Læserbrev
Som en del af årets Rosa Luxemburg-konference i Berlin den 14. januar var Malis tidligere kultur- og turismeminister, Aminata Traoré, blevet inviteret af avisen junge Welt til at holde tale. Arbejderen bringer her den skriftlige version af talen.
Kære gæster.
Tak til avisen junge Welt for invitationen, og tak for at værdsætte mine erfaringer og tanker om krigen – som en kvinde fra Mali, fra Sahel, Afrika og fra det globale syd.
Vi kvinder betaler den højeste pris for krigen: Vi giver liv, vi opdrager vore børn, nogle gange under de vanskeligste omstændigheder, og dét sker i håbet om, at de til gengæld vil videreføre og sikre en værdig og anstændig tilværelse for de fremtidige generationer.
Den vold, som kvinder udsættes for i disse krige, bør være en afskrækkende faktor for de vestlige demokratier, der går ind for militære løsninger.
Krige, alle krige, er en krænkelse og skal undgås, så vidt det er muligt. Vi påtvinges fremmede militære interventioner, der retfærdiggøres med alle mulige begrundelser. De spørgsmål, der virkelig er på spil, forties, og gemmes bag løgne for offentligheden i de lande, der angribes.
Hvor taler jeg fra?
Mali, hvor jeg kommer fra, og hvorfra jeg taler, er med Timbuktu-digteren Ousmane Albakaye Kountas ord det land, hvor folk, kultur og traditioner mødes med viljen til at leve i fred. Imidlertid udgør Mali, ifølge den dominerende fortælling, en trussel mod den globale sikkerhed og det liberale demokrati.
Om Rusland
Den globale økonomis sammenbrud føjer sig til rækken af Vestens eksistentielle kriser, og her er der altid brug for en fjende. Vestens ledere er dårlige spillere, fordi de hellere vil vende rundt på tingene i stedet for at lytte til verden, til folkene og til planeten.
Det malinesiske folk er i dag stolte af deres hær og det militære udstyr, som hæren har været i stand til at erhverve. Efter en lang periode med ydmygelser og ringeagt som følge af de krige, imperialisterne påførte vort land, herunder naturligvis også krigen mod terrorbevægelserne, da takker vi Rusland for dets partnerskab.
Vendepunktet kom den 14. januar 2022 med en enorm mobilisering mod ECOWAS’ (Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, red.) og UEMOA’s (Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, red.) illegale, ulovlige og destruktive sanktioner.
Jeg håber og forventer, at min tilstedeværelse her i Berlin i dag, på årsdagen for den dag, hvor vi “genvandt vores suverænitet,” kan bidrage til at fjerne mange misforståelser samt løsne grebet om vort land. Jeg vil benytte lejligheden til at hilse tilstedeværelsen af Malis ambassadør i Tyskland, fru Oumou Sall Seck, velkommen.
Om krigspropaganda
Min fejl var, at jeg fra det øjeblik, Frankrig annoncerede sin anti-jihadistiske krig i Mali, ikke anså det militære instrument som værende løsningen på grund af en bevidst forudindtaget fortælling.
Læs også
Det var jeg ikke ene om. Desinformationen bidrog til den triumferende velkomst, som præsident Hollande fik i Mali. Jeg undres dog over, hvor de tusinder af små trefarvede flag, som malinenserne viftede med, mon kom fra. Bestemt ikke fra Mali. Terroristtruslen blev forstærket for at retfærdiggøre den nært forestående intervention.
Krigens vold var primært emotionel. Frygten og stressniveauet er betydelig, når der erklæres krig, for så frygter man for sit og familiens liv og for sit land.
Da jeg i 2013 blev indbudt af Rosa Luxembourg Stiftung og Die Linke i Berlin, var det et spørgsmål om at se på Mali, der stod ved en skillevej efter lanceringen af (Frankrigs, red.) anti-jihadist-operationen Serval. Ti år efter står verden efter Ruslands invasion i Ukraine ved en ny skillevej.
Om Tyskland
Tyskland tøvede i 2013 med at deltage i Operation Serval. Europa var ikke mobiliseret, fordi man ifølge tidligere fransk premierminister, Michel Rocard, var uden kompetencer på området.
