Kl. 3 om natten den 26. juli 2023 tilbageholdt præsidentgarden præsident Mohamed Bazoum i Niamey, Nigers hovedstad. Tropper under ledelse af brigadegeneral Abdourahmane Tchiani lukkede landets grænser og erklærede udgangsforbud. Statskuppet blev straks fordømt af Det Økonomiske Fællesskab for Vestafrikanske Stater (ECOWAS), Den Afrikanske Union (AU) og af Den Europæiske Union (EU).
Både Frankrig og USA – som har militærbaser i Niger – sagde, at de fulgte situationen nøje.
Et opgør mellem hæren – som hævdede at være pro-Bazoum – og præsidentgarden truede hovedstaden, men det blev hurtigt afblæst. Den 27. juli udsendte general Abdou Sidikou Issa fra hæren en erklæring, hvor han sagde, at han ville acceptere situationen for at “undgå en dødelig konfrontation mellem de forskellige styrker, som … kunne forårsage et blodbad.” Brigadegeneral Tchiani gik på tv den 28. juli for at annoncere, at han var den nye formand for Det Nationale Råd for Beskyttelse af Hjemlandet (CNSP).
En slave, der ikke gør oprør, fortjener ikke medlidenhed.
Ibrahim Traoré, præsident, Burkina Faso
Kuppet i Niger kommer efter lignende kup i Mali (august 2020 og maj 2021), Burkina Faso (januar 2022 og september 2022) og Guinea (september 2021). Hvert af disse kup blev ledet af militærofficerer, der var vrede over tilstedeværelsen af franske og amerikanske tropper og over de permanente økonomiske kriser, som deres lande blev påført.
Denne region i Afrika – Sahel – har været udsat for en kaskade af kriser: udtørring af jorden på grund af klimakatastrofen, fremkomsten af militant islamisme på grund af NATO-krigen i Libyen i 2011, stigningen i smuglernetværk, der transporterer våben, mennesker og narkotika gennem ørkenen, vestlige virksomheders tilegnelse af naturressourcer – herunder uran og guld – som de simpelthen ikke har betalt tilstrækkeligt for, og de vestlige militærstyrkers forankring gennem opførelsen af baser og driften af disse hære, der har opereret med straffrihed.
To dage efter kuppet i Niger offentliggjorde CNSP navnene på de 10 officerer, der skal lede CNSP. De kommer fra hele spektret af de væbnede styrker, fra hæren (general Mohamed Toumba) over luftvåbnet (oberstmajor Amadou Abouramane) til det nationale politi (vicegeneraldirektør Assahaba Ebankawel).
Det står efterhånden klart, at et af de mest indflydelsesrige medlemmer af CNSP er general Salifou Mody, tidligere stabschef i militæret og leder af Det Øverste Råd for Genoprettelse af Demokratiet, som stod i spidsen for kuppet mod præsident Mamadou Tandja i februar 2010, og som styrede Niger, indtil Bazoums forgænger Mahamadou Issoufou vandt præsidentvalget i 2011. Det var under Issoufou, at USA’s regering byggede verdens største dronebase i Agadez, og at de franske specialstyrker besatte byen Irlit på vegne af uranmineselskabet Orano (tidligere en del af Areva).
Det er vigtigt at bemærke, at general Salifou Mody opfattes som et indflydelsesrigt medlem af CNSP på grund af hans indflydelse i hæren og hans internationale kontakter. Den 28. februar 2023 mødtes Mody med den amerikanske formand for generalstabscheferne, general Mark Milley, under Den Afrikanske Forsvarschefskonference i Rom for at diskutere “regional stabilitet, herunder samarbejde om terrorbekæmpelse og den fortsatte kamp mod voldelig ekstremisme i regionen.”
Mody besøgte Mali den 9. marts for at mødes med oberst Assimi Goïta og stabschefen for den maliske hær, general Oumar Diarra, for at styrke det militære samarbejde mellem Niger og Mali. Et par dage senere, den 16. marts, besøgte den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken Niger for at mødes med (den daværende præsident, red.) Bazoum. I hvad mange i Niger opfattede som en tilsidesættelse af Mody, blev han den 1. juni udnævnt til nigersk ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater. Det siges i Niamey, at Mody er stemmen i øret på brigadegeneral Tchiani, som (i dag, red.) er det officielle statsoverhoved.
