Mange amerikanere føler sig truet af asiater på den ene eller anden måde. Kina har opnået meget inden for områder, USA tog for givet, var deres, og Coronaen har givet næring til gamle og nye myter om besmittelse fra Asien, fordi man forbandt sygdommen med de kinesiske “vådmarkeder”. Alt sammen ret vildt og helt uacceptabelt …..
Anti-asiatisk racisme og dens historiske rødder i USA’s imperialisme er aldrig blevet viet megen opmærksomhed.
“Giv mig den bold, skævøje”. “Kan du se med de øjne, kinamand?” “Hentede din far din mor i Vietnam?”
Disse er blot nogle af de eksempler på anti-asiatisk racisme, der jævnligt kunne høres under min opvækst, og de var ofte i følgeskab med social ydmygelse og trusler om vold, enten i form af røveri (mange gange) eller en sær nysgerrighed om mine kønsorganers størrelse.

- Danny Haiphong er en socialistisk aktivist, forfatter og politisk analytiker, som er medredaktør ved Black Agenda Report.
- Han skriver også til forskellige websider som CounterPunch, MintPressNews, Center for Global Research og Monthly Review.
- Sammen med Roberto Sirvent er Danny Haiphong forfatter til bogen: ”American Exceptionalism and American Innocence: A People’s History of Fake News – From the Revolutionary War to the War on Terror”.
Mere politisk korrekte voksne ville rose min status som “mønster-minoritet”. Dette sendte mig et tidligt budskab om, at den bedste måde at overleve i et racistisk samfund på var at fokusere på individuel fremgang og undgå konflikt med dem, der havde magten.
Hadepisoder i vækst
Den amerikanske mainstream er nu blevet klar over eksistensen af racisme imod asiater i Amerika, hovedsageligt fordi det er blevet sværere at ignorere. Vold imod asiatiske amerikanere er skudt i vejret siden fremkomsten af covid-19-pandemien.
Ifølge Asian American Bar Association of New York er mere end 2500 tilfælde af anti-asiatiske hadepisoder rapporteret over hele landet mellem marts og september 2020. Særligt bemærkelsesværdige var overfaldet på en ældre thailandsk mand i San Francisco og knivangrebet på en kinesisk mand i New Yorks Chinatown i sidste måned.
Bølgen af vold har fanget Biden-administrationens opmærksomhed, de store mediekoncerner og fremtrædende kendissers.
Tidligere NBA- og nuværende G-liga-spiller Jeremy Lin udtalte sig kraftigt imod anti-asiatisk racisme sidst i februar. Lins opslag på Facebook kom som svar på at blive omtalt som “coronavirus” på basketballbanen. Hans udtalelse sluttede med spørgsmålet: “Er der nogen, der lytter?”
Vold imod asiatiske amerikanere er skudt i vejret siden fremkomsten af covid-19-pandemien.
Imens der de seneste uger er talt mere om stigningen i anti-asiatisk racisme og det presserende behov for at gøre noget ved den, har konteksten mellem anti-asiatisk racisme og dens rødder i USA-imperialismes historie dog ikke fået meget opmærksomhed.
USA var en villig deltager i Kinas “århundrede af ydmygelser” i kølvandet på opiumskrigene fra starten til midten af det 19. århundrede. Fremtrædende kapitalister som Franklin Delano Roosevelts morfar, Warren Delano, berigede sig selv ved salg af opium, en industri påtvunget Kina ved hjælp af traktater, som i voldsomt omfang fordrev befolkningen og førte til fattigdom.
Amerikanske kanonbåde sejlede på Yangtzefloden for at beskytte USA’s interesser i næsten et århundrede op til den kinesiske revolution i 1949. Kinesiske migrantarbejdere i USA blev umenneskeliggjort som “kulier” for at legitimere det hvide overherredømmes vold imod dem, selv af en stor gruppe af organiserede arbejdere.
Dehumaniseringen af mennesker af asiatisk afstamning er ofte isoleret fra og uden sammenhæng med det hvide overherredømmes vold, som den opleves af sorte og oprindelige folk i USA. Imidlertid har USA’s arvesynd, det racebaserede slaveri og bosætterkolonialismen, været med til at lægge den materielle grund til stigningen i anti-asiatisk racisme. I løbet af den halvandet årti lange besættelse af Filippinerne retfærdiggjorde amerikanske soldater massenedslagtninger og plyndringer ved rutinemæssigt at anvende de samme racistiske vendinger, som blev brugt til at beskrive sorte amerikanere og oprindelige nationer.
Efterhånden blev et unikt racistisk sprog anvendt til ikke bare at normalisere nedbrydningen af Filippinerne, men også interneringen af japanske borgere og de brutale aggressionskrige i Korea, Vietnam, Laos og Cambodia. Ligesom sorte amerikanere udsattes for vold og udbytning via Jim Crow, udvidedes det hvide overherredømmes omfang for at understøtte USA’s ambition om imperialistisk dominans.
Efter Japans angreb på Pearl Harbor, der bragte USA ind i Anden Verdenskrig, internerede USA fra februar 1942 mange tusinde japanere under forfærdelige forhold i overfyldte fangelejre, og tusindvis af familier blev splittet.
