Læserbrev
– Folk udefra ser bare ghettoliv og parallelsamfund, men for os derude er det hele vores liv, og det med ghetto fylder bare så lidt.
Ordene kommer fra den 44-årige Chadi Abdul Karim, som jeg møder en solrig efterårsdag i Aarhus.
For mig er det interessante den store mængde – ikke altid ekstremerne. Jeg synes, der er et eller andet smukt i det almindelige.
Anledningen er, at han har instrueret og produceret spillefilmen Exit Babylon, som i foråret havde snigpremiere. Hvornår den egentlige premiere finder sted er dog stadig uvist. Men det har sin egen historie, som vi vender tilbage til.
Filmen er optaget i Gellerupparken i det vestlige Aarhus, hvor Chadi også selv er vokset op i 1990’erne. Men som han kommer cyklende på sin ikke helt nye cykel, ligner han nu alt andet end en ghettodreng – hvis der da findes en sådan prototype. Han kan dog ikke helt løbe fra sin Gellerup-dialekt, da han begynder at fortælle om filmen.
Exit Babylon, som han også har skrevet manuskriptet til, udspiller sig over kun én dag.
– Det er ikke en film om Gellerup, men en film om et område med mange udlændinge, som bor i boligblokke. I princippet kunne den foregå alle mulige steder.
– I filmen møder vi forskellige mennesker, som alle står i et dilemma den dag – på den ene eller anden måde. Alle prøver at komme helskindet gennem den dag. De går igennem en forandring, samtidig med at bydelen er under forandring, fortæller Chadi Abdul Karim.
En stemme til ghettoen
Filmen er – med Chadis ord – en fortælling om hverdagen og de almindelige mennesker i en såkaldt ghetto. Det er også en film om fordomme. Og så er den inspireret af hans egen opvækst.
– Jeg er vokset op i 90’erne. Da jeg voksede op, var jeg aldrig en interessant person. Jeg var hverken kriminel eller megadygtig i skolen. Jeg var bare et sted i midten – prøvede at leve et liv, som de fleste andre – hvor man forsøger at få dagen til at gå.
– Samtidig blev jeg mødt af et billede i medierne af min bydel, Gellerup, som jeg ikke kunne genkende. Som jeg blev træt af. Jeg forstod godt, hvor det billede kom fra, men sådan var livet jo ikke for de fleste.
– Med filmen vil jeg vise en lille del af virkeligheden – én dag hvor der er noget før og noget efter. Min film er som et pizzaslice. Man tager et stykke, men man ved, at der er meget mere.
– For mig er det interessante den store mængde – ikke altid ekstremerne. Jeg synes, der er et eller andet smukt i det almindelige. Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at de mennesker også får en stemme. Jeg fik aldrig selv en stemme, før jeg selv skabte den.
Gellerup var mit første hjem
Chadi Abdul Karim er født i 1978 i Egypten af palæstinensiske forældre. Han kom til Danmark, da han var otte år gammel og flyttede først til Haderslev og senere til Gellerup.
- Skuespiller, musiker og filminstruktør.
- Født 1978 i Egypten af palæstinensiske forældre.
- Flyttede til Danmark som otte-årig. Først til Haderslev og senere til Aarhus, hvor familien bosatte sig i Gellerupparken.
- Sammen med L.O.C. dannede han i 1995 rapgruppen Alzheimer Klinikken.
- Omkring 1998 begyndte han at spille teater, og fra 2002 var han tilknyttet det aarhusianske turnéteater Opgang 2.
- Var i 2013 med i ungdomsforestillingen ‘4 EVER’, der året efter modtog en Reumert.
- Uddannet filminstruktør fra Super8 i 2013 og fik sin afgangsfilm ’Exit Neverland’ nomineret til en Robert.
- Instruerede i 2015 sin første spillefilm, ’Exit Babylon’, som han også selv medvirker i.
– Jeg har boet i Gellerup det meste af mit liv. Lige nu gør jeg det ikke, men jeg er derude næsten hver dag, og min mor bor der stadig. Det var det første sted i mit liv, hvor jeg hørte til. Et sted som jeg kunne kalde mit hjem – min base, fortæller Chadi.
Han voksede op som den ældste i en søskendeflok på fem og oplevede, hvordan hans forældre havde svært ved at forene den verden, de kom fra, med deres nye liv i Danmark. Det betød også, at han selv følte sig splittet mellem deres kultur som muslimer og den virkelighed, han selv levede i, hvor han fordybede sig i musik og teater.
Sammen med L.O.C. dannede Chadi i 1995 en rapgruppe. Omkring 1998 begyndte han at spille teater, og fra 2002 var han tilknyttet det aarhusianske turneteater Opgang 2.
