Mogens Lykketoft kritiserer USA’s blokade mod Cuba
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, der var formand for FN's Generalforsamling fra 2015-2016, er en af de danskere, der kritiserer blokaden mod Cuba op til dagens debat i FN's Generalforsamling. Også tidligere udenrigsminister Villy Søvndal mener, at blokaden er tåbelig.
Stop blokaden mod Cuba, siger forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).
FOTO: Eric Bridiers U.S. Mission Photo/CC 2.0
FOTO: Eric Bridiers U.S. Mission Photo/CC 2.0
Stop blokaden mod Cuba, siger forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).
I dag den 23. juni kommer USA’s blokade mod Cuba op i FN’s Generalforsamling, der skal stemme om en cubansk resolution, som kræver blokaden afsluttet.
Mogens Lykketoft, tidligere formand for FN’s Generalforsamling fra 2015-2016, er en af dem herhjemme, der kritiserer blokaden.
– Jeg har altid syntes, at blokaden var forkert i forhold til international ret. Den skader Cuba, der er ramt af denne fjendtlige sanktionspolitik. Det er ikke alene mig, der mener dette. Det er stort set hele verden, undtagen USA selv samt Israel og et par andre småstater, siger Mogens Lykketoft til Arbejderen.
Han har været både udenrigs-, finans- og skatteminister i forskelige regeringer under socialdemokratisk ledelse samt været formand for Folketinget og statsrevisor.
Mogens Lykketoft er blot en af de politikere, som Dansk-Cubansk Forening har bedt om at udtale sig om USA’s blokade mod Cuba.
Jeg har altid syntes, at blokaden var forkert i forhold til international ret.
Mogens Lykketoft, tidligere minister og formand for FN’s Generalforsamling
I en rapport op til debatten i FN’s Generalforsamling har Cuba redegjort for, hvilke alvorlige konsekvenser den nu 60 år lange blokade har haft for Cuba.
Opgjort i penge viser rapporten, at blokaden koster Cuba 5,5 milliarder dollars om året – hvilket svarer til op mod 100 millioner kroner hvert døgn.
Cubanere i kø ved en bank i Havanna den 11. juni for at indsætte deres dollars inden deadline for et regeringsindgreb, der forbyder at deponere dollars i cubanske banker. Baggrunden er USA’s blokade, der forhindrer udenlandske banker i at handle med dollars fra Cuba. Foto: Adalberto Roque/AFP/Ritzau Scanpix
Tallene stammer fra Cubas rapport til FN om konsekvenserne af USA’s blokade samt en rapport fra Oxfam om samme emne –- dog med særlig vægt på konsekvenserne for Cubas kvinder.
Optimisme i Cuba
Mogens Lykketoft besøgte selv Cuba i 2016 i sin egenskab af formand for FN’s 70. Generalforsamling og hilste på daværende præsident Raul Castro.
Danskeren fik lejlighed til at anerkende landets indsats for fredsaftalen i Colombia og udtrykke håbet om fuldstændig afvikling af USA’s sanktioner efter præsident Obamas “vellykkede” besøg i landet.
Jørn Lehmann Petersen, siger nej til blokaden mod Cuba.
– Der var en stor optimisme i Cuba, da jeg besøgte landet. Ja, det var tiden, hvor Obama lige havde været der og signaleret en ny kurs i forhold til Cuba. Jeg kan huske, at jeg tænkte – nu må USA da holde op med de sanktioner, siger Mogens Lykketoft.
Oplevede du konkret, hvordan sanktionerne ramte cubanerne?
– Det registrerede jeg ikke i detaljen, men jeg har læst meget om det, og hvordan det begrænser økonomien. Blokaden er en voldsom og urimelig byrde for almindelige mennesker i Cuba og har altid mødt voldsom kritik fra de fleste af FN’s medlemslande som et brud på international ret.
Unblock Cuba
Ikke blot Mogens Lykketoft støtter Cubas krav om ophævelse af blokaden.
I Europa er over 100 organisationer fra 27 lande gået sammen om kampagnen ”#UNBLOCK CUBA – stop den økonomiske krig mod Cuba”.
Villy Søvndal, nuværende regionsrådsmedlem for SF, tidligere udenrigsminister og eks-formand for SF, vender sig også mod blokaden, som han overfor Dansk-Cubansk Forening kalder “meningsløs”.
