USA er nu gået med til at trække alle sine 1000 tropper ud af Niger. Det sker, efter den nigerske regering i marts meddelte, at landet havde suspenderet en militæraftale med USA og sigtede efter at få de amerikanske tropper til at forlade landet.
Her har USA siden 2013 været militært til stede med et erklæret mål om at bekæmpe terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat. USA har blandt andet investeret 100 millioner dollars i en militær dronebase.
Denne aftale er ikke kun dybt uretfærdig i sin substans, men den opfylder heller ikke det nigerske folks forhåbninger og interesser.
Amadou Abdramane, talsmand, Nigers militær
Ifølge Ezenwa E. Olumba, lektor ved London Universitet, har USA ikke bygget en dronebase i Niger for at varetage andre interesser end USA’s egne. Amerikanske dronebaser i Afrika sikrer, at USA kan kontrollere afrikansk luftrum og “bestemme over, hvem der dør, og hvem der lever”.
Med dronebasen har Niger spillet en central rolle i USA’s militære operationer i hele Sahel-regionen.
Men det nigerske militær, der via et kup overtog statsmagten i juli sidste år, har taget flere store skridt for at løsrive Niger fra vestlige kræfter. Massedemonstrationer til støtte for regeringen vidner om stor folkelig opbakning til den nye retning for det vestafrikanske land.
I marts suspenderede Niger den militæraftale, der har gjort det muligt for USA’s militær at operere i Niger.
– Denne aftale er ikke kun dybt uretfærdig i sin substans, men den opfylder heller ikke det nigerske folks forhåbninger og interesser, lød det fra Nigers militære talsmand, oberstmajor Amadou Abdramane.
Udvisningen af USA’s tropper er endnu et skridt i den nye retning for Niger. Imens USA’s militær rykker ud, har den nigerske regering lavet en aftale med Rusland, der sender militærtrænere og et luftforsvarssystem ind.
Her vil de russiske militærtrænere installere luftforsvarssystemet og uddanne det nigerske militær i at betjene det, så Niger kan forsvare sig selv og blive herre over eget luftrum.
Lignende tendenser ses i Nigers nabolande Burkina Faso og Mali. Her har militæret ligeledes overtaget magten for at løsrive landene fra vestlig dominans og i stedet søge tættere samarbejde med Rusland.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.