Filmklub
Forleden bød den svenske pendant til den danske socialdemokratiske Lejernes Landsorganisation, Hyresgästföreningen, mig på to ubehageligheder. Den ene var en artikel i deres blad hem & hyra om renoveringen af ejendommene i et smukt, bevaringsværdigt område i den svenske by Uppsala, hvor jeg bor. Den anden var indbydelsen til at deltage i en undersøgelse af, om jeg føler mig tryg på min bopæl.
En artikel om vinduesudskiftning
Artiklen i bladet fortalte, hvordan det kommunalt ejede boligselskab Uppsalahem AB i det område, som hedder Sala Backe, har påbegyndt udskiftningen af fine, originale, fuldt fungerende om end stærkt misligholdte vinduer med koblede ruder til fordel for trelags-termoruder. En beboer beklager sig over det enorme resursespild, når de fungerende vinduer kasseres.
Den stærkt usympatiske strategi er velkendt fra både Danmark og Sverige. Et argument for udskiftningen er en forbedret varmeøkonomi. Men det holder ikke. En dansk undersøgelse viser, at gevinsten ved at have termoruder frem for koblede ruder er marginal. To boligblokke blev opført med forskellige vinduer, og resultaterne var overbevisende. Det største varmetab sker gennem væggene. Desuden skærmer de nye trelagsvinduer så meget for sollyset, at det giver mangel på D-vitamin for de gamle og syge beboere, som kommer for lidt ud.
I Sala Backe i Uppsala findes vinduerne allerede. Man skal altså først skaffe sig af med de gamle vinduer og derefter montere de nye specialfremstillede. Det fordyrer projektet. At de gamle vinduer er fremstillet af betydeligt mere holdbart, harpiksfyldt træ end de nye, og at de gamle vinduer oftest kun er misligholdte og kunne males, spiller ingen rolle for ejendomsbesiddere, planlæggere og politikere, skønt der er endnu længere til, at økonomien giver afkast. Regningen sendes bare til lejerne.
Og imens hærger kapitalen frit.
De gamle huse har passiv ventilation; udluftningen sker sig af sig selv. Indeklimaet (især fugt) er afhængig af, at vinduerne er lidt utætte, hvilket kendetegner vinduer med koblede ruder. Der hvor jeg selv bor, har vi stadig koblede ruder fra 1960. For nogle år siden blev vinduerne tætnet med gummilister. Samtidig monteredes udluftningsventiler, som helt enkelt består af huller i vindueskarmen med en dims foran. Egentlig kunne der lige så godt bare være hul i karmen.
I Sala Backe udskiftes de utætte koblede vinduer med tætte termoruder. Enten får lejlighederne problemer med fugt, skimmel, mug og radon, eller der må etableres ventilation. Det første kan begrænse huslejestigningen, men koster beboerne deres helbred. Det andet vil indebære, at der må installeres et stort og dyrt anlæg. Alle udgifterne går til lejerne. Uden ventilation som forhøjet husleje og dårligt helbred, med ventilation som endnu højere husleje. Konsekvenser er, at en del af de nuværende beboere mister deres bolig ene og alene på grund af en kynisk socialdemokratisk domineret bygge- og boligpolitik. At alle problemerne kunne være undgået hvis ejerne havde sørget for en lovpligtig vedligeholdelse af vinduerne, forstærker den sociale indignation over konsekvenserne.
En tryghedsundersøgelse
Hvad har det at gøre med en tryghedsundersøgelse blandt medlemmerne af Hyresgästföreningen i Uppsala?
Frem for alt viser det forskellen i de strategier, foreningen benytter i forhold til de problemer, medlemmerne har eller oplever. Tryghedsundersøgelsen bestod af et netbaseret spørgeskema med forskellige kategorier af svar i forhold til, om man føler sig utryg i og omkring sin bolig. Men der blev ikke spurgt om strukturelle forhold, som for eksempel et manglende kommunalt tilsyn med om ejendomsbesiddere og udlejere sørger for løbende at vedligeholde deres ejendomme. Der blev alene registreret en oplevet tryghed.
Usystematiske oplevelser fortæller dog ikke, hvad der faktisk foregår, eller om det er blevet værre/bedre, og resultatet af tryghedsundersøgelser er blot, hvilke billige tiltag som kan gøre beboerne mere trygge: Flere gadelygter, lys på trappen, aflåst gadedør, aflåst affaldsrum og cykelskur, dørtelefon og den slags. Har man erfaring med at gennemføre en sådan undersøgelse, kan man skrive de fleste af anbefalingerne på forhånd.
