tak for et meget interessant skriv .
“Kinas samfundsøkonomiske model går i hjemlandet under idiomet socialisme med kinesiske kendetegn. Uden for Kina omtales modellen mere kritisk som kommandokapitalisme, mens den foretrukne term i akademiske kredse er statskapitalisme. Under alle omstændigheder dækker de forskellige betegnelser over en unik hybrid af kapitalisme, socialisme, stat og marked.”
Kina og Kinas udviklingsvej er i disse år på alles læber. For nogle med frygt og bæven.
Dansk Industri (DI) ved ikke rigtig, hvilket ben de danske kapitalisters interesseorganisation skal stå på, når det kommer til Kina. Ovenstående citat er hentet fra et kompendium, som DI’s politiske chef i Kina udarbejdede i juli 2021. DI er fanget mellem udsigten til profitter på den ene side og en ny kold krig, der på den anden side pålægger de danske kapitalister at følge USA’s forsøg på at tryne den nye, frembrusende asiatiske magt.
Kina og Kinas udviklingsvej er i disse år på alles læber. For nogle med frygt og bæven:
“Et stigende antal rige kinesere flytter deres familier og formuer til Singapore, fordi de føler, at jorden brænder under dem i Kina. Det er blevet mere usikkert for rige mennesker at bo i Kina under Xi Jinpings magtfulde lederskab. Måske er det derfor, at et stigende antal rige familier vælger at flytte sig selv og deres formuer til Singapore.” (Christina Boutrup, TV2’s Asien-korrespondent, 18. marts 2023).
Som kommunist og revolutionær i Vesten får det uvægerligt én til at tænke: Noget må de da gøre rigtigt i Kina, hvis de rige føler grunden brænde under sig!
Det øger kun nysgerrigheden efter at dykke ned i dette kolossale lands økonomiske udviklingsvej og undersøge, hvad der inden for ganske få år har udviklet det fra et halvkolonialt og ekstremt fattigt land til et land, der kan håndtere pandemier og store kriser i den kapitalistiske omverden, og fra et lavindkomstland til et mellemindkomstland efter internationale standarder. For ikke at tale om de 850 millioner mennesker der er løftet ud af fattigdom. Eller om at det er ved at være et par årtier siden, at man kunne tale om Kina som et lukrativt lavtlønsland.
Kinas udviklingsvej har siden revolutionen i 1949 mildt sagt ikke fulgt en ret linje. Alligevel kan man i meget brede termer sige, at der løber en rød tråd fra folkerevolutionen til de seneste årtiers “modernisering og åbning”, der finder sted under betingelser, hvor Kina må operere inden for det internationale kapitalistiske verdensmarked. Samfundsmæssig velstand og velfærd er den grundlæggende menneskerettighed i den kinesiske marxistiske tradition. I dag hedder det: Det er bedre at sikre produktion og udvikling, frigøre og udvikle produktivkræfter end at stille sig tilfreds med en slags fattigmandssocialisme!
Kinas historiske udgangspunkt ved revolutionen i 1949 var ikke blot, at det var et halvkolonialt udviklingsland. Det hørte efter Anden Verdenskrig, hvor velfærdssamfundene tog form i eksempelvis Danmark, til blandt verdens allerfattigste lande. Det ligger uden for denne artikels rammer at give et blot summarisk vue over Kinas historie. Her skal kun nævnes, at landet har rødder i det, som Marx flere steder i Kapitalen kalder “den asiatiske produktionsmåde” – et slags feudalt samfund med mange små lokale bondesamfund og en stærk centralmagt. Og at det fra midten af 1800-tallet blev gjort til et halvkolonialt samfund under imperialismens hæl.
Udgangspunktet for den kinesiske revolution var således social og økonomisk underudvikling. Derfor blev spørgsmålet om at frigøre produktivkræfter det helt centrale i den proces, som folkerevolutionen igangsatte i 1949.
