Åbent brev
Cuba står endnu en gang over for en alvorlig og mangesidig krise, ikke på grund af de orkaner, der hvert år rammer Caribien, men på grund af det ubarmhjertige og kvælende pres fra dets magtfulde nabo mod nord.
Det er en tilbagevendende historie om et folk, der kæmper for uafhængighed under en ubarmhjertig belejring og blokade. Gennem bevidste handlinger har USA’s regering omhyggeligt opbygget og håndhævet endnu større forhindringer, der truer det cubanske folks overlevelse.
Det seneste udtryk for denne krise kom den 30. maj med en meddelelse fra ETECSA, Cubas statsejede telekommunikationsselskab, om en betydelig prisstigning på mobildata.
Selv om det for udenforstående kan virke ubetydeligt, udløste det for cubanerne en voldsom kritik, der var opstået af en langvarig frustration.
Det cubanske folk har brug for mere end vores sympati; det har brug for vores aktive, urokkelige solidaritet.
De nye takster, især for ekstra data, er høje i forhold til den gennemsnitlige løn. Tre GB ekstra koster nu 3360 cubanske pesos, næsten ti gange prisen for den månedlige seks GB-pakke. Dette er ikke blot en prisjustering; det kom som et chok for langt størstedelen af Cubas otte millioner mobiltelefonbrugere, hvoraf mange er afhængige af internetadgang til uddannelse, arbejde og kontakt med familie i udlandet.
ETECSA’s meddelelse er dog ikke et isoleret tilfælde; den understreger den enorme belastning, Cuba er under, når det forsøger at opfylde befolkningens basale behov under USA’s blokade.
Skærpelse af blokaden
For dem, der ikke er så bekendt med Cubas nyere historie, er øens økonomi, der allerede er hårdt ramt af pandemiens ødelæggende slag mod turismen og den seks årtier lange blokade, blevet yderligere presset, siden Trump tiltrådte.
De 243 sanktioner, som Trump indførte i perioden 2017-2021, er stadig i kraft og udgør et kvælende tæppe, der er vævet ind i dagligdagen. Selv under præsident Biden, der førte valgkamp på løfter om forandring, blev presset opretholdt.
Tilbage i 2017 beskyldte USA Cuba for “lydangreb” på sine ambassademedarbejdere. Påstanden blev senere bevist falsk, men den tjente sit formål: Den var en undskyldning for Trump til at fastfryse relationerne, ødelægge turismen og lukke døren for de over 600.000 årlige amerikanske besøgende.
Derefter fulgte lukningen af Western Union i 2020, hvilket afbrød vigtige pengeoverførsler. Suspensionen af visumtjenesterne på den amerikanske ambassade i Havanna i 2017 udløste den største bølge af irregulær migration siden 1980, en desperat udvandring af cubanere, der søgte en udvej.
Den økonomiske ødelæggelse siden da har været dybtgående. Cubas BNP faldt med svimlende 15 procent i 2019 og yderligere 11 procent i 2020. Forestil dig et land, der ikke kan købe basale fornødenheder på grund af bankrestriktioner, og hvor offentlige tjenester og industrier er lammet.
Da covic-19 ramte i 2020, kom Cubas robuste offentlige sundhedssystem, som er en kilde til national stolthed, under enormt pres.
Landets eneste iltanlæg, der er afgørende for behandlingen af patienter, blev sat ud af drift, fordi det ikke var muligt at importere reservedele på grund af blokaden. Tusinder af cubanere kæmpede for at få vejret, men Washington nægtede at gøre undtagelser.
Cubas reaktion på den forværrede krise
Trumps sidste handling i embedet, da han i januar 2021 opførte Cuba på listen over stater, der støtter terrorisme, var et knusende slag.
Denne betegnelse gør det næsten umuligt for Cuba at gennemføre normale finansielle transaktioner, hvilket afskærer landet fra livsvigtig handel.
I de første 14 måneder af Biden-administrationen mistede den cubanske økonomi anslået 6,35 milliarder dollars på grund af de fortsatte Trump-sanktioner, der forhindrede afgørende investeringer i det aldrende energinet og køb af fødevarer og medicin.
Den cubanske peso styrtdykkede, hvilket devaluerede de i forvejen lave lønninger i den offentlige sektor. Rationeringssystemet sikrer et eksistensminimum, men et så stort afsavn har ikke været set siden den “særlige periode” i 1990’erne efter Sovjetunionens sammenbrud.