I juni samme år erklærede jihadisterne i de nordlige Mali, at de ville indføre sharia, og udråbte området som selvstændig stat, hvilket sendte tusindvis af malinesere på flugt. Dét forenede den offentlige, internationale opinion og gav grønt lys i FN’s Sikkerhedsråd. På basis heraf lykkedes det Frankrig, sammen med landene i ECOWAS, og MINUSMA (FN’s stabilitetsmission i Mali, red.), at mobilisere. Tyskland deltog med over tusinde soldater.
Den 5. september sagde den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, om sit lands deltagelse i MINUSMA i Mali, “at det kunne bringes til ophør, hvis overgangsmyndighederne ikke kunne tilvejebringe tilstrækkelige sikkerhedsgarantier for de tyske soldater.”
Om fred
Operation Serval var ikke mere nødvendig, end de krige der blev påført Irak, Libyen, Syrien og andre imperialistiske krige. Ensidigt besluttede Frankrig i 2014 at omdanne Serval til Operation Barkhane.
Læs også
Ud over at det er den største og længste franske eksterne militære operation, registrerede Mali også tilstedeværelsen af andre udenlandske styrker, som præsident Modibo Keita frygtede. Den samme vilje til magt, som er kernen i krigen i Ukraine, er på spil i den såkaldte “anti-jihadistiske” krig i Mali, Sahel og Vestafrika. Paris er ikke lykkedes med at inddæmme, endsige udrydde “jihadismen” efter, foruden Barkhane, at have mobiliseret de sahilianske hære, EUTM (EU’s militære træningsmission, red.), (FN’s, red.) blå hjelme og Takuba (en europæisk militærstyrke under fransk kommando, red.)
Serval, Barkhane, Takuba og endda MINUSMA havde ingen eksistensberettigelse, hvis Frankrig ikke på den ene side havde angrebet Libyen og på den anden side havde afvist anmodningen fra Malis midlertidige præsident, Dioncounda Traoré, som havde bedt om luftstøtte og ikke om indsættelse af landtropper.
Hvor mange flere fremmede soldater og fredsbevarende FN-soldater vil det være nødvendigt at indsætte for at genoprette og bevare den fred, der i stigende grad trues af de økonomiske politikker, der rimer på ulighed, massearbejdsløshed og fattigdom, fødevare- og sundhedsmæssig usikkerhed samt social og mental usikkerhed?
Om covid-19
De stigende priser på basisfødevarer for almindelige mennesker er én af de mest dramatiske konsekvenser af de fremmede militære interventioner, såvel i Afrika som andre steder.
Virussen har afsløret og forstærket ulighederne og har i høj grad bidraget til at udstille den systemiske racisme. Foruden vaccineapartheid har vi været vidne til sundhedskrisens diskriminerende natur, hvilket også kan ses i andre kriser som for eksempel i Ukraine.
Læs også
Udland
Op til WTO-møde 30. november
Ti dages intens kampagne for at hæve patenter på covid-19-vacciner
Om Ukraine
Hvad er forskellen mellem Ukraine i krig og Mali i krig? Nat og dag, hvis vi holder os til de dominerende magters fortælling. Aggressionen mod et suverænt, uafhængigt land begået af et andet land er en krænkelse af de internationale love. Hvad med Frankrigs krig mod “jihadisterne” i Mali? Fortællingen om de malinesiske overgangsmyndigheders anmodning er utroværdig.
Ukrainske flygtninge er velkomne, for når det gælder kulturel assimilation, så er de ikke et problem, men det anses mange afrikanere for at være.
Om racisme og civilisationens pligt
Husk, at det var her i Tyskland, netop i Hamborg, på sidelinjen af G7-topmødet, at den franske præsident Emmanuel Macron i forbindelse med en Marshallplan for Afrika mindede om, at udviklingen af vores kontinent er en civilisatorisk udfordring, fordi der er seks til syv børn pr. kvinde.
Forestil dig, at Operation Serval også er en civilisatorisk udfordring.
