Læserbrev
I disse dage, fra den 6. til 18. november, foregår FN’s klimatopmøde i Egypten (COP27), hvor klimaaktivister rejser til for at lade deres stemmer blive hørt.
Max Ajl, amerikansk klimaforsker og forfatter til bogen A People’s Green New Deal, mener, at aktivister bør bruge de informationer og netværk, der skabes på COP27, til at forstærke klimakampen på hjemmefronten for at vælte deres “neoliberale regeringer”.
Vi har brug for en international front.
Max Ajl
For at sikre en beboelig planet i fremtiden ser Max Ajl et behov for, at regeringer i det globale syd samt “principfaste nordlige kræfter” går sammen om at etablere en “grøn Bandung”. Bandung er en by i Indonesien, hvor 30 regeringer fra det globale syd i 1955 afholdte Bandung-konferencen for at styrke samarbejde og modsætte sig kolonialisme og neokolonialisme.
Det er igennem en grøn Bandung, at verden vil kunne så frøene til “folkets grønne omsætning” bygget på afkommercialisering, arbejderklassens magt, antiimperialisme og agroøkologi.
– Agroøkologi betyder lokaliserede madsystemer, lokaliseret forarbejdning og mindre kredsløb, der ikke strækker sig langt ud i verden for at producere mad, men forbliver lokale, siger Max Ajl til Arbejderen.
Folkets grønne omstilling
Max Ajl er bosat i Tunesien og arbejder til daglig for Agrarian South, der er et internationalt netværk af forskere i Afrika, Asien, Latinamerika og Carribien. Han er i Danmark for at deltage i en klimakonference organiseret af ngo’en Global Aktion.
I sin bog ‘A People’s Green New Deal’ (Folkets Grønne Omstilling) stiller klimaforskeren skarpt på, hvorfor eksisterende forsøg på at gennemføre en grøn omstilling i Vesten vil fejle, og hvordan en ægte grøn omstilling for verdensbefolkningen i stedet bør se ud.
– Den fundamentale forskel mellem folkets grønne omstilling og andre grønne omstillinger har rødder i splittelser på venstrefløjen. Grundlæggende set er det et spørgsmål om reformisme kontra radikalisme, forklarer Max Ajl, der tror på den radikale løsning på klimakrisen.
Ifølge klimaforskeren har de generelle udkast til grønne omstillinger rødder i socialdemokratisme, mens folkets grønne omstilling er bygget på et kommunistisk grundlag.
“Der skal kæmpes aggressivt”
Max Ajl fortæller, at folkets grønne omstilling på en række parametre adskiller sig fra øvrige forsøg på at forandre samfund på klimavenlig vis.
– Folkets grønne omstilling har brug for politiske bevægelser, der eksplicit forsvarer afskaffelsen af kapitalismen – ikke som noget, der langsomt kan konstrueres, men som noget, der skal kæmpes aggressivt for, fastslår klimaforskeren.
Det kapitalistiske verdenssystem, hvor firmaer er i konstant jagt på profit og derfor udvinder enorme mængder ressourcer fra naturen, er den primære årsag til klimakrisen, bekræfter den internationale miljøgruppe for videnskabsfolk, Scientist Rebellion.
Imens socialdemokratiske intentioner med grønne omstillinger blot vil forsøge at gøre kapitalismen mere klimavenlig gennem reformer, vil folkets grønne omstilling derimod vælte kapitalismen og skabe et helt andet samfund.
Det globale nord må tage ansvar
Et andet punkt, hvorpå folkets grønne omstilling skiller sig ud, er, at den tager højde for forholdet mellem det globale syd og det globale nord.
– Hvis vi vil afskaffe kapitalisme, må vi arbejde som en forenet verden. Men ikke alle arbejdere i verden har den samme magt, og ikke alle arbejdere lider under den samme form for undertrykkelse, siger Max Ajl til Arbejderen.
Derfor fokuserer folkets grønne omstilling på, hvilke opgaver der er de vigtigste for verdens arbejdere afhængigt af, hvilke lande arbejderne befinder sig i.