En menneskelig bedrift af historiske dimensioner
Den økonomiske udviklingsvej, som Kina har valgt, har ubestrideligt leveret resultater. Kinas moderne samfundsudvikling er en menneskelig bedrift af historiske dimensioner, som inden for ganske få generationer har løftet livet for mere end en milliard mennesker (tabel 1 og graf 1, vedhæftet). I 2020 blev absolut fattigdom udryddet. Skal Kinas udvikling sammenlignes med andre lande med nogenlunde tilsvarende udgangspunkt, ligger Indien ligefor. De to lande er nogenlunde lige store befolkningsmæssigt.
Indkomsten pr. indbygger er højere i Kina end i noget andet asiatisk udviklingsland (bortset fra Malaysia) (se Ross, s. 10). På under 50 år er levealderen fordoblet, hvilket ikke er set i noget land hverken før eller siden. Spædbørnsdødeligheden er reduceret til omkring fem pr. tusind – langt under FN’s verdensmål nr. 3: “At reducere dødeligheden blandt nyfødte til højst 12 pr. 1000.” I Indien ligger den på 20 pr. 1000. Næsten alle kvinder i Kina kan læse og skrive (99 procent). I Indien er en fjerdedel af alle kvinder analfabeter.
Den danske Kina-kender Clemens Stubbe Østergaard konkluderer:
“Kina kan krediteres for, at 800 millioner af dets borgere er blevet bragt ud af fattigdom siden 1978. I 30 år har det i gennemsnit haft en vækst på 10 procent årligt med reallønsfordobling hvert tiende år. Landet er industrialiseret og urbaniseret med et højt uddannelses- og sundhedsniveau og leverer nu også forskning i verdensklasse. Det er verdens største vareproducent og -eksportør. Endvidere har det ikke løsnet et skud uden for egne grænser siden 1979 og ej heller invaderet eller bombet andre lande. Det har støttet op om FN og verdens øvrige multilaterale organisationer og finansierer over ti procent af budgettet for fredsbevarende styrker.” (Clarté nr. 7, december 2022).
Omkring 750 millioner kinesere er i arbejdsstyrken. Arbejdsløshedsprocenten ligger på 3,6 og har generelt set været faldende siden 2010 (statista.com).
Levefoden er generelt set voksende. I den ikke-private sektor er gennemsnitslønnen vokset 2,5 gange i de sidste ti år (statista.com). Kina er således ikke mere det lavtlønssamfund – verdens produktionsfabrik – som det var for 20-30 år siden.
Spørgsmålet er så, om det er revolutionen og en socialistisk udviklingsvej, der har æren for disse landvindinger af enorme dimensioner – eller om det er de kapitalistiske træk ved den kinesiske økonomi, der har drevet denne udvikling frem.
Kineserne selv er ikke i tvivl: Uden folkerevolutionen i 1949 og den udviklingsvej, som de kinesiske kommunister har stået i spidsen for, var det aldrig sket.
Socialismens første fase
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) betragter ikke det kinesiske samfund som et helstøbt og stort set færdigudviklet socialistisk samfund. Tværtimod, kan man næsten sige. Landet befinder sig i socialismens “første fase”, hvor det indtil nu er lykkedes at opbygge “et jævnt velstående samfund”, som har udryddet absolut fattigdom. Inden 2049 (hvor den kinesiske revolution fylder 100 år) er målet at “omdanne Kina til et moderne, velstående, demokratisk, civiliseret og harmonisk land”. Og midtvejs, omkring år 2035, er det hensigten, at Kina bliver et “moderne socialistisk samfund”.
“Socialisme med kinesiske kendetegn” er den overordnede betegnelse for den sammenhængende udviklingsstrategi, der bestemt ikke har bevæget sig ad en ret linje gennem de næsten 75 år siden revolutionen.
