Baggrund
Den 20. juni 2024 fordømte FN’s Sikkerhedsråd angrebene på civile i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) “i de stærkeste vendinger”.
Congo er et af de rigeste lande i verden med uudnyttede mineralreserver, der alene er 24 billioner dollars værd.
I sin pressemeddelelse skrev Sikkerhedsrådet, at disse angreb – udført af både DRC’s væbnede styrker og forskellige oprørsgrupper, der støttes af nabolande som Rwanda og Uganda – “forværrer den ustabile sikkerhed og stabilitet i Den Demokratiske Republik Congo og i regionen og forværrer den nuværende humanitære situation yderligere”. Fem dage senere, den 25. juni, trak FN’s fredsbevarende styrke i det østlige DRC sig tilbage i overensstemmelse med en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd fra december 2023, som både forpligtede til at sørge for sikkerhed i forbindelse med DRC’s parlamentsvalg den 20. december og til at begynde at trække den fredsbevarende styrke gradvist ud af landet.
I mellemtiden fortsætter de rwandisk-støttede M23-oprørere med at rykke støt ind i de østlige provinser i DRC, hvor der har været en aktiv konflikt siden folkedrabet i Rwanda i 1994. I løbet af tre årtier har der sjældent været varig fred på trods af flere fredsaftaler (især Lusaka-aftalen fra 1999, Pretoria-aftalen fra 2002, Luanda-aftalen fra 2002 og Sun City-aftalen fra 2003). Det samlede dødstal er meget dårligt registreret, men alt tyder på, at over seks millioner mennesker er blevet dræbt. At volden i den østlige del af DRC er så uløselig, har ført til en følelse af håbløshed med hensyn til muligheden for at sætte en permanent stopper for blodbadet. Dette ledsages af en uvidenhed om denne konflikts politik og dens dybe rødder i både kolonihistorien i De Store Søers Område og kampen om råstoffer, der er nøglen til den elektroniske tidsalder.
For at forstå denne konflikt er Tricontinental: Institute for Social Research gået sammen med Centre Culturel Andrée Blouin, Centre for Research on the Congo-Kinshasa (CERECK) og Likambo Ya Mabele (‘Land Sovereignty Movement’) om produktionen af en ny samling dokumenter, The Congolese Fight For Their Own Wealth. For otte år siden samlede vi et hold for at undersøge den igangværende krig med særlig vægt på imperialisme og det ressourcetyveri, der har plaget denne del af Afrika i det sidste århundrede.
Fattigdom i et land med stor rigdom
Koloniseringen af Congo kom samtidigt med tyveriet af regionens arbejdskraft, gummi, elfenben og mineraler i 1800-tallet under den belgiske kong Leopold II’s styre. Multinationale selskaber fortsætter denne kriminelle arv i dag ved at stjæle mineraler og metaller, som er afgørende for den voksende digitale og “grønne” økonomi. Denne ressourcerigdom er det, der trækker krigen ind i landet. Som vi viser i dokumentsamlingen, er DRC et af de rigeste lande i verden med uudnyttede mineralreserver, der alene er 24 billioner dollars værd. Men samtidig lever 74,6 procent af befolkningen for mindre end 2,15 dollars om dagen, og en ud af seks congolesere lever i ekstrem fattigdom. Hvad er årsagen til denne fattigdom i et land med så stor rigdom?
På baggrund af arkivforskning og interviews med minearbejdere viser dokumentsamlingen, at kerneproblemet er, at congoleserne ikke har kontrol over deres rigdom. De har kæmpet mod uhæmmet tyveri, ikke kun siden dannelsen af Mouvement National Congolais (“Congos nationale bevægelse”) i 1958, som kæmpede for frigørelse fra Belgien og kontrol over Congos omfattende naturressourcer, men endnu tidligere gennem arbejderklassens modstand mellem 1930’erne og 1950’erne.
Denne kamp har ikke været let, og den er heller ikke lykkedes: DRC er fortsat domineret af udnyttelse og undertrykkelse fra et magtfuldt congolesisk oligarki og multinationale selskaber, der opererer med førstnævntes tilladelse. Desuden lider landet på den ene side under aggressionskrige fra nabolandene Rwanda og Uganda, der støttes af stedfortrædende militsgrupper, og på den anden side under indblanding fra multilaterale institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), der gennemtvinger neoliberale politikker som et krav for at modtage lån.
Få dage før valget i DRC i december 2023 udbetalte IMF 202,1 millioner dollars, fordi de følte sig sikre på, at den, der vandt valget, ville bevare “programmets mål, herunder begrænse makroøkonomiske skred og fortsætte med at implementere den økonomiske reformdagsorden”. Med andre ord mente IMF, at man kunne fortsætte med at privatisere elektricitet og udarbejde minelove, som har været alt for “generøse” over for multinationale selskaber – uanset valgresultatet (ordet “generøs” stammer fra IMF’s egen missionschef for DRC, Norbert Toé). Et lille beløb fra IMF er i stand til at dæmpe kravet om suverænitet over DRC’s betydelige ressourcer.
