Vi kan kun gøre et nyt forsøg med det socialistiske samfund, hvis vi lærer af erfaringerne. Kritikken på venstrefløjen har mest drejet sig om USSR’s dogmatiske holdning, som især i 1930’erne og 1970’erne fremmede en vulgær og mekanisk udgave af materialismen. Men kritikken kan ikke stå alene. Det er lige så nødvendigt at forstå de teoretiske mangler, der eksisterede i de socialistiske lande. De koncentrerer sig om følgende områder:
– partiets og samfundets demokratiske struktur
– aflønning under socialismen
– manglende udvikling af den socialistiske værditeori
– retten til kritik og selvkritik
I mine øjne er det de vigtigste punkter, der skal løses, allerede inden næste forsøg på at implementere socialisme i et eller flere lande. Det handler om økonomi, planlægning og det socialistisk demokrati.
Forudsætningen for at realisere det socialistiske samfund er realiseringen af et ægte demokrati. De lovmæssige tendenser i udviklingen er socialiseringen af produktivkræfterne i en international sammenhæng. Det betyder, at arbejderklassen i alliance med andre klasser og lag har den reelle kontrol med statsmagten.
Det var Lenins og bolsjevikkernes mål, men det blev afbrudt af partiet i 1930’erne, og et forsøg på at genoptage det oprindelige mål i 1950’erne blev forpurret af centralkomiteens kup i 1964.
Jeg nævner disse ting, fordi det er en nødvendig erkendelse for at realisere socialismen i et nyt forsøg. Hvis Lenin og bolsjevikkerne var i stand til at opretholde partidemokratiet under Oktoberrevolutionen, hvorfor kunne de så ikke gøre det i 1930’erne, selv under socialismens anspændte forhold?
Det er indlysende, at forholdene under Anden Verdenskrig gjorde det ekstremt vanskeligt, men i de områder, der ikke var direkte berørt af krigen, burde det have været opretholdt.
Vi må fastholde, at socialismen kun kan lykkes, hvis arbejderklassen leder samfundets omvæltning i respektfuldt samarbejde med alle klasser og lag, der støtter socialismen. Vi skal også finde nye veje til at styrke det internationale samarbejde, primært gennem en ny International, men også som et samarbejde mellem regionale organisationer i alle dele af verden.
Den socialistiske økonomi er principielt forskellig fra kapitalismens. I en planøkonomi har man mulighed for at erstatte udbytning med en solidarisk aflønning.
Det betyder, at de arbejdere, der i dag er lavtlønnede, vil kunne imødese en kraftig lønstigning, mens de toplønnede, akademikere, politikere, direktører og andre i samme stillinger vil få deres løn kraftigt reduceret.
Fastsættelsen af løntariffer under socialismen sker som et led i den årlige planlægning. Det er samfundets behov, der afgør, hvordan man prioriterer de enkelte faggruppers lønninger.
For eksempel er der stor mangel på pædagoger, sygeplejersker og sundhedspersonale, derfor må disse faggrupper prioriteres i den centrale planlægning.
Den årlige planlægning fastlægges i en dialog med de forskellige faggrupper, og de enkelte virksomheder, kommuner og statslige institutioner. De har mulighed for at påvirke beslutningerne, inden den endelig plan for samfundsøkonomien vedtages.
Forudsætningen er, at samfundet kontrollerer de vigtigste virksomhed, banker, kreditinstitutioner med videre som en forudsætningen for planøkonomien.
De socialistiske økonomer havde store vanskeligheder med at omdanne kompliceret arbejde til abstrakt arbejde. Men måske skal tingene gribes an på en helt anden måde. Værditeori i varesamfundet er én ting, og værditeori under socialismen er noget helt andet. Vi skal selvfølgelig udvikle nye begreber og kategorier, som modsvarer udviklingen under socialismen.
