Mask Off Maersk
I kølvandet på kuppet i Niger den 26. juli er verdens søgelys igen rettet mod væksten i private militær- og sikkerhedsfirmaer (PMSC’er) i hele Afrika.
Efter afsættelsen af den relativt provestlige regering bad Nigers nye militære magthavere det russiske PMSC Wagner om hjælp til at forsvare sig mod en mulig militær intervention fra ECOWAS (Economic Community of West African States), og USA’s udenrigsminister Antony Blinken advarede om, at PMSC’erne ville forsøge at udnytte ustabiliteten.
På et kontinent præget af årtiers postkolonial uro har PMSC’er støt vundet indflydelse og udviklet sig fra deres historiske rolle som lejesoldater til magtfulde, virksomhedsdrevne styrker. Da Sahel-regionen fortsat kæmper med ustabilitet og konflikt, vil styrkelsen af PMSC’er, både indenlandske og udenlandske, fortsætte med at omforme Afrikas sikkerhed på dybtgående og uforudsigelige måder.
Afrikas erfaring med PMSC’er går tilbage til afkoloniseringsperioden efter Anden Verdenskrig. Selv om lejesoldater havde været sat på sidelinjen i konflikter i århundreder, dukkede grupper af lejesoldater op som kolonimagternes skyggefulde medsammensvorne, der hjalp med at undertrykke oprør og skabe uro, samtidig med at de skabte en vis tvetydighed. Storbritanniens “Mad Mike” Hoare og Frankrigs Bob Denard blev eksempler på denne æra gennem deres aktive involvering i militære operationer, der underminerede afrikanske staters suverænitet.
Politiets og militærets monopol på at bruge vold er støt og roligt blevet undermineret af kriminelle, militante, fremmede lande og i stigende grad PMSC’er.
Afslutningen på Den Kolde Krig indledte et nyt kapitel for PMSC’er. Med millioner af demobiliserede soldater, der søgte arbejde, og et stigende antal civile konflikter i begyndelsen af 1990’erne, udviklede disse enheder sig til mere korporative former. Det sydafrikanske PMSC Executive Outcomes (EO), der blev grundlagt i 1989 af Eeben Barlow, blev berygtet ved at acceptere kontrakter om at beskytte energiinfrastruktur i Angola og bekæmpe borgerkrigen i Sierra Leone.
Pres fra Sydafrikas post-apartheid-regering førte til opløsningen af EO i 1998. Men andre PMSC’er var dukket op, heriblandt Sandline International, som også blev finansieret af EO-støtten Anthony Buckingham og den canadiske forretningsmand Rakesh Saxena, og som hjalp med at få kontrol over mineralrettigheder i Sierra Leone. Og efter at Washington begyndte at læne sig kraftigt op ad PMSC’er under krigene i Afghanistan og Irak, blev tabuet om at bruge dem brudt.
En juridisk gråzone
PMSC’er eksisterer i en juridisk gråzone og har udnyttet deres strategiske evner verden over – ingen steder mere end i Afrika. Skrøbelige regeringsinstitutioner, magtfulde kriminelle og militante grupper, internationale magtkampe og konkurrence om Afrikas naturressourcer har skabt et miljø, der understøtter et voksende netværk af PMSC’er. Over hele kontinentet bruges de til at sikre energifaciliteter, regeringsbygninger og privat infrastruktur, beskytte lokale aktører og udenlandsk personale og levere politi- og militærtræning, efterretninger og aktiv kampstøtte til regeringer og erhvervskunder.
Gennem enheder som den kolossale PMSC Wagner har Rusland fundet en ukonventionel og effektiv måde at gøre sin indflydelse gældende i Afrikas sikkerhedslandskab. I Sahel-regionen har russiske PMSC’er udfyldt det tomrum, som de franske militærstyrker har efterladt, og de har udnyttet den lokale antifranske stemning i de senere år.
Midt i de skiftende loyaliteter understreger Wagner, hvordan Ruslands indirekte magtprojektion gør det muligt for Kreml at udøve betydelig indflydelse uden at indsætte konventionelle militære styrker. Wagners aktiviteter menes at spænde over Mali, Sudan, Zimbabwe, Angola, Madagaskar, Guinea, Guinea-Bissau, Mozambique, Burkina Faso, Tchad, Den Centralafrikanske Republik (CAR) og Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Andre russiske PMSC’er, såsom RSB Group, Moran Security Group og Patriot opererer også i hele Afrika.