Omdrejningspunktet i denne udviklingsstrategi var til en begyndelse de ekstremt tilbagestående produktivkræfter, og derfor var det centralt i mange år at udvikle disse. I dag identificerer KKP problemstillingen anderledes. Nu består den vigtigste modsætning mellem en ujævn og utilstrækkelig udvikling på den ene side og folkets voksende stræben efter et bedre liv på den anden side, sagde partiets formand Xi Jinping på KKP’s 20. kongres i efteråret 2022:
“Vi har identificeret hovedmodsigelsen, som det kinesiske samfund står overfor, som værende den mellem en ubalanceret og utilstrækkelig udvikling og befolkningens stadigt voksende behov for et bedre liv, og vi har gjort det klart, at vi skal fokusere på at lukke denne kløft i alle vores initiativer.”
Xi Jinping peger på en lang række mangler, hvoraf nogle lyder:
- Ubalancer og utilstrækkeligheder i udviklingen er fortsat et fremtrædende problem.
- Der er mange flaskehalse, der hindrer en udvikling af høj kvalitet.
- Kinas kapacitet til videnskabelig og teknologisk innovation er endnu ikke stærk nok.
- Mange vigtige spørgsmål skal løses for at beskytte mod finansielle risici og sikre, at fødevare-, energi-, industri- og forsyningskæderne er sikre og pålidelige.
- Der er stadig store forskelle i udvikling og indkomstfordeling mellem by- og landområder og mellem regioner.
- Befolkningen står over for mange vanskeligheder på områder som beskæftigelse, uddannelse, lægehjælp, børnepasning, ældrepleje og boliger.
- Økologisk bevarelse og miljøbeskyttelse er fortsat en formidabel opgave.
Revolution, kulturrevolution og vilde 90’ere
De kinesiske kommunister beskriver selv, hvorledes det store lands udviklingsvej ikke har været lige, men har været præget af udsving og omskiftelser. I meget grove træk kan man tale om tiden før og efter 1978, hvor reform- og åbningspolitikken blev fremherskende. De to perioder er forbundet med hinanden, og selvom de i mange henseender er dybt forskellige, kan de ikke ses løsrevet fra hinanden.
I perioden fra revolutionen i 1949 og frem til 1978 blev der ført en stram, centralt styret planøkonomisk politik, dog hele vejen igennem tilpasset til kinesiske forhold. Kulturrevolutionens ti år fra 1966 til 1976 betragtes i dag som en venstresekterisk afvigelse, der indebar “universel fattigdom”, omend der i de seneste år også dukker mere afbalancerede vurderinger frem i forhold til nogle af dens intentioner.
“Reform og åbning” opstod som en modreaktion med udsagn a la: “Socialisme er ikke fattigdom. Udvikling, der går meget langsomt, er heller ikke socialisme.” “Reform og åbning” startede i virkeligheden nedefra, konkret hos 18 familier i landsbyen Xiaogang, der for at overleve måtte gøre op med en rigid planøkonomi. De indførte i stedet det såkaldte husholdningsansvarssystem (lianchandaohu), hvor ansvaret for produktionen kom til at ligge lokalt i det enkelte fællesskab. Jorden forblev imidlertid som hidtil statsejet og udlejes til bønderne på langtidskontrakter.
Denne bevægelse blev grebet centralt, og i de kommende par årtier omkalfatredes store dele af den kinesiske økonomi i, hvad der er blevet kaldt “de vilde 90’ere”. I disse år opstod imidlertid nye modsætninger. Der opstod et misforhold mellem produktivkræfter og produktionsforhold, de statsligt ejede virksomheders rolle sank, arbejdsforholdene forværredes, der var mange strejker, uligheden voksede uhørt meget, miljø og økologi blev tilsidesat, og retsstatens principper stod ikke i forreste række.
Netop denne tid fik mange i Vesten til at mene, at Kina var slået ind på en kapitalistisk udviklingsvej.