Villy Søvndal, tidligere udenrigsminister: – Der er brug for samarbejde, samhandel og dialog. Foto: Magnus Fröderberg/norden.org/CC.2.5
– Der er ikke brug for blokade. Der er brug for samarbejde, samhandel og dialog, lyder det fra Villy Søvndal.
Jørn Lehmann Petersen, regionrådsmedlem for Socialdemokratiet i Region Syddanmark og formand for Miljøudvalget, er helt på linje. Han mener, at blokaden er fortsat, uden at man har “søgt dialogen som løsning”.
– Den eneste forklaring må være, at man vil please eksilcubanere i Florida og sikre opbakning til diverse valg fra denne gruppe, mener politikeren.
Anders Sørensen, redaktør for Arbejderen, mener, at blokaden er en straf til uafhængige lande. Han har også svaret på Dansk-Cubansk Forenings henvendelse.
– Når vi tillader USA at føre økonomisk krig mod lande, som går deres egne veje, er vi med til at legitimere et internationalt system, hvor det er de stærke, der bestemmer over de mindre stærke, og hvor de nationale demokratiske institutioner underordnes stormagternes magtkampe, siger han.
1960: USA stopper olieeksport til Cuba og import af cubansk sukker.
1961: USA afbryder de diplomatiske forbindelser med Cuba.
1962: Præsident Kennedy underskriver loven om blokaden mod Cuba. Efter pres fra USA beslutter OAS – Organisationen af Amerikanske Stater – at ekskludere Cuba.
1963: Kennedy skærper blokaden og knytter blokaden til loven, der forbyder “handel med fjenden”.
1977: USA og Cuba opretter under præsident Jimmy Carter ‘interessekontorer’ i henholdsvis Havanna og Washington.
1982: USA sætter Cuba på sin liste over stater, der støtter terrorisme.
1989: Senator Connie Mack foreslår at skærpe blokaden og forbyde datterselskaber af USA’s virksomheder samt USA-ejede virksomheder i andre lande at handle med Cuba. Forslaget bliver del af blokadelovene i 1992, da Toricelli-loven vedtages.
1992: Medlem af Kongressen Robert Toricelli foreslår en skærpelse af blokaden (Cuba Democracy Act), som på mange områder strammer blokaden og rammer skibsfarten til Cuba. Loven vedtages og underskrives af præsident Bush (senior).
1992: FN’s generalforsamling fordømmer for første gang USA’s blokade mod Cuba. Det har generalforsamlingen gjort hvert år siden da. I 2014 stemte 188 lande mod blokaden og to lande (USA og Israel) for.
1996: USA strammer blokaden yderligere med vedtagelsen af Helms-Burton-loven, der underskrives af præsident Bill Clinton. Samme år vedtager EU sin “fælles holdning” til Cuba. Den betyder, at EU-landene lægger Cuba på is og undlader at modvirke USA’s blokade – også når den rammer virksomheder i EU. Blandt andet Canada vedtog omvendt en lov, som forbød canadiske virksomheder at efterleve USA’s blokade mod Cuba.
2001: Efter orkanen Michelle dispenserer USA fra blokaden og tillader, at Cuba – mod kontant betaling – kan købe fødevarer i USA. Det er fortsat siden.
2006: Præsident George W. Bush strammer blokaden og afsætter millioner til øget undergravende virksomhed i Cuba – til “fremme af frihed og demokrati”, som det formuleres.
2009: Præsident Obama suspenderer nogle af de stramninger, som George W. Bush indførte, men skærper samtidigt bødestraffen for handel med Cuba.
2013: Rejsebureau i USA får en bøde på 5,2 millioner dollars for gennem et udenlandsk datterselskab at sælge rejser til Cuba.
2014: En række store banker får milliardbøder for at formidle handel og valutatransaktioner i dollars for Cuba.
2014: Præsidenterne Barack Obama og Raúl Castro taler 17. december på tv. Der er indgået en aftale om at normalisere forholdet og genoprette de diplomatiske forbindelser.
2015: USA fjerner Cuba fra listen over lande, der støtter terrorisme. Ambassader åbnes i Washington og Havanna. Enkelte lempelser af blokaden iværksættes af præsidenten. Cuba kræver blokaden ophævet.