I centrum for Ruslands PMSC-netværk i Afrika står Yevgeny Prigozhin, Wagners finansmand. Den russiske rigmand fejrede kuppets succes i Niger og erklærede Wagner i stand til at håndtere situationen, selvom den russiske regering nægtede at støtte det. På trods af Prigozhins mangeårige stridigheder med det russiske militær, som kulminerede i hans oprørsmarch mod Moskva i juni, blev Prigozhin for nylig set mødes med afrikanske dignitarer i forbindelse med topmødet mellem Rusland og Afrika i Sankt Petersborg.
Mens den nigerianske regering kæmper med sin situation, kan Wagner igen fungere som et Kreml-surrogat, der beskytter Ruslands interesser ved at udfylde det sikkerhedsvakuum, som det afsatte franske militær har efterladt. Der er allerede frygt for, at Niger vil stoppe eksporten af uran, som er afgørende for både Frankrigs og EU’s forsyninger, og som vil tvinge Vesten til at rette sin opmærksomhed mod landet. Russiske medier har kritiseret Prigozhin siden hans oprør, og embedsmænd har nedtonet statens forbindelser til Wagners aktiviteter i Afrika. Men Prigozhins fortsatte rolle i Afrika tyder på, at Kreml benytter sig af røgslør for at skjule sine sande motiver.
Wagner og vestlige militære firmaer opererer i Afrika
Ud over Rusland har adskillige vestlige PMSC’er indlejret sig i Afrikas sikkerhed. I modsætning til Ruslands PMSC’er opererer de fleste ikke i konfliktens frontlinje og har primært sikkerheds- og træningsopgaver, selvom de koordinerer med officielle militære indsatser. Den franske PMSC Secopex skabte overskrifter i 2011, da dens grundlægger blev dræbt i Libyen under landets revolution, og det er stadig uklart, hvad PMSC’ens rolle var.
Secopex havde også været involveret i CAR og Somalia, mens Corpguard (også skabt af medstifteren af Secopex, David Hornus) har været involveret i træningen af Elfenbenskystens militær.
Andre franske PMSC’er, såsom Agemira, er aktive i Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Selvom Agemira er franskejet, er det registreret i Bulgarien for at drage fordel af landets mangel på regulering og gennemsigtighed. Det britiske Aegis Defence Services menes at have arbejdet i 18 afrikanske lande, mens G4S, Erinys og Olive Group også er aktive i Afrika.
Amerikanske PMSC’er har været aktive på tværs af kontinentet siden 2000’erne, med MPRI, CACI International og Academi (tidligere det berygtede Blackwater) blandt de mest bemærkelsesværdige. Andre, såsom DynCorp, har leveret træning og logistisk støtte til Liberia, Sudan og Somalia, mens Triple Canopy har været aktiv i Niger. AdvanFort Co tilbyder til gengæld maritim beskyttelse mod pirateri i Øst- og Vestafrika. Tyske Xeless og Asgaard er også aktive i Afrika, hvor sidstnævnte har operationer i Sudan, Libyen, Mauretanien og Egypten.
PMSC’er er i stigende grad begyndt at operere i de samme konfliktzoner. Somalia, som har manglet en fungerende stat i mere end to årtier, har givet grobund for PMSC’ernes ekspansion. PMSC’er fra USA, Storbritannien, Kina, Forenede Arabiske Emirater og endda Norge har hjulpet Somalia med at træne de officielle regeringsstyrker og yde maritim beskyttelse mod pirateri og terrorisme og sikre stabilitet. Men i Libyen er PMSC’er fra eller støttet af Rusland, Frankrig, Storbritannien, USA, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater (UAE) med flere alle blevet sendt til landet siden 2011 for at udnytte kaosset og fremme deres interesser.
Brugen af private militærfirmaer vil stige i Afrika
Tyrkiets SADAT-gruppe, der er aktiv i Libyen, har også indgået aftaler om at træne afrikanske tropper, mens de præsenterer sig selv som et muslimsk alternativ til PMSC’er i lande med islamisk flertal. Det UAE-baserede Black Shield Security Company blev i 2020 anklaget for at have lovet sudanesiske borgere job som sikkerhedsentreprenører, men sendte dem i stedet til konfliktzoner i Libyen. Andre PMSC’er fra Forenede Arabiske Emirater har været aktive i Østafrika, herunder i Somalia, mens Kina har udviklet en lang række PMSC’er til at sikre sine Belt and Road-projekter i Afrika. Israelske PMSC’er har deres egne afrikanske operationer.
