Gigantbyggeri ramt af strejke
Mellem rå murstensmure i et gammelt jernstøberi i udkanten af Berlin lyder tonerne af trommer på en scene foran stolerække på stolerække. Folk fortsætter deres strøm ind i hallen, og hist og pist mellem publikum kommer lyden af den ene messingblæser efter den anden, som de gør sig deres vej til scenen og samles som orkester.
Tonerne markerer, at den 30. Rosa Luxemburg-konference er skudt i gang. Hurtigt er de mange hundrede klapstole i den centrale hal besat, og det samme med stolene foran storskærmen i salen ved siden af. Hannes Zerbe jazzorkester spiller en dyster, truende komposition, der går over i en medley af Brecht og Eisler, hvor Solidaritetssangen er den bærende stamme.
Vi er godt 3000 gæster til konferencen. Arbejderens udsendte sidder med gode høretelefoner, hvor der er professionel tolkning på tysk, engelsk, spansk og tyrkisk. Der kunne være flere gæster, sidste år deltog godt 4.000, men arrangøren, den tyske avis junge Welt, har svært ved at få lov at leje lokaler i Berlin. De har jo politisk kant.
Start med en brandtale
Jazzmusikken er på én gang finurlig, kakofonisk og på vej mod et ikke helt fuldendt crescendo. Tilhørerne sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at der er en opgave for os, et stykke politisk arbejde at udføre. Den retning bliver klart stukket ud.
Konferencen bliver holdt under titlen: Det sidste slag – hvor farlig er imperialismen i sin nedgang? Så er linjen lagt. Og foran de mange hundrede folk i salen giver Clare Daly, tidligere medlem af EU-parlamentet for Irland, en brandtale af rang.
– De kan snakke om deres værdier, men det handler altid om interesser. Og enhver der var naiv nok til at tro på EU’s propaganda om at stå for demokrati, for retssikkerhed, for menneskeret – enhver, der har troet på det, er nu vitterligt vågnet op grundet det barbari, der er sluppet løs i Gaza, slog hun fast.
– Imperialismens fallit bliver udstillet hver eneste dag. Mellemøsten står i flammer. Så det står nu klart for os – den unipolære verden, der eksisterede siden Anden Verdenskrig, er ovre.
– Den var aldrig en dans på roser. USA misbrugte sin position hver eneste dag, men der var en form for stabilitet. Det er nu forsvundet. Om man kan lide det eller ej, står vi i en periode med overgang til en multipolær verden. Og det betyder enorme muligheder.
– Men hvor der er muligheder, der findes også fare. Fordi der er en mulighed for, at den verden bliver et militariseret, imperialistisk tag selv-bord, understregede Clare Daly, mens hun med ord og kropssprog brændte igennem fra scenen.
– Der sker en forvandling på verdensscenen, og Gaza er, hvad fremtiden byder menneskeheden. Det er ikke et uheld, de ved præcist, hvad de gør; det er det palæstinensiske laboratorium. Det er en lakmustest for menneskeheden.
– Dette er det barbari, som Luxemburg og Liebknecht advarede mod. Og på den måde er vi kommet tilbage til, hvor vi startede. I deres tid, som nu, fulgte så mange mennesker på venstrefløjen kujonagtigt propagandaen fra deres herskende klasser og gik ikke imod krigen.
– Så det, vi må gøre, er at erkende, at i rædslerne fra Gaza, i rædslerne fra Palæstina ser vi et glimt af den verden, der venter, hvis ikke vi organiserer os, afsluttede Clare Daly.
Fred på progammet
Dagens program varer fra klokken 11.00 til 20.00. Der er paneldebatter, manifestationer i solidaritet med Cuba, Palæstina og Vestsahara. Krav om fred, snak om den stigende fattigdom i Tyskland, truslen fra højre og fascisterne. Under jernstolperne i salen hænger bannere med Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg samt fotos fra Novemberrevolutionen i Berlin 1918. Nærmest som af sig selv drager tankerne om krig og barbari dystre paralleller mellem dengang og i dag.