Lad os lytte til, hvad Michel Rocard (tidligere fransk premierminister, red.) sagde:
“Sandheden er, at civilisatorisk pligt endnu ikke har nogen plads i international lov. Men det bliver det nødt til at have. De islamiske lande vil kun komme ud af deres langvarige spændinger ved hjælp af smertefulde valg og reformer… For første gang er der nogle, der efterspørger det” – mit land.
“For første gang er der nogle, der efterspørger det…” Indsatsen kan kun fortsætte, hvis de stadfæster dette krav. Udfordringen er enorm: at glemme korstogene og kæmpe sammen for menneskerettighederne. Mange andre muslimske og europæiske nationer burde kunne slutte sig til. Det vil de kun gøre, hvis de forstår og anerkender betydningen.
Om statsopbygning
De dominerende magter lægger hele ansvaret for deres krigs fejl og fiaskoer over på lokale ledere. De vil ikke indrømme, at krigen ikke var nødvendig, og at der kommer en tid, hvor de mennesker, det drejer sig om, gør oprør. Det er, hvad der sker i Sahel, og det er det, Macron kalder for “anti-franske følelser.”
Det handler alt sammen om at afvise Frankrigs Afrikapolitik. Det samlede ansvar for sikkerheden og det militære dødvande skal bæres af Sahel-staterne og deres hære.
Vesten tror, at deres liberale demokrati er perfekt, og at det passer til Afrika. Samtidig frygter Vestens ledere, at Xi Jinping, Putin, Erdogan og andre vil inspirere de afrikanske ledere.
Dagens malianske stat skal ikke bedømmes ud fra dens evne til at tilfredsstille behovene for mad, sundhed og undervisning, men ud fra evnen til at bekæmpe “jihadismen,” hvilket har været – og er – en absolut prioritet.
Både Malis præsident Ibrahim Boubacar Keita og Burkina Fasos præsident, Rock Christian Kaboré, blev væltet ved et kup, fordi de ikke var i stand til at bekæmpe “jihadismen”.
Overgangsmyndighederne i Mali blev tilkaldt, for, straks efter kuppet den 18. august 2020, at godkende Dioncounda Trarores “krav.”
Macron forlangte en “klar forpligtigelse” fra overgangspræsidenten Bah N’Daw, sådan som det også sket med præsident Ibrahim Boubacar Keita og hans modpart i G5 Sahel.
Den forbudte dialog
Berøvet retten til at tænke frit og til at forstå, hvordan vi vil være i stand til at afgøre, hvilke våben vi skal bruge i kampen, er ikke anerkendt. Vi må ikke gå i dialog med Malis jihadister. Under voldsom modstand mod alle former for dialog med jihadisternes ledere, Iyad Ag Ghali og Amadou Kouffa, erklærede Macron: “Radikal islamisme i Mali, mens vore soldater er i landet? Aldrig i livet! I dag er der denne fristelse i Mali. Men hvis det går den vej, vil jeg trække os tilbage.”
Vi har brug for indre styrke og referencepunkter for at kunne stå sammen om at genskabe samfundet, nationer og verden.
Kravet om dialog med de bevæbnede grupper blev fremsat på Konferencen for Den Nationale Forståelse, afholdt i Malis hovedstad, Bamako, i marts 2017. Straks efter udtalte Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, og hans tyske kollega, Sigmar Gabriel, at det emne ikke var til diskussion: “Vi er her i dag, for at vise, hvor besluttet Frankrig og Tyskland er på at understøtte den proces [med at gennemføre fredsaftalen] der er på vej. Men det er også et budskab fra Europa.”
“Spørgsmålet er ikke, om vi vil tale med modstanderen, men efter hvor mange unødvendige dødsfald vi vil acceptere at gøre det”, som forfatterne af opfordringen til fred i Syrien påpeger.
Vi må tale med hinanden, og vi må forklare Frankrig og Tyskland nødvendigheden deraf for at få fred. “Man kan ikke forhandle med terrorister,” siger den franske regering, selv om det var det, den gjorde, da de skulle betale løsepenge for at få frigivet franske gidsler.
Hvorfor vil Frankrig ikke give slip?
Frankrig vil ikke, for at skabe klarhed, trække sit militær tilbage. Tværtimod, så omgrupperes soldaterne, og baserne forstærkes. Frankrig har ingen guldminer, men sidder alligevel på verdens fjerde største guldreserve. Det har heller ingen uranminer, men har alligevel mange kernekraftværker.
Frankrig er ikke forberedt på at skulle klare sig uden Afrikas naturrigdomme, blandt andet olie, uran, guld samt andre strategiske ressourcer, for der er intet af den slags på fransk jord. Den mindste forhindring i energiforsyningerne vil kvæle Frankrig, hvilket sanktionerne mod Rusland har vist.
Det er derfor, Frankrig gør fælles sag med Tyskland i den såkaldte anti-jihadist-krig. Årsagen til deres militære indsats er økonomisk og geostrategisk og er derfor imperialistisk.
Om tredje verdenskrig?
Verdens nuværende tilstand er et resultat af den kolde krig fra 1945-1991, Sovjetunionens kollaps, den kapitalistiske globalisering under amerikansk lederskab, angrebet på World Trade Center, finanskrisen i 2008, covid-krisen, og Ruslands invasion i Ukraine. Varsler alt dette den tredje verdenskrig?
De to verdenskrige var mellem imperialistiske magter, og hvor Frankrig mobiliserede soldater i sine kolonier. Den første kolde krig var mellem to blokke, Øst og Vest. Den bekymrede ikke dem, der sagde “aldrig igen,” for 90 procent af krigene fandt sted i Mellemøsten og i Afrika.
Er Mali en krudttønde?
Ja, hvis en genoprettelse af landet blot handler om politiske og institutionelle reformer, der skal smøre hjulene i den globaliserede og finansialiserede kapitalisme.
Nej, hvis vi adresserer fundamentale spørgsmål som massearbejdsløshed og fattigdom, ulighed, systemisk racisme og global opvarmning, der er forbundne med den økonomiske krig.
Nej, hvis vi i lyset af de nuværende omvæltninger bruger denne overgang til at forandre vores udviklingsparadigme.
Vores planet
Vil vi fortsætte med at bevæbne os selv og hinanden, når planetens tilstand kræver mere end en våbenhvile, nemlig en ægte og holdbar fred indenfor rammerne af internationale relationer, hvor det drejer sig om mennesker og miljøet?
Dét er et centralt spørgsmål i Sahel, hvor befolkningerne har brug for alt andet end militær vold.
Udenlandsk militær intervention i jihadismens navn er, lad os ikke tage fejl, en måde at slå to fluer med et smæk. I det omfang at Barkhane-strategien omfatter en dimension mod indvandring.
Konklusion
Er vi i Afrika endnu en gang på vej til at gå den forkerte vej ved at lukke øjnene for udskejelserne fra en vestlig civilisation, som markedskræfterne har gjort syge?
Vi har en privilegeret mulighed for at komme videre. Det kan ske ved at afmontere det net af løgne, der har ført til denne nedstigning til helvede.
Den institutionelle arkitektur, som vores verden har brug for, må under de nuværende omstændigheder være troværdig, gennemsigtig og have respekt for alle mennesker, alle lande, nationer og, naturligvis, for kvinder, mænd og børn.
Det er op til os, menneskene kloden rundt, der er overbeviste om, at feltet af muligheder er uendeligt, og at der fra fortidens hærgen og rædsler nødvendigvis vil fødes en ny verden og et forandret Afrika.
Vi har brug for indre styrke og referencepunkter for at kunne stå sammen om at genskabe samfundet, nationer og verden.
Jeg ønsker at tro på det. Jeg har brug for at tro på det. Jeg er ikke længere alene.
Den eneste måde vi kan opnå dette, er ved at handle klogt og intelligent.
Denne tale er blevet sendt til Arbejderen fra junge Welt og bragt med Aminata Traorés tilladelse. Talen er blevet oversat af Arne Lund. Trompet, lead, billede, fremhævet citat og henvisninger til andre artikler er udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
