger at signalere, at dette forslag indebærer en forbedring af vilkårene ved tidlig pensionering, er det stærkt misvisende, eftersom langt den væsentligste ændring i “reformen” tværtimod består i to store minusser: For det første reduceres adgangen til seniorpension fra seks til kun tre år før folkepensionsalderen, og for det andet nedsættes ydelsen under seniorpension fra 19.738 kroner om måneden før skat for enlige og 16.778 kroner for gifte og samlevende til nu altså kun 15.000 kroner.
Man tager altså tre år af og sænker ydelsen med 4.800 kroner om måneden. At betegne denne omlægning med et plus er falsk varebetegnelse og burde være forbudt ifølge marketingsloven.
Forringelsen rammer navnlig nedslidte
Selvom både S med “Arne-pensionen” og de borgerlige partier bag “senior-pensionen” i sin tid fremhævede hensyn til nedslidte som begrundelse for ordningerne, er der med Arne-“plus” kommet andre boller på suppen for de nedslidte fra både S og V.
Der har ellers været stort behov for seniorpensionen og navnlig fra nedslidte. Hvor man i 2022 forventede, at 15.000 personer ville være på seniorpension, har den faktiske tilgang været 26.000 personer. Og undersøgelser af Det nationale forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at over halvdelen – 57 procent – af dem, der går på seniorpension, i betydelig grad føler sig fysisk nedslidte, hvilket faktisk er højere end ved “Arne-pension”. Det er altså ikke mindst seniorpensionsordningen, som er blevet de nedslidtes tiltrængte udvej af et hårdt arbejdsmarked.
Tilmed gives 59 procent af tildelingerne af seniorpension inden det fyldte 63. år. De, der søger seniorpension, har altså påtrængende behov for pensionering allerede seks år før folkepensionsalderen. Ved alligevel at forkorte adgangen til seniorpension med tre år i forhold til folkepensionsalderen vil regeringens “reform” derfor efter alle solemærker at dømme tvinge de pågældende til andre udveje fra et arbejdsmarked, som de ikke har helbred til, for eksempel på sygedagpenge, ledighedsydelse eller fleksjob.
SVM-regeringens Arne-“plus” forringer altså særligt forholdene for de nedslidte, som både S og V og Lars Løkke ellers i sin tid erklærede at ville hjælpe.
Mette Frederiksen tilbage på økonomisk højrekurs
Arne-“plus”-forslaget handler for SVM-regeringen da heller ikke om at tilgodese de nedslidte, men tværtimod om at øge den “strukturelle beskæftigelse”, det vil sige om at tvinge flere ud på arbejdsmarkedet, uanset om de så har helbred hertil eller ej.
Det er et blandt flere eksempler i SVM’s regeringsgrundlag på en udbudsøkonomisk højrekurs – andre eksempler er som nævnt afskaffelsen af store bededag, SVM’s stærkt kritiserede planer om skattelettelser samt forringelserne for fattige.
En sådan udbudsøkonomisk højrekurs var Mette Frederiksen også medvirkende til under Thorning-regeringen 2012 til 2015, men afsvor den herefter. Men nu er Socialdemokratiet altså svunget tilbage igen.
SVM-regeringens Arne-“plus” forringer altså særligt forholdene for de nedslidte, som både S og V og Lars Løkke ellers i sin tid erklærede at ville hjælpe.
Mange af de, som i dag søger seniorpension, er for længst røget ud af arbejdsmarkedet på grund af nedslidning og kæmper sig igennem på sygedagpenge, ledighedsydelse eller i fleksjob.
Men også for Arne-pensionens vedkommende er dårligt fysisk helbred også en af hovedårsagerne til, at særligt mænd søger ordningen.
Og problemet med nedslidning kan kun forventes at blive værre i de kommende år, hvor pensionsalderen ifølge den såkaldte “velfærdsaftale” skal stige og stige. Siden indførelse af både seniorpension og Arne-pension er folkepensionsalderen steget fra 66 til 67 år, og allerede om seks år skal den yderligere forhøjes til 68 år.
Halvdelen af personer over 50 år vurderer allerede i dag, at de ikke kan blive ved med at arbejde indtil pensionsalderen. Så når pensionsalderen øges i det uendelige, vil der være stigende behov for tidlig tilbagetrækning for de, som ikke kan holde til det.
Alligevel går SVM’s forslag i den stik modsatte retning og begrænser mulighederne for tidlig tilbagetrækning.
Forhandlinger
Ikke mindst fagbevægelsen har da også protesteret voldsomt mod forringelsen.
SVM-regeringen har imidlertid et flertal af (egne) mandater i det nuværende Folketing for sit forslag og kan derfor gennemføre det. Dog er man bundet af forlig på området. Det betyder ifølge gældende forligskutyme at hvis regeringen ikke kan blive enige med de øvrige forligspartier her og nu, kan man kun gennemføre sit forslag ved at opsige forligene med virkning efter næste folketingsvalg.
Derfor har regeringen da også – i modsætning til omkring afskaffelsen af store bededag – signaleret vilje til forhandling herunder til trepartsdrøftelser med fagbevægelsen om de fremtidige tilbagetrækningsmuligheder.
Her kan man håbe, det trækker i den rigtige retning, at både SF og DF er med i forligene om seniorpension såvel som om Arne-pension, idet begge partier har erklæret sig imod ændringerne. Man må håbe, at denne modstand står til troende, selvom begge partier i forbindelse med finansloven for 2023 har markeret sig som dele af den “samarbejdsvillige opposition”, der for bagatelindrømmelser stemte for regeringens nedskæringspolitik.
Til gengæld trækker det i den forkerte retning, at et reaktionært sammenrend af en såkaldt “reformalliance” bestående af Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance kræver både (den resterende) efterløn og Arne-pensionen afskaffet – altså tydeligvis har en dagsorden om at forringe tilbagetrækningsmulighederne.
Alle disse partier er med i forliget om seniorpensionen. Man må håbe, de kommende forhandlinger om fremtidens tilbagetrækning ikke ender med et råddent kompromis. De nedslidte har både brug for seniorpension og Arne- pension i den nuværende eller en bedre udformning, ikke for at få begrænset tilbagetrækningsmulighederne.
Måske ville det bedste være, hvis man i Folketinget ikke kan blive enige om at ændre noget her og nu, således at de nuværende ordninger består, indtil befolkningen ved næste folketingsvalg tilkendegiver sin holdning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. maj 2023 | 06:00