I selve Kina var der store ideologiske kampe om vejen. Roland Boer (Socialism with chinese characteristics – a guide for foreigners) beskriver det således:
“Det virkede, som om alt blev kastet op i luften. KKP’s legitimitet var lavere end nogensinde før, korruption var udbredt, gabet mellem rig og fattig voksede, og mange tankeskoler kappedes om at gøre deres holdninger gældende… Skulle Kinas marxistiske politiske økonomi kuldkastes til fordel for nyklassisk økonomisk tænkning, tilmed nyliberalisme? Skulle Kina overgå til en vestlig model for demokratisk socialisme, eller skulle det vende tilbage til kulturrevolutionens værdier og praksis?”
I november 2013 udsendte partiets centralkomite et dokument, der har været retningsgivende lige siden. 90’ernes vej blev korrigeret, og det blev slået fast, at statsligt ejerskab til produktionsmidlerne er kernen, som sameksisterer med andre ejendomsformer, ligesom planlægning skal spille sammen med marked. KKP afviste at gøre op med socialismen og den socialistiske udviklingsvej og forpligtede sig på “socialisme med kinesiske kendetegn”. Det handler om på én og samme tid at bevare den økonomiske planlægning og sætte markedet i spil, mener partiet.
I grunddokumentet “KKP – dets mission og bidrag” fra 2021 hedder det med hensyn til ejendomsformerne:
“Partiet har i dets langsigtede ledelse af den økonomiske udvikling anvendt grundprincipperne i den marxistiske politiske økonomi og anvendt dem på kinesiske forhold. I det forløb har det skiftet fra en model for rent offentligt ejerskab (statsligt, kooperativt og anden form for fælleseje, LRM) til en model, hvor offentligt ejerskab spiller den dominerende rolle ved siden af økonomiske enheder med forskellige ejendomsformer.”
Og videre:
“Det økonomiske system er blevet reformeret fra en traditionel planøkonomi til en socialistisk markedsøkonomi…”
I årene efter begyndte uligheden (målt i den såkaldte ginikoefficient) at falde, en mellemindkomstgruppe på omkring 500 millioner mennesker voksede frem, et socialt sikkerhedsnet blev gradvist rullet ud (planlagt færdigudrullet i 2024), og der blev igen fokuseret på spørgsmålet om at skabe en økologisk civilisation.
Flere ejendomsformer – statsejet udgør rygraden
De statsejede virksomheder, som både findes på lokalt og centralt plan, udgør rygraden i den nationale økonomi og er en afgørende drivkraft for den samlede økonomiske udvikling. De sættes i bevægelse for at understøtte de overordnede udviklingsmål. Det kapitalistiske elitefællesskab World Economic Forum anslår, at de står for omkring 40 procent af det samlede bruttonationalprodukt.
Dansk Industri beskriver den kinesiske økonomi således:
“Den kinesiske stat er mere end blot en streng formynder med egne aktiver. Et komplekst net af myndighedsorganer er involveret i alle facetter af den økonomiske udvikling på både mikro- og makroniveau. (…) Statens centrale rolle har også den konsekvens, at kapitalen i Kinas økonomi i høj grad er koncentreret omkring statslige policyplaner som Made in China 2025 og den Nye Silkevej. Den private sektors rolle har i mange år været bundet op på at levere løsninger til den slags initiativer samt, ikke mindst, at bidrage til finansieringen af de store planer gennem eksport. Kinas private sektor har således ikke været omdrejningspunktet for økonomisk vækst på samme måde, som vi kender det fra Vesten.” (DI: Kina. Vejen til velstand, 2021).
Produktionen målrettes til at forbedre folks levevilkår, og moderne kinesisk politisk økonomi holder fast i et ejendomsretsprincip, hvor offentligt ejerskab er dominerende. Generelt kan ejendomsformerne sammenfattes således:
- Statslige virksomheder.
- Små individuelle private ejendomsformer.
- Socialiseret ejendom (fælleseje, kollektivt eje).
- Kapitalistisk ejendom, herunder udenlandsk kapital.