“Alle kan deltage” betyder ikke, at alle gør det
Den, der kan tænke selv, ved, at skønt Hyresgästföreningens tryghedsundersøgelse er sendt til samtlige medlemmer med en mailadresse og dermed principielt henvender sig til enhver, er det i praksis ikke alle, der deltager og dermed ikke enhvers oplevelser, som samles ind. Den der deltager, er den der har en mailadresse, kan betjene en computer, kan læse og forstå undersøgelsen, dens muligheder og begrænsninger, kan formulere sig på en anerkendt måde og så videre. For det første er undersøgelsen altså ikke repræsentativ. Det er ellers en grund til, at den gennemføres. Ellers kunne journalisten skrive sine anbefalinger som et lille causeri. I heldigste fald er undersøgelsen altså spild af tid, men det er meget værre.
Som tendens ved man også, hvem deltagerne er. Intellektuelt og økonomisk velfungerende personer, men ikke fattige, syge, indvandrere af enhver slags og alle andre udsatte og marginaliserede. Den der i forvejen dårligt har til dagen og vejen, er ikke medlem af en forening. Den der er utryg ved myndighederne, deltager ikke i en undersøgelse, heller ikke på modersmålet. Den der ikke behersker sproget, deltager ikke i en undersøgelse på svensk. Den der er vant til, at foreninger findes i regi af staten, melder sig ikke ind af skræk for at blive registreret. En lang række faktorer gør, at en tryghedsundersøgelse systematisk misser en lang række relevante personer. At undersøgelsen principielt er åben for alle, er et skalkeskjul for de ansvarlige medarbejdere, som næppe i praksis ved, hvordan de burde gennemføre en ordentlig undersøgelse, nemlig som en videnskabelig undersøgelse efter alle kunstens regler.
Angst/utryg eller bange?
Utryghed er som angst og kendetegnes ved ikke at have et objekt. Uanset sprogbrugen, er man ikke angst “for noget”. I stedet er man bange. Utryghed er irrationel og kan være kontrafaktisk og findes på trods af rationelle argumenter, som at vi ved, at det ene eller det andet forholder sig anderledes, end den angste siger. For eksempel kan et fald i kriminalitet følges ad med en stigende utryghed. Desuden ser det ud til, at jo mere man taler om utryghed, desto mere stiger den. Utryghed/angst kan kun den enkelte bekæmpe ved mellemkomst af for eksempel en terapeut. Den slags kan en forening som Hyresgästföreningen ikke løse i en kollektiv indsats. Mere konkret har det ikke noget med mig at gøre, at min nabo føler sig utryg. Det er synd for ham, men hverken Hyresgästföreningen eller jeg kan gøre noget ved det. Han må selv i gang.
Rædslen for at huslejen stiger, og man må gå fra hus og hjem, er derimod helt konkret, reel, faktisk eksisterende. Huslejen stiger generelt, mange ejendomme misligholdes systematisk, huslejen stiger, når ejendommene renoveres i stedet for at vedligeholdes, mange har ikke råd til en højere husleje. Den slags kan man være bange for, fordi der er noget at være bange for. Men ingen af problemerne bliver værre af, at vi taler om vores rædsel. Løsningen af den slags fælles problemer kan ikke overlades til den enkelte. Kampen mod kapitalens hærgen må foregå solidarisk og som en kollektiv indsats og ikke som individuelle terapeutiske løsninger.
Tryghedsprojektet bliver uendeligt og kan køres på rutinen uden selvstændig eftertanke. Det er smart for den, som ikke vil arbejde for sine privilegier, men både den utrygge og den, som er truet af at måtte gå fra hus og hjem, lades i stikken. I praksis bliver et uendeligt, uløseligt problem vigtigere end at forsøge at bekæmpe kapitalens konkrete uhindrede hærgen til ulempe for alle og med stigende social destabilisering som konsekvens. Individuelle anliggender forvandles til fælles anliggender, mens en fælles kamp mod overgreb overlades til den enkelte. Men Hyresgästföreningens tryghedsundersøgelse skjuler og fjerner fokus fra langt værre forhold for allerede ikke-privilegerede lejere. I praksis er Hyresgästföreningens strategi ikke kun til ulempe for lejere uden for Hyregästföreningen. Efterhånden stiger huslejen så meget, at selv mellemindkomstmodtagere mister muligheden for at finde en bolig, de kan betale. Den gruppe indeholder sandsynligvis den socialdemokratiske Hyresgästföreningens kernemedlemmer.
Generel uro og i sidste ende revolution næres af generel social utilfredshed og ustabilitet. For eksempel at boligejerne og de kommunale bygge- og boligpolitikere og -planlæggere kan hærge frit til ulempe for alle og med hjælp af for eksempel Hyresgästföreningens forgæves tryghedsundersøgelser. Dobbeltstrategien, at forvandle individuelle problemer til kollektive og omvendt, er til ulempe for både medlemmer og ikke-medlemmer, og på længere sigt til fordel for den modpart de ellers hævder og anerkendes for at kæmpe imod på vegne af medlemmerne.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
