Læserbrev
Når Susanne Munck fortæller, at hun arbejder med at sikre retssikkerhed for forældre til anbragte børn, tilføjer hun altid, at hun også går ind for bedre forhold og øget støtte til børnene.
– Der bliver hele tiden stillet et modsætningsforhold op mellem at give forældrene og familierne bedre udviklingsmuligheder og så at tage hensyn til børnene. Jeg mener, det er en falsk modsætning, siger Susanne Munck.
Gennem de sidste 20 år har hun arbejdet som støtteperson for forældre til anbragte børn. I starten var det et frivilligt arbejde ved siden af hendes erhvervsarbejde, men i dag er hun selvstændig støtteperson.
I erkendelse af de store problemer på området tog Susanne Munck for 10 år siden initiativ til at stifte foreningen RIFT (Retssikkerhed I Familiers Trivsel). Med i foreningen er forældre og andre familiemedlemmer til anbragte børn samt forskellige fagpersoner.
I 2020 blev RIFT tildelt Menneskerettighedsprisen sammen med foreningen De Anbragtes Vilkår.
Barnets lov er ikke løsningen
De sidste to år har Susanne Munck sammen med andre i RIFT arbejdet ihærdigt imod den såkaldte barnets lov, som den tidligere socialdemokratiske regering tog initiativ til. SVM-regeringen vil i slutningen af marts genfremsætte den forrige regerings lovforslag, og loven forventes vedtaget i løbet af foråret.
“Barnets rettigheder skal styrkes, og reglerne på børneområdet skal sikre, at barnets perspektiv altid er i fokus og er styrende både i udredningen af barnets behov, indsatser og opfølgning på trivsel og udvikling, uanset barnets alder”, skriver regeringen i det lovkatalog, der lige er lagt frem.
Hvordan kan man være imod en sådan lov?
– Vi mener selvfølgelig, at børnene skal have så mange rettigheder som muligt. Vi er enige i fokus på barnets tarv og trivsel, men vi savner fokus i loven på hjælp og støtte til forældrene og familien som helhed, så vi kan undgå nogle anbringelser og i andre tilfælde gøre forældrene i stand til igen at kunne tage vare på deres børn, siger Susanne Munck.
– I mange sager har forældre forgæves bedt om hjælp i lang tid, inden der pludseligt gribes drastisk ind i familierne. Der mangler fokus på forebyggelse, selvom lovgivningen lægger op til det, tilføjer hun.
De problemer er der ikke lagt op til at løse med barnets lov. Politikernes fokus har fra starten været, at vejen frem er anbringelse af flere børn tidligere i deres liv.
Vi er enige i fokus på barnets tarv og trivsel, men vi savner fokus i loven på hjælp og støtte til forældrene og familien som helhed, så vi kan undgå nogle anbringelser og i andre tilfælde gøre forældrene i stand til igen at kunne tage vare på deres børn.
Susanne Munck, RIFT
“I dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk. Også over for andre kulturer. Nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn. Og piger skal have samme frihed som drenge, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale i 2020, der blev startskuddet for barnets lov.
“Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start”, tilføjede statsministeren.
– Den nytårstale bombede vores arbejde mange år tilbage. Det er et forfærdeligt forældresyn, som både Mette Frederiksen, tidligere socialminister Astrid Krag og andre politikere har. Børn bliver anbragt af mange forskellige årsager. Det er kun omkring 13 procent af anbringelserne, der sker på baggrund af misbrug, vold eller seksuelle overgreb. Alle andre anbringelser skyldes andre årsager. Det kan for eksempel handle om problemer, der har baggrund i sygdom, sociale vanskeligheder eller skilsmisse, konstaterer Susanne Munck.
– Men Mette Frederiksen og Astrid Krag er kommet med udtalelser, der stempler alle forældre som groft omsorgssvigtende og ikke ser andre muligheder end, at børnene hurtigst muligt skal væk fra de forfærdelige forældre. De har gang på gang sagt, at nu må det være slut med, at forældrene får chance på chance. Men vi oplever slet ikke, at forældrene får mange chancer, tilføjer hun.
Lovbrud i børnesager
Tværtimod mener foreningen RIFT, at familierne får alt for lidt og mangelfuld støtte og, at fjernelse af børn fra hjemmet alt for ofte sker på et tyndt grundlag og uden, at loven er overholdt.
På grund af corona kom der til at gå et år fra statsministerens nytårstale til, at S-regeringen i januar 2021 fremlagde et udspil til barnets lov. I maj samme år blev der indgået et politisk forlig med titlen “Børnene først”. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale, SF, Alternativet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti.
Aftalen nåede ikke at blive omsat til lov før folketingsvalget i november sidste år. Den daværende regering fremlagde lovforslaget i oktober, dagen efter Mette Frederiksen udskrev valg. Men nu er der altså udsigt til, at loven bliver til virkelighed.