Ideen er, at der i de første stadier, hvor produktionsvæksten var lav, har været brug for at supplere det dominerende offentlige ejerskab med forskelligartede private ejendomsformer for at skabe den fornødne økonomiske udvikling: “Indenlandske og udenlandske private virksomheder udvikles under forudsætning af den offentlige økonomis kvantitative og kvalitative forrang”, hedder det.
Den offentlige service er meget omfattende, og der føres en politik for at fremme social retfærdighed ud fra et lighedsperspektiv. Desuden satses der på, at folk primært forsørges via indkomster, der stammer fra deres arbejde, frem for fra andre indkomstkilder som for eksempel formuer og renter.
Ejendomsretten til jorden og naturressourcerne er offentlig – det er staten, der ejer jorden. Det betyder også bedre muligheder for at bevare naturen, hvilket anses for at være uadskillelig fra sociale fremskridt og er et udviklingsmål i sig selv med henblik på at maksimere velstanden.
Det kinesiske kommunistparti har taget begrebet økologisk civilisation til sig. I beretningen til KKP’s 20. kongres i oktober 2022 vender Xi Jinping gentagne gange tilbage til spørgsmålet om biodiversitet, naturbeskyttelse og økologisk udvikling. Han taler om en “holistisk og systematisk tilgang til at bevare og forbedre bjergenes, flodernes og søernes, skovenes og sletternes, landbrugsjordens og ørkenernes økologiske systemer”.
Den amerikanske marxist John Bellamy Foster skriver:
“Konceptet om den økologiske civilisation, der gennemføres i Kina i dag, anses for at repræsentere en ny, revolutionerende og transformativ civilisationsmodel (…) I modsætning til den dominerende kapitalistiske opfattelse af bæredygtig udvikling indtænker den økologiske civilisation også politik og kultur. Den har således en “fem-i-én-tilgang”, der går ud over den standard bestående af tre faktorer – miljømæssige, økonomiske og sociale – som kendetegner liberal bæredygtig udvikling. En økologisk civilisation, der er udformet på denne måde, sigter mod en bæredygtig menneskelig udvikling, idet der lægges større vægt på den ikke-økonomiske definition af velfærd, og politikken får ansvaret.”
En del af det imperialistiske marked
De afgørende dele af det kinesiske banksystem er statsejede. I dag er de største kinesiske banker Bank of China (BOC), China Construction Bank (CCB), Agricultural Bank of China (ABC) og Industrial and Commercial Bank of China (ICBC). De kaldes også “de fire store”.
Banksystemet er styret af de overordnede politiske mål, men opererer i øvrigt på kapitalistiske markedsvilkår, da Kina jo ikke er løsrevet fra det imperialistiske verdenssystem, men må operere på dets præmisser, som verden ser ud i dag.
Da finanskrisen rystede hele verdensøkonomien i 2007-2009, svarede Kina igen med at øge den statslige kontrol med finanserne, massive investeringer og justeringer i sin planlægningspolitik – alt sammen muliggjort af det statslige ejerskab til de centrale dele af bank- og finanssektoren.
I dag findes der ikke en socialistisk blok eller et alternativt socialistisk økonomisk verdenssystem. Kina må derfor agere inden for rammerne af det imperialistiske system. Det er med til at skabe en række modsætninger og modsatrettede processer.
De 21 frihandelszoner, der siden 2013 er oprettet spredt over store områder af Kina, er en del heraf. Zonerne er områder, hvor varer toldfrit kan indføres, produceres, tilvirkes og geneksporteres. Hver zone har et bestemt fokus, der er afstemt med den kinesiske regerings politiske prioriteringer. De 21 frihandelszoner stod i 2021 for 17,3 procent af Kinas samlede udenrigshandel og for 18,5 procent af udlandsinvesteringerne i landet. (Kilde: Kinas handelsministerium).
