Find livestream her
Er senkapitalismen/imperialismen nu også i nedgang, når faktum er at den, som den jo gør, kan hærge mere end nogensinde, og endda som EU pt. kan få gennemført et kæmpe oprustningsprogram?
Ønsketænkning giver måske håb, men er modproduktiv, antikapitalismens/imperialismens fortalere bliver nødt til at beskrive virkeligheden som den er. Der er i og for sig intet at at tabe herved. Det kan næsten ikke blive ringere.
Det er positivt at sociale bevægelser rører på sig, men det er arbejderklassen, der skal på banen, hvis der skal dæmmes op for imperialismen.
Arbejderklassen er købt, passiveret og afpolitiseret. Det bliver man nødt til at erkende. Ellers ville imperialismen via dens politikere og medier jo ikke have frit slag, som den har, til fx at manipulere størstedelen af befolkningen, herunder arbejderklassen til endda at støtte, eller i det mindste forholde sig indifferent, til dens monolitiske og krigseskalerende udlægning af krigen i Ukraine.
Imperialismen vil strukturelt have overhånden, selv i en blandingsøkonomisk venstresocialdemokratisk model som i 1970 èrne under Anker Jørgensen, hvor økonomisk demokrati oven i købet var på tale. Og derfor kunne den næsten uden modstand gennemføre neoliberalismen i 1980´erne.
Imperialismen kontrollerer produktionsmidlerne, dvs. de materielle værdier, og der igennem det produktive-, finansielle-, væbnede, ideologiske, uddannelses- og de øvrige relevante apparater, politikerne, medierne, og kan altså også der igennem købe arbejderklassen til (udenrigs)politisk tavshed.
– Så for at reversere imperialismens hærgen, må eller skal den produktive arbejderklasse have kontrollen over produktionsapparatet, og det bliver ikke let, og i modsætning til under kapitalismen, hvor den implicit må mene, at kapitalen er bedst til at lede samfundet materielt, have kompetence og tillid til at kunne dette i almenhedens, fredens og den socialistiske udviklings interesse – for der igennem at omforme de øvrige apparater. Og metoden dertil må være det eneste teoretisk udviklede alternativ til liberalismen-imperialismen, dvs. marxlsmen-leninismen og videreudvikling af dets læringsapparater, der trods eksisterede i Sovjet og DDR.
Og det må indebære, at man, (og man må jo være de, der går forrest i forandrings-processen; Arbejderpartiet (Marx) eller det Kommunistiske parti (Lenin), og som en socialistisk bevidst befolkning skal holde et vågent øje med)) ud fra et marxistisk-leninistisk kompas, skal forholde sig udviklingskritisk, også over for de samfund man holder med: Palæstina, Venezuela, Cuba, osv.
