Baggrund
Indien er verdens folkerigeste land med næsten halvanden milliard indbyggere, svarende til cirka 18 procent af verdens befolkning. Så et land, det nok er værd at beskæftige sig med.
Det er da også et land, der tydeligvis på det geopolitiske plan er interessant for verdens supermagter. Man kan som socialist og kommunist blive henholdsvis begejstret og det modsatte for denne gigant. Begejstret, når landet er gået imod strømmen og har talt USA med flere stik imod, og det modsatte, når det ikke er lykkedes at afskaffe fattigdommen. Glædes kan man også over, at landet har fostret så markante intellektuelle som Vijay Prashad, Utsa og Prabhat Patnaik samt Arundhati Roy.
Indien er for de imperialistiske lande et vigtigt produktionscenter, der tilbyder billig arbejdskraft, jord og vand, hvilket gør det muligt at producere til lavere omkostninger.
Også arealmæssigt er Indien et kæmpeområde, et subkontinent på 3,17 millioner kvadratkilometer (til sammenligning er Frankrig, Tyskland, Italien og Polen tilsammen 1,52 millioner kvadratkilometer). Dette indebærer selvfølgelig meget store kulturelle forskelle mellem landets regioner.
Geografisk kan Indien opdeles i fire hovedområder: Himalaya i nord, syd herfor Ganges-sletten over det meste af Nordindien, kystsletterne langs vest- og østkysten samt Deccan-højsletten i landets indre. Klimaet er tropisk i hele Indien bortset fra Himalaya.
Den koloniale periode
I 1600- og 1700-tallet var der kamp om, hvilken af de europæiske kolonimagter, der skulle få overtaget med hensyn til koloniseringen af Indien. De forskellige ostindiske selskaber havde travlt med at anlægge handelsstationer på det indiske subkontinent. De britiske og franske var de stærkeste, men også andre lande var aktive, for eksempel Portugal og sågar Danmark via Det Ostindiske Kompagni. Fra omkring år 1800 kan England regnes for den førende magt i regionen.
I lang tid stod East India Company for aktiviteterne, uden at den britiske regering blandede sig. Der blev sendt gode råvarer hjem til den engelske industri, ikke mindst jute og bomuld. I bestræbelserne på at sikre forsyningsvejene inde fra baglandet udbyggede man sin magt ved at samarbejde med de eksisterende fyrstendømmer og den indiske overklasse.
I 1765 fik kompagniet af stormogulen ret til at opkræve skatter i Bengalen i den nordøstlige del af landet. Hermed blev det mere en egentlig kolonimagt end ’bare’ et handelsselskab. Store rigdomme blev hentet ud af Indien via ulige handel. Den lokale tekstilindustri blev hæmmet på forskellige måder, ja efterhånden nærmest smadret, idet England snart kunne oversvømme landet med billige tekstilvarer fremstillet ved hjælp af nye industrimaskiner.
Den britiske regering begyndte dog at blande sig mere og mere i administrationen af de indiske besiddelser, og efter et stort indisk oprør i hele Nordindien overtog regeringen styringen. Dette skete i 1858. Kompagniet blev opløst.
Indien blev betragtet som ’det britiske imperiums perle’, men efterhånden opstod lokale organiseringer, som krævede mere selvstyre. ’Den Indiske Nationalkongres’, det senere så dominerende Kongresparti, blev dannet allerede i 1885 af især højtuddannede indere. Målet var i starten blot et samlet Indien, men udviklede sig efterhånden til mere selvstyre og i sidste ende til krav om selvstændighed. I starten kunne muslimer og hinduer være sammen i organisationen. Det gik ikke i længden, så i 1906 dannedes “Den Muslimske Liga”.
I 1905 vendte Mahatma Gandhi tilbage fra Sydafrika, og han blev en af de helt store ledere af Kongrespartiet. Gandhi blev kendt for sine ikke-voldelige aktiviteter mod kolonistyret og for sin indsats for en forsoning mellem trossamfundene. En anden leder var Jawaharlal Nehru, som var socialistisk inspireret. De af ham krævede sociale reformer ville ramme de muslimske jordbesiddere, hvilket selvfølgelig trak i modsat retning, hvad angik relationen mellem hinduer og muslimer.