I 2013 var Chadi med i ungdomsforestillingen “4 EVER”, der året efter modtog en Reumert. Samtidig uddannede han sig til filminstruktør fra “Super8” og fik sin afgangsfilm Exit Neverland nomineret til en Robert.
– Neverland er Peter Pans drømmeland, der hvor man aldrig bliver voksen. Filmen handler om tre unge fra Gellerup og en retarderede mand, som jo også er et barn mentalt. De lever alle i et drømmeland, men kommer til en brat opvågning, da en af dem bliver stukket ned. Det er ikke noget, som sker, fordi nogen er ond, men handlingen medfører, at de kommer ud af drømmestadiet, fortæller Chadi.
En bydel i forandring
– I 2015 skulle jeg om sommeren have spillet teater i København – det blev aflyst, så jeg havde tre måneder, hvor jeg ikke skulle noget. Så jeg foreslog min bedste ven og mentor, Adam Ross, som var filmklipper, at vi skulle lave en spillefilm.
Som Chadi fortæller historien, udstråler han en rastløs energi, og man får en fornemmelse af, at der ikke er langt fra ord til handling hos ham. Som sagt så gjort, og de to gik i gang med at lave forarbejdet til en spillefilm.
– Først skulle vi jo skabe en historie. Jeg havde lavet Exit Neverland, og jeg elskede den stemning, der var i filmen. Jeg kunne godt tænke mig at dvæle mere i stemningen og de mennesker, som vises i filmen.
Derfor valgte Chadi at udvide historien, og det bliver til filmen Exit Babylon, som kommer til at bestå af to dele, Exit Neverland og en del to.
– Op til at jeg laver den nye film, sker der alt det med helhedsplanen i Gellerup. Det bliver en bydel i forandring, og jeg kunne se, hvordan den forandring påvirkede menneskene, og hvordan forandringen også skete i dem selv. Derfor ville jeg også lave en film om forandring.
– Selv om jeg i filmen bare viser en enkelt dag, så sker der noget den dag, som tydeligt viser, at der er en forandring på vej. Hele temaet med blokkene, som rives ned, er et bagtæppe i filmen.
Guerilla Style
Da manuskriptet til filmen først var skrevet, gik Chadi i gang med at løse alle de andre opgaver, som er nødvendige for at producere en spillefilm. Og han mødte stor velvilje i Gellerup.
– Vi skaffede 30.000 kroner, blandt andet fra Aarhus Filmværksted og Gellerup Kulturmidler, og vi lånte en lejlighed i Gellerup af Brabrand Boligforening. Skuespillerne, som alle på nær to er amatører, blev fundet via opslag på Facebook. Vii samlede et lille hold og gik rundt og spurgte folk, om de ville være med. Nogle gange gik jeg rundt og talte med forældrene, hvis det var nogle yngre, som skulle være med.
– For mig var det vigtigt at vise, at det var noget, vi lavede sammen. Når man laver film, er man aldrig alene, vi er altid et hold, og vi er afhængige af hinanden.
– Og så gik vi i gang med at lave filmen – fuldstændig Guerilla Style. Vi skød filmen på ni dage. Vi fandt en model, hvor vi arbejdede i tre-dages modul, hvor vi øvede den ene dag, forberedte os den anden dag og filmede den tredje dag. Vi gik alle sammen all in og blev meget tætte.
Filmprojekt på standby
Da optagelserne var færdige, skulle Adam, som jo var filmklipper, gøre filmen færdig.
– Han gik i gang og skrev til mig, at det gik godt. Men så holdt han pludselig op med at svare på mine sms’er. Efter et par dage fandt vi ud af, at han var død af et hjertestop, fortæller Chadi.
Adam var Chadis bedste ven, så det var et chok og en stor sorg. Samtidig skete der andre alvorlige ting i Chadis liv, blandt andet at han blev skilt.
– Det hele ramlede i løbet af få uger, og jeg gik ned med en kæmpe depression.
Det betød også, at hele filmprojektet blev sat på standby.
– Der gik flere år, hvor jeg bare gik og snakkede om filmen. Den er jo fuld af smertefulde erindringer, og jeg tænkte, at jeg aldrig ville finde de mennesker, som kunne færdiggøre den.
– Efter at have snakket med flere besluttede jeg selv at gøre det sammen med en professionel filmklipper. På det tidspunkt var der gået mere end seks år, siden filmen blev optaget.
Da den var færdig, gik Chadi i gang med at kontakte alle mulige for at finde ud af, hvordan han kunne få filmen vist i biografen. Men det viste sig at være ret umuligt. Ingen var interesserede.
– Jeg fik at vide, at jeg skulle have et distributionsfirma. Men det er jo ikke en kommerciel film. Jeg skal ikke tjene noget.