De gamle produktionshaller bag salen med scenen er fyldt op af boder. Boder med al form for litteratur, antikvarisk, i pjeceform, nye udgivelser, T-shirts, plakater, badges. Alt sammen af marxistisk snit. Her er solidaritetsgrupper fra Vestsahara, for Palæstina, for kurdere, for politiske fanger, for Filippinerne. Her er boder fra snart sagt hvert eneste parti og gruppe på den tyske venstrefløj. I hvert fald den antiimperialistiske del af den. Det giver et væld af pjecer og tidsskrifter.
Mellem boderne går et mylder af mennesker. Et mylder af mennesker i alle aldre. Ungdommen har sit eget program i en hal ved siden af den centrale scene, og deltagerne går frem og tilbage. Folks mange forskellige baggrunde viser sig i tøjet, men når man lader blikket løbe, går de palæstinensiske farver og kuffiyeh igen i billedet.
Solidaritetserklæringer til Palæstina, til Vestsahara, til Cuba får kampråb og klapsalver til at runge i salen. Rapperen Mal Élevé indbyder hele salen med på sangen “Alerta! Alerta! Antifascista”, da han går på scenen side om side med musikeren Ezé Wendtoin fra Burkina Faso. Indlæggene fortsatte efter den musikalske pause.
– Jeg fik spørgsmålet, hvordan redder vi fremtiden? For det første: Stop den forbandede krig! Stop folkemordet! Vi har brug for jeres hjælp – læg pres på jeres regeringer! Israel vil ikke selv stoppe krigen, vi har brug for jeres pres for at forhindre genbosættelsen af Gaza, gjorde israelske Eran Torbiner det klart.
Eran Torbiner har lavet en række film om venstrefløjen i Israel og har oprettet et arkiv til at dokumentere venstrefløjens arbejde i Israels historie. Han fortalte om en venstrefløj, der er svækket, efter at store dele af den er blevet zionistisk.
Venstrefløjen i Israel skal samles på et simpelt grundlag – den skal være antizionistisk, og den skal være antikapitalistisk, var Eran Torbiners bud til forsamlingen, der tog imod opfordringen med klapsalver.
Kampen mod krig og imperialisme og kampen mod fattigdom, arbejdsløshed og dårlige levevilkår blev flere gange kædet sammen fra den store scene. Lige fra paneldebat med fagligt aktive og miljøkæmpere til hilsner fra den politiske fange Mumia Abu-Jamal. Arbejderens udsendte manøvrerer mellem de store debatter fra scenen og til hurtige snakke og indtryk fra hjørner og kroge i de store fabrikshaller.
Ingen grund til at søge visum
Programmet bliver ikke gennemført som planlagt. Konferencen er international i sine ambitioner. Men to af oplægsholderne, Yücel Demirer, politisk forsker fra Tyrkiet, og Kwesi Pratt fra Ghanas socialistiske bevægelse, må give os deres indlæg via videoforbindelser, fordi de ikke har fået indrejsetilladelse i Tyskland. Arrangørerne fik at vide, at der ikke var grund til overhovedet at søge, for der ville ikke blive givet visum.
Med et budget på 300.000 euro – mere end 2,2 millioner kroner – er konferencen en kraftanstrengelse både økonomisk og organisatorisk. Hurtig hovedregning viser, at indgangsbilletterne højst dækker en tredjedel af udgifterne. Derfor er der også en indsamling undervejs i konferencen.
Arrangørerne er det venstreorienterede dagblad junge Welt. Men de er ikke alene. Hundreder af aktivister arbejder dagen igennem for at afvikle den. Overalt står der unge mænd og kvinder med ordensvagtarmbind, rede til at hjælpe de tusindvis af gæster på plads.
Cafe med både kage og mulighed for en øl samt en madsal med tilhørende storkøkken, der byder på varm mad med eller uden kød, fylder to af de tilstødende, tidligere maskinhaller. Toiletter bliver rengjort kontinuerligt gennem hele konferencens ni timers program.
Ved afslutningen af den kæmpe konference er Arbejderens udsendte lettere svag i koderne. Men energien kommer igen, da deltagerne afslutter med at synge Internationale. De fleste toner var på tysk, men strejf af spansk og dansk tekst lød rundt omkring. En værdig måde at gå ind i årets kampe inden den 31. Rosa Luxemburg-konference til januar næste år.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