Kapital strømmer i det hele tager ind og ud af Kina, hvilket har rejst diskussionen om, hvorvidt der er tale om kapitaleksport i ordets oprindelige, marxistiske betydning: Nemlig som en eksport til udlandet i penge- eller vareform med det formål at øge profitten, styrke økonomiske og politiske positioner og udvide udbytningssfæren. Altså at placere sin kapital profitabelt, især i lande i det imperialistiske verdenssystems periferi. Som beskrevet i indlæg af Joan Ågot Pedersen (Om Kinas syn på verden) synes de kinesiske kapitalstrømme ud af landet ikke primært at være profitmotiverede.
Det betyder dog ikke, at der ikke kan forekomme tilfælde, hvor Kinas udlandsinvesteringer kommer i modstrid med arbejdernes interesser i det enkelte land.
Klasser
Det siger sig selv, at på det stadie, hvor den kinesiske udviklingsvej befinder sig, er det endelige opgør med udbytning ikke tilendebragt, og som følge deraf er arbejdets endegyldige frigørelse fra kapitalen ikke opnået endnu.
Kina er bestemt ikke et klasseløst, kommunistisk samfund. Som tidligere anført befinder det sig i egen selvforståelse i en indledende fase på vejen mod en socialistisk opbygning. Her raser helt sikkert en heftig klassekamp. Her er forskellige klasseinteresser i kamp mod hinanden.
“Når man tillader privateje til produktionsmidlerne (eller det ikke fjernes), medfører det naturligvis, at der opstår en mere eller mindre stærk kapitalistklasse. Selvom den på kort eller mellemlang sigt profiterer materielt, tvinges den nødvendigvis til at forlige sig med sin skæbne, nemlig ikke at være den herskende klasse. Men man må altid regne med, at den vil kræve igen at blive det”, anfører formanden for det tyske kommunistparti DKP, Patrik Köbele, i en artikel om den vanskelige socialistiske udviklingsvej.
Forfatter og forsker Tings Chak, tilknyttet netmediet Globetrotter, anfører, at der ikke er tvivl om, at der findes en kapitalistklasse i Kina. Men der findes ikke et kapitalistisk produktionssystem. Ligeledes er den politiske magt ikke blevet overdraget til kapitalisterne.
Kinas Kommunistiske Parti opererer med klassebegreber, der ikke nødvendigvis kan oversættes direkte til de begreber, som marxister i Vesten benytter. Når ses bort fra en lille gruppe af rige benævnes alle som arbejdere, men inden for denne kategori sker der så en underopdeling afhængig af arbejdets karakter og beskaffenhed (se kinesiske ord, Boer side 101). KKP opfatter de ikke-antagonistiske modsætninger som dominerende. Der er godt nok forskellige klasser men uden klassepolarisering og -konflikter. Dette er den sociale basis for den kinesiske demokratimodel.
Det diskuteres, om eller i hvor stor udstrækning der findes en klassebasis for at vende den udviklingsvej, der følges, og gøre op med “socialisme med kinesiske kendetegn”. De rige private forretningsfolk, privatkapitalisterne, der især fik fodfæste i 1990’erne, gav grobund for, at der kunne dannes en selvstændig politisk kraft uden for og i modsætning til det kommunistiske magtcentrum. Ifølge Roland Boer har de ikke udviklet sig til en klasse for sig selv, men er i partiet, hvorfra de bedriver “filantropi med kinesiske kendetegn”.
Socialisme og marked
Den kinesiske økonomiske udviklingsvej har rejst og rejser en række teoretiske diskussioner, også i den kommunistiske bevægelse. De koncentrerer sig især om synet på begreber som værdilov, marked, “lovene for socialistisk opbygning”, “socialistisk vareproduktion”, “markedssocialisme” med videre. Diskussionen af disse begreber og deres virkemåde er ikke ny – den var også heftig i det 20. århundredes socialistiske udviklingsforsøg i Europa.
Det er også en diskussion, der føres mellem kinesiske økonomer og Kina-forskere i udlandet.
