Tanker på bagkanten af OK23
De vedtagne overenskomster efterlader en stribe problemer. Ud over dele af indholdet, som er bestemt af industrien, så er der sammenkædningsreglerne og den kendsgerning, at mange forbund har svært ved at få blot halvdelen af medlemmerne til at stemme. Og endelig at overenskomsterne gælder for 600.000 privatansatte – også dem der ikke er medlem af de fagforeninger, der ejer overenskomsterne.
Så er OK23 landet og det med et stort ja på hele 78,8 procent og med den højeste stemmeprocent siden 1973.
At det blev et ja, er der ikke nogen tvivl om, men jeg kan bare ikke lade være med at lufte nogle tanker og bekymringer.
Kigger vi på optakten til OK23, var der lagt i kakkelovnen, og flere italesatte, at det kunne ende i en storkonflikt. Der blev som sædvanlig indsendt rigtige mange forslag til krav, og ud fra de forslag valgte ledelserne i de forskellige forbund så nogle hovedkrav.
Her er det så, jeg får nogle tanker i forhold til resultatet – for hvor mange af disse forslag går reelt igennem, og kan alle forbund se deres egne forslag i resultaterne?
Industrien starter med at forhandle. Det er her, man lægger rammen for alle de andre forhandlinger, og det er her, jeg har en oplevelse af, at ønskerne fra medlemmerne af eksempelvis de små forbund forsvinder. Når først rammen er sat, og det bliver italesat, at det forlig er det bedst opnåelige, ja, så er det jo nemt for arbejdsgiverne blot at læne sig tilbage med fødderne oppe. Det, synes jeg, man tydeligt kan se i de forlig, der fulgte efter.
OK23 gælder for godt 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked, men kun 400.000 er stemmeberettiget, nemlig medlemmerne af de fagforeninger, der forhandler og vedligeholder overenskomsterne.
Tag for eksempel fritvalgskontoen. I industriens aftale er der igen lagt på fritvalgskontoen – hele to procent – men først i det sidste år af overenskomstperioden. Hvad angår lige præcis fritvalgskontoen sagde Claus Jensen (topforhandler i CO-industri, red.) på et optaktsmøde i København, at det nok ikke var et punkt, man ville satse på. Rundt omkring på andre møder har jeg ligeledes hørt kolleger fra forskellige fag – endda fra primært højtlønnede – at det ikke var her, de ønskede, at der blev sat ind, blandt andet fordi stigningen sker i procent og dermed giver en skæv fordeling mellem højt- og lavtlønnede. Nu blev stigningen på fritvalgskontoen så et af de resultater, som blev highlightet som et super resultat.
Et andet resultat, som blev fremhævet, handlede om natarbejde. Der står, at man skal implementere den forskning, der er foretaget af NFA vedrørende natarbejde. Der står også, at forskningen er begrænset, hvad angår konkrete anvisninger om, hvordan planlægningen af natarbejde gribes an i praksis. Derfor blev parterne enige om, at der er behov for mere målrettet forskning, som bør igangsættes ved udgangen af 2023. Denne del af OK-aftalen er meget uklar, og der er mest af alt tale om en hensigtserklæring. Med opstart af handling slut 2023 er det ikke noget, jeg rigtigt tror på skaber resultater i denne overenskomstperiode, og derfor nok heller ikke er på plads, når overenskomstforhandlingerne i 2025 starter op.
I øvrigt er to af de fire punkter om natarbejde noget, man allerede har i arbejdsmiljøloven. Det gælder både det med at man maksimalt må arbejde ni timer ad gangen, og at der skal være 11 timer mellem to vagter. Faktisk synes jeg, at det er urimeligt og vildt, at man har indgået aftale om de 11 timer. Forestil dig, at du går hjem klokken 07 om morgenen og så skal møde ind igen klokken 17.00. Du skal transportere dig mellem arbejde og hjem og tilbage igen, have noget søvn og lidt at spise. Her ligger efter min mening et potentiale for ulykker.