Over for disse alvorlige begrænsninger har den cubanske regering været nødt til at tilpasse sig. I 2020 begyndte den at stole mere på den private sektor som både en ny kilde til beskæftigelse og importør af basale varer – et pragmatisk skridt, der var født af nødvendighed.
- 1960: USA stopper olieeksport til Cuba og import af cubansk sukker.
- 1961: USA afbryder de diplomatiske forbindelser med Cuba.
- 1962: Præsident Kennedy underskriver loven om blokaden mod Cuba. Efter pres fra USA beslutter OAS – Organisationen af Amerikanske Stater – at ekskludere Cuba.
- 1963: Kennedy skærper blokaden og knytter blokaden til loven, der forbyder “handel med fjenden”.
- 1977: USA og Cuba opretter under præsident Jimmy Carter ‘interessekontorer’ i henholdsvis Havanna og Washington.
- 1982: USA sætter Cuba på sin liste over stater, der støtter terrorisme.
- 1989: Senator Connie Mack foreslår at skærpe blokaden og forbyde datterselskaber af USA’s virksomheder samt USA-ejede virksomheder i andre lande at handle med Cuba. Forslaget bliver del af blokadelovene i 1992, da Toricelli-loven vedtages.
- 1992: Medlem af Kongressen Robert Toricelli foreslår en skærpelse af blokaden (Cuba Democracy Act), som på mange områder strammer blokaden og rammer skibsfarten til Cuba. Loven vedtages og underskrives af præsident Bush (senior).
- 1992: FN’s generalforsamling fordømmer for første gang USA’s blokade mod Cuba. Det har generalforsamlingen gjort hvert år siden da. I 2014 stemte 188 lande mod blokaden og to lande (USA og Israel) for.
- 1996: USA strammer blokaden yderligere med vedtagelsen af Helms-Burton-loven, der underskrives af præsident Bill Clinton. Samme år vedtager EU sin “fælles holdning” til Cuba. Den betyder, at EU-landene lægger Cuba på is og undlader at modvirke USA’s blokade – også når den rammer virksomheder i EU. Blandt andet Canada vedtog omvendt en lov, som forbød canadiske virksomheder at efterleve USA’s blokade mod Cuba.
- 2001: Efter orkanen Michelle dispenserer USA fra blokaden og tillader, at Cuba – mod kontant betaling – kan købe fødevarer i USA. Det er fortsat siden.
- 2006: Præsident George W. Bush strammer blokaden og afsætter millioner til øget undergravende virksomhed i Cuba – til “fremme af frihed og demokrati”, som det formuleres.
- 2009: Præsident Obama suspenderer nogle af de stramninger, som George W. Bush indførte, men skærper samtidigt bødestraffen for handel med Cuba.
- 2013: Rejsebureau i USA får en bøde på 5,2 millioner dollars for gennem et udenlandsk datterselskab at sælge rejser til Cuba.
- 2014: En række store banker får milliardbøder for at formidle handel og valutatransaktioner i dollars for Cuba.
- 2014: Præsidenterne Barack Obama og Raúl Castro taler 17. december på tv. Der er indgået en aftale om at normalisere forholdet og genoprette de diplomatiske forbindelser.
- 2015: USA fjerner Cuba fra listen over lande, der støtter terrorisme. Ambassader åbnes i Washington og Havanna. Enkelte lempelser af blokaden iværksættes af præsidenten. Cuba kræver blokaden ophævet.
- 2017-20: Under præsident Trump er Obamas lempelser af blokaden suspenderet og nye stramninger iværksat. Mest alvorligt er iværksættelsen af det såkaldte kapitel III i Helms-Burton-loven, der åbner for, at virksomheder i hele verden kan retsforfølges i USA, hvis de handler med eller investerer i cubanske virksomheder, der blev nationaliseret i starten af 1960’erne. I alt gennemfører Trump yderligere 243 sanktioner og sætter igen Cuba på USA’s liste over lande, der støtter terrorisme den 12. januar 2021, otte dage før har går af.
- Biden-administrationen fortsætter Trumps linje og har ikke lettet en eneste sanktion, selv om han lovede at rulle nogle af sanktionerne tilbage og udarbejde sin egen Cuba-politik.
