Flere meningsmålinger op til søndagens parlamentsvalg i Portugal tyder på, at den regerende socialdemokratiske regering kan blive siddende.
Men et fremadstormende højreorienteret parti kan tippe balancen til fordel for højrefløjen, skriver det britiske dagblad Financial Times.
Det vil være svært at danne en stabil regering uden venstrefløjen.
Jose Santana Pereira, politolog
Efterhånden som kløften i meningsmålingerne mellem det regerende socialdemokratiske Partido Socialista (PS) og det konservative PSD-parti snævrer ind, ser det ud til, at partiet Chega (“Nu er det nok”) kan blive landets parlamentarisk tredjestørste parti med syv procent af stemmerne.
Chega består af udbrydere fra det konservative PSD samt ekstremt højreorienterede “populister”, skriver Financial Times.
Intet flertal
PS-socialdemokraterne får i meningsmålinger omkring 38 procents opbakning sammenlignet med godt 30 procent til PSD. Det vil atter efterlade premierminister Antonio Costa Costa uden et flertal i parlamentet, fremgår det af en meningsmåling udarbejdet af Radio Renascenca.
230 mandater er på spil søndag.
- Portugals Kommunistiske Parti (PCP) har i dag 54.280 medlemmer.
- PCP bliver stiftet på en konference den 6. marts 1921.
- I modsætning næsten alle andre kommunistiske partier i Europa stiftes partiet ikke som et resultat af en splittelse i Socialdemokratiet.
- Partiet bliver derimod stiftet af militante arbejdere i den revolutionære fagbevægelse og anarkosyndikalister, som repræsenterer de mest aktive, militante og revolutionære sektorer i landets arbejderbevægelse.
- Partiet afholder sin først kongres den 12. november 1923.
- Dagen før partiets 2. kongres gennemføres et fascistisk militærkup den 28. maj 1926.
- Partiets hovedkontor i hovedstaden Lissabon bliver lukket helt i 1927, og partiet går under jorden, men arbejder illegalt, indtil det fascistiske militærdiktatur bliver væltet den 25. april 1974.
- PCP er det eneste politiske parti, der overlever militærdiktaturet.
- Jerónimo de Sousa bliver valgt til formand på partiets kongres i 2004.
- Udgiver ugeavisen Avante!, som udkommer første gang i februar 1931 som en illegal avis.
- Den første legale udgave af Avante! udkommer den 17. maj 1974.
- PCP opstiller til det portugisiske parlament i valgalliancen CDU sammen med det mindre Økologisk Parti – De Grønne. Den politiske bevægelse Demokratisk Intervention indgår også i CDU.
- Får ved seneste parlamentsvalg i 2015 8,3 procent af stemmerne og har 15 mandater i parlamentet.
- PCP har to medlemmer af EU-parlamentet. De indgår i GUE/NGL-gruppen.
Portugals Socialistiske Parti – Partido Socialista (PS)
- Partiet stiftes den 19. april 1973 i eksil i Tyskland, mens diktaturet hersker i Portugal.
- Mario Soares vælges som partiets første formand.
- Partiet er medlem af Den Socialistiske Internationale (2. Internationale).
- PS støtter EU- og NATO-medlemskab.
- Partiets formand siden 2011 er António Costa.
- PS har regeret Portugal seks gange, siden demokratiet blev indført i 1975, oftest som mindretalsregering; fra 2005 til 2009 som flertalsregering med 121 af de 230 pladser i parlamentet.
- Indgår i en periode fra 1983 i en koalitionsregering med højrepartiet PSD.
- PS fik i oktober 2015 32 procent af stemmerne.
- Partiet har otte af Portugals 21 pladser i EU-parlamentet.
Antonio Costa og PS har været i spidsen for minoritetsregeringer siden 2015. Den venstreorienterede Venstreblok samt valgalliancen CDU (Coligação Democrática Unitária), hvori Portugals Kommunistiske Parti, PCP, indgår, har i praksis sikret regeringens overlevelse siden 2015 mod at få gennemført en række sociale og økonomiske krav.
Med i CDU er ud over kommunisterne det mindre Økologisk Parti – De Grønne. Også den politiske bevægelse Demokratisk Intervention indgår i CDU.
Der har ikke eksisteret en skriftlig aftale mellem regeringspartiet og støttepartierne, end ikke et forståelsespapir.
Fremskridt
Blandt andet er pensionerne ifølge CDU og kommunistpartiet siden 2015 steget hvert år, mens billetpriserne i offentlig transport er faldet. CDU har også presset på for mere statsstøtte til en række basisvarer.
CDU har også sikret, at der blev vedtaget højere børnetilskud. Desuden er alle lærebøger blevet gratis i de 12 første år af uddannelserne, og studieafgifterne er faldet. Gebyrer på sundhedstjek er også faldet, og der er ansat flere læger og sygeplejersker, mens prisen på medicin er faldet, oplyser PCP.
Under covid-19-pandemien blev CDU’s stemmer afgørende for, at hjemsendte og fyrede arbejdere blev garanteret 100 procent af deres hidtidige løn.