I 2014 begyndte den nigerianske regering at hyre PMSC’er til at hjælpe med at nedkæmpe Boko Haram-oprøret. En af dem, Specialized Task, Training, Equipment, and Protection (STTEP), blev også oprettet af EO’s Barlow og oplevede betydelig succes, der hjalp med at give foretagendet yderligere kontrakter. Andre moderne sydafrikanske PMSC’er omfatter Osprey, Blackhawk og Dyck Advisory Group, hvoraf sidstnævnte blev hyret af Mozambique til at bekæmpe Al-Shabaab-militante, men blev anklaget af FN i 2020 for vilkårligt at dræbe civile.
Brugen af PMSC’er i Afrika vil sandsynligvis blive udvidet. De tilbyder ofte afrikanske regeringer en hurtig, relativt billig og skræddersyet måde at håndtere kriser på i stedet for at forlade sig på ineffektive statslige styrker. PMSC’er gør det også muligt for internationale virksomheder at beskytte sig selv uden at være afhængige af fanfarer fra officielle militære indsættelser ved at samarbejde med en anden virksomhedsenhed.
Ikke desto mindre rejser dette spørgsmål om suverænitet, et tilbagevendende problem på et kontinent, hvor den konsekvent er blevet krænket, siden de afrikanske lande vandt deres uafhængighed. Politiets og militærets monopol på at bruge vold er støt og roligt blevet undermineret af kriminelle, militante, fremmede lande og i stigende grad PMSC’er.
Farerne ved at gøre sikkerhed til en vare er åbenlyse. Udenlandske virksomheder og magtfulde lokale aktører har råd til sikkerhed, mens de centrale problemer med ustabilitet i lande eller regioner ikke bliver adresseret. Desuden bliver ustabilitet ofte brugt af udefrakommende kræfter til deres fordel. Mange afrikanere ender også med at arbejde for PMSC’er uden for kontinentet, fordi de er billigere end rekrutter fra andre dele af verden.
Desuden er PMSC’er og de regeringer og virksomheder, der bruger dem, stort set uengagerede i stærkere regulering. Montreux-dokumentet havde til formål at håndhæve strengere regler for PMSC’er, men er blevet kritiseret for sit begrænsede omfang og manglende bindende karakter. Andre lande, herunder de fem medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, har nægtet at ratificere FN’s internationale konvention mod rekruttering, brug, finansiering og træning af lejesoldater.
Voksende kritik
Kritikken af PMSC’er i Afrika vokser. I februar 2023 opfordrede Bankole Adeoye, Den Afrikanske Unions (AU) kommissær for politiske anliggender, fred og sikkerhed, til “fuldstændig at udelukke lejesoldater fra det afrikanske kontinent”. Men det amerikanske PMSC Bancroft Global var allerede blevet hyret af AU til at vurdere risikoen for, at somaliske styrker trænet af Blackwater-grundlæggeren Erik Prince ville fortsætte med at operere i landet.
Disse enheder er indbegrebet af globalisering. Aegis Defence Services blev opkøbt af det canadiske firma GardaWorld i 2015, mens DynCorp blev købt af Amentum i 2020. Academi og Triple Canopy fusionerede i 2014 og dannede Constellis Group, mens Triple Canopy har outsourcet arbejde til Peru-baserede PMSC Defion International. Erik Prince har gennem det Hong Kong-baserede Frontier Services Group hjulpet Kina med at træne sine egne PMSC’er til brug i Afrika og andre steder. G4S blev i mellemtiden købt af Allied Universal i 2021 og er nu Nordamerikas tredjestørste private arbejdsgiver. Allied Universal er selv ejet af den institutionelle investor Caisse de dépôt et placement du Québec og private equity-firmaet Warburg Pincus.
Mange PMSC’er leverer legitim og nødvendig sikkerhed til civile og regeringsembedsmænd. Men i betragtning af de vidt forskellige motiver, midler og metoder hos så mange PMSC’er på kontinentet – og i stigende grad i de samme områder – er det afgørende for Afrikas regeringer, ledere og befolkninger at overveje, hvor komfortable de er med at lade dette hurtigt voksende globale PMSC-netværk fortsætte med at ekspandere i deres egne baggårde.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren:
John P. Ruehl er en australsk-amerikansk journalist, der bor i Washington, D.C. Han er Policy og bidrager til flere andre publikationer om udenrigsanliggender. Hans bog, Budget Superpower: How Russia Challenges the West With an Economy Smaller Than Texas’, blev udgivet i december 2022.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