2017-20: Under præsident Trump er Obamas lempelser af blokaden suspenderet og nye stramninger iværksat. Mest alvorligt er iværksættelsen af det såkaldte kapitel III i Helms-Burton-loven, der åbner for, at virksomheder i hele verden kan retsforfølges i USA, hvis de handler med eller investerer i cubanske virksomheder, der blev nationaliseret i starten af 1960’erne.
2021: USA inkluderer Cubas forsvarsminister Alvaro Lopez Miera og Havanas Specialstyrke på Magnitsky-Lovens liste over aktører, der bryder menneskerettighederne. Personer på listen bliver nægtet indrejse til USA, der ser sig berettiget til at indfryse personernes aktiver.
Lotte Rørtoft-Madsen, formand for Kommunistisk Parti, betegner blokaden som “forbryderisk”.
– Blokaden koster liv, lidelse og velfærd i Cuba i et omfang, som det ikke giver nogen mening at sætte tal på. Så længe magtens sprog taler, får USA-imperialismen lov til at agere, som den vil, siger hun og tilføjer: “Cuba kan regne med Kommunistisk Partis støtte”.
Flere af danskerne har et bud på, hvad der kan gøres.
– Vi må gennem internationale organer og netværk arbejde aktivt for, at de to parter snarest sætter sig til forhandlingsbordet og finder en løsning. Alt andet er inhumant og fuldstændig ude af tråd med nutidens internationale samarbejde og øvrige politiske tiltag, mener Jørn Lehmann Petersen.
– Den danske regering og EU må sige fra over for USA, siger Lotte Rørtoft-Madsen, formand for Kommunistisk Parti. Foto: Aage Christensen
Mogens Lykketoft håber mest af alt på Joe Biden i USA.
– Jeg er overbevist om, at Biden vender tilbage til USA’s Cuba-politik, som blev påbegyndt i sommeren 2016. Men som sagt går det lidt trægt, når ting skal igennem “maskineriet” i Washingtion. Men jeg er stadig overbevist om, at det nok skal lykkes, siger han til Arbejderen.
Mogens Lykketoft mener, at Europa i fællesskab må appellere til præsident Biden om hurtigst muligt at vende tilbage til Obamas kurs, så cubanerne omsider kan få mulighed for bedre levevilkår.
Lotte Rørtoft-Madsen lægger vægt på, at vi i Danmark kan gøre noget.
– Vi har et særligt ansvar for at tage til genmæle mod den danske regerings og EU’s lurepasseri. EU-landene har i årevis i FN stemt imod blokaden, som også rammer europæiske virksomheder og institutioner. Men afstemningerne må følges af konkret handling, siger hun og tilføjer, at “den danske regering og EU må sige fra over for USA”.
EU-lande bliver ramt
Mandag fremkom en EU-rapport om, at USA’s blokade mod Cuba også påvirker EU’s interesser i landet. Rapporten advarer både mod den internationale slagside ved blokaden samt dens ødelæggende indvirkning på handel og levestandard for Cubas befolkning, skriver det cubanske nyhedsbureau Prensa Latina.
USA opretholder stadig Trump-administrationens skærpede sanktionspolitik, blandt andet gennem det såkaldte kapitel III i Helms-Burton-loven, der åbner for, at virksomheder i hele verden kan retsforfølges i USA, hvis de handler med eller investerer i cubanske virksomheder, der blev nationaliseret i starten af 1960’erne.
Joe Biden har imidlertid under sin valgkamp op til præsidentvalget i USA sidste år lovet at droppe eller mildne en række af Trumps sanktionspolitikker.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
GO globaloffice Politics
23. juni 2021
FNs generalforsamling tager i dag stilling til en motion fra Cuba om at ophæve den halve århundrede gamle amerikanske blokade af Cuba.
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, der var formand for FN’s Generalforsamling fra 2015-2016, er en af de danskere, der kritiserer blokaden mod Cuba op til dagens debat i FN’s Generalforsamling.
Stop blokaden mod Cuba, siger forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S).
: Vi sir`: Der kan kun være en afgørelse på den sag; – hæv blokaden og yd humanitær og økonomisk støtte til Cuba!
Når børn arver forældrenes kamp.
