Nyhedskommentar
USA’s regering har genoptaget sin kampagne for at stemple Venezuela som en” “narkostat” og anklager landets øverste ledelse for narkosmugling og udlover store dusører for deres tilfangetagelse.
Denne kampagne, som kun kortvarigt var sat på pause, er en strategisk opdigtet historie og ikke en faktaorienteret vurdering.
Anklagen, der er blevet særligt forstærket under Trump-administrationen, er et kalkuleret røgslør, der skal retfærdiggøre en langvarig dagsorden: At vælte den Venezuelas regering og beslaglægge landets enorme olie- og mineralressourcer.
En nærmere undersøgelse af fakta afslører et land, der aktivt har bekæmpet narkohandel på egne vilkår, og en amerikansk regering med en klar og konsekvent historie med at destabilisere uafhængige lande i Latinamerika.
Venezuelas kamp mod narkohandel: Tiden efter DEA
I 2005 indtraf et afgørende øjeblik i Venezuelas strategi mod narkotikahandel, da den daværende præsident Hugo Chávez udviste USA’s narkotikapolitienhed DEA og beskyldte den for at spionere og underminere Venezuelas suverænitet.
Beslutningen var baseret på Chávez’ overbevisning om, at DEA blev “brugt som dække … til at udføre efterretningsarbejde i Venezuela mod landets regering.” På det tidspunkt insisterede venezuelanske embedsmænd på, at landet ville fortsætte med at bekæmpe narkotikahandel på egen hånd.
– DEA er ikke afgørende for kampen mod narkotikahandel i Venezuela. Vi vil fortsætte med at samarbejde med internationale organisationer mod narkotika, erklærede Chávez.
For samvittighedsfulde mennesker over hele verden er forsvaret af Venezuelas suverænitet en afgørende front i den bredere kamp mod USA-ledet interventionisme og for alle nationers selvbestemmelse.
I modsætning til den amerikanske fortælling om, at denne handling ville føre til en strøm af narkotika, intensiverede Venezuelas regering gennem sit nationale narkotikabekæmpelsesagentur (ONA) og de bolivariske nationale væbnede styrker (FANB) sine egne narkotikabekæmpelsesbestræbelser.
Ifølge Venezuelas nationale narkotikabekæmpelsesmyndighed (SUNAD) har landet gennem årene foretaget betydelige beslaglæggelser af narkotika.
I 2015 citerede USA’s eget udenrigsministerium for eksempel ONA for at have beslaglagt 65,76 tons ulovlig narkotika i løbet af de første otte måneder af året, hvilket er en stigning på 132 procent i forhold til samme periode i 2014. Kokain og marihuana udgjorde langt størstedelen af beslaglæggelserne. Venezuela har også samarbejdet med andre lande og underskrev i 2014 en international aftale med Rusland om bekæmpelse af narkotikahandel.
Mens USA’s regering ofte har betegnet Venezuela som et “vigtigt transitland for narkotika”, ignorerer denne karakteristik ofte landets proaktive foranstaltninger og dets geografiske virkelighed.
- Den 20. januar underskrevet præsident Donald Trump et direktiv om at udnævne udenlandske narkokarteller som udenlandske terrororganisationer og som særlige globale terrororganisationer.
- Den 20. februar udnævner USA’s udenrigsminister Marco Rubio Tren de Aragua (TdA), Mara Salvatrucha (MS-13), Cártel de Sinaloa, Cártel de Jalisco Nueva Generación (CJNG), Cártel del Noreste (CDN), La Nueva Familia Michoacana (LNFM), Cártel de Golfo (CDG), og Cárteles Unidos (CU) som udenlandske terrororganisationer og særligt udpegede globale terrorister.
- Den 25. juli udråber USA’s finansministerium Cartel de Los Soles som en udenlandsk terrororganisation og særligt udpegede globale terrorister. Samtidig anklager ministeriet Venezuelas præsident Nicolás Maduro for i ti år at have ledt Cartel de los Soles uden at fremlægge nogen form for dokumentation.