Flere end 110.000 interneredes, hvoraf 62 procent var anden- eller tredje generations indvandrere uden nogen personlig tilknytning til Japan. En del var endda forældreløse børn, som havde boet hos ærke amerikanske plejefamilier.
Interneringerne fortsatte gennem hele krigen, og for enkeltes vedkommende et pænt stykke på den anden side af fredsslutningen i 1945.
Først i 1976 blev dekretet endeligt tilbagekaldt, og i 1990 fik de overlevende udbetalt erstatning af den amerikanske stat.
Anti-asiatisk racisme og USA’s imperialisme
Men USA’s imperialisme har også tvunget det hvide overherredømme til konstant at ændre form for at kunne tilpasse sig den herskende klasses interesser.
Statsvold og økonomisk isolation har i ulige grad påvirket de forskellige nationaliteter, der findes under den “asiatisk-amerikanske” paraply. En bevidst indsats for at “diversificere” den amerikanske mainstream med populære film og programmer, der sætter fokus på “asiatisk” rigdom, har boostet identifikationen af asiatiske amerikanere som et privilegeret lag, langt tættere på det hvide Amerika på klassestigen end på USA’s undertrykte og overudbyttede sorte og oprindelige befolkninger.
De amerikanske mediekoncerner og det politiske etablissement har forstærket denne generalisering ved nøje at følge kræfter i asiatisk-amerikanske samfund, der kalder på mere lov og orden som beskyttelse imod racistisk motiveret vold.
Alt dette tilsammen har adskilt anti-asiatisk racisme fra dens rødder i udviklingen af amerikansk imperialisme. Adskillelsen af anti-asiatisk racisme fra USA’s imperialisme har både medført en potentiel afhængighed af staten til at løse den meget racistiske vold, den regelmæssigt begår, og en systematisk udvisken af de reelle årsager til stigningen i anti-asiatisk racisme i USA.
Ny Kold Krig og racismen
Ligesom USA tog racisme i brug for at retfærdiggøre sin imperiebygning i det asiatiske Stillehav i det 20. århundrede, således har USA’s herskende klasse også intensiveret en dyb skepsis over for Kina midt i den ødelæggende fremgang af covid-19 i USA. Selvom mediekoncernerne har anerkendt Trumps rolle i at gøre Kina til syndebuk for udbredelsen af covid-19, har de ikke forklaret, hvorfor de er så fjendtligt indstillede over for Kina i det hele taget.
Sandheden er, at “Kungfluenza” og andre racistiske vendinger, der blev udbredt af Trump og hans tilhængere, kun er ét aspekt af en større amerikansk kampagne for at inddæmme Kinas optur. Kina forventes at overhale USA som den største økonomi inden for et årti og har fået positiv international opmærksomhed for sin inddæmmen af covid-19 og indsatsen for at bekæmpe ekstrem fattigdom og klimasammenbrud.
Kinas optur har sat USA-imperialismes hegemoni under pres på allerhøjeste niveau: på det grundlæggende forhold mellem nationer og økonomier. Dette har medført en USA-ledet ny Kold Krig imod Kina, ført af alle dele af Washingtons etablissement, inklusive dets mest venstresnoede elementer.
Den nye Kolde Krig imod Kina er først og fremmest en militær kampagne, som består af 400 amerikanske militærbaser, hundredtusindvis af amerikanske tropper og mere end 60 procent af alle amerikanske flådeenheder udstationeret i det asiatiske Stillehav. Men USA’s strategi for at inddæmme Kina inkluderer også politisk og økonomisk sabotage.
Kinesiske repræsentanter og teknologiske virksomheder er mødt med sanktioner, og USA har ført en endeløs kampagne med indblanding i Kinas interne affærer i forbindelse med Xinjiang-uighurernes autonome region og Hongkong.
Både private koncerner og såkaldt progressive medier såsom Democracy Now har som besatte fokuseret på genfortællingen af negative historier, som afspejler USA’s udenrigsministeriums officielle holdning til Kina. Den endeløse strøm af anti-Kina-propaganda har været effektiv; 80 procent af alle amerikanere opfatter for tiden Kina negativt, viser nylige meningsmålinger.
Læs også
Den eneste forskel på den seneste bølge af intens anti-asiatisk racisme og den, som har varet lige så længe som USA’s historie, er det imperialistiske stadie. USA er ikke længere et voksende imperium. USA’s imperialisme er snarere trådt ind i en tilstand af forfald, som har været undervejs i årtier, og kan kun tale et voldeligt militært, politisk og økonomisk sprog.
Kampen imod anti-asiatisk racisme kan således ikke overlades til de militariserede politistyrker, der terroriserer sorte amerikanske samfund, eller til det større politiske apparatur, som har finpudset anti-asiatisk racisme til et imperialistisk ekspansionsvåben. I stedet bør fjendtlighed over for Kina og folkeslagene i øst ses som en mulighed for at udvikle den bredest mulige folkelige front for fred, selvbestemmelse og frihed fra imperialismens undertrykkende herredømme.
Denne artikel blev bragt den 10. marts 2021 på websitet Black Agenda Report, som bringer nyheder, kommentarer og analyser fra den sorte venstrefløj i USA. Artiklen er oversat af Jette Gnudtzmann.
Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr 2, maj 2021.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.