Sverige: Mahmut Tat er blevet udleveret af Sverige til Tyrkiet, hvor han er blevet smidt direkte i fængsel. Under anklagen om at være medlem af Kurdistans Arbejderparti (PKK), er Tat blevet udleveret, fordi Tyrkiet kun ville godkende Sveriges medlemskab af NATO, hvis Sverige gik med til at udlevere kurdiske indbyggere, der er aktive i organisationer, som Recep Erdoğans regering anser som terrororganisationer. En anden person af kurdisk afstamning er også blevet udleveret til Tyrkiet af Sverige.
Tyskland: Holger Münch, leder af Tysklands føderale politi, siger, at over 50 personer er blevet anholdt i forbindelse med et kupforsøg planlagt af en gruppe højreradikale personer, der med vold ville vælte Tysklands regering.
Tyskland: Angela Merkel, Tysklands tidligere kansler, giver nu udtryk for, at Minsk-aftalerne mellem Rusland og Ukraine, hvor Merkel selv var med som mægler, blot var skinforhandlinger uden reelle intentioner om at skabe fred. “Minsk-aftalen fra 2014 var et forsøg på at give Ukraine tid. Det brugte også denne tid til at blive stærkere, som man kan se i dag”, siger hun.
Storbritannien: Endnu en bølge af arbejdere går til kamp i Storbritannien, hvor sygeplejersker, ambulanceredere, paramedicinere, jernbanefolk, postvæsenet og paskontrollører strejker for højere løn under inflationens prisstigninger.
Frankrig: 200 klimaaktivister saboterer en klimaskadelig cementfabrik i den franske kommune Bouc-Bel-Air.
Kosovo: Kosovo planlægger at ansøge om medlemskab af EU i de kommende dage, selvom de fem EU-lande Cypern, Grækenland, Rumænien, Slovakiet og Spanien ikke anerkender Kosovo som et selvstændigt land.
Palæstina: Xi Jinping, Kinas præsident, erklærer, at Kina støtter et fuldt palæstinensisk medlemskab af FN, en to-stats-løsning mellem Palæstina og Israel samt et Palæstina med grænserne fra 1967 og med Jerusalem som hovedstad.
Mongoliet: Tusindvis af demonstranter, mange af dem unge, trodser Mongoliets bidende kulde og er på gaden i oprør mod korruption i landets regering, der ifølge demonstranterne har svigtet befolkningen under inflationen på 15,2 procent. Demonstranter har forsøgt at kæmpe sig vej til parlamentet, hvor ruder er blevet smadret.
Iran: De iranske myndigheder er nu begyndt at henrette demonstranter på åben gade, efter de er blevet fængslet for at protestere imod Irans regering og det såkaldte “moralpoliti”, der i september dræbte den kurdisk-iranske kvinde Mahsa Amini for at bære sit tørklæde på en måde, der ifølge moralpolitiet var forkert.
Peru: Titusindvis af indbyggere i Peru er i oprør, fordi landets demokratisk valgte venstrefløjspræsident Pedro Castillo er blevet væltet og arresteret som følge af et parlamentarisk kup gennemført af landets højrefløj. Mindst fem demonstranter er blevet dræbt af politiet under protesterne.
Ghana: Medlemmer af politiske partier, fagforeninger, samfundsbaserede organisationer, kvindegrupper og andre sociale bevægelser fra hele Vestafrika mødtes i sidste uge til konference i Ghana. Her drøftede de, hvordan folk i vestafrikanske lande kunne spille en antiimperialistisk rolle i kampen for en ny verden fri for fattigdom og krig.
Australien: USA vil øge sin militære tilstedeværelse i Australien. Lloyd Austin III, USA’s forsvarssekretær, siger desuden, at Japan er blevet inviteret til at “integrere sig i vores initiativer vedrørende styrkeposition i Australien”. Austin III mener i den forbindelse, at Kina er engageret i “farlige og tvangsmæssige handlinger i hele Indo-Stillehavsområdet”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.