RIFT havde i stedet for barnets lov ønsket en retssikkerhedsreform og en kvalitetsreform, der kunne være med til at sikre en højere kvalitet i anbringelsessager, og at kommunerne overholder loven. Det er langt fra tilfældet i dag, oplyser Susanne Munck.
Den nuværende lovgivning baserer sig på Barnets Reform fra 2011. Det er på mange måder en ret god lov, men den bliver ofte ikke fulgt, forklarer Susanne Munck.
– For eksempel oplever vi, at mange kommuner ikke laver den lovpligtige handleplan i forhold til anbringelse af et barn. Handleplanen skal revideres hvert halve år. Men i mange tilfælde sker det ikke, og anbringelserne kører bare videre. Det er også meget få sager, hvor der bliver udarbejdet den handleplan for, hvordan forældrene skal støttes, som loven giver mulighed for. Når det gælder afgørelser i forhold til samvær med de biologiske forældre, er det tit, at kommunerne ikke laver de lovpligtige samtaler med barnet, fortæller Susanne Munck.
– Der er også store problemer med de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser. Der er ingen krav til kvaliteten af undersøgelserne, der ofte er meget overfladiske og baserer sig på kun to observationer af forældre og børn sammen. Der bliver også brugt en masse test uden, at der er styr på, om de kan bruges i den pågældende sag. Det kan være test baserer på vestlige værdier og tankegang, der ukritisk bruges overfor forældre med anden etnisk baggrund, tilføjer hun.
Susanne Munck har for eksempel oplevet en far med afrikansk baggrund, der af den undersøgende psykolog blev spurgt om, hvordan hans egen far havde været. Han svarede, at han havde haft en rigtig god far, der sørgede for, at han kom i skole og fik mad og tøj. Det førte til en beskrivelse af manden som en person, der kun går op i ydre ting.
– Der mangler helt indsigt i de forhold og den kultur, som den pågældende far er vokset op under. Det er et generelt problem.
Samme problemer oplever RIFT i forhold til forældre med handicap. De bliver tit mødt med fordomme og negativ vurdering af forældreevnen.
– Men ofte handler det om, at den pågældende forældre ikke er blevet kompenseret godt nok for sit handicap. Altså ikke har fået den nødvendige støtte fra kommunen, forklarer Susanne Munck.
Kritik fra Rigsrevisionen
RIFT står ikke alene med sin kritik af, at kommunerne ikke overholder loven i sager om anbringelser af børn.
I maj 2020 kom Rigsrevisionen med et yderst kritisk notat om anbringelser.
“Rigsrevisionen finder, at Social- og Indenrigsministeriets indsats for at mindske gabet mellem lovens centrale krav og den kommunale sagsbehandling i anbringelsessager har været kritisabel. Rigsrevisionen kan konstatere, at ministeriet siden 2006 har haft viden om, at en betydelig andel af anbringelsessagerne ikke levede op til lovens centrale krav til sagsbehandlingen,” skriver Rigsrevisionen.
Tilbage i 2017 lavede borgerrådgiveren i Københavns Kommune en undersøgelse af 77 børnesager. Han fandt fejl i samtlige sager.
– Mange ser nu frem til, at barnets lov kommer og tror, at det løser alle problemer. Men den kommer ikke til at ændre noget i materien. Barnets lov er meget lig reformen fra 2011, som ikke bliver overholdt. Hvorfor skulle den nye lov så blive overholdt, spørger formanden for RIFT.
Hun hæfter sig i øvrigt ved, at det korte afsnit om de biologiske forældre i barnets lov nærmest er en total kopi af reformen tilbage fra 2011. Der er ikke noget nyt på den front.
I den politiske aftale fra 2021 står der, at der skal gøres mere for forældrene, men det er ikke kommet med i lovforslaget.
– Jeg mener, at aftalepartierne er blevet snydt, erklærer Susanne Munck.
RIFT betragter barnets lov som en pseudolov, der er lavet på følelser, og i meget lille grad baserer sig på forskning og dybdegående viden.
– Der er mange foreninger, som har afgivet bekymrede høringssvar uden, at der er blevet ændret noget i loven, siger Susanne Munck.
Baggrunden for 20 års engagement
Hun er oprindeligt uddannet som bibliotekar, men har i hele sit arbejdsliv arbejdet med udsatte voksne. Det var i et integrationsprojekt, at hun for 20 år siden mødte en kvinde med anden etnisk baggrund, der havde fået alle sine tre piger anbragt, efter en meget svær skilsmisse, som havde bragt hende ud af kurs.
– Hun fik tillid til mig, og jeg blev hendes støtteperson. Under det første møde i kommunen tænkte jeg, at det her kan ikke passe, sådan taler man ikke ned til folk. Den sag åbnede mine øjne for de store problemer, der er på området. Lige siden har jeg været støtteperson for forældre til anbragte børn. Jeg er drevet af, at jeg ikke kan tåle at se så meget fejlagtig behandling af mennesker, siger Susanne Munck.