Mange af dem hæfter sig ved, at marked og markedsøkonomi eksisterer under forskellige samfundssystemer, og at det er det enkelte samfundssystems karakter, der også bestemmer markedsøkonomiens karakter. Så markedet skal ikke blot ses som en selvstændig enhed, som staten intervenerer i. Ifølge kinesisk marxisme er markedsøkonomien altid et produkt af det grundlæggende økonomiske system, ikke frit svævende ved siden af.
Eftersom markedet er virksomt, omend styret, virker også værdiloven i denne indledende fase af den socialistiske opbygning.
Nogle kinesiske økonomer stiller tilmed spørgsmålstegn ved, om man kan anvende marxismens analyseredskaber for kapitalismen på socialismen.
Den kinesiske økonom Huang Nansen anfører, at man sætter markedet i menneskets tjeneste med:
1. Det offentlige ejerskab til produktionsmidler med videre som den væsentligste drivkraft.
2. Levedygtige statslige og private virksomheder der ikke producerer for profit for enhver pris men for folkets vel.
3. Enhver yder efter evne og modtager efter arbejde.
4. Marxismen som handlingsguide.
5. Socialistisk fællesskab (kollektivisme) er en vigtigere værdi end individualisme.
Under kapitalismen er markedsøkonomien derimod som en vild hest, der ikke kan tæmmes eller tøjles og skaber kriser, polarisering med videre. I modsætning hertil styres markedet af staten i den kinesiske økonomi. Det er en form for “statsstyret markedsprincip”, hvor man har opgivet en meget centraliseret og rigidt planlagt økonomi til fordel for en kombination af marked og planlægning: En planlægningens makrokontrol og markedsøkonomiens mikrostyring.
* * *
Kina er et enormt land med 1,4 milliarder mennesker. De tilhører 55 etniske befolkningsgrupper, fordelt over et umådeligt land med brusende floder, utilgængelige bjerge, afsidesliggende bjerglandsbyer, frodigt lavland, pulserende kosmopolitiske storbyer. Én stor mangfoldighed. Uanset hvad der besluttes i centrum, ser virkeligheden ikke ens ud uden for centret.
Lige så broget er den kinesiske udviklingsvej.
Måske den egyptiske marxist Samir Amin kom ret tæt på sandheden, da han i 2013 betragtede den kinesiske udvikling i lyset af den antikoloniale revolution i 1949, som “stadig fortsætter i form af et suverænt nationalt projekt med socialistiske (og kapitalistiske) kendetegn”. Den kinesiske revolution, konkluderede han, befinder sig stadig “i sin fødsel, og dens skæbne er endnu ikke afgjort.”
Kilder og litteratur
- The CPC. Its Mission and Contributions. The Publicity Department of the CPC Central Committee. August 2021.
- Xi Jinping: Hold High the Great Banner of Socialism with Chinese Characteristics and Strive in Unity to Build a Modern Socialist Country in All Respects. Report to the 20th National Congress of the Communist Party of China. October 16, 2022.
- Roland Boer: Socialism with Chinese characteristics. A guide for foreigners. Springer 2021.
- John Ross: China’s great road. Praxis Press 2021.
- Marxistische Blätter nr. 6, 2020. Neue Impulse Verlag. Indlæg af Patrik Köbele, Wolfram Adolphi, Hannes A. Fellner, Vladimiro Giacché og Klaus Wagener under overskriften “Wege des Sozialismus”.
- John Bellamy Foster: Ecological Civilization, Ecological Revolution. An Ecological Marxist Perspective. Monthly Review. Oktober 2022.
- Chen Enfu og Deng Xiaoqin: Otte principper bag Kinas udvikling i dag. Magasinet Arbejderen nr. 1, 2020.
- Weforum.org: How Reform has made China’s state-owned enterprises stranger
- Chinadaily.com: Data on SOEs over past 10 years
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.