Det indiske kommunistiske parti (CPI) blev dannet i 1925, så der var også en vis kommunistisk aktivitet i 1920’erne og -30’erne. Den indiske befrielsesbevægelse kom således hovedsageligt til at bestå af Kongrespartiet (typisk ledet af folk fra den indiske elite) og kommunisterne, idet Den muslimske Liga i lang tid så sin fordel i at samarbejde med kolonimagten.
Muslimerne så sig efterhånden truet af Kongrespartiets styrke og begyndte at arbejde for en speciel stat, som imidlertid ville blive delt mellem en vestlig og en østlig del. Da Gandhi med flere blev arresteret af briterne i 1942, fik disse ideer vind i sejlene, således at delingen faktisk blev resultatet ved uafhængigheden i 1947, desværre i et klima af borgerkrigstilstand med mange døde og folkevandringer af hinduer og muslimer.
Selvstændig stat
Det selvstændige Indien blev således med oprettelsen af Vest- og Østpakistan en del mindre end det koloniale Indien. Første premierminister blev Nehru, som beholdt posten til sin død i 1964. Kongrespartiet var det helt dominerende parti de første mange år.
Store opgaver ventede naturligvis den nye stat. Der skulle industrialiseres, der skulle gøres noget ved den ekstreme fattigdom, og så havde man også det urimelige kastesystem som en stor udfordring. I 1947 var Den Kolde Krig startet, men det blev en fast bestræbelse i indisk politik fra dengang til i dag at forsøge at balancere mellem supermagterne.
De første år blev den økonomiske politik meget inspireret af det sovjetiske system med en stor statslig aktivitet og styring. Det var ikke et socialistisk samfund; der var plads til kapitalistiske selskaber, men de måtte indrette sig efter de statslige fem-årsplaner.
Indien blev en af indkalderne til Bandung-konferencen i 1955. Fem asiatiske lande med den indonesiske præsident Sukarno i spidsen indkaldte til dette møde i den indonesiske by Bandung. Ingen vestlige lande var inviteret, det var en slags fejring af afkoloniseringen. 29 asiatiske og afrikanske lande deltog, både nyligt selvstændige og endnu ikke selvstændige lande, og indholdet drejede sig meget om syd-syd-samarbejdsmuligheder. Der var på dette tidspunkt ikke mange økonomiske muskler bag denne forsamling, men mødet gav genlyd i hele verden, og man snakkede om ’The Bandung Spirit’.
Nehru blev meget hurtigt (1966) efterfulgt af datteren Indira Gandhi (ikke i familie med Mahatma Gandhi), som var regeringsleder næsten uafbrudt, til hun blev dræbt i 1984. Hun blev efterfulgt af sin søn Rajiv Gandhi, hvis søn, Rahul, i dag er tidligere leder af Kongrespartiet, nu leder af oppositionen i parlamentet – så Kongrespartiet var/er i høj grad under ledelse af et familiedynasti.
Partiets dominans smuldrede med årene. Bortset fra oppositionen fra kommunistpartierne til venstre blev det efterhånden det hindunationalistiske parti BJP, Bharatiya Janata Party (Det Indiske Folkeparti), der blev den vigtigste konkurrent. Dette parti fik første gang regeringsmagten i 1996, siden skiftede den nogle gange, indtil Narendra Modi og BJP kom til magten i 2014 og har siddet ved roret siden.
Allerede før Modi kom til, var der sket væsentlige ændringer i den økonomiske politik. Man kom i vanskeligheder omkring 1990-91 på grund af flere udefra kommende begivenheder: Dels stigende oliepriser i forbindelse med den første Golf-krig og dels opløsningen i 1991 af Sovjetunionen, Indiens største handelspartner. Indien måtte søge lån hos Den internationale Valutafond (IMF) og dermed underlægge sig fondens krav om liberaliseringer.
Den afdøde imperialismeforsker Samir Amin har om denne økonomiomlægning sagt:
”Vendingen i retning af neoliberalisme i 1991 havde sin oprindelse i Kongrespartiets komprador-ledelse, men dens politiske vindere har, som andre steder, været tilbageskuende kræfter, der fandt et lydhørt publikum for deres irrationelle illusioner hos grupper ramt af de sociale spændinger og den elendighed, der altid følger med liberalistiske reformer.” (1)
“Komprador” var oprindeligt et portugisisk udtryk og bruges i dag til at betegne et lag af det globale syds borgerskab, som er forbundet med den internationale monopolkapital. Amin vurderer altså, at dette borgerlige lag havde magten i Kongrespartiet, og at de med højredrejningen af den økonomiske politik banede vejen for Modi.
Amins analyse går i øvrigt ud på, at de borgerligt-nationalistiske frihedsbevægelser i syd gjorde gode fremskridt de første år efter selvstændigheden, ikke mindst i Indien, hvor Nehru og i endnu højere grad Indira Gandhi stod for en markant statslig styring af eksport/import og snævre rammer for den private kapital. Men, stadig ifølge Amin, undlod man at gøre tilstrækkeligt op med strukturer fra kolonitiden (for eksempel havde briterne understøttet dannelsen af store dominerende godser); man fik aldrig gennemført en radikal jordreform. (2)
Modis styre er ud over den hindunationalistiske linje udtryk for en klar liberalistisk højrepolitik, hvad angår økonomien.
Indiens rolle i det imperialistiske system
Jeg lader en lokal stemme få ordet i dette afsnit i form af et par længere citater. Det drejer sig om R. Karumalaiyan, som udtrykker sine synspunkter klart i et interview i Det belgiske Arbejderpartis fransksprogede nettidsskrift Solidaire (efteråret 2025).
R. Karumalaiyan er en lokal leder af CPI(M) (Indiens Kommunistiske Parti (Marxist)) og CITU, et af de store fagforbund. På spørgsmålet “CPI(M) har altid sat antiimperialisme i centrum for sin kamp. Hvorfor er det stadig så vigtigt for jer?”, svarer han:
”Som marxister mener vi, at det globale kapitalistiske system, ledet af den amerikanske imperialisme, trænger ind i alle områder af menneskelivet. Ingen kan undslippe det, for kapitalismen bruger kyniske mekanismer til at underlægge sig hvert eneste land. Indien er for de imperialistiske lande et vigtigt produktionscenter, der tilbyder billig arbejdskraft, jord og vand, hvilket gør det muligt at producere til lavere omkostninger. Efter allerede at have trængt ind i produktionssektoren har imperialismen nu kastet blikket på det indiske landbrug, der producerer fødevarer (med det formål at brødføde landmandens familie og ikke for at skabe profit) for at omdanne det til kapitalistisk landbrug. Derfor havde Modi indført tre landbrugslove, som vi fik fjernet takket være den fælles kamp fra bønder, arbejdere og resten af arbejderklassen. Antiimperialisme er en grundlæggende forudsætning for det indiske folks materielle eksistens. Det er selve kernen i vores overlevelse, knyttet til vores jord, vores lønninger, vores pensioner og vores arbejdsforhold. Det er ikke en utopisk filosofi, men en materiel nødvendighed, der er livsvigtig for de indiske arbejdere.” (3)
Et glimrende koncentrat af den imperialistiske virkelighed fra en mand, der står midt i den antiimperialistiske kamp.
I de første år efter selvstændigheden satsede Kongrespartiet på industrialisering, men fattigdommen forsvandt ikke. Indien har det sidste tiår haft en fin vækstrate, men dens frugter er yderst ulige fordelt. Væksten sker i høj grad inden for bestemte områder i service-, teknologi- og finanssektorerne. De fattige på landet er stadig ilde stedt.
Det gælder også i udpræget grad de oprindelige folk, kaldet adivasier, i landets indre. For inden- og udenlandske monopoler har, foruden på landbrugsjorden, også kastet deres blik på bjergene, som indeholder en mangfoldighed af mineraler. Der befinder sig tonsvis af jernholdigt mineral samt mange andre værdifulde materialer, for eksempel bauxit (en aluminiummalm), uran, kul, tin, granit, marmor, kobber, diamanter, guld, silicium med mere.
Jeg vil bringe endnu et citat af R. Karumalaiyan, for den stærkeste imperialistiske magt, USA, har det svært med andre store magter, da disse bedre kan modstå imperialismen, end små lande kan. Derfor vil USA meget gerne opsplitte store stater og spille stater ud mod hinanden. Og dette har R. Karumalaiyan også øje for. Hans parti har sammen med pakistanske ligesindede lanceret en appel, som han kommenterer således:
”Appellen er væsentlig, fordi imperialismen ønsker af bevare det indiske subkontinent – Sri Lanka, Nepal, Bangladesh, Pakistan – som en ’varm’ zone, der tjener dens agenda. Denne agenda er rettet mod Kina, ønsker at neutralisere Indiens spirende vækst og spiller et dobbeltspil mellem Pakistan og Indien, hvilket skaber ustabilitet. Dette afleder den folkelige utilfredshed, som burde være rettet mod kapitalismen. På trods af en kollektiv arv i kampen mod de britiske kolonister har delingen […] skabt fjendskab, og de imperialistiske kræfter ønsker at holde disse to lande i en tilstand af permanent uro. Vi må ikke lade grænsen mellem Indien og Pakistan blive et teater, hvor imperialismen kan ophidse sine marionetter, som det passer den.”
(Grænsestridigheder mellem Indien og Pakistan om Kashmir har været et tilbagevendende problem. Og Indiens støtte til Østpakistans løsrivelse som Bangladesh i 1971 betød en forværring af modsætningsforholdet).
R. Karumalaiyan er fra delstaten Kerala, hvor hans parti CPI(M) har premierministerposten.
Klassestruktur
Først er der grund til at nævne Indiens meget specielle udgave af et apartheidsystem, nemlig kastesystemet. Det burde ikke findes i et moderne samfund, og det er da også formelt blevet afskaffet efter selvstændigheden. Briterne gjorde intet for at afskaffe systemet, omvendt blev det nærmest styrket i kolonitiden, da det tjente briternes del og hersk-politik. Trods den formelle afskaffelse eksisterer systemet stadig, først og fremmest på landet.
Man skelner mellem fire hovedkaster: De tre øverste kaldes de øvre kaster, hvoraf “brahminerne” udgør den allerøverste. Den fjerde kaste hedder “sudra”, som udgøres af bønderne. Derudover er der de kasteløse, “de urørlige”, som traditionelt typisk beskæftigede sig med døde dyr, døde mennesker, renovation og lignende. Kastesystemet har noget at gøre med “renhed”, det vil sige, jo højere man befinder sig i kastesystemet, jo “renere” skulle man være.
Jeg vil ikke gå i dybden med dette antikverede system, som også består af flere tusinde mere afgrænsede kaster. I byerne (hvor cirka 30 procent af befolkningen bor) er betydningen gradvist aftagende, men det lever desværre stadig på landet, hvor det virker som en ekstra undertrykkelse af den i forvejen undertrykte bondebefolkning.
De kasteløse, “dalitterne”, som man tidligere slet ikke måtte berøre, er der gjort en del for på regeringsplan, for eksempel har de fået en vis forret til nogle stillinger. Men også under dalitterne befinder der sig en gruppe i dette hierarkiske system, nemlig de oprindelige folk, “adivasierne”. Dalitter plus adivasier udgør tilsammen cirka 25 procent af befolkningen.
Marx’ oprindelige opdeling af befolkningen under kapitalismen i kapitalister og proletarer (og et småborgerskab imellem) har selvfølgelig en vis relevans, men med en del ekstra kommentarer. Som i alle dele af det globale syd er der en meget stor bondebefolkning, og der er en stor gruppe, der lever “fra hånden i munden”, et “lumpen-proletariat”.
I sin artikel taler Samir Amin om et “hegemonisk lag” i toppen af det indiske samfund på cirka 20 procent af befolkningen. Det består af det industrielle, handelsmæssige og finansielle bourgeoisi samt de rige bønder og håndværkere plus det høje embedsmandsværk og den teknologiske top. Specielt advarer han mod komprador-laget, som “er drivkraften bag den globaliserede imperiale dominans.” (4)
Tilbage bliver der 55 procent til arbejdere og den lavere middelklasse.
Arbejderne har desværre en ringe organisationsgrad, 10 procent eller mindre, og der er en halv snes forskellige landsorganisationer, også en der er knyttet til Modis parti.
De kommunistiske partier
Ifølge Vijay Prashad (i et nyligt interview (5)) smitter den ringe faglige organisationsgrad og den svage bondebevægelse af på den kommunistiske bevægelse. Alt er relativt, for parlamentarisk har de to største kommunistiske partier på landsplan hele tiden ligget på lidt under 10 procent. Det dækker over store forskelle mellem de forskellige delstater: I det nordøstlige Vestbengalen og i det sydøstlige Kerala har de stået stærkt; således styrede det største af dem, CPI(M), Vestbengalen i 34 år fra 1977 til 2011.
Indien er som sagt et kæmpe rige, og således har der også gennem årene eksisteret mange små kommunistiske grupper. Også i vores tid sker der fortsat afskalning og knopskydning i partierne.
Prashad nævner tre partier: CPI, CPI(M) og CPI(ML)L. CPI blev som sagt dannet i 1925, men blev splittet i 1964, da CPI(Marxist) blev dannet. Det nye parti, som hurtigt blev det dominerende, var utilfreds med, at CPI lagde sig så tæt op ad Kongrespartiets i nogen grad pro-sovjetiske linje. CPI anså bourgeoisiet i Kongrespartiet som grundlæggende progressivt, mens det nye parti anså det som reaktionært. CPI(M) lagde sig tættere op ad den kinesiske linje. Det tredje nævnte parti CPI(Marxist-Leninist)Liberation skilte sig i 1973 ud fra et parti, som blot hed CPI(ML). Partiet er repræsenteret i parlamenterne i de nordøstlige delstater Bihar og Jharkand, og det har sin base blandt de laveste kaster. (Prashad er selv tilknyttet CPI(M)).
Ud over disse partier er der det forbudte CPI(Maoist). Dem skriver Arundhati Roy en del om i sin bog “Broken Republic” (6). Medlemmerne af partiet kaldes naxalitter efter et bondeoprør i 1967 i regionen Naxalbari i Vestbengalen. 150 bønder bevæbnet med buer og spyd begyndte dengang at erobre jord fra de store jordejere. Det blev starten på et større naxalit-oprør i store dele af landets indre. Roy skriver om den såkaldte “Operation Green Hunt” fra 2009-13, som gik ud på at nedkæmpe naxalitternes oprør mod den planlagte minedrift i dette område.
Arundhati Roy accepterer ikke regeringens fortælling om naxalitterne som grusomme terrorister. Hun leverer ind imellem en kras kritik af bevægelsen, som faktisk har udført aktioner med civile tab, men hun ser deres kamp som i bund og grund en forsvarskamp fra de oprindelige stammefolks side. Og hun ser deres modstandere som langt mere voldelige. Hendes bog er et voldsomt opgør med det officielle Indien og med de multinationale selskaber.
Krigen mellem naxalitter og myndighederne er fortsat til i dag. Den indiske regering har i år “lovet at befri” nationen fra naxalitterne inden 31. marts 2026!
Indiens udenrigspolitik, BRIKS med mere
Som sagt har Indien altid forsøgt at balancere mellem de store magter uanset regering. Under Indira Gandhi var man relativt tæt på Sovjetunionen, mens man på andre tidspunkter har været tættere på USA. Der går en lige linje fra Bandung-konferencen over De alliancefri Stater til det nuværende medlemskab af BRIKS. Man ønsker stadig at medvirke til mere syd-indflydelse, og under de nye vilkår gælder det kampen for en multilateral verdensorden frem for en unilateral.
Samir Amin skrev i førnævnte artikel (fra 2004), at det var et mål for USA at forhindre en seriøs alliance mellem Indien, Kina og Rusland. En sådan blev der faktisk i form af BRIKS-dannelsen i 2009-10, og den blev slået ret fast tidligere i år, hvor man kunne se billeder af Putin, Modi og Jinping i tæt samtale på SCO-mødet (7) i Kina, som Modi besøgte for første gang i seks år. Altså et tegn på at modsætningsforholdet mellem Indien og Kina (hovedsagelig på grund af grænsestridigheder) var blevet lagt på hylden til fordel for den multilaterale dagsorden.
Apropos Indiens balanceakt har der også været en sikkerhedsdialog mellem USA, Japan, Australien og Indien, kaldet QUAD eller Quadrilateral Security Dialogue. Det ser dog ud til, at den med Trump og hans toldkrig er sat på standby i øjeblikket.
Indien blev en atommagt i 1974.
Antiimperialisme – en alternativ dagsorden
Samir Amin skrev i sin artikel, at en alternativ globaliseringsdagsorden ville kræve fire ting af Indien:
1) En radikal jordreform, så at alle bønder fik adgang til jord på så lige betingelser som muligt, hvilket også måtte betyde reel afskaffelse af kastesystemet.
2) At skabe en samlet arbejderfront bestående af både organiserede og ikke-organiserede, som bør samarbejde med folkelige bevægelser. Organisatorisk må man sikre deltagelsesdemokrati.
3) Opretholde enheden mellem de forskellige dele af landet. Imperialismen vil gerne splitte.
4) Skabe en det globale syd-front.
Det sidste er der som sagt gang i.
Hvad angår punkt 3, er Indien naturligvis udfordret med Modi og det hindu-nationalistiske parti BJP ved magten. Tidligere havde man lagt vægt på, at Indien var en sekulær stat, men nu hedder det, at en rigtig inder er en hindu. Andre har lov at være der, men må tilpasse sig de “rigtige indere”. Selvom der altså for eksempel er 200 millioner muslimer, og muslimerne har været der siden 700-tallet. Om imperialismen så kan bruge dette? – Vi må se: Foreløbig ser Modi-styret sin interesse i at være BRIKS-land.
Indien (og ikke kun Modi) har også et stort problem i forhold til at inddrage de oprindelige stammefolk i samfundet med respekt for disses kultur.
Hvad angår punkt 2, ser det ud til, at CITU og CPI(M) viser vejen, ved at arbejdere (organiserede såvel som ikke-organiserede) og bønder aktionerer sammen. Forhåbentlig kan dette brede sig.
Den helt store udfordring er nok punkt 1: At få gennemført en radikal jordreform (som de store jordejere og nu også multinationale vil kæmpe hårdt imod). Og få landbrugssektoren til at arbejde sammen med de øvrige sektorer til gunst for alle lag af landets indbyggere frem for til gunst for udenlandske interesser.
Kampen fortsætter.
Noter
1) India, a Great Power? – Monthly Review – jeg har i min artikel selv oversat citaterne, medmindre andet er nævnt, F.L.
2) India, a Great Power? – Monthly Review
3) Solidaire automne 2025
4) India, a Great Power? – Monthly Review
5) The World in a Nutshell: An Interview with Vijay Prashad – MR Online
6) Arundhati Roy er succesfuld romanforfatter og venstreorienteret aktivist. I bogen fortæller hun blandt andet om sit ophold hos naxalitterne i 2010 (den italienske udgave af bogen har fået titlen “In marcia con i rebelli” – på march med rebellerne)
7) Shanghai Cooperation Organization – en centralasiatisk samarbejdsorganisation
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