Ester Christiansens far var kommunist og i en kortere periode leder af modstandsbevægelsen i Århus. Han blev angivet, tortureret og sendt i tysk kz-lejr for at dø, men han overlevede. Ester og otte andres oplevelser med at være børn af modstandsfolk kom forleden som bog. Arbejderen talte med hende om at arve forældrenes krig.
Det er ikke et traume, Ester Christiansen har taget med fra sin fars modstandskamp og ophold i tysk kz-lejr, tværtimod. Hun har arvet hans sociale indignation og kamp mod fascismens grimme ansigt.
FOTO: Niels Sigaard
ForrigeNæste
1 af 2
⎙
– Jeg synes, at det var en festdag for mig, fordi det var så stort, at vi fik den bog på gaden, og jeg var rigtig, rigtig glad.
Ester Christiansen lyser op i et smukt smil ved tanken om gårsdagens vel overståede reception på 4. maj Kollegiet på Frederiksberg i København i anledning af, at bogen Modstandskampens Børn: Forældrenes krig – børnenes arv er blevet udgivet. Den er skrevet af journalist Andreas Fugl Thøgersen, der har haft opgaven at sammenskrive de ni forældres og deres børns fortællinger.
Min far valgte at deltage i kampen mod fascismen med livet som indsats. Fascismen viser stadig sit ansigt rundt omkring i verden, også i Danmark. I respekt for min fars indsats under krigen har jeg valgt side. Jeg er med i kampen.
– Svend Arvid Birkeland fra Rehabiliteringscentret for Torturofre var i gang med at beskrive danske torturofres krigstraumer og den måde, de vandrer videre i de kommende generationer. For fem år siden blev der på hans initiativ inviteret til et stort møde for alle dem, man kunne kalde børn af modstandsfolk. Det fandt sted i 4. Maj Kollegiet, hvor der mødte 20-25 voksne børn af torturofre op. Bagefter blev der dannet et netværk, hvor jeg var med. Det er ni voksne børn fra dette netværk, som har inspireret hinanden til at udveksle historier og opmuntre hinanden til at skrive om vor opvækst, fortæller Ester Christiansen til Arbejderen.
Bogen, der bygger på de ni efterkommeres samtaler og skriverier i gennem fem år, udkom symbolsk den 29. august på 70 års dagen for den danske modstandsbevægelses sejr over regeringens samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt ved Augustoprøret i 1943. Dagen blev samtidig en sejr for både de ni, der endte med at gennemføre projektet, og de hundredvis af andre danskere i samme situation, der ligesom dem voksede op med arven efter forældrenes krig – en arv, der bragte frustrationer, fortrængninger og traumatisering ind i deres tilværelse.
DEN GLEMTE HISTORIE
Ester Christiansen, der selv er uddannet som historiker, har længe undret sig over, at der har været skrevet om de danske nazisters børn og tyskertøsernes børn, men intet om modstandsfolkenes børn.
– Jeg har længe tænkt på, at den historie burde skrives. Og vi er jo selv de nærmeste til at skrive den. Da jeg var helt ung, begyndte jeg at interessere mig for, hvad min far havde gennemlevet. Jeg kunne ikke forstå, hvad der drev mennesker til at være så onde overfor hinanden, som Gestapo havde været ved min far, forklarer Ester Christiansen til Arbejderen.
Den Gestapobøddel, der ledte forhøret, sagde: “Nu nævner jeg navnene et efter et, og hvis du ikke indrømmer, at du kender vedkommende, så kommer du til at mærke det på dine rygstykker.”
Modstandskampens børn, s. 114
Her tænker hun ikke blot på den tortur, som Gestapo udførte i sit daværende hovedkvarter, Aarhus Universitet, men også på den senere mishandling i kz-lejren Neuengamme.
– Da de kom til lejren, skulle de flytte rundt på lig, og de blev kommanderet ud i 15 graders frost i tynde fangedragter på lejrens appelplads. Hele den der bestialske behandling af fangerne kunne jeg simpelthen ikke forstå, at nogen kunne få sig til, så det kom til at gå ud på for mig at forsøge at finde et svar på det. Svaret, syntes jeg, lå hos min far, så ofte forsøgte jeg at få ham til at fortælle, og det var han jo ikke særlig tilbøjelig til, for han ville helst glemme det. Så jeg har sikkert ikke været nem at være sammen med, siger Ester Christiansen med et glimt i øjet.
EN GAMMELDAGS KOMMUNIST
Ester Christiansen er født 1949 i en arbejderfamilie. Selv er hun som familiens første akademiker en mønsterbryder, fordi hendes forældre gav hende nogle betingelser, så hun kunne få den uddannelse, hun ønskede sig. Hun er meget omhyggelig med at understrege, at hendes far, maskinarbejder Erik Sørensen, var en ganske almindelig “gammeldags kommunist”. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og i en årrække kandidat-medlem til partiets centralkomité.
– Han var den type, der tog det seje, tunge træk med at opkræve penge til Land og Folk og kontingent til partiet, mens andre måske havde mere travlt med at stille sig op og holde store taler. På den måde var han fuldstændig nede på jorden. Jeg har tit været med ham rundt til alle de partikammerater, han var ude hos, husker Ester Christiansen.
Hun delte tidligt sin fars overbevisning og hans sociale engagement, og hun er i dag medlem af Kommunistisk Parti i Aalborg og medlem af sin boligforenings hovedbestyrelse. Selv blev hun tidligt medlem af det kommunistiske ungdomsforbund, i øvrigt meget imod sin fars vilje.
Jeg har tit hørt det hjemme ved spisebordet, hvis der var noget, jeg vrængede på næsen af. Så lød det altid: “Essen, Ester, immer essen!”
– Han syntes, at det var alt for tidligt at være medlem af ungdomsforbundet, for de holdt jo fester og drak bajere, og det skulle hans lille pige ikke være med til. Men det skulle han jo ikke bestemme, griner Ester.
– Der har været en tendens til at gøre modstandsfolkene til helte, og kun til helte, men de var jo ganske almindelige mennesker. Jeg har altid, selv om jeg nærer dyb respekt for min fars indsats, kunnet få øje på hans mindre heldige sider, for jeg synes at man skal være åben og ærlig, når man vurderer den slags ting. Vi er kun mennesker allesammen, lyder det nøgternt fra Ester Christiansen.
STUKKET AF GRETHE BARTRAM
Hun mener selv, at netop fordi hun er opvokset i et klassebevidst arbejderhjem, så har hun undgået de ofte voldsomme traumer, som gjorde opvæksten og det efterfølgende voksenliv til et helvede for andre i samme situation.
– Jeg har haft en rigtig tryg opvækst, og der har altid været ro til, at jeg kunne få forklaret de spørgsmål, jeg havde, når bare lige det ikke handlede om kz-lejren. Min søster, der blev født i 1940, har nok haft et lidt mere besværligt liv, for far var væk i det meste af hendes tidlige barndom.
Allerede i 1941, da Folketinget havde vedtaget kommunistloven, begyndte jorden at brænde under Erik Sørensen. Han flyttede hjemmefra og boede rundt omkring hos venner og kammerater, og var med i det illegale arbejde. I efteråret 1944 fik han til opgave at rekonstruere DKP’s illegale organisation efter at den daværende leder i Århus, gartner David Hejgaard, var blevet stukket af den berygtede storstikker Grethe Bartram og arresteret af Gestapo.
Senere blev også Erik Sørensen stukket af Grethe Bartram. Og selve det at blive stukket af en i inderkredsen blev ved med at være et tilbagevendene emne i Esters familie.
– Han havde en formodning om, at han på et tidligt tidspunkt var blevet stukket, men der gik lang tid, før det gik op for ham, at det måtte være hende. Den historie har spillet en stor rolle efter krigen, fordi jeg har fulgt de tidligere modstandsfolk i Århus og hørt deres beretninger om, hvordan ingen af dem kunne forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, at en person, der var en del af deres egen bevægelse, kunne foretage den slags stikkervirksomhed, uden at de opdagede det.
KRIGENS ARV
Ifølge Ester Christiansen kan man groft sagt inddele tidligere kz-lejrfanger i to grupper. Den ene, som hendes far tilhørte, forsøgte at fortrænge oplevelserne ved helst ikke at snakke om dem. Den anden gruppe fortæller tværtimod virkelig meget som en reaktion på det, de har oplevet.
– Der er stor forskel på, i hvor høj grad vi har oplevet traumerne som efterkommere af modstandsfolkene. Min far var kommunist og han vidste, hvad han gik ind til. Han vidste godt, hvad han kæmpede for, og han har tit sagt til mig, at under opholdet i Neuengamme var han helt overbevist om, at det her ikke var slutningen. Her skulle man bare hjem fra, og det skulle bare overstås, fortæller Ester Christiansen.
