Det er i kamp, at våbnene bliver blanke
Indenfor de sidste par uger er den reelle dagsorden brudt igennem: Det handler ikke om forsvar. Det handler om angreb. Det handler om, at en EU-hær skal forsvare de europæiske monopolers interesser ude i verden, frem for alt i Afrika.
I morgen får vi afgørelsen på den mest afgørende folkeafstemning om danskernes forhold til EU siden euro-afstemningen i 2000.
Det har efter min opfattelse været den mest beskidte kampagne fra EU-tilhængernes side nogensinde.
Det er jo en bananrepublik værdigt at fyre en folkeafstemning af om noget så vigtigt som forsvarspolitikken med kun 86 dage til at føre valgkamp. EU-tilhængerne har bevidst satset på, at chokket efter Putins uacceptable invasion i Ukraine og det efterfølgende krigshysteri kan sikre dem et ja til at kaste Danmark ind i EU’s militæropbygning “with no return.”
Vi ved ikke, hvad resultatet bliver den 1. juni. Nej-siden er underdogs. Men i lyset af dén heksekedel vi blev kastet ind i, må man sige, at hvis det lykkes at vinde et nej, så er det en fantastisk præstation. Hverken mere eller mindre. Og så skal vi nok vide at forsvare denne sejr med næb og klør. For vi har jo lært det på den hårde måde tilbage i 1992/93. Der kommer altid et nyt angreb, når vi mindst venter det.
Hvis vi derimod får et ja, så bliver Danmark koblet op til den tysk-franske militærmaskine. Tyskland opruster med 100 milliarder euro om året, så landet vil på kort tid blive Europas helt dominerende krigsmagt. Den danske regering og den danske våbenindustri vil være hurtig til at finde deres plads lunt i bugen af Tysklands oprustning for at malke deres del af våbenprofitterne.
Alle forsikringer om at Danmark skal ned i EU og sikre sig indflydelse, at man vil stemme nej til flertalsafgørelser på forsvarsområdet og bruge sin vetoret for at forhindre, at EU-hæren også formelt kan kaldes “EU-hær” – ja, lad os se, hvor længe de holder. Det er jo altsammen kun til ære for danskerne, der endnu ikke har stemt.
Vigtige erfaringer at tage med
Uanset hvad resultatet bliver i morgen, er der vundet nogle erfaringer, som giver ballast til den videre kamp.
Selvom ja-siden skulle få sit ja, så er det stadig et farligt spil, de driver. Mange vil indse, at de blev manipuleret og snydt. Man kan snyde folk, når de bliver chokerede og bange, men der er en regning, der skal betales på et tidspunkt.
Det lykkedes ikke ja-siden at fastholde argumentationen om, at afstemningen alene handlede om Danmarks sikkerhed i lyset af Ukraine-krigen.
Indenfor de sidste par uger, er den reelle dagsorden brudt igennem: Det handler ikke om forsvar. Det handler om angreb. Det handler om, at en EU-hær skal forsvare de europæiske monopolers interesser ude i verden, frem for alt i Afrika. Jeg har flere bekendte, som oprindelig ville stemme ja, men i takt med at der kom fokus på EU’s militære planer i Afrika, er de skiftet til at ville stemme nej.
Der er åbnet for, at mange fagforeninger vil kaste sig ind debatten om krig og oprustning. Ude i den enkelte afdeling kan der rejses forslag om at være en aktiv medspiller, når der opstår initiativer imod Danmarks deltagelse i krige, imod amerikanske tropper på dansk jord eller imod at sende danske Jens’er ud i EU-missioner i Afrika.
At det på dén måde er lykkedes at bryde igennem muren og få sat den reelle dagsorden er i sig selv en vigtig sejr. Og det er jo netop i sådanne hårde kampe, at våbnene slibes og bliver blanke…
Vi ser nogle nye tendenser i kampen, som er meget vigtige:
For eksempel har afstemningen om forsvarsforbeholdet betydet, at der er opstået en situation, hvor fredsbevægelsen og EU-modstanden har fået en fælles platform at kæmpe på helt konkret. Det giver nogle vigtige erfaringer og synergieffekter. Det kan bruges i arbejdet videre frem, også selvom der naturligvis altid vil være forskel på den platform, som fredsbevægelsen udvikler sig på, og den platform, som EU-modstanden arbejder med. Men der er en klar fællesnævner nu.
Fagbevægelsen trådte ud af skyggen
Og endnu vigtigere: Vi fik et markant gennembrud for, at fagbevægelsen trådte ud af skyggen og kastede sig ind i debatten om ja eller nej til at fjerne forsvarsforbeholdet. Det vil med sikkerhed få betydning fremover. I starten var der en holdning i det meste af fagbevægelsen: “Vi behøver ikke mene noget. Vi kan vist godt gå under radaren og lurpasse i den her heksekedel.”
Men dén taktik fik Lizette Risgaard skudt i sænk. Igen er det ja-sidens uhørt beskidte og udemokratiske metoder, der hér giver bagslag, og får modstanden ud af hullerne. Fagligt aktive, klubber, fagforeningsafdelinger begyndte at reagere og markere, at de ville stemme nej.
Siden har bølgerne gået højt i debatten. Uanset hvad resultatet bliver, så står vi med et andet udgangspunkt fremover i fagbevægelsen.
Der er åbnet for, at mange fagforeninger vil kaste sig ind debatten om krig og oprustning. Ude i den enkelte afdeling kan der rejses forslag om at være en aktiv medspiller, når der opstår initiativer imod Danmarks deltagelse i krige, imod amerikanske tropper på dansk jord, imod at sende danske Jens’er ud i EU-missioner i Afrika – eller hvad der måtte komme.
Så uanset resultatet: Vi er her endnu. Og vi står op!
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24% af 750.000 DKK
182.479 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