Over 8000 små og mellemstore virksomheder er registreret siden 2021, og i 2023 var den private sektor på vej til at importere varer for en milliard dollars. Mens denne fremgang i den private sektor har øget importen af visse forsyninger, har den også skabt nye udfordringer for Cubas socialistiske projekt ved at skabe indkomstforskelle, hvilket står i skarp kontrast til Cubas historiske vægt på en retfærdig fordeling af velstanden.
Præsident Miguel Díaz-Canel har konsekvent understreget regeringens forpligtelse til at levere essentielle tjenester, samtidig med at han anerkender behovet for forandring på grund af den nuværende situation med en stadig strammere blokade.
Han definerer Cubas socialistiske projekt om social retfærdighed ikke blot som velfærd, men som en retfærdig fordeling af indkomsten, hvor de, der tjener mere, bidrager mere, og de, der ikke kan, får støtte.
Det er den balancegang, revolutionen bevæger sig på: At skabe balance mellem de økonomiske realiteter og sine grundlæggende principper. Ledelsen insisterer på at beskytte det socialistiske projekt og garantere basale tjenester, samtidig med at den modstår krav om omfattende privatiseringer.
Pandemien, der decimerede turismen, Cubas vigtigste industri, forværrede krisen yderligere. Trods den svindende adgang til hårde valutaer brugte regeringen hundreder af millioner af dollars på medicinske forsyninger og fortsatte med at garantere lønninger, mad, elektricitet og vand, hvilket øgede gælden med 2,4 milliarder dollars for at dække basale behov.
Seks årtier med forsøg på regimeskifte fra USA’s side
Den ultimative hindring, der forhindrer Cuba i at opfylde befolkningens basale behov, er USA’s åbenlyse og uforsonlige fjendtlighed. Den amerikanske regerings mål har fra første dag af den cubanske revolution været regimeskifte, hvilket skal opnås ved at skabe forværrede forhold og støtte intern undergravende virksomhed.
Mens blokaden altid har hindret Cubas udvikling, opvejede sovjetisk støtte og et gunstigt miljø i den tredje verden i de første tre årtier en stor del af dens indvirkning.
1990’erne, der blev kendt som den “særlige periode”, var en krise af enorme dimensioner, da Cuba måtte stå alene over for den amerikanske blokades magt, men denne periode tvang landet til at finde innovative løsninger, der gjorde det muligt for Cuba at overleve.
Den aktuelle situation er imidlertid anderledes. De samlede virkninger af Trumps sanktioner, pandemien, den globale økonomiske afmatning, Bidens passivitet og Trumps tilbagevenden med en hævngerrig Marco Rubio som udenrigsminister har skabt en perfekt storm for USA til at forsøge at nå sine længe nærede mål om regimeskifte.
Lester Mallorys berygtede memorandum fra 1960, der eksplicit fastslog, at blokaden havde til formål at skabe intern oprør gennem sult og desperation, har fundet en ny, mere sofistikeret anvendelse. Denne strategi tvinger den cubanske stat til at vedtage foranstaltninger, der måske er i strid med dens projekt, men som er afgørende for dens overlevelse i en periode med stor fjendtlighed.
Statsejede virksomheder, der er grundlaget for Cubas socialistiske økonomi, er ved at bryde sammen på grund af blokaden, som gør det umuligt at finansiere den nødvendige vedligeholdelse eller generere tilstrækkelige valutareserver.
ETECSA, der er hårdt ramt af amerikanske sanktioner, har næsten ingen muligheder for at renovere hele sin interne infrastruktur ud over at hæve priserne for første gang i årevis.
Alt fra servere til radiostationer kræver importeret teknologi. Staten, der historisk set har været i stand til at subsidiere alt fra uddannelse og sundhed til transport og fødevarer, er nu tvunget til at reducere, tilpasse og i nogle tilfælde opgive sin evne til at opfylde alle behov på én gang.
Affaldsindsamling, vandforsyning og, mest kritisk, elektricitet står over for så alvorlige udfordringer, at deres dysfunktion ikke kun skaber frustration, men også en voksende mistillid til statens evne til at løse disse problemer.
Mens den amerikanske regering med 60 års økonomisk krigsførelse ikke har formået at vælte den cubanske stat, er dens foranstaltninger nu begyndt at få de mest alvorlige konsekvenser, til det punkt, hvor Trump-administrationen og dens håndlangere, som Marco Rubio, strammer løkken yderligere om den cubanske stats evne til at opfylde befolkningens behov.
