En væbnet afkolonisering
Da jeg først mødte Julian Assange i Belmarsh-fængslet i 2019, kort efter at han var blevet slæbt ud af sit skjul på Ecuadors ambassade, sagde han, “jeg tror, jeg er ved at blive vanvittig”.
Han var tynd og afmagret, hans øjne hule og hans armes spinkelhed blev understreget af et gult identifikationsbånd, der var bundet rundt om hans venstre arm, et stærkt symbol på institutionel kontrol.
På nær de to timer mit besøg varede, var han spærret inde på en isolationsfløj kendt som “sundhedsplejen”, et orwellsk navn. I cellen ved siden af ham skreg en dybt forstyrret mand natten lang. En anden indsat led af uhelbredelig kræft. En anden var alvorligt handikappet.
– Én dag fik vi lov at spille matador”, sagde han, “som terapi. Dét var vores sundhedspleje!”
– Det her er som Gøgereden, sagde jeg.
– Ja, blot mere sindssygt.
Julians sorte humor har ofte reddet ham, men ikke længere. Den snigende tortur, han har været udsat for i Belmarsh, har været ødelæggende. Læs Nils Melzers rapporter, FN’s særlige rapportør for tortur, og Michael Kopelman, professor emeritus i neuropsykiatri ved King