Læserbrev
Colm Bairéads debutfilm ‘The Quiet Girl’ (Den tavse pige) er på flere måder en enestående oplevelse. Alene det, at sproget er irsk, er, i hvert fald for mig, noget helt nyt. Der er kun cirka to procent af befolkningen, der taler det dagligt, og det er hovedsageligt arbejdere og folk på landet, men sproget er ikke desto mindre tæt forbundet med landets historie og kultur.
Filmen foregår da også i udkants-Irland blandt små jordbrugere. Tiden er i begyndelsen af 1980’erne, men set med danske øjne kunne man ud fra samfundsudviklingen tro, at det var længere tilbage i tiden. Hovedpersonen, den tavse pige, er den niårige Cáit, og det er i hendes perspektiv, historien fortælles. Hun iagttager og lytter, forstår og misforstår, men spørger ikke. Tavsheden er blevet hendes forsvarsmiddel i en ublid verden.
Hendes familie består af en fordrukken og brutal far, en mor der igen er gravid og tre søskende. De har en lille gård, men det hele sejler. Faren har spillet en ko væk og ikke gidet sørge for at få høet i hus, og det hele hviler på hans gravide kone. Da Cáit også er et problem, fordi hun går sine egne veje og helst skjuler sig, får moren arrangeret, at hun kan komme på sommerferie hos nogle fjerne, barnløse slægtninge. Så er hun da af vejen i et stykke tid, og som hun hører moren sige, så kan de beholde Cáit, så længe det passer dem.
Faren kører hende ud til dem, men bliver så ondskabsfuld over at se, hvor godt de i al beskedenhed klarer sig, at han skrider uden at sige farvel og glemmer at aflevere datterens kuffert. Det er der heldigvis råd for, for de har et skab med noget drengetøj, som hun kan bruge, hvad der senere skal afsløre, at heller ikke her er alt ideel lykke.
Tanten omfavner straks Cáit med omsorg og kærlighed, mens onklen er lidt mere tilbageholdende. Lidt efter lidt tør han dog op, og de får et fint forhold til hinanden. Cáit glider ind i hverdagens rutiner og hjælper til både ude og inde. Her finder hun en ro og tryghed, som hun aldrig har kendt, og det giver farve i kinderne og huld på kroppen.
Tungebåndet bliver også løsnet lidt, men hverken her eller derhjemme bliver der talt meget, slet ikke om følelser og den slags. Vores mulige opfattelse fra film og litteratur om, at irerne er et humoristisk og snakkesaligt folkefærd, holder ikke vand ifølge filmen, i hvert fald ikke i visse miljøer. Meget fortælles uden mange ord ved hjælp af antydninger og blikke, og det, der hjemme ville udløse et drama, bliver her til en bagatel, som da Cáit den første nat kommer til at tisse i sengen.
Sommeren går, og en dag er det slut med Cáits liv i et paradis, som dog ikke er uden slanger. Udtalelsen om, at hun kunne blive der, så længe de gad have hende, holder ikke. Hendes mor har født, og Cáit skal hjem og i skole. Onklen og tanten kører hende tilbage til familien og får tilbudt en kop te, men hyggen bliver spoleret, da faren dukker op efter at have vædet ganen lidt rigeligt og igen kommer med grovheder. Onklen og tanten foretrækker at bryde op, og det hele er bare så sørgeligt, men så åbnes der i sidste øjeblik et lille håb for fremtiden, for Cáits fremtid i hvert
fald.
Den enkle, men bevægende fortælling er en sand filmperle.
The Quiet Girl
Instruktion og manuskript Colm Bairéad. Efter roman af Claire Keegan
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
