Kan musik rykke ved noget?
Der er et skrigende behov for flere pædagoger i daginstitutionerne
Der er ikke nok ansatte i daginstitutionerne til at kunne klare det højere sygefravær om vinteren. Der er brug for et generelt løft af normeringerne, skriver Maja Hvidtfeldt Håkansson i denne blog.
|
Lige om lidt er det forår, den sidste snotnæse er tørret af i ærmet, og vi glemmer rent, at det var vinter, og hvor galt det var.
Lige indtil vi står i samme situation næste år.
Et år ældre for et barn – et år tættere på at være ude af “smitte-centralen”.
For institutionerne og personalet er det endnu et år, hvor det igen står klart, at ingen lyttede, og at institutionerne er undernormerede igen i år. Et år trættere.
De sidste fire år har vi i KFO og FOLA hver vinter fået opkald fra forældre, der på Aula eller mundtligt er blevet bedt om muligt at holde deres børn hjemme på grund af højt sygefravær i institutionen. Under corona var det en nødløsning, en gene ud af mange, som vi forældre var nødt til at acceptere. Her i 2023 begynder det at virke som en strategi snarere end en undtagelse.
På grænsen af loven
Det her er ikke et problem, der kommer til at gå væk igen af sig selv. Daginstitutionerne har ikke nok fast personale og vikarer til at dække vinterens forudsigelige højere sygefravær.
Forældrene er sådan set glade for at få den klare udmelding fra institutionerne – og kan godt se, at der ikke er så meget andet at gøre i den konkrete situation. Hellere ærlighed end at vi bliver foregøglet alt muligt.
Men det er en udmelding, der skaber frustration. Den rammer forældre, der ikke har nogen mulighed for at holde børnene hjemme, som bliver bekymrede for, hvad de er nødt til at aflevere deres barn til – og det er en udmelding, der balancerer på grænsen i forhold til at leve op til dagtilbudsloven paragraf 23 stk. 2.
Her står følgende: “Kommunalbestyrelsen skal på alle hverdage med undtagelse af den 5. juni og den 24. december tilbyde forældre pasningsgaranti i dagtilbud efter § 19, stk. 2-4, eller § 21, stk. 2 og 3.”
Jeg er voldsomt bekymret for en udvikling, der peger mod mere individualisering af problemet – hjemmepasning og øget barsel er godt for dem, der gerne vil og kan, men det er ikke en måde at sikre alle børn.
Den eneste løsning på problemet er en højere normering hele året. Det nytter ikke at stå i november 2023 og opdage, at der nu igen er sygdomme, der går på rundgang.
For at kunne opretholde et acceptabelt niveau af kendte voksne skal de være ansat, før snot og forkølelse spreder sig, så vikarerne kender børnene og er blevet præpareret med de mest almindelige virusser, der florerer.
Vi fik sikret minimumsnormeringer af den slags, som kunne måles bag et skrivebord. Når vi forældre så brændende ønskede os det, var det fordi, vi håbede, det kunne blive det værktøj, der gjorde det klart for især politikere, at vi ikke kunne blive ved med at drive daginstitutioner uden at tilføre ressourcer til området.
Vi er med minimumsnormeringerne blevet enige om, hvad vi taler om, og hvornår vi taler om hvad. Vi har fået en lov, der sikrer, at vi ikke byder børnene i vores institutioner mindre end, hvad der er forsvarligt – i snit over et år. Det betyder, at de dårlige dage, hvor der er for få hænder, bliver afbalanceret af bedre dage. Det betyder ikke, at vi ikke har dårlige dage.
Men selv ikke en mere virkelighedsnær opgørelse af normeringerne, uanset om vi kalder det for reelle normeringer eller praksisnormeringer, hjælper en rygende fis, hvis der ikke bliver gjort mere end det.
Udhuling af minimumsnormeringer
Den del af forliget om minimumsnormeringen, som skulle sikre midler til at uddanne flere pædagoger, er ved at forsvinde mellem hænderne på os. Den del, der skulle starte en revitalisering af vores børns institutioner, som vi så hårdt har brug for, er ikke længere indenfor synsvidde.
Det, vi står med, er en tør konstatering af – ja, vi havde ret, der er ikke så mange voksne i børnehaven.
Jeg er voldsomt bekymret for en udvikling, der peger mod mere individualisering af problemet – hjemmepasning og øget barsel er godt for dem, der gerne vil og kan, men det er ikke en måde at sikre alle børn. Min bekymring er rent ud sagt, at løsningsforslag som disse kommer til at virke som at tisse i bukserne – og der er ingen pædagoger til at hjælpe os ud af det våde tøj og tage skiftetøjet på, for de er der ikke længere.
Jeg frygter, at vi, hvis hjemmepasning og øget barsel bliver svaret på de problemer, vi står med, får udsultet daginstitutionerne totalt og i medgift får sendt kvinderne hjem til køkkengryderne (og helt sikkert også nogle mænd – der kan bare ikke være tvivl om, at det får signifikant kønslig slagside).
Men hvad f… skal vi ellers gøre? Jeg kan ikke se, hvordan vi kan forsvare at holde institutionerne åbne uden pædagoger, men det er tilsyneladende godt nok til de regerende politikere, at vi har sikret opbevaring af børn med et minimum af hænder.
Er det godt nok til dit barn? Hvis ikke, kan du jo overveje, om du har mulighed for hjemmepasning. Er det godt nok til din nabos barn? Hvis ikke, kan du overveje at kæmpe for bedre daginstitutioner.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. februar 2023 | 09:17
