1000 ekstra sygeplejersker på to år. Sådan lød målsætningen, da den socialdemokratiske regering bevilgede regionerne 300 millioner kroner ekstra i 2020 og 600 milioner kroner i de efterfølgende år i et forsøg på at lappe hullerne i en storblødende sundhedssektor.
Kendsgerningen er imidlertid, at der er lang vej til mål, at de to år er gået, og at der kun er ansat 47 flere end udgangspunktet for aftalen, der regnes fra fjerde kvartal 2019. Det afslører Sundhedsdatastyrelsens seneste opgørelse fra første kvartal 2022, der viser 35.088 fuldtidsansatte sygeplejersker. Det er 164 færre i forhold til det seneste kvartal, skriver Dansk Sygeplejeråd (DSR).
– Vi har virkelig brug for at målsætningen nås, for sygeplejersker er utroligt hårdt pressede, fordi de mangler kolleger og derfor er færre om opgaverne og vagterne. Operationer udskydes på stribe, og det ser kun ud til at blive værre. Det går ud over patienterne og der er brug for handling, siger DSR-formand siger Grete Christensen.
Da DSR holdt kongres i maj måned vedtog de delegerede en udtalelse, der understreger situationens alvor. Udtalelsen nævner blandt andet, at der i 2030 vil mangle 8.000 sygeplejersker, og at der er næsten 5.000 ubesatte sygeplejerske-stillinger.
Grete Christensen tilføjer, at DSR er optaget af, at regionerne følger op, som de har sagt, de vil, og at sundhedsministeren holder dem fast på, at målet skal nås.
– For pengene er jo afsat, og behovet er der – og vokser, lyder det fra Grete Christensen.
Aktiviteter for ligeløn
En afgørende forudsætning for at gøre sygeplejefaget attraktiv er højere løn og bedre arbejdsvilkår. Det har fagligt aktive sygeplejersker slået på uafbrudt op til, under og efter de offentlige overenskomster i 2021.
Efter at sygeplejerskerne havde strejket i 10 uger endte overenskomstforløbet med et politisk indgreb og nedsættelse af en Lønstrukturkomité, der skal kigge nærmere på de mekanismer, der styrer offentligt ansattes løn.
Den tværfaglige sammenslutning ‘Fælles om Ligeløn’ har hver gang Lønstrukturkomitéen mødes gennemført en happening, således også i dag den 15. august.
Fælles om Ligeløn, der foreløbig består af pædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker, møder op for at vise eksperterne og de faglige repræsentanter i komitéen, at de stadig har fuld fokus på ligeløn og forventer svar fra komitéen, der kan løse problemet.
Læs også
Trods ekstra penge har regionerne blot ansat 211 ekstra sygeplejersker på to år
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.