Et tredje punkt, som fremhæves som et redskab – og ligefrem et våben – er, at tillidsrepræsentanten skal have fået bedre muligheder for at forhandle resultater hjem ved de lokale forhandlinger. I øvrigt et krav, som jeg ikke kan genkende fra øverst på ønskesedlen, og som jeg ikke helt forstår skulle være nyt og gennembrydende. Det fremhæves, at tillidsrepræsentanten nu kan anmode om indsigt i virksomhedens regnskab, ordrebog samt produktionen. Det lærte jeg som det første på tillidsrepræsentantuddannelsen, og det er noget, som allerede nu kan findes. Jeg læser også i aftalen, at det er noget, man kan anmode om. Altså er det ikke en selvfølge, at det bliver udleveret.
Der er dog også en elefant i rummet, som man glemmer i jubelen over den højeste stemmeprocent siden 1973. Det er kun cirka 60 procent, der har stemt. Stemmeprocenten har været et stigende problem siden 1973. Hvad er forklaringen på, at 40 procent vælger ikke at stemme? Er det, fordi de ikke er interesserede i deres løn og arbejdsvilkår eller?
Her er mine bud på mulige forklaringer. Jeg tror, at sammenkædningen er en af årsagerne. Sammenkædningen betragtes af mange – især de store forbund – som en solidarisk model, da den sørger for, at de små forbund, der ikke har styrke til selv at opnå noget bedre, som et minimum får det hjem, der er aftalt i forliget.
Ifølge FAOS blev sammenkædningen indført i 1934 med bekymringen for, at en enkelt lønmodtagergruppe kunne udløse konflikt ved at forkaste et mæglingsforslag, og at der dermed var overhængende fare for, at konflikten ville brede sig via sympatikonflikter. Så sammenkædningen skal sikre, at enkelte faggrupper ikke skal kunne kaste hele eller større grupper ud i konflikt. Sammenkædningen var et ønske fra arbejdsgiverne, som dengang pressede på.
I dag italesættes sammenkædningen som sagt af de store fagforbund som et solidarisk redskab, hvilket ud fra mit synspunkt kun kan være gældende, hvis alle – store som små – indgår en aftale om, at ingen skriver under, før alle reelt har forhandlet deres egen overenskomst. Dette ville efter min mening bidrage til, at flere kollegaer i de små forbund tager ansvar og stemmer, og ikke som nu, når man spørger ind til, hvorfor de ikke har stemt, får svaret, at det kan være lige meget, for vi får jo alligevel, hvad de store har fået.
En anden elefant er, at OK23 gælder for godt 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked, men kun 400.000 er stemmeberettiget, nemlig medlemmerne af de fagforeninger, der forhandler og vedligeholder overenskomsterne. Så når man jubler over den høje stemmeprocent, så er der måske en grund til at kigge på, om der ikke her er et problem, som bør tages mere alvorligt.
Her tror jeg, at vi i fagbevægelsen skal til at vågne rigtig meget op, for med mine tanker om eksempelvis sammenkædningen, er der brug for en ordentlig rystetur generelt. Vi kan ikke nøjes med at snakke om, at det er kollegaerne, der ikke forstår, at vi er de klogeste. Der er nok mere brug for, at vi prøver at lytte os til, hvad vi kan gøre bedre.
Nu er OK23 på plads. Nu må vi se, om der opnås de resultater ved de lokale forhandlinger med de nye redskaber/ våben i hånden, som forhandlerne forventer. Jeg har desværre mine tvivl, især fordi det ikke er sket ved de sidste mange forhandlinger, og jeg forventer ikke, at arbejdsgiverne er mere villige nu.
OK24 for de offentligt ansatte starter om cirka et halvt år. Mange gode kollegaer er allerede begyndt at forberede sig, der bliver brug for opbakning og handling, så de kan få en overenskomst, de kan se sig selv i.
OK25 ligger kun halvandet år forude, så de næste 2 år er der gode muligheder, og ikke mindst nødvendigt at opbygge et stort sammenhold på tværs af fag og få forhøjet stemmeprocenten endnu mere.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
82% af 750.000 DKK
614.346 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
