Advokater og foreninger advarer
Hvornår går det op for, den danske befolkning og ” frie danske Folketingsmedlemmer”, at der er en fri verden uden for Verona?
Log ind for at svareI sidste måned tog jeg til Cuba som en del af en delegation på 20 personer for at aflevere 60.000 dollars i livsvigtig kræftmedicin og medicinske forsyninger til to børnehospitaler i landet.
Delegationen var organiseret af Hatuey Project, en frivilligdrevet organisation, som regelmæssigt bringer medicinsk og humanitær hjælp til Cuba. Som en del af den ti dage lange tur mødtes vi med repræsentanter for forskellige cubanske organisationer, institutioner og endda medlemmer af parlamentet.
Gennem disse udvekslinger lærte vi om, hvordan Cubas befolkning er engageret i den igangværende revolutionære proces, deres projekt med at opbygge socialisme og konsekvenserne af USA’s politik i hverdagen. Her er tre vigtige erfaringer fra vores delegation.
1. Hele det cubanske samfund er påvirket af USA’s blokade
USA’s blokade af Cuba, som har eksisteret siden 1960’erne, er en økonomisk krigshandling. De politiske motiver bag den har været klare lige fra begyndelsen: At gøre livet så elendigt på øen, at det cubanske folk vil rette deres frustrationer mod kommunistpartiet og vælte det, så amerikanske forretningsinteresser igen kan få fodfæste. Det har været USA’s politik over for Cuba i over 60 år.
Som de repræsentanter, vi talte med, understregede, er der ingen sektorer i samfundet, som blokaden ikke berører. Forholdene er nu værre end nogensinde: Blokaden har ført til ekstrem mangel på mad, mel og brændstof. Strømafbrydelser bliver mere og mere hyppige.
Først når den amerikanske imperialisme er væltet, vil lande som Cuba få lov til at ånde og udvikle sig til deres fulde potentiale.
I mellemtiden kan landmændene ikke dyrke fødevarer i stor skala, fordi blokaden nægter dem pesticider, gødning og udstyr til at gøre det. Mange er afhængige af, at lande som Mexico donerer traktorer, hakker og andre landbrugsforsyninger.
Ved modtagelse af vores medicinleverance fortalte en læge på et børnehospital i Santa Clara, at medicin er det, der er mest brug for, og som samtidig er hårdest ramt af blokaden.
Blokaden forhindrer ikke kun vigtig medicin i at nå frem til øen, men også de råvarer og den videnskab og teknologi, der er nødvendig for at producere den. Og da de mest effektive kræftbehandlinger ofte produceres i USA, og lægerne ikke har adgang til dem, søger de ofte alternative behandlinger, som ikke er lige så effektive. Det har en tydelig indvirkning på overlevelsesraten.
Lægerne beklagede også, at manglen på brændstof gør det ekstremt vanskeligt for patienternes familier at rejse frem og tilbage fra deres hjem til hospitalet. Derudover skaber fødevaremangel endnu større vanskeligheder for disse familier.
Som vi forstod, påvirker blokaden ikke kun enkelte ting isoleret set; den skaber overlappende kriser, som cubanerne må kæmpe med i hverdagen.
Det er den grusomme pris, som det cubanske folk fortsat betaler for deres socialistiske projekt.
2. Cuba viser os, at en anden verden er mulig
Cuba er et eksempel på, at der findes en fremtid hinsides kapitalismen, og at den fremtid er værd at kæmpe for.
Cubas regering repræsenterer et demokrati, der stort set er ukendt for os i USA. På vores sidste dag mødtes vi med flere medlemmer af parlamentet eller folkestyrets nationalforsamling – landets højeste politiske organ.
I modsætning til i USA modtager disse regeringsrepræsentanter ikke løn, og de repræsenterer heller ikke grupper med bestemte politiske interesser. De har heller ikke valgkampagner eller modtager kampagnefinansiering.
Som et medlem af forsamlingen sagde til os:
– Politik er ikke en forretning. Det er et ansvar for det revolutionære projekt, vi har opbygget.
Folkelig konsultation mellem regeringsembedsmænd og samfundsborgere er et vigtigt demokratisk princip i Cuba. Alle nye potentielle love debatteres og finpudses gennem denne proces, herunder den nye familielov, der blev vedtaget i 2022.
Den høje grad af politisk deltagelse blandt det cubanske folk kan sandsynligvis tilskrives deres tro på denne demokratiske høringsproces.
Og på trods af blokaden mobiliserer Cuba de sparsomme ressourcer, det har, til gavn for sit folk, især de mest sårbare.
