Den 6. juni 2021 var en dag, som chokerede mange i Perus oligarki. Pedro Castillo Terrones, en skolelærer fra landdistrikterne, som aldrig tidligere var blevet valgt til et embede, vandt anden runde af præsidentvalget med lidt over 50,13 procent af stemmerne.
Mere end 8,8 millioner mennesker stemte på Castillos program med gennemgribende sociale reformer og løftet om en ny forfatning mod højreekstremisternes kandidat, Keiko Fujimori.
I en dramatisk vending forkastede valget den historiske dagsorden med nyliberalisme og undertrykkelse, som den tidligere peruvianske diktator Alberto Fujimori har givet videre til sin datter Keiko.
Dette kup og arrestationen af Castillo er en skarp påmindelse om, at de herskende eliter i Latinamerika ikke vil give afkald på nogen magt uden en bitter kamp til det sidste.
Fra den dag af erklærede Perus oligarki, stadig i vantro, krig mod Castillo. De gjorde de næste 18 måneder for den nye præsident til en yderst fjendtlig periode, da de forsøgte at destabilisere hans regering med et flerstrenget angreb, der omfattede en betydelig brug af parlamentariske kupforsøg.
Med en opfordring om at “smide kommunismen ud” lagde oligarkiets førende erhvervsgruppe, National Society of Industries, planer for at gøre det umuligt for Castillo at regere landet.
Flere forsøg på at afsætte Castillo
I oktober 2021 blev der offentliggjort optagelser, der afslørede, at denne gruppe af industrifolk siden juni 2021 sammen med andre medlemmer af Perus elite og ledere af de højreorienterede oppositionspartier havde planlagt en række aktioner, herunder finansiere protester og strejker.
Grupper af tidligere militærfolk, der var allierede med højreekstreme politikere som Fujimori, begyndte åbent at opfordre til en voldelig omstyrtelse af Castillo og truede regeringsembedsmænd og venstreorienterede journalister.
Højrefløjen i Kongressen tilsluttede sig også disse planer og forsøgte at afsætte Castillo ved to lejligheder i løbet af hans første år i embedet.
– Siden min indsættelse som præsident har den politiske sektor ikke accepteret den valgsejr, som det peruvianske folk har givet os, sagde Castillo i marts 2022.
– Jeg anerkender Kongressens magt til at udøve tilsyn og politisk kontrol, men disse mekanismer kan ikke udøves ved misbrug af denne ret, som er forbudt ifølge forfatningen og ignorerer den folkelige vilje, der kom til udtryk ved valget, understregede han.
Det viser sig, at flere af disse lovgivere med støtte fra en tysk højreorienteret fond også har holdt møde om, hvordan man kunne ændre forfatningen for hurtigt at afsætte Castillo fra embedet.
Herskerne i Perus oligarki har aldrig accepteret, at en skolelærer og bondeleder fra landdistrikterne kunne blive valgt af millioner af fattige, sorte og oprindelige folk, som så deres håb om en bedre fremtid i Castillo.
Imidlertid blev Castillo i lyset af disse angreb mere og mere distanceret fra sin politiske base. Castillo dannede fire forskellige kabinetter for at formilde erhvervslivet og gav hver gang efter for højrefløjens krav om at fjerne venstreorienterede ministre, der udfordrede status quo.
Mobilserede ikke bondebevægelser
Han brød med sit parti, Peru Libre, da han åbent blev udfordret af partiets ledere. Han søgte hjælp fra den allerede miskrediterede Organisationen af Amerikanske Stater til at finde politiske løsninger i stedet for at mobilisere landets store bondebevægelser og de oprindelige folks bevægelser. Til sidst kæmpede Castillo alene, uden støtte fra masserne eller de peruvianske venstrepartier.
Den endelige krise for Castillo brød ud den 7. december 2022. Svækket af måneders beskyldninger om korruption, venstrefløjens interne stridigheder og flere forsøg på at kriminalisere ham, blev Castillo til sidst væltet og fængslet.
Han blev erstattet af sin vicepræsident, Dina Boluarte, som blev taget i ed, efter at Kongressen havde rejst en rigsretssag mod Castillo med 101 stemmer for, seks imod og ti hverken for eller imod.
Afstemningen fandt sted få timer efter, at han på tv meddelte landet, at Castillo opløste kongressen. Han gjorde det forebyggende tre timer før starten på kongressens møde, hvor et forslag om at afsætte ham for “permanent moralsk uarbejdsdygtighed” skulle debatteres og stemmes om på grund af påstande om korruption, som er under efterforskning.
Castillo meddelte også, at han ville danne en “ekstraordinær nødregering” og indkalde en forfatningsgivende forsamling inden for ni måneder. Han sagde, at han ville regere ved dekret, indtil den grundlovgivende forsamling var blevet oprettet.
- Peru ligger ud til Stillehavet på det latinamerikanske kontinent.
- Grænser op til Ecuador og Colombia mod nord, Brasilien mod øst samt mod Chile og Bolivia mod syd.
- Befolkning: 32,5 millioner i 2019.
- Gennemsnitlig levealder: 76 år.
- 27 procent lever i fattigdom.
- Bruttonationalprodukt: 226.848 milliarder dollars.
Kilde: Verdensbanken
I sin sidste meddelelse som præsident beordrede han også et udgangsforbud, der skulle begynde klokken 22.00 samme aften. Udgangsforbuddet og hans øvrige foranstaltninger blev aldrig gennemført. Få timer senere blev Castillo væltet.
Boluarte blev taget i ed af Kongressen, mens Castillo blev tilbageholdt på en politistation. Der udbrød nogle få demonstrationer i hovedstaden Lima, men de var langt fra store nok til at omgøre kuppet, der var næsten halvandet år undervejs, og som var det seneste i Latinamerikas lange historie med vold mod radikale forandringer.
Kuppet mod Pedro Castillo er et stort tilbageslag for den nuværende bølge af progressive regeringer i Latinamerika og de folkebevægelser, der har valgt dem.
Dette kup og arrestationen af Castillo er en skarp påmindelse om, at de herskende eliter i Latinamerika ikke vil give afkald på nogen magt uden en bitter kamp til det sidste. Og nu, hvor støvet har lagt sig, er de eneste vindere det peruvianske oligarki og dets venner i Washington.
Denne artikel er udarbejdet af Globetrotter. Manolo De Los Santos er meddirektør for Peoples Forum og forsker ved Tricontinental: Institute for Social Research. Han har senest været medredaktør af Viviremos: Venezuela vs. Hybrid War (LeftWord Books/1804 Books, 2020) og Comrade of the Revolution: Selected Speeches of Fidel Castro (LeftWord Books/1804 Books, 2021). Han er medkoordinator for Folkets topmøde for demokrati.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.