- Den 7. august 2025 fordoblede USA’s udenrigsminister Marco Rubio en dusør, til den der bidrager til at fange Venezuelas præsident Nicolás Maduro, til 50 millioner dollars.
- Den 8. august afslørede flere medier, at USA’s præsident Donald Trump har givet ordre til, at forsvarsministeriet Pentagon udarbejdede planer for militære interventioner mod narkokarteller i Latinamerika. Ordren omfattede militære operationer til vands på land – også på udenlandske territorier.
- Den 15. august meddelte Trump-administrationen, at den sender over 4000 amerikanske marinesoldater og søfolk til den sydlige del af det Caribiske Hav samt en række krigsskibe.
Landets omfattende og porøse grænse til Colombia, verdens største kokainproducent, som huser syv amerikanske militærbaser og tre DEA-kontorer, kan gøre det til et vigtigt transitpunkt. Det er dog ikke tegn på statens medvirken.
En undersøgelse foretaget af Tricontinental Institute for Social Research og Lawfare Observatory har faktisk konstateret, at DEA selv i midten af 2023 efter fem årtier med “krigen mod narkotika” har rapporteret, at store organisationer, der handler med narkotika, fortsat opererer på globalt plan.
George Papadopoulos, vicechef for DEA, erklærede over for USA’s Kongres, at Sinaloa- og Jalisco-kartellerne alene har “medarbejdere, hjælpere og mellemmænd i alle 50 stater i USA”. Undersøgelsen argumenterer for, at denne kontinentale intervention mod narkotika er en del af en overordnet plan for politisk og militær dominans over Amerika, fra Alaska til Kap Horn, inklusive Antarktis, som er blevet et centralt punkt i den globale strid.
Trump-administrationens anklager: Et politisk våben
Trump-administrationen har styrket anklagen om “narkostat” til et hidtil uset niveau og bruger den som et direkte politisk og juridisk våben mod Venezuelas regering.
I marts 2020 offentliggjorde USA’s justitsministerium en chokerende anklage mod præsident Nicolás Maduro og 14 andre nuværende og tidligere højtstående venezuelanske embedsmænd for “narkoterrorisme”, korruption og narkosmugling.
Da den daværende justitsminister William Barr offentliggjorde anklagen, beskyldte han Maduro og hans kolleger for at have konspireret med en udbrydergruppe i befrielsesbevægelsen FARC i Colombia om at smugle tonsvis af kokain ind i USA.
– I mere end 20 år har Maduro og en række højtstående kolleger angiveligt konspireret med FARC og fået tonsvis af kokain ind i USA, som har ødelagt amerikanske lokalsamfund, udtalte Barr.
Han hævdede desuden, at de colombianske ledelse “har fået støtte fra Maduro-regimet, der tillader dem at bruge Venezuela som et sikkert tilflugtssted, hvorfra de kan fortsætte deres kokainhandel og væbnede oprør.”
Denne anklage blev ledsaget af en dusør for Maduros tilfangetagelse, der oprindeligt blev fastsat til 15 millioner dollars og siden er steget til 50 millioner dollars.
Dette skridt, der minder om en dusør på en terrorleder, var et klart forsøg på at delegitimere Maduro og skabe en juridisk begrundelse for at fjerne ham fra magten. Det var en handling, der udøvede ekstraordinært politisk pres, som ikke har noget fortilfælde for en siddende statschef.
Venezuelanske embedsmænd fordømte skarpt anklagerne som et “latterligt røgslør”. Den venezuelanske udenrigsminister Yván Gil kaldte dusøren ‘patetisk’ og en “grov politisk propagandaaktion”.
I en tv-tale lovede præsident Maduro, at Venezuela ville “forsvare vores farvande, vores luftrum og vores land”, og karakteriserede USA’s pres som “en underlig, bizar trussel fra et imperium i forfald”.
Formanden for Nationalforsamlingen, Jorge Rodríguez, gav også sin mening til kende og sagde, at USA havde underskrevet en “proklamation, der vil gå over i international diplomatis historie som et udtryk for skændsel”.