– Arbejdere i det globale syd kæmper stadig for deres nationale befrielse, hvilket også er en kamp mod monopolkapitalisme, fortæller Max Ajl.
Så sent som i august lykkedes det befolkningen i Mali at skubbe sin tidligere franske koloniherres militær ud af landet, hvor Frankrigs styrker i ni år havde været til stede for at sikre Frankrigs adgang til Malis uran, oplyser en rapport udarbejdet af den politiske forsker Madi Ibrahim Kanti.
– Folk i det globale nord må forstå, at landene i nord hæmmer udviklingen i syd gennem ulige udveksling, sanktioner, militær intervention, gældsbyrder samt afvisning af at betale økologisk gæld, kolonial gæld og eftergivelse af finansiel gæld, understreger Max Ajl.
På FN’s klimatopmøde i København i 2009 (COP15) blev verdens regeringer enige om, at lande i nord skulle betale lande i syd 100 milliarder dollars om året fra 2020, så de fattigere lande i syd ville være bedre i stand til at tilpasse sig klimaforandringer, der primært er skabt af de rigere lande i nord. Men landene i nord har ikke holdt deres klimaløfte, oplyser naturtidsskriftet Nature.
Derfor kræver folkets grønne omstilling, at politiske partier og kampagner i nord skaber opmærksomhed om, at deres regeringer både politisk og økologisk skader det globale syd.
Landbrug fra kolonitiden
Den tredje måde, som folkets grønne omstilling skiller sig fundamentalt ud på, er, at landbrug er et hovedtema. Max Ajl kritiserer, at socialdemokratiske forsøg på grønne omstillinger ikke tager nok højde for landbruget, der både er “en væsentlig producent af CO2” og samtidig en måde, hvorpå det globale nord udnytter det globale syd.
Landbrugets indflydelse kommer blandt andet til udtryk ved, at lande i det globale nord importerer frugter og grøntsager, der er udenfor sæson, fra det globale syd.
Ifølge velgørenhedsorganisationen CAFOD medførte kolonitiden nemlig, at vestlige imperier tvang deres kolonier i det globale syd til at omlægge deres landbrug. I stedet for at producere afgrøder til dem selv blev lokalbefolkninger tvunget til eksempelvis at producere jordnødder, der blev eksporteret til lande i det globale nord.
Max Ajl fortæller, at omlægningen af landbruget under kolonitiden stadig i dag fører til, at folk i det globale syd ikke får nok korn at spise, da der i høj grad produceres frugter og grøntsager, som bliver eksporteret nordpå. Men manglen på ordentlige fødevarer er ikke det eneste problem.
– Ligesom alle andre eksportsektorer i det globale syd sørger firmaer i landbruget for, at lønnen for folk i sektoren forbliver lav, så varerne er billige at eksportere, siger Max Ajl.
Agroøkologi
Folkets grønne omstilling peger i stedet på agroøkologisk landbrug, hvor mad bliver produceret og forarbejdet lokalt.
På den måde vil fødevarer ikke blive sendt på skibe, der sejler i store kredsløb rundt om kloden, mad vil have mindre behov for at blive kølet ned, og behovet for at pakke frugt og grøntsager ind i plastik vil blive betydeligt mindre. Alt sammen til gavn for klimaet.
– I princippet kan landbruget være en sektor med nul udledninger af CO2. Historisk set har verden haft et vist niveau af landbrug i mange tusinde år, men det er industrialiseringen af landbruget, der gør det til en sektor, der udleder kuldioxid, siger Max Ajl og fortsætter:
– Landbruget burde så kulstof i jorden og planterne, mens de vokser, så de trækker kuldioxid ned fra atmosfæren og omdanner det til kulstofsiloer.
Max Ajl tilføjer, at landbruget på den måde ikke blot kan være en klimaneutral sektor, men at agroøkologi faktisk kan omdanne landbruget til en sektor, som optager mere CO2, end den udleder.