De foranstaltninger, Cuba træffer i øjeblikket, er ikke tegn på svaghed eller overgivelse, men en direkte konsekvens af den krise, som blokaden har påtvunget landet. Befolkningens reaktioner på denne krise har været forskellige.
Siden juli 2021 er protester, ofte små og isolerede, blevet en normal begivenhed over hele øen, og cubanerne er generelt blevet mere højlydte i deres kritik og krav til den cubanske stat.
Som reaktion på ETECSA’s prisstigning har cubanere fra forskellige samfundslag givet udtryk for deres kritik. Blandt dem er studerende og afdelinger af Federation of University Students (FEU) på universiteterne, som siden meddelelsen ikke kun har kritiseret, men også ført direkte forhandlinger med den cubanske stat og ETECSA for at finde løsninger.
Ikke desto mindre har anticubanske stemmer i USA som sædvanlig forsøgt at udnytte denne krisesituation til at manipulere de studerendes kritik til forsøg på at vælte den cubanske revolution.
Som svar herpå fordømte Roberto Morales, en højtstående leder af Cubas Kommunistiske Parti, de “mediemanipulationer og opportunistiske fordrejninger”, som “revolutionens fjender har forsøgt at påtvinge”.
Han argumenterer for, at selv om befolkningens legitime kritik er forståelig og et vigtigt aspekt af livet i Cuba, skal den ses i den større sammenhæng af en nation under belejring. Målet for Trump og Rubio, som det altid har været for de anticubanske kræfter i Miami, er ifølge Morales at “så kaos, fremme vold og ødelægge freden i vores hjemland”.
Menneskelige omkostninger ved blokaden
En endnu større reaktion på denne krise har imidlertid været den største migrationsbølge i Cubas historie, der overstiger både Mariel-bådflugten og rafting-krisen i 1994 tilsammen.
Næsten 425.000 cubanere emigrerede til USA i 2022 og 2023, hvilket svarer til over fire procent af befolkningen. Tusinder flere er taget til Spanien, Mexico, Brasilien og andre lande.
Cubas befolkning er faldet til under 10 millioner for første gang siden begyndelsen af 1980’erne og har mistet 13 procent af sine indbyggere siden sit højdepunkt i 2012.
Alligevel har USA, som i årtier har skabt betingelserne for og fremmet denne massemigration af cubanere, taget en skarp vending. Cubanske asylansøgere bliver udvist, og Cuba er netop blevet tilføjet til Trumps liste over lande, hvorfra indrejse er forbudt, hvilket direkte forhindrer cubanere i at rejse sikkert og lovligt til USA.
Dette er den barske virkelighed for Cuba: Et land under belejring, hvor befolkningen lider under store trængsler, og hvor regeringen tilpasser sig på måder, der er både nødvendige og udfordrende for overlevelsen. Udfordringerne er enorme, og befolkningens ofre er store for at opretholde revolutionens landvindinger.
Det er i denne sammenhæng, at solidariteten mellem mennesker i verden og i USA skal smedes på ny. Vi kan ikke nøjes med at være opmærksomme; vi skal være aktive. Vi må gå videre end at skabe opmærksomhed og tage konkrete skridt til at støtte det cubanske folk.
Det betyder at kræve en afslutning på den brutale og folkemorderiske amerikanske blokade, en grusom og umenneskelig politik, der straffer en hel nation for dens engagement i selvbestemmelse.
Det betyder at støtte humanitære hjælpeindsatser, at arbejde for diplomatisk engagement og at mobilisere for en verden uden sanktioner og blokader. Det cubanske folk har brug for mere end vores sympati; det har brug for vores aktive, urokkelige solidaritet.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Manolo De Los Santos er administrerende direktør for The People’s Forum og forsker ved Tricontinental: Institute for Social Research. Hans artikler offentliggøres regelmæssigt i Monthly Review, Peoples Dispatch, CounterPunch, La Jornada og andre progressive medier. Han har senest været medredaktør af Viviremos: Venezuela vs. Hybrid War (LeftWord, 2020), Comrade of the Revolution: Selected Speeches of Fidel Castro (LeftWord, 2021) og Our Own Path to Socialism: Selected Speeches of Hugo Chávez (LeftWord, 2023).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