Det manglende distributionsfirma er årsagen til, at filmen stadig ikke har haft en “rigtig” premiere.
Dramatisk historie
I dag er Exit Babylon dog en færdig spillefilm, som Chadi er stolt over at have været med til at producere.
– For mig er det en stor sejr, at vi har lavet en spillefilm, som ikke ligner en film til 30.000 kroner. Jeg vil gerne have, at man kan se filmen om 50 år og få et realistisk billede af Gellerup. Jeg har mange tanker om den film, men det vigtigste er, at jeg synes, der skal være plads til det usensationelle.
Men alligevel er det jo en dramatisk historie, du fortæller i filmen?
– Ja og nej. Når jeg viser filmen, er det som om, der er to slags reaktioner. Den ene gruppe, som lidt groft sagt er danskere, har hovedsagelig lagt vægt på, at filmen forstærker vores fordomme om indvandrere og Gellerup – mens den anden gruppe, som er udlændinge, mener, at filmen er befriende og piller alle fordommene fra hinanden. Og at den er sjov.
– Hvorfor er det sådan? Hvad er det for nogle fordomme, vi har – og er det nødvendigvis negativt? Er parallelsamfund negativt? Eller lever de ikke bare deres liv, som de nu kan? Hvad er forskellen? Det synes jeg er mega interessant, lyder det eftertænksomt fra Chadi.
Ghettolov og nedrivning
Så selv om det er syv år siden, Exit Babylon blev optaget, kan den også i dag skabe debat.
Og selv om ghettolovens nedrivninger af boliger endnu ikke var opfundet i 2015, så er det alligevel som om, den er et bagtæppe i filmen.
– Det er ikke en film om ghettoloven, det kører bare i baggrunden. Men filmen kan godt være et indspark i debatten, hvis man vil, siger Chadi og rejser sig og går lidt rundt.
– Jeg var ikke fan af helhedsplanen i Gellerup, men jeg er sådan set glad for det, som er kommet ud af det. Selv om jeg på mange måder syntes, det var forkert. Det var mit liv, som blev revet ned. Min skole er revet ned. Legepladsen er væk. En række blokke er væk. I stedet for at rive ned skulle man arbejde med at forbedre inden for det eksisterende. Bygge broer mellem det gamle og det nye.
– Jeg tror på, at tid hjælper og heler de kløfter, der kan være i samfundet. Jeg synes, Gellerup er blevet meget bedre, end det var. Folk har troet på, at det kunne ændres og blive bedre. Men samtidig føler mange, at det er blevet alt for meget. Nu skal der rives syv boligblokke mere ned. Nogle føler, at de med helhedsplanen gav politikerne en lillefinger, og de endte med at tage hele armen.
– Mennesker, der bor i en tilstand af konstant forandring, har svært ved at komme videre som mennesker. Jeg ville bare ønske, at der blev ro. Jeg synes, der er sket så meget, at det burde stoppe nu. Jeg er så meget imod, at de river yderligere syv boligblokke ned.
En film uden biograf
Indtil nu har Exit Babylon været vist i biografen én gang. Det skete til en smugpremiere den 28. marts i år.
– Gennem Aarhus Filmværksted fik jeg at vide, at jeg kunne lave en enkelt visning i Øst for Paradis. Så tænkte jeg, okay – her kunne jeg invitere alle dem, som havde været med til at lave filmen. Og så ville jeg invitere pressen – alle mulige journalister. Jeg tror, jeg sendte ud til 25 forskellige – og Arbejderen var det eneste medie, som reagerede og skrev tilbage.
– Jeg blev rigtig skuffet og ked af, at der ikke kom nogen og dækkede den filmforestilling. Men ellers var det en fantastisk visning. Det var et meget blandet publikum – som grinede på forskellige steder. Blandt publikum var der også fem-seks smarte arabiske gutter – de syntes bare, filmen var så god, og syntes, den var så fed at se. Det havde jeg slet ikke ventet. Jeg blev så glad.
– Den visning sagde mig, at den her fucking film fortjener så meget at komme ud. Mit store ønske er at finde fem biografer, som vil vise filmen i bare en uge. Bare fem forevisninger. Der er et publikum for den film.
Chadi slår i bordet og rejser sig igen.
– For nylig var jeg i P1 for at fortælle om min film, som blev kaldt en film uden publikum. Men det er ikke rigtigt. Der er publikum til den – det tror jeg på – men lige nu er det en film uden biograf.
– Men jeg vil gerne vise filmen, så du skal bare skrive, at de kan kontakte mig. Jeg vil gerne rykke ud og vise filmen og fortælle om den og svare på spørgsmål og alt det der, lyder det fra Chadi Abdul Karim, inden han går ud til sin cykel.
Chadi Abdul Karim kan kontaktes via ichafilm@gmail.com.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
