Vanskelig balancegang
Den 17. februar 2025 holdt Sri Lankas præsident Anura Kumara Dissanayake sin første budgettale. Dissanayake, som også er finansminister, sagde, at budgettet var baseret på principper om produktiv vækst, aktivt offentligt engagement og retfærdig fordeling.
Dette længe ventede budget er det første, siden landet afholdt præsident- og parlamentsvalg i slutningen af 2024, hvor vælgerne afviste de etablerede regeringspartier og satte deres lid til National People’s Power (NPP). Sidstnævnte er en relativt ny politisk sammenslutning, der består af forskellige civilsamfundsgrupper og er forankret i kernepartiet Janatha Vimukthi Peramuna (JVP).
Selv om Sri Lanka har valgt en ny præsident og regering, er landets politiske råderum fortsat begrænset af den 17. støttepakke fra Den Internationale Valutafond (IMF), som blev indgået af den tidligere regering. I en paneldiskussion få dage efter sin budgettale indrømmede Dissanayake:
– Vores økonomi er underlagt betingelser. Der er ingen økonomisk uafhængighed eller suverænitet – det er ligesom at være prøveløsladt – den bliver overvåget.
Hvis man er under pres for at nå IMF’s budgetmål, vil de offentlige investeringer være den første udgiftspost, der skæres ned på.
Det er en klar indrømmelse fra Dissanayake, hvis regering indtil videre har trukket sig fra sit valgløfte om at genforhandle den ugunstige gældsomlægningsaftale, som IMF har udarbejdet.
NPP-regeringens budgetforslag er fortsat rettet mod en finanspolitisk konsolidering. Det fremgår af det faktum, at de samlede offentlige indtægter forventes at stige med 23 procent (primært gennem indirekte skatter), mens de offentlige udgifter vil stige med en meget lavere sats på 13 procent.
På trods af dette forventes der et budgetunderskud på 6,7 procent af BNP, hvilket er et godt stykke over IMF’s anbefalede mål på 5,2 procent for landet. Det afspejler den manglende politiske gennemførlighed af IMF’s ambitiøse og ofte brutale spareprogrammer.
En af de primære årsager til, at regeringen ikke nåede IMF’s målsætning for underskuddet, synes at være genoptagelsen af offentlige kapitalinvesteringer. Sidstnævnte blev tidligere udhulet under den foregående regering ledet af den højreorienterede Ranil Wickremesinghe.
Dissanayakes regering har som mål at øge de offentlige investeringer fra 13 procent af de offentlige udgifter i 2024 til 18 procent i 2025. Det vil især være nødvendigt, hvis NPP skal kunne gennemføre nogle af sine valgløfter og ikke mindst nå sit vækstmål på fem procent.
Virkeligheden er, at de fleste økonomer i Sri Lanka tager budgetforslag med et gran salt, især når de er formuleret i sammenhæng med IMF’s retningslinjer.
Hvis man er under pres for at nå IMF’s budgetmål, vil de offentlige investeringer være den første udgiftspost, der skæres ned på. I mellemtiden vil den største del af de offentlige udgifter fortsat gå til rentebetalinger, som vil udgøre 41 procent af de samlede udgifter i 2025.
Sri Lanka havde en af de højeste rentebyrder i verden, før landet misligholdt sin udlandsgæld i 2022. Det skyldtes primært gæld med høje renter til private kreditorer som BlackRock og Ashmore.
Mens G20 har en fælles ramme for omstrukturering af lavindkomstlandes gæld, findes der ikke en sådan ramme for mellemindkomstlande som Sri Lanka. Ifølge IMF’s egne prognoser vil den aftale om gældsomlægning, som de har forhandlet på plads for landet, betyde, at landet vil have en offentlig gæld i forhold til BNP på omkring 95 procent i 2032.
Gældsfælder og investeringshuller
Sri Lankas dilemma afspejler bredere tendenser i det globale syd. En FN-undersøgelse fra 2023 med titlen A World of Debt viste, at udviklingslandene tilsammen skyldte 29 billioner US-dollars i offentlig gæld.
Selv om denne gæld er en brøkdel af industrilandenes, vokser udviklingslandenes gæld dobbelt så hurtigt og lånes til betydeligt højere renter. Faktisk viser forskning fra nonprofitorganisationen ONE Campaign, at det globale syd nu bruger mere på gældsbetalinger, end det modtager i tilskud og lån.
Den anden side af denne gældsfælde er, at mange af landene i det globale syd er plaget af lave vækstrater på grund af manglende investeringer.
FN anslår, at der mangler fire billioner US-dollars i investeringer, bare for at udviklingslandene kan opfylde målene for bæredygtig udvikling inden 2030. Det fik FN’s generalsekretær António Guterres til at opfordre til en “stigning i investeringerne” tilbage i april 2024.
Problemet er, at sådanne investeringer simpelthen ikke kommer i den nuværende internationale økonomiske orden, der er domineret af det globale nord og Bretton Woods-institutionerne.
