Palæstina: Israels militær har igen angrebet en lastbil med nødhjælp i Gaza. Ved angrebet, der fandt sted ved Kuwait-rundkørslen ved Gaza By, blev 24 palæstinensere dræbt, og lastbilen med nødhjælp blev fuldstændigt ødelagt.
Israel har også bombet et center for uddeling af nødhjælp i Jabalia-flygtningelejren.
De israelske angreb kommer samtidig med stadigt flere advarsler om hungersnød i Gaza. Tirsdag advarede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, om den stigende sultkatastrofe.
– Læger og sundhedspersonale fortæller os, at de mere og mere ser virkningerne af sult. De ser nyfødte babyer, der simpelthen dør, fordi de har en for lav fødselsvægt, sagde WHO’s talskvinde Margaret Harris til journalister i Genève og tilføjede:
– Vi ser i stigende grad børn, der er på randen af døden, og som har brug for at få mad igen.
I alt menes flere end 500 palæstinensere at være dræbt, mens de ventede på udlevering af nødhjælp. Det samlede drabstal i Gaza nærmer sig 32.000 palæstinensiske mænd, kvinder og børn.
Niger: USA’s militære tilstedeværelse i det afrikanske land Niger er slut. Det meddelte talsmand for Nigers junta, oberstmajor Amadou Abdramane lørdag den 16. marts efter samtaler mellem Niger og USA.
USA har en stor militærbase i Niger, som spiller en nøglerolle for det amerikanske militærs operationer i Sahel-regionen.
USA’s militærbase ligger i Agadez, omkring 920 kilometer nord for hovedstaden Niamey, og rummede i december sidste år cirka 650 ansatte i USA’s militær.
Nigers junta sagde lørdag, at USA’s militære tilstedeværelse i landet ikke længere er berettiget, og kom med meddelelsen på stats-tv efter at have holdt samtaler på højt niveau med amerikanske diplomatiske og militære embedsmænd i denne uge.
Niger spiller en central rolle i det amerikanske militærs operationer i Afrikas Sahel-region og er hjemsted for en stor luftbase. USA er bekymret over spredningen af jihadistisk vold i regionen, hvor lokale grupper har svoret troskab til de ekstremistiske grupper al-Qaeda og Islamisk Stat.
Canada: Det canadiske parlament har vedtaget en resolution, der opfordrer Justins Trudeaus regering til at stoppe våbeneksporten til Israel, kræve øjeblikkelig våbenhvile og frigivelse af alle gidsler samt støtte internationale initiativer for at retsforfølge dem, der har begået krigsforbrydelser.
Forslaget, der blev vedtaget med stemmerne 204 for og 117 imod, kommer fra New Democratic Party. Det omfatter også sanktioner mod ekstremistiske bosættere fra Canada og uhindret adgang for humanitær hjælp. Resolutionen blev forhandlet på plads med Trudeau-regeringen, og det har medført en del ændringer. Eksempelvis er opfordringen om sanktioner mod israelske embedsmænd, der tilskynder til folkemord, blevet fjernet.
Rumænien: NATO’s militærbase, Mihail Kogalniceanu-luftbasen, i Rumænien skal udvides. Luftbasen ligger tæt på Constanta ved den rumænske sortehavskyst ikke langt fra den ukrainske del af Sortehavet.
Arbejdet er allerede i gang og kommer til at koste den rumænske statskasse 2,5 milliarder kroner. Basen kommer til at dække et område på 2800 hektar. Den kan permanent huse op til 10.000 soldater og deres familier. Baseområdet udformes som en by med egne skoler, hospitaler og vil være fuld operationsdygtig.
Basen vil være fuldt operationel i 2040. P.T. er flere end 5000 soldater fra NATO-lande som Frankrig, Polen, Spanien og USA udstationeret i Rumænien.
Med beslutningen om at udvide NATO’s militærbase nær den strategiske sortehavshavn Constanta vil Rumænien få stærkere sikkerhedsgarantier, sagde en repræsentant for det rumænske forsvarsministerium til Euractiv tirsdag (19. marts).
Finland: Den konservative finske regering nægter at ændre sine planlagte forringelser af de faglige rettigheder trods to måneders strejkeaktiviteter.
Regeringen vil blandt andet svække retten til landsdækkende kollektive overenskomstforhandlinger til fordel for lokale aftaler, begrænse strejkeretten, gøre det lettere for arbejdsgiverne at fyre ansatte, afskaffe ret til løn på første sygedag og forringe dagpenge for arbejdsløse.
Det finske LO (SAK) erklærede onsdag, at strejkerne mod regeringens planer fortsætter resten af marts.
Yemen: Rusland og Kina har indgået en aftale med Yemens houthibevægelse (Ansar Allah), om at russiske og kinesiske fartøjer ikke vil blive angrebet, når de passerer Adenbugten og Det Røde Hav.
Siden november 2023 har houthierne erklæret skibe fra lande, som samarbejder med Israel, for legitime mål i solidaritet med palæstinenserne. I sidste uge lovede houthierne og Yemens væbnede styrker at udvide angrebene til skibe med kurs mod Israel i Det Indiske Ocean, indtil der er opnået en permanent våbenhvile i Gaza.
Indonesien: Indonesiens valgmyndigheder har erklæret den kontroversielle forsvarsminister Prabowo Subianto som vinder af præsidentvalget med 58,6 procent af stemmerne.
Forsvarsministeren er kontroversiel på grund af hans rolle under Suhartos diktatur fra 1967 til 1998. Prabowo Subianto blev fyret fra militæret på grund af anklager om tortur, kidnapninger og andre krænkelser af menneskerettighederne under diktaturet. Men forsvarsministeren er aldrig blevet stillet for retten.
Prabowo Subiantos modkandidater afviser at anerkende valget, som de mener, har været præget af valgsvindel.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.