Vi var konstant forbløffede over, hvor meget Cuba gjorde med så lidt. På de hospitaler, vi besøgte, var vores delegation – som er vant til at navigere i det byzantinske amerikanske sundheds- og forsikringssystem – meget imponeret over personalets engagement i at yde omfattende kvalitetspleje til patienterne på trods af de ekstreme vanskeligheder, som blokaden har medført.
Vi besøgte også landbrugslejren Quisicuaba i Artemisa-provinsen, et plejecenter for hjemløse og ældre, der har brug for støtte i deres sidste år. Da ejendomsretten blev afskaffet i Cuba efter revolutionen, er de forhold, der driver hjemløshed, anderledes end i USA. I Cuba skyldes hjemløshed som regel psykiske problemer, alkoholisme eller tab af familiestøtte snarere end udsættelse.
Quisicuaba tilbyder beboerne indkvartering, klinisk og psykologisk behandling, tre måltider om dagen samt workshops og daglige programmer. Der er en gård i lejren, hvor beboerne sammen dyrker bananer, søde kartofler og kassava sammen med husdyr.
Lejren fremmer et fællesskab blandt beboerne, og dens primære mål er beskyttelse og rehabilitering, så de kan blive genintegreret i samfundet. Plejecentre som Quisicuaba får tilskud fra deres provinsregeringer.
I mellemtiden oplever over en halv million mennesker i USA hjemløshed uden støtte fra regeringen, og da de fleste herberger for hjemløse har dårlige forhold, vælger de ofte at blive på gaden i stedet for at søge tilflugt.
Det er en uacceptabel konsekvens af at leve i USA – vores regering bruger milliarder af dollars på krig og på at finansiere Israels folkemord i Gaza, mens hjemløsheden skyder i vejret, folk har ikke råd til basale fornødenheder, og infrastrukturen smuldrer.
Men det behøver ikke at være sådan. Cuba viser os, at en anden verden er mulig, en verden, hvor menneskelighed og livets værdighed er i centrum frem for profit.
3. Vi må afvise fortvivlelse i kampen for denne nye verden
Men på trods af de vanskeligheder, som blokaden har skabt, blev vi slået af, hvor varmt det cubanske folk tog imod os, den stolthed, de udstrålede, når de talte om deres revolution, og deres faste beslutning om ikke at gøre knæfald for USA’s politik.
En af mine favoritter på delegationsrejsen var en tur til Center for Genetic Engineering and Biotechnology, et forskningsinstitut i Havanna.
Den forsker, vi talte med der, fortalte, at et af de stolteste øjeblikke i hans liv var at bidrage til Cubas covid-19-vaccine.
De gav vaccinen navnet “Abdala” efter et digt skrevet af den cubanske nationalhelt José Martí, hvor hovedpersonen forsvarer sit hjemland Nubien mod de spanske besættere. Martí skrev digtet under Cubas tiårskrig mod Spanien. Folk tænker altid på deres kamp for suverænitet og national befrielse.
Forskeren fortalte os:
– Når din idé er korrekt, skal du kæmpe til det sidste.
Det var en vigtig pointe for mig, som bor i USA, især i betragtning af den kynisme og pessimisme, der hersker blandt visse dele af venstrefløjen.
Den amerikanske blokade har nu eksisteret i over 60 år. De fleste nulevende cubanere har levet hele deres liv under blokaden. Hvis det cubanske folk fortsat er så fast besluttet på at forsvare revolutionens landvindinger, hvis de bevarer deres revolutionære optimisme selv under de mest alvorlige forhold, hvilken undskyldning har vi så for at føle fortvivlelse over det, vi er oppe imod? Om at bekæmpe den amerikanske imperialisme?
Jeg mener, at den form for pessimisme er en luksus, som vi kan leve med, men vi må afvise den. Fortvivlelse er en fralæggelse af vores kollektive ansvar som dem, der lever i hjertet af imperiet.
Vores egen regering har berøvet det cubanske folk så meget i løbet af århundreder, fra besættelse til den nuværende blokade. Det er vores ansvar at bekæmpe USA’s ondskabsfulde politik.
Først når den amerikanske imperialisme er væltet, vil lande som Cuba få lov til at ånde og udvikle sig til deres fulde potentiale. Det gør vi først og fremmest ved at organisere os, så vi kan opbygge kapacitet til at svække imperialismen indefra. Det er et ansvar, vi alle deler som dem, der lever i bæstets mave. Det skylder vi folk på steder som Cuba.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren: Amanda Yee er journalist og organisator med base i Brooklyn. Hun er chefredaktør for Liberation News, og hendes tekster er blevet bragt i Monthly Review Online, The Real News Network, CounterPunch og Peoples Dispatch. Følg hende på X @catcontentonly.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
