EU: På topmødet i sidste uge konkluderede EU, at Unionen vil øge den militære støtte til Ukraine. EU vedtog også nye sanktioner mod russiske medier, banker og individer. Sanktionerne forbyder desuden borgere i EU-lande at være ansat i statsejede organer i Rusland, blokerer for investering i russisk energi og forbyder konsulentfirmaer at operere i Rusland.
Tyskland: Den tyske regering fortsætter sin historiske militæroprustning. I sidste uge besluttede Forbundsdagens forsvarsudvalg og budgetudvalg at opstarte otte forsvarsprojekter til en værdi af 25 millioner euro hver. Fredsorganisationer kritiserer især, at Tyskland vil købe amerikanske F35-kampfly, der kan betjene atombomber.
Storbritannien: Zarah Sultana, medlem af Storbritanniens parlament for partiet Labour, vil sikre gratis skolemåltider til alle grundskoleelever i landet, efter det er kommet frem, at hver tredje fattige skolebarn ikke er berettiget til de gratis måltider og derfor kan gå en hel skoledag uden at få noget at spise.
Storbritannien: De britiske sygeplejersker gennemfører i dag deres anden strejke indenfor syv dage i kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold under et sundhedssystem i krise.
Ukraine: Brødrene Mikhail Kononovich og Aleksander Kononovich, medlemmer af den kommunistiske ungdomsorganisation LKSMU, er blevet placeret i husarrest efter at have været fængslet siden marts.
Belarus: Satellitbilleder af Belarus viser nylagte skovveje og en strøm af militært udstyr fra Rusland til den nordukrainske grænse. Ifølge eksperter kan det være et tegn på, at Belarus har planer om at tilslutte sig Ruslands invasion af Ukraine.
Tyrkiet: Ekrem İmamoğlu, borgmester for Tyrkiets største by Istanbul, er blevet dømt til over to års fængsel og har fået forbud mod at deltage i politik, fordi han ifølge dommen offentligt har fornærmet medlemmer af en valgbestyrelse. İmamoğlu, der er blevet anset som præsident Recep Erdoğans primære modkandidat til næste års parlamentsvalg, må nu afvente højesterettens beslutning om, hvorvidt dommen vil blive implementeret.
Republikken Congo: Uden at blive hørt eller modtage nogen former for kompensation, er omkring 400 bønder i Republikken Congo blevet nægtet adgang til deres marker, fordi den franske oliegigant Total Energies vil etablere et CO2-kompensationsprojekt i området, hvor der skal plantes 40 millioner træer. “På markerne har den hvide mand købt jorden, og vi kan ikke længere bearbejde vores marker”, siger Clarisse Louba Parfaite, lokal bonde. “Det er for at dræbe os, det er for at sende os tilbage til at være slaver igen”, forsætter hun.
Egypten: Den egyptiske regering bekræfter, at Egypten tilslutter sig Den Nye Udviklingsbank (NDB) etableret af de fem BRIKS-lande Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Banken investerer blandt andet i infrastruktur, sundhed og bæredygtig udvikling i dets nu ni medlemslande.
Barbados: Det er nu lovligt for homoseksuelle at dyrke sex i Barbados. Højesteretten har ophævet en lov, der blev implementeret af den tidligere britiske kolonimagt, som gjorde det ulovligt for homoseksuelle at dyrke sex i Barbados.
Peru: Den nye højrefløjsregering i Peru, der er kommet til magten gennem et parlamentarisk kup mod venstrefløjens præsident Pedro Castillo, har erklæret 30-dages undtagelsestilstand som følge af vrede protester mod kuppet på tværs af landet.
Ecuador: I sidste uge afholdt Kina og de latinamerikanske lande deres årlige forretningstopmøde, der denne gang foregik i Ecuador. Her mødtes politikere fra landenes ministerier og forretningsfolk for at fremme samarbejde indenfor handel, investering, grøn omstilling og fornyelse oven på covid-19-pandemien.
Brasilien: Når Luiz Inácio Lula da Silva, Brasiliens kommende venstrefløjspræsident, tiltræder den 1. januar, vil Brasilien genetablere diplomatiske forbindelser med Venezuela. De diplomatiske forbindelser mellem Brasilien og den venezuelanske venstrefløjsregering blev afbrudt i 2020 af Jair Bolsonaro, Brasiliens daværende højreradikale præsident.
USA: Henry Kissinger, USA’s tidligere statssekretær, opfordrer til fredsforhandlinger om Krim-halvøen mellem Ukraine og Rusland for at få standset krigen.
USA: James O’Brien, formand for USA’s kontor for koordinering af sanktioner, forholder sig til, at NATO-landet Tyrkiet ikke har tilsluttet sig sanktioner mod Rusland som følge af krigen i Ukraine. “Vi vil fortsat arbejde tæt sammen med de tyrkiske myndigheder og med den private sektor, så vi kan se, at kravene overholdes, og når de ikke overholdes, vil der blive truffet nogle foranstaltninger”, siger O’Brien.
Sri Lanka: Den srilankanske flåde redder 104 rohingyaer, der drev rundt i en båd med ødelagt motor. Det forventes, at de forsøgte at flygte fra etnisk forfølgelse i Myanmar til lande som Indonesien og Malaysia.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.