Omvendt har hun hørt andre, der er gået ned med depressioner og er traumatiseret på forskellige måder, nogle allerede under opholdet i fængsel eller lejr.
Han syntes, at det var alt for tidligt at være medlem af ungdomsforbundet, for de holdt jo fester og drak bajere, og det skulle hans lille pige ikke være med til. Men det skulle han jo ikke bestemme
– Der er forskel på, om man bliver arresteret, fordi man har en politisk bevidsthed og er med i politiske aktiviteter, eller om man tilhører en forkert race eller har nogle følelser mod tyskerne. Der er forskel på baggrunden, og det giver sig også udtryk i, hvordan man bliver ramt, filosoferer Ester Christiansen.
– Det er et spørgsmål om den mere klassebevidste modstandskraft. Jeg kom jo tættere og tættere på min far i løbet af min opvækst, fordi vi havde de der snakker sammen, og jeg at interesserede mig for hans liv.
KAMPEN MOD KRIGEN
Mange af modstandsfolkene og deres børn kom til at hade tyskerne. Men i Ester Christiansens barndom havde familien et godt forhold til tyskere og Tyskland. Familien tog meget til DDR på sommerferie, hvor Ester, der taler flydende tysk, lærte sine første gloser.
– I min familie har vi aldrig hadet tyskerne. Jeg har altid hørt, at de anti-fascistiske tyskere havde det hårdest af alle, fordi de blev forbudt allerede i 1933. Herhjemme blev de i det mindste først arresteret under krigen, og langt de fleste få måneder før befrielsen. Vi har altid været overbevist om, at der fandtes anti-fascister og så fandtes der overklasse og storkapital, siger Ester Christiansen og fortæller om den tyske kammerat, som støttede hendes far under opholdet i Neuengamme.
– De fik kålrabisuppe og min far kunne ikke rigtig spise den ulækre suppe. Så kom den der tyske kammerat hen til ham og sagde: “Essen, Erik, immer essen” (Spis, Erik, bliv ved med at spise, red.). Og jeg har tit hørt det hjemme ved spisebordet, hvis der var noget, jeg vrængede på næsen af. Så lød det altid “Essen, Ester, immer essen”, siger hun med et grin.
Hun mener, at bogen om modstandsfolkenes børn og den arv, de ufrivilligt har fået fra krigen, har to tydelige budskaber i Danmark år 2013.
– For det første skal vi tænke over, at datidens modstandsfolk blev kaldt terrorister. Ifølge den terrorlovgivning, som Danmark har i dag, står internationale organisationer står på listen over terrororganisationer og vi arresterer folk, der støtter dem, selv om det i virkeligheden er frihedskamp, de udfører. Det var dybt frustrerende at opleve, hvordan Anton Nielsen fra Horserød-Stutthof foreningen på den baggrund blev fængslet og så ovenikøbet i Horserød, hvor hans egen far havde siddet under krigen, siger Ester Christiansen med harme i stemmen.
– For det andet er Danmark blevet et krigførende land, som sender soldater i krig. Så regner man med, at når de kommer hjem, så er alting i skønneste orden, men krigen slutter ikke med, at danskerne trækker sig ud. Den fortsætter inde i folks hoveder og påvirker alle dem, som er tæt på de, der har oplevet krigens rædsler. Vores historie er jo, at vi stadig er påvirket af krigen mange år efter, at vore forældre har været med i modstandsbevægelsen og har siddet i tyske kz-lejre.
Ester Christensen tænker lidt over sit budskab, før hun konkluderer på den lange samtale.
– Krigens væsen går i arv, men der er forskel på, hvor meget man bliver ramt. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg hader den stikker, der sendte min far i kz-lejr. Mit svar er, at had er en følelse, som er alt for stor at klistre på hende. Min far valgte at deltage i kampen mod fascismen med livet som indsats. Fascismen viser stadig sit ansigt rundt omkring i verden, også i Danmark. I respekt for min fars indsats under krigen har jeg valgt side. Jeg er med i kampen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Du kan være med til at sikre, at Arbejderen fortsat kan udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bliv abonnent eller overfør et støttebeløb.