Siden starten på den tredje store depression (udløst af finanskrisen i USA i 2007) har de direkte udenlandske investeringer (FDI) simpelthen ikke holdt trit med væksten i BNP og handel.
I mellemtiden foretages de få direkte udenlandske investeringer, der er tilbage, primært i servicesektoren – ifølge UN Trade and Development udgjorde tjenesteydelser 81 procent af nye udenlandske investeringsprojekter mellem 2020 og 2023.
Sri Lanka havde en af de højeste rentebyrder i verden, før landet misligholdt sin udlandsgæld i 2022. Det skyldtes primært gæld med høje renter til private kreditorer som BlackRock og Ashmore.
I mellemtiden fungerer den eksisterende multilaterale finansieringsramme ikke, som den skal – eller måske fungerer den for godt.
Institutioner som Verdensbanken er domineret af USA, og deres långivning er ofte forbundet med politiske betingelser.
Sidstnævnte krænker ofte den økonomiske suverænitet og modvirker de former for statsstyrede økonomiske interventioner, der er nødvendige for at drive strukturel transformation i det globale syd.
Resultatet er, at disse institutioner er med til at opretholde den internationale ulighed, som stammer fra arbejdsdelingen mellem det globale nord og det globale syd.
Gør plads til det nye
I Sri Lanka jubler højrefløjen over den konservative tilgang i de nye budgetforslag. Harsha de Silva, som er medlem af parlamentet og repræsenterer det borgerlige oppositionsparti Samagi Jana Balawegaya, kaldte budgettet for en “sejr”, fordi det signalerede kontinuitet i det nyliberale reformprojekt.
I mellemtiden har Murtaza Jafferjee, en srilankansk børsmægler og formand for en liberal tænketank, der er tilknyttet det nyliberale Atlas Network, kaldt budgettet “markedsorienteret og pro-business”.
Disse kommentarer, som måske har til formål at desorientere og demoralisere dem, der forventede en mere radikal ændring under NPP-regeringen, er ikke helt forkerte.
De er udtryk for et meget større problem, som regeringer står overfor, når de lover en pause fra nedskæringernes plagen og derefter finder sig selv gjort handlingslammede af systemet.
Dette er til dels politisk og afspejler en manglende evne til at uddanne og mobilisere masserne om krisens årsager. Men det er også teoretisk og afspejler en mangel på nye ideer eller i det mindste en mangel på tillid til alternative tilgange.
Drivkraften mod industrialisering er tæt forbundet med historien om nationale befrielseskampe i det globale syd, som forsøgte at skabe en uafhængig vej mod modernisering.
NPP-regeringens forsøg på at øge de offentlige investeringers andel af de offentlige udgifter, selv inden for rammerne af IMF’s spændetrøje, afspejler en grundlæggende bevidsthed om, at der er brug for investeringer for at komme ud af gældsfælden og løse sociale problemer på en meningsfuld måde.
Der er faktisk overbevisende dokumentation for en høj sammenhæng mellem BNP-vækst og investeringer i fast kapital (det vil sige aktiver som infrastruktur og maskiner, der har betydning for realøkonomien).
Investeringer i fremstillingssektoren er nøglen til teknologisk opgradering, opkvalificering af arbejdskraft og frigørelse af hurtig vækst i det globale syd.
Faktisk viser data fra FN’s Organisation for Industriel Udvikling, at 64 procent af den økonomiske vækst i de sidste 50 år har været drevet af en hurtig udvikling af fremstillingssektoren. Det er svært at forestille sig en meningsfuld og integreret udvikling uden produktion.
Derfor ser det ud til, at der er et fornyet skub i retning af industrialisering i mange lande i det globale syd – fra præsident Lula da Silvas program for ny industri i Brasilien (Nova Indústria Brasil/NIB) til Made in China 2025-programmet.
Det er usandsynligt, at nogen regering i Sri Lanka kan formulere og implementere sådanne sammenhængende planer uden at konfrontere IMF og private kreditorer, som i høj grad har begrænset landets økonomiske suverænitet.
Drivkraften mod industrialisering er tæt forbundet med historien om nationale befrielseskampe i det globale syd, som forsøgte at skabe en uafhængig vej mod modernisering.
I 1956 formulerede socialisten William de Silva denne stræben efter suveræn modernisering i sin politiske erklæring som industriminister i Sri Lankas første socialistiske regering:
“I vores land har industrien hidtil fået den behandling, som et uønsket barn normalt får. Den imperialistisk påtvungne internationale arbejdsdeling, hvor kolonilandene forblev landbrugets vedhæng, blev betragtet … som en absolut naturlov. Men som alle andre historiske fænomener er denne gamle arbejdsdeling ved at gå i opløsning og gøre plads til den nye”.
Denne artikel er produceret for Globetrotter.
Om forfatteren: Shiran Illanperuma er en srilankansk politisk økonom og forfatter. Han er forsker og redaktør ved Tricontinental: Institute for Social Research. Han har en kandidat i økonomisk politik fra SOAS University of London. Hans forskningsinteresser omfatter industripolitik og strukturel transformation.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