Korruption og Vesten
En velinformeret kilde i Niger fortæller os, at grunden til, at militæret gik imod Bazoum, er, at “han er korrupt og en brik i Frankrigs spil. Nigerianerne var trætte af ham og hans bande. De er i gang med at arrestere medlemmerne af det afsatte system, som begik underslæb med offentlige midler, og mange af dem har søgt tilflugt på udenlandske ambassader.”
Spørgsmålet om korruption hænger over Niger, et land med en af verdens mest lukrative uranforekomster. Den “korruption”, der tales om i Niger, handler ikke om små bestikkelser af embedsmænd, men om en hel struktur – udviklet under det franske kolonistyre – som forhindrer Niger i at etablere suverænitet over sine råstoffer og over sin udvikling.
Hver tredje pære i Frankrig er drevet af uran fra Niger.
Kernen i “korruptionen” er det såkaldte ” fællesforetagende” mellem Niger og Frankrig kaldet Somaïr, som ejer og driver uranindustrien i landet. Det er påfaldende, at 85 procent af Somaïr ejes af Frankrigs atomenergi-kommission og to franske virksomheder, mens kun 15 procent ejes af Nigers regering.
Niger producerer over 5 procent af verdens uran, men uranen er af meget høj kvalitet. Halvdelen af Nigers eksportindtægter kommer fra salg af uran, olie og guld. Hver tredje pære i Frankrig er drevet af uran fra Niger, samtidig med at 42 procent af befolkningen i det afrikanske land levede under fattigdomsgrænsen. Nigers befolkning har set deres rigdom glide dem af hænde i årtier.
Som et tegn på regeringens svaghed har Niger i løbet af det sidste årti tabt over 906 millioner dollars i kun 10 voldgiftssager anlagt af multinationale selskaber ved Det Internationale Center for Afvikling af Investeringstvister og Det Internationale Handelskammer.
Frankrig holdt op med at bruge francen i 2002, da landet gik over til eurosystemet. Men 14 tidligere franske kolonier fortsatte med at bruge Det Afrikanske Finansfællesskabs franc (CFA franc), hvilket giver Frankrig enorme fordele (50 procent af disse landes reserver skal opbevares i den franske statskasse, og Frankrigs devalueringer af CFA franc – som i 1994 – har katastrofale følger for de lande, der bruger den).
I 2015 sagde Tchads præsident Idriss Déby Itno, at CFA’en “trækker de afrikanske økonomier ned”, og at “tiden var inde til at klippe den snor over, som forhindrer Afrika i at udvikle sig.” I hele Sahel taler man nu ikke kun om at fjerne de franske tropper – som det er sket i Burkina Faso og Mali – men også om at bryde med det franske økonomiske greb om regionen.
Den nye alliancefrihed
På topmødet mellem Rusland og Afrika i 2023 i juli bar Burkina Fasos leder, præsident Ibrahim Traoré, en rød baret, der mindede om den myrdede socialistiske leder i hans land, Thomas Sankaras, uniform. Traoré reagerede stærkt på fordømmelsen af militærkuppene i Sahel, herunder på en delegation fra Den Afrikanske Unions nylige besøg i hans land. “En slave, der ikke gør oprør, fortjener ikke medlidenhed,” sagde han. “Den Afrikanske Union må holde op med at fordømme afrikanere, der beslutter sig for at kæmpe mod deres egne marionetregimer fra Vesten.”
I februar var Burkina Faso vært for et møde, hvor også regeringerne fra Mali og Guinea deltog. På dagsordenen er oprettelsen af en ny føderation af disse stater. Det er sandsynligt, at Niger vil blive inviteret med til disse samtaler.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skrivende stipendiat og chefkorrespondent for Globetrotter. Han er redaktør for LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institut for Socialforskning.
Kambale Musavuli, der er født i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), er en førende politisk og kulturel congolesisk stemme. Med base i Accra, Ghana, er han politisk analytiker ved Centret for Forskning i Congo-Kinshasa.
Kreditering: Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Oversættelse, billede, trompet, manchet og fremhævede citater udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