Et andet eksempel er klassikernes holdning til penge. I en kort passage i ‘Kapitalen’ (II. bind) nævner Marx, at penge ‘Kapital’ forsvinder under kommunismen. Det virker som et skridt tilbage i udviklingen mod utopisk socialisme, fordi netop Proudhon og andre gjorde sig til fortalere for afskaffelse af pengene i samfundet. I vores holdning til klassikernes værker skal vi udvikle en kritisk holdning, hvor vi nøje analyserer indholdet og dets relevans for nutidens socialisme.
Det siger sig selv, at kritik og selvkritik er nødvendig, når det kommer til USSR’s historie. Men hvis man tager afstand fra de socialistiske erfaringer, risikerer man en tilbagevenden til den utopiske socialisme.
Der er behov for en undersøgelse af de modsætninger, der fandtes i SUKP, og som førte til, at den selvkritiske holdning fra den 20. kongres i 1956 blev annulleret.
Dette var det, der skete under Brezjnev, som formelt fortsatte kongressens beslutninger, men reelt annullerede dem.
Derfor er der ingen grund til at afvise de dyrekøbte erfaringer i Sovjetunionen, men tværtimod analysere historien grundigt og forene teori med praksis. Hvilke fejl blev der begået, og hvordan ændrer vi teorien, så fremtidige socialistiske samfund bliver levedygtige? Det er den opgave, som de kommunistiske partier står over for i dag.
Vi må også inddrage hvordan overgangen til socialisme skal foregå. I Kommunisternes program fra 1976 blev det beskrevet, hvordan den socialistiske omformning kan virkeliggøres. Klassekampen er selve fundamentet for at realisere socialismen, og derfor må arbejderklassen formulere de grundlæggende hovedkrav der skal gennemføres:
Demokratisk kamp – aktivisering af folkets kraft
“Demokrati betyder folkets aktive varetagelse af sine afgørende interesser. Det sikres ikke blot gennem valg og afstemninger fra tid til anden, hvor alle påvirkningsmidler sættes ind for at appellere til “tavse flertal”s passivitet og fordomme.
Demokratisk kamp kræver inddragelse af de hidtil passive i folkets aktive bevægelser. Sådanne bevægelser må uden ophør udfoldes for at ændre forholdene – først gennem diskussioner og fælles undersøgelser, videre gennem fælles formuleringer af krav og hævdelse af dem gennem fælles optræden.
Gennem samfundsmæssig aktivitet drager masserne deres erfaringer om klassesamfundets virkelighed – om hvem, de har med sig, og hvem, de har mod sig. Gennem samlet og aktiv optræden gør det arbejdende folk sig til en magt i samfundet.
Den første forudsætning for at sætte en ny politik igennem er, at der i det arbejdende folk skabes så bred og fast en samling om grundlæggende hovedkrav, at magthaverne nødsages til at give efter. Kravene må hævdes, uanset alle undskyldninger om økonomiske nødvendigheder.” (Kapitel III)
De nævnte områder må suppleres med andre spørgsmål, som skal løses, før et nyt socialistisk forsøg kan realiseres. De eksempler her er en inspiration til at påbegynde debatten.
Litteratur:
Karl Marx, Kapitalen, Bind II, Forlaget Rhodos.
Kommunisternes Program, Forlaget Tiden 1976.
Lars U. Thomsen, The History of the USSR 1917-91, Forlaget Populi 2023.
Se debatten om emnet i IMM-gruppen på Facebook.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
IMM – International Marxist Magazine er et nyt tidsskrift der udkommer 4 gange om året. Det beskæftiger sig med den internationale arbejderbevægelse og marxistisk teori og metode. Se mere på : https://www.facebook.com/groups/543236730385487
Log ind for at svareArbejderen laver en laver regulær forskelsbehandling på deltagerne i debatten. I Bertel Nygaards indlæg ´Kapitalen og venstrefløjen i 150 år´ som er udtrykkeligt socialdemokratisk, får han en fin behandling med mellemtekster og fremhævet som et indlæg i den teoretiske debat. Mit indlæg er uden mellemtekster og blev fjernet fra forsiden inden for få timer.
Så ved man hvem Arbejderen sympatiserer med!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