Imperialistiske motiver og militær eskalering
Det juridiske og retoriske angreb på Venezuela er ikke et isoleret tilfælde. Det falder sammen med en klar militær eskalering.
I april 2020, under den første Trump-regering, annoncerede den amerikanske præsident en styrket narkotikabekæmpelse i Caribien, hvor krigsskibe blev sendt af sted og tusindvis af marinesoldater blev indsat i venezuelanske farvande.
Denne militære oprustning, kombineret med dusøren på Maduro, havde to formål. For det første skulle den skræmme den venezuelanske regering og signalere, at man var klar til direkte intervention. For det andet var det beregnet til at aflede opmærksomheden fra indenrigspolitiske problemer i USA, især regeringens håndtering af covid-19-pandemien.
Den venezuelanske udenrigsminister Jorge Arreaza tweetede: “Mens befolkningen i Florida lider under pandemien, bagvasker Pentagon Venezuela for at fremme Trumps genvalg og sikre ressourcer til hans krigsmaskine. De begår en forbrydelse mod Venezuela og mod deres eget land.”
En ny militær eskalering kommer, efter at Trump-regeringen for nylig underskrev et Pentagon-notat om bekæmpelse af narkokarteller i Latinamerika, en direktiv, der betegner disse kriminelle organisationer som en trussel mod den nationale sikkerhed.
I en klar og tydelig demonstration af denne politik har USA indsat tre Aegis-missilfartøjer – USS Gravely, USS Jason Dunham og USS Sampson – i farvandet ud for Venezuela. (Oplysningerne om de tre Aegis-missilfartøjer stammer fra nyhedsbureauet Reuters; ifølge La Tabla er de tre destroyere ikke indsat p.t. i det sydcaribiske hav, red.) Dette er en del af en bredere operation, der involverer cirka 4000 søfolk og marinesoldater samt P-8-spionfly og mindst en angrebsubåd, der skal operere i nærheden af Venezuelas kyster.
Disse militære manøvrer er blevet mødt med skarp fordømmelse fra ledere i hele regionen. Mexicos præsident Claudia Sheinbaum har kategorisk afvist brugen af amerikanske militærstyrker i sit land og understregede, at samarbejdet ikke omfatter “invasion”, og at hendes regering ikke har noget bevis for en direkte forbindelse mellem præsident Maduro og mexicanske karteller.
Colombias præsident Gustavo Petro har direkte erklæret, at han ville betragte enhver ikke-godkendt amerikansk militæroperation som en “aggression mod Latinamerika og Caribien”, og at et angreb på Venezuela ville blive betragtet som et angreb på Colombia.
Venezuela har i mellemtiden opfordret sine mere end fire millioner folkemilitsmedlemmer til at mobilisere sig over hele landet for at forsvare landets suverænitet. Det var den bolivarianske milits, der fangede lejesoldater, der i maj 2020 forsøgte at trænge ind i Venezuela for at udføre en række mord og skabe kaos i landet.
Indsættelsen af krigsskibe og tropper sammen med Pentagons notat er en klar påmindelse om, at anklagen om at være en “narkostat” er et påskud for en fjendtlig udenrigspolitik, der er drevet af et ønske om at kontrollere et land med verdens største påviste oliereserver.
For samvittighedsfulde mennesker over hele verden er forsvaret af Venezuelas suverænitet en afgørende front i den bredere kamp mod USA-ledet interventionisme og for alle nationers selvbestemmelse.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Faktaboksen er udarbejdet af Arbejderens redaktion.
Om forfatteren: Manolo De Los Santos er administrerende direktør for The People’s Forum og forsker ved Tricontinental: Institute for Social Research. Hans artikler offentliggøres regelmæssigt i Monthly Review, Peoples Dispatch, CounterPunch, La Jornada og andre progressive medier. Han har senest været medredaktør af Viviremos: Venezuela vs. Hybrid War (LeftWord, 2020), Comrade of the Revolution: Selected Speeches of Fidel Castro (LeftWord, 2021) og Our Own Path to Socialism: Selected Speeches of Hugo Chávez (LeftWord, 2023).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