Konsekvensen ved agroøkologi vil i Danmark være, at folk ikke vil have adgang til de frugter og grøntsager, der er udenfor sæson i landet.
– Det er ikke verdens ende. Ting bliver nødt til at ændre sig for at redde planeten, mener Max Ajl.
Da klimaaktivismen peakede
Max Ajl giver udtryk for, at klimaaktivister, der i disse dage er i Egypten under COP27, bør lade sig inspirere af 2010, da “antisystemisk klimaaktivisme peakede.”
Han peger på Folkets Aftale fra Cochabamba i Bolivia, hvor 35.000 repræsentanter fra civilsamfundsorganisationer og regeringer i det globale syd afholdte en konference om klimaforandringer i 2010. Folkets Aftale kræver blandt andet, at rige lande tildeler seks procent af deres årlige indkomst til kampen mod klimaforandringer.
For at denne aftale overhovedet kunne blive en realitet, peger Max Ajl både på bevægelsen Alter-globalization samt venstrefløjens fremgang i Latinamerika.
Alter-globalization er en bevægelse, der op til konferencen i Cochabamba bredte sig på tværs af Europa og USA. Alter-globalization gjorde det klart, at mennesker i nord har en forpligtigelse overfor mennesker i syd, samt at den kapitalistiske globalisering skaber en ulige udvikling i verden.
– Fra 1998 til 2010 svømmede Latinamerika samtidig mod strømmen af verdensomspændende neoliberalisme og venstrefløjens verdensomspændende politiske nederlag på statsligt niveau, siger Max Ajl til Arbejderen.
Venstrefløjens fremgang i Latinamerika blev dengang kaldt “Den lyserøde bølge”. Bølgen medførte, at størstedelen af landene i Latinamerika inklusive Brasilien, Argentina og Bolivia blev ledet af venstrefløjsregeringer.
Global opvarmning over 1,5 grader
Imens årene op til 2010 ifølge Max Ajl virkede lovende for klimakampen, mener han ikke, at der i dag er stærke nok kræfter til at holde global opvarmning under 1,5 grader, hvilket ellers er målet med Parisaftalen.
På den måde erklærer han sig enig i en ny rapport udarbejdet af FN’s Miljøprogram (UNEP), der fortæller, at verden er langt fra målet om at holde global opvarmning under 1,5 grader. UNEP rapporterer, at verden i stedet er på vej mod en global opvarmning på 2,8 grader ved århundredskiftet.
– Klimaforandringer og økologisk katastrofe bevæger sig ikke lineært i forhold til den skade, der bliver skabt. 1,6 grader er meget værre end 1,5 grader. Men 2 grader vil være fem gange værre en 1,5 grader. Og hvis vi når 5 grader, er Jorden ikke længere beboelig, lyder det fra Max Ajl.
I den forbindelse spørger Arbejderen: Hvis du kunne sige én ting til klimaaktivister, der er rejst til Egypten for at deltage i COP27, hvad ville det så være?
– Gå hjem og vælt jeres neoliberale regeringer, svarer Max Ajl.
En grøn Bandung
Max Ajl erklærer sig desuden enig med sin kollega, Paris Yeros, der på hjemmesiden for Agrarian South gør det klart, at verden har brug for “en ny Bandung”.
Da ledere fra det globale syd i 1955 mødtes i den indonesiske by Bandung, var det en milepæl for samarbejdet mellem lande, der havde kæmpet sig fri fra de nordlige landes kolonisering. Klimakrisen kalder på “en grøn Bandung”, mener Max Ajl.
Han tilføjer, at civilsamfundsorganisationer fra det globale nord, der kæmper for det globale syds frigørelse, også bør deltage i den grønne Bandung – ligesom de gjorde i 1955.
– Vi har brug for kræfter, der er forpligtet til disse principper, og som repræsenterer demokratiske masser og har stor legitimitet til at arrangere og deltage i konferencen, forklarer klimaforskeren.
– Vi har brug for en international front, slutter Max Ajl.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