I sagen med moren til de tre anbragte piger skrev kommunen, at moren havde været i intensiv familiebehandling uden, at der kunne ses fremskridt.
– Men der var ikke tale om intensiv behandling. Hun havde i løbet af et år haft ni samtaler af en times varighed med en konsulent fra et privat firma. Hun talte ikke så godt dansk, men der var ikke en tolk med, og konsulenten så ikke moren sammen med sine børn. Det er langt fra godt nok. Jeg fortæller det som et eksempel på, hvad kommunernes udsagn om intensiv familiebehandling kan dække over, fortæller Susanne Munck.
– Støtte til den enkelte forældre skal ske på baggrund af en individuel vurdering. Men typisk køber kommunerne et færdigt pakkeforløb ude i byen, og selvom det ikke virker, prøver man ikke noget andet. Forældrene er ofte meget bange og ydmyge. De vil vise, at de er parat til at gøre alt og siger derfor ikke, at kommunes tiltag ikke fungerer, tilføjer hun.
RIFT oplever også ind imellem positive eksempler på dygtige sagsbehandlere og psykologer, der formår at finde frem til, hvad der vil kunne hjælpe den enkelte forældre.
– Men der mangler forskning på området, og der mangler socialrådgivere og sagsbehandlere, der er klædt godt nok fagligt på til, at lave den her meget voldsomme indgriben i en families liv, konstaterer foreningens formand.
Stigende antal tvangsadoptioner
RIFT er dybt bekymret over, at politikerne med barnets lov lægger op til at tvangsadoptere flere børn.
Siden Mette Frederiksens nytårstale i 2020 er antallet af tvangsadoptioner steget markant. Mellem 2020 og 2022 behandlede Ankestyrelsen mellem 39 og 45 sager om tvangsadoptioner om året. Modsat var tallet i periode 2016-2018 nede på i gennemsnit 11 om året.
For kommunerne kan det økonomisk betale sig at bortadoptere i stedet for at anbringe barnet i en plejefamilie eller en døgninstitution.
Anbringelse af et barn i en plejefamilie koster i gennemsnit knap 500.000 kroner om året, mens ophold på en døgninstitution er over dobbelt så dyrt.
Modsat koster en bortadoption ikke kommunen noget.
“I helt ekstraordinære situationer kan det være det rigtige at tvangsadoptere børn fra deres forældre, når barnets bedste skal sikres. I Danmark skal der imidlertid for lidt til at tvangsadoptere et barn og afskære barnet fra al kontakt med sine biologiske forældre”, skriver Institut for Menneskerettigheder i en ny rapport.
Rapporten har fokus på, om børns og forældres ret til familieliv er tilstrækkeligt sikret i lovgivningen og brugen af tvangsadoptioner.
Forslaget til barnets lov vil åbne for tvangsadoptioner endnu inden, barnet er født. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at en sådan udvidelse ikke bliver gennemført.
“En beslutning der bliver truffet, før barnet er født, vil ikke kunne inddrage oplysninger om barnets særlige behov og vil ikke kunne bygge på oplysninger om den konkrete relation mellem forældre og barnet”, skriver instituttet i rapporten.
Foretræde og konference på Christiansborg
Selvom det ser svært ud, fortsætter RIFT kampen for at få ændret eller helst helt droppet barnets lov.
De seneste måneder har foreningen holdt møder for foreninger, der samler forældre og andre pårørende til anbragte børn. Sammen vil de gøre et sidste forsøg på at rokke ved lovforslaget.
RIFT har søgt om foretræde for socialudvalget i Folketinget, og torsdag den 30. marts holder foreningen en stor konference på Christiansborg om manglen på retssikkerhed i børnesager. Susanne Munck håber, at konferencen kan være med til at skabe politisk forståelse for, at der er brug for en retssikkerheds- og kvalitetsreform.
En retssikkerhedsreform skal blandt andet sikre en klagemulighed til forældre i anbringelsessager. I dag er eneste mulighed at klage til borgmesteren.
– Det har vi prøvet mange gange. Typisk får vi et svar om, at borgmesteren er ked af, at forældrene har oplevet sagen på den måde. Der kommer ikke noget ud af det. Vi har brug for en reel klageinstans som for eksempel en forvaltningsdomstol, konstaterer Susanne Munck.
Hun peger samtidig på, at en kvalitetsreform skal sikre bedre uddannelse af sagsbehandlere og socialrådgivere, så de har en større faglig ballast.
– Måske skal der være en ordning med certifikat for de mennesker, der kan lave så store og indgribende beslutninger i menneskers liv.
RIFT ønsker også klare regler for, hvem der kan lave forældrekompetenceundersøgelser, og hvordan de skal laves. Det findes for eksempel i Norge.
– De her reformer skal sikre den kvalitet og retssikkerhed, som barnets lov ikke tager fat på, fastslår Susanne Munck.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
