Sabah, Libyen, er en oaseby i den nordlige udkant af Sahara-ørkenen. At stå i udkanten af byen og kigge sydpå ind i ørkenen mod Niger er afskrækkende.
Sandet strækker sig ud i det uendelige, og hvis der er vind, løfter den sandet, så det dækker himlen. Biler kommer kørende ned ad vejen forbi al-Baraka-moskeen og ind i byen. Nogle af bilerne kommer fra Algeriet (selvom grænsen ofte er lukket) eller fra Djebel al-Akakus, bjergene, der løber langs Libyens vestlige kant.
Af og til kommer en hvid Toyota-lastbil fyldt med mænd fra Sahel-regionen i Afrika og fra Vestafrika ind i Sabah. På mirakuløs vis har disse mænd klaret turen gennem ørkenen, og derfor kravler mange af dem ud af lastbilen og falder til jorden i desperat bøn. Sabah betyder “morgen” eller “løfte” på arabisk, hvilket er et passende ord for denne by, der ligger på kanten af den massive, voksende og farlige område Sahara.
I det seneste årti har FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) indsamlet data om migranters dødsfald. Dette Missing Migrants Project offentliggør sine tal hvert år, og i april udkom de seneste tal.
I de sidste ti år har IOM oplyst, at 64.371 kvinder, mænd og børn er døde, mens de var på farten (halvdelen af dem er døde i Middelhavet). I gennemsnit er 4.000 mennesker døde hvert år siden 2014. Men i 2023 steg tallet til 8.000. En ud af tre migranter, der flygter fra en konfliktzone, dør på vejen til sikkerhed.
Disse tal er dog meget upræcise, da IOM simpelthen ikke kan holde styr på det, de kalder “irregulær migration”. For eksempel indrømmer IOM, at “nogle eksperter mener, at flere migranter dør, mens de krydser Sahara-ørkenen end i Middelhavet.”
Sandstorme og bevæbnede mænd
Abdel Salam, som driver en lille forretning i byen, peger ud i det fjerne og siger: “I den retning ligger Toummo”, den libyske grænseby til Niger.
Han lader hænderne glide hen over landskabet og fortæller, at i området mellem Niger og Algeriet ligger Salvador-passet, og det er gennem det pas, at narko, migranter og våben bevæger sig frem og tilbage, en handel, der beriger mange af de små byer i området, såsom Ubari.
Med den libyske stats sammenbrud siden NATO-krigen i 2011 er grænsen i høj grad porøs og farlig. Det var herfra, at al-Qaeda-lederen Mokhtar Belmokhtar flyttede sine tropper fra det nordlige Mali til Fezzan-regionen i Libyen i 2013 (han siges at være blevet dræbt i Libyen i 2015).
For et årti siden rettede EU-landene deres opmærksomhed mod ruten og forsøgte at bygge en europæisk “mur” i Sahara mod migranterne. Pointen var at stoppe migranterne, før de når Middelhavet, hvor de bliver til gene for EU.
Det er også det område, der domineres af al-Qaedas cigaretsmuglere, som fragter millioner af albansk-fremstillede Cleopatra-cigaretter gennem Sahara til Sahel (Belmokhtar var for eksempel kendt som “Marlboro-manden” for sin rolle i denne handel).
En Toyota-lastbil kører af og til ind mod byen. Men mange af dem forsvinder i ørkenen som ofre for de frygtelige sandstorme eller for kidnappere og tyve. Ingen kan holde styr på disse forsvindinger, for ingen ved overhovedet, at de har fundet sted.
Matteo Garrones Oscar-nominerede Io Capitano (2023) fortæller historien om to senegalesiske drenge – Seydou og Moussa – som tager fra Senegal til Italien gennem Mali, Niger og derefter Libyen, hvor de bliver fængslet, inden de flygter over Middelhavet til Italien i en gammel båd.
Garrone har bygget historien op omkring beretninger fra flere migranter, blandt andre Kouassi Pli Adama Mamadou (fra Elfenbenskysten, nu aktivist og bosat i Caserta, Italien). Filmen fornægter ikke Saharas barske skønhed, som tager livet af migranter, der endnu ikke ses som migranter af Europa.
Filmens fokus er på rejsen til Europa, selvom de fleste afrikanere migrerer inden for kontinentet (21 millioner afrikanere bor i lande, hvor de ikke er født).
Io Capitano slutter med en helikopter, der flyver over skibet, mens det nærmer sig den italienske kystlinje; det er allerede blevet påpeget, at filmen ikke anerkender den racistiske politik, der vil møde Seydou og Moussa. Hvad filmen ikke viser, er, hvordan europæiske lande har forsøgt at bygge en fæstning i Sahel-regionen for at forhindre migration nordpå.
Grav under åben himmel
Flere og flere migranter har søgt mod Niger-Libyen-ruten efter den libyske stats fald i 2011 og overgrebene ved den marokkansk-spanske grænse ved Melilla og Ceuta.
For et årti siden rettede EU-landene deres opmærksomhed mod ruten og forsøgte at bygge en europæisk “mur” i Sahara mod migranterne. Pointen var at stoppe migranterne, før de når Middelhavet, hvor de bliver til gene for EU.
Frankrig, der førte an, samlede fem af Sahel-staterne (Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger) i 2014 for at skabe G5 Sahel. I 2015 vedtog Nigers regering under fransk pres lov 2015-36, der kriminaliserede migration gennem landet.
G5 Sahel og loven i Niger kom sammen med EU-finansierede midler til at levere overvågningsteknologi – ulovlig i EU – til brug i denne gruppe af lande mod migranter.
I 2016 byggede USA verdens største dronebase i Agadez, Niger, som en del af dette anti-migrantprogram. I maj 2023 undersøgte Border Forensics migranternes veje og fandt ud af, at på grund af loven i Niger og disse andre mekanismer var Sahara blevet en “grav under åben himmel”.
I løbet af de sidste par år er alt dette imidlertid begyndt at falde fra hinanden. Statskup i Guinea (2021), Mali (2021), Burkina Faso (2022) og Niger (2023) har resulteret i opløsningen af G5 Sahel samt kravet om fjernelse af franske og amerikanske tropper.
I november 2023 tilbagekaldte Nigers regering lov 2015-36 og løslod dem, der var blevet anklaget for at være smuglere.
Abdourahamane, en lokal herremand, stod ved siden af den store moské i Agadez og talte om migranterne.
– De mennesker, der kommer her, er vores brødre og søstre, sagde han og tilføjede:
– De kommer. De hviler sig. De rejser igen. De bringer os ikke problemer.
Moskeen, der er bygget af ler, bærer præg af ørkenen, men den er ikke forgængelig. Abdourahamane fortalte mig, at den går tilbage til det 16. århundrede, længe før det moderne Europa blev født.
Mange af migranterne kommer her for at få deres velsignelse, før de køber solbriller og begiver sig på tværs af ørkenen i håb om, at de klarer sig gennem sandet og finder deres skæbne et sted ude i horisonten.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om fofatteren:
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger erStruggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Oversat af Kris Rønne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.