Det er sket, selv om PS er tilhænger af medlemskabet af EU og de medfølgende krav til medlemslandenes politik, skriver PCP.
“Vi gjorde ting muligt, som nogle sagde var umuligt”, skriver PCP.
Socialdemokrater afviser krav
Oprindeligt skulle det næste parlamentsvalg have fundet sted senest i efteråret 2023.
Men i oktober sidste år stemte både Venstreblokken og CDU imod regeringens forslag til en finanslov og krævede, at regeringen afsatte flere penge til velfærd. Det var første gang, et budget blev nedstemt, siden opgøret med det fascistiske diktatur i 1974.
Regeringen måtte udskrive valg til den 30. januar 2022.
PCP kritiserede i november sidste år i en redegørelse på netportalen solidnet.org, at den socialdemokratiske regering havde afvist CDU’s og Venstreblokkens forslag, forsinkede love, der kunne føre til fremskridt, og optrådte servilt overfor EU.
Catarina Martins, leder af Venstreblokken, antydede, at socialdemokraterne var umulige at forhandle med.
– Socialistpartiet afviste alle vores forslag, de ønskede ikke at indgå nogen kompromiser med venstrefløjen, siger hun og tilføjer, at der “opstod en voldsom uforsonlighed”.
Ifølge CDU og kommunisterne er forklaringen, at PS-regeringen lå under for det såkaldte Europæiske Semester, der hvert år giver EU-kommissionen mulighed for at straffe EU-landene økonomisk ved at tilbageholde EU-støttemidler, hvis de ikke følger EU’s krav til deres økonomiske politik.
PCP fastholder, at venstrefløjen i parlamentet “aldrig gav afkald på at forsvare, hvad der er bedst for folket og landet, i modsætning til andre der undergraver nationale interesser til fordel for EU og storkapitalens påbud”.
“Venstrefløjens skyld”
Men for PS og regeringsleder Antonio Costa er regeringskrisen venstrefløjens skyld.
– De optrådte uansvarligt i oktober, lød det fra Costa.
PS vil tilsyneladende regere alene ved at forhandle støtte fra andre partier fra sag til sag, rapporterer TV-stationen France24.
Men allerhelst ønsker PS et absolut flertal i parlamentet, og det kræver, at partiet vinder otte mandater ekstra i forhold til valget i 2015, tilføjer stationen.
– For første gang tror jeg, dette er muligt, sagde Costa under et nyligt interview med ugeavisen Expresso.
Men politologen Jose Santana Pereira fra Lissabon Universitet vurderer, at det bliver “svært” for Costa at danne en “stabil regering” uden venstrefløjen (Venstreblokken og CDU).
Vælg ikke højrefløj
Kommunistpartiet PCP skriver på solidnet.org, at det i september sidste år “stod klart, at PS ønskede valg frem for at finde løsninger. Det var muligt for regeringen at fremlægge et nyt finanslovsforslag, men det skete ikke”, lyder det fra partiet.
Op til søndagens valg mener PCP, at en stemme på CDU “er den bedste forsikring mod PS-regeringens samarbejde med højrefløjen” i PSD og Chega.
Kommunisterne frygter, at regeringen vil samarbejde med PSD og højrefløjen “til stor skade for arbejderklassen”. I 2014-15 gik CDU, Venstreblokken og PS sammen om at vælte den højreorienterede PSD-ledede regering.
Krav til en ny regering
PCP og CDU mener, at en ny regering skal opfylde en række krav. Der er nemlig råd til det, lyder det fra PCP, som kritiserer, at aktionærer i 2020 fik mere end syv milliarder euro i udbytte. Og de rigeste familiers rigdom voksede i 2021 med 3,5 milliarder euro alene i aktiegevinster.
I gennemsnit ligger en portugisers månedsløn på 1000 euro om måneden. Gennemsnittet i eurolande er 1900 euro. Og oveni har portugisiske arbejdere i de seneste 10 år mistet mere end 10 procent af deres købekraft, idet inflationen har gjort indhug i deres budget, skriver PCP.
Højere løn og bedre sundhed
PCP’s og CDU’s krav i valgkampen omfatter:
- Højere løn.
- Ingen højere arbejdstid og usikkerhed på arbejdsmarkedet.
- Højere pension.
- Flere boliger.
- Kontrol med priserne på basale varer.
- Flere investeringer i det offentlige.
- Udbyg sundheden.
- Reindustrialisér landet.
- Kortere arbejdstid.
Netop det sidste punkt er aktuelt, idet medier i denne tid spekulerer i, at firmaerne med gevinst kan indføre fire-dages arbejdsuge, men uden sænke den samlede arbejdstid. Tidligere har CDU foreslået 35-timers arbejdsuge, men PS-regeringen sagde nej.
PCP og CDU kræver et “et brud med højrefløjspolitikken, en patriotisk og venstreorienteret politik, der konfronterer og bryder med storkapitalens interesser og landets underkastelse af euroen og EU’s regler”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.