De Store Søers Område i Afrika er på flere fronter blevet forhindret i at løse de problemer, der plager det. Forankrede neokoloniale strukturer har forhindret opbygningen af en velfinansieret social infrastruktur. Mineselskabernes ekstraordinære magt, som indtil for nylig hovedsageligt var af australsk, europæisk og nordamerikansk oprindelse, har afsporet bestræbelserne på at opnå suverænitet over ressourcerne. Imperialistiske magter har brugt deres penge og militære magt til at underordne de lokale herskende klasser udenlandske interesser.
Disse lokale herskende klassers svaghed og deres manglende evne til at skabe et stærkt patriotisk projekt, som det Louis Rwagasore i Burundi og Patrice Lumumba i DRC forsøgte (begge blev myrdet af imperialistiske magter i 1961), har forhindret regionale fremskridt. Der er et presserende ønske om at skabe et sådant projekt, der kan samle folk om flertallets fælles interesser i stedet for at blive offer for etniske skel (der er fire hundrede forskellige etniske grupper alene i DRC) og stammekultur, der river samfund fra hinanden og svækker deres evne til at kæmpe for deres skæbne.
Et sådant projekt blomstrede efter DRC’s uafhængighed i 1960. I 1966 vedtog regeringen en lov, der gav den mulighed for at kontrollere al ubesat jord og de tilhørende mineraler. I 1973 gav DRC’s generelle ejendomslov embedsmænd mulighed for at ekspropriere jord efter forgodtbefindende. At etablere et projekt, der bruger materielle ressourcer til gavn for alle folkeslag i stedet for at puste til etniske splittelser, må igen blive det centrale fokus. Men ideen om statsborgerskab i regionen er stadig sammenfiltret med ideer om etnicitet, som har fremprovokeret konflikter langs etniske linjer. Det var disse ideer, der førte til folkedrabet i Rwanda i 1994. Fraværet af et fælles projekt har gjort det muligt for massernes fjender at krybe gennem sprækkerne og udnytte befolkningens svagheder.
En alfabetisk suppe af politiske og militære fronter – såsom ADFL, FDLR, RCD og MLC – katapulterede regionen ud i ressourcekrige. Reserver af coltan, kobber og guld samt kontrol over grænsevejene mellem DRC og Uganda, der forbinder den østlige del af DRC med den kenyanske havneby Mombasa, gjorde disse væbnede grupper og nogle få magtfulde personer meget rige. Krigen handlede ikke længere kun om den postkoloniale konsensus, men også om den rigdom, der kunne suges ud til fordel for en international kapitalistklasse, som bor langt væk fra Afrikas store søer.
Den nye kolde krig
Fascinerende nok var det først, da kinesisk kapital begyndte at udfordre virksomheder med hjemsted i Australien, Europa og Nordamerika, at spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder i DRC blev en stor bekymring for det “internationale samfund“. Menneskerettighedsorganisationer, som tidligere havde vendt det blinde øje til udnyttelsen, begyndte at interessere sig for disse forhold og opfandt nye udtryk som “blodcoltan” og “blodguld” for at henvise til de primære råvarer, som udvindes af de kinesiske og russiske virksomheder, der har etableret sig i flere afrikanske lande.
Men som vores dokumentsamling – og Wenhua Zongheng-udgaven “China-Africa Relations in the Belt and Road Era” – viser, står den kinesiske politik og de kinesiske interesser i skarp kontrast til den IMF-drevne dagsorden for DRC, da Kina søger at “bevare mineral- og metalforarbejdning i DRC og opbygge en industriel base for landet”.
Desuden producerer kinesiske virksomheder varer, som ofte er fremstillet til forbrugere i det globale nord, en ironi, som bekvemt ignoreres i den vestlige fortælling. Det internationale samfund foregiver at være bekymret for menneskerettighedskrænkelser, men har ingen interesse i det afrikanske folks håb og drømme. Det er i stedet drevet af det globale nords interesser og af den USA-ledte nye kolde krig.
Vores dokumentsamling slutter med ordene fra congolesiske unge, som længes efter land, efter en patriotisk kultur og efter kritisk tænkning. Disse unge mennesker er født i krig, de er opvokset i krig, og de lever i krig. Og alligevel ved de, at DRC har rigdom nok til at lade dem forestille sig en verden uden krig, en verden med fred og social udvikling, der overgår snævre skel og uendelige blodsudgydelser.
Vijay Prashad er administrerende direktør for Tricontinental: Institute for Social Research, som er et internationalt institut, der er styret af folkelige bevægelser og organisationer, som søger at bygge bro mellem akademisk produktion og politiske og sociale bevægelser for at fremme kritisk tænkning og stimulere debatter og forskning med et emancipatorisk perspektiv, der tjener folkets ønsker.
Institute for Social Research er et netværk af forskningsinstitutter i det globale syd, som har institutter i Argentina, Brasilien, Indien og Sydafrika samt et tværregionalt kontor med medlemmer i mange dele af verden.
Denne artikel, som er oversat af Arbejderen, er hentet fra The Tricontinental den 4. juli 2024. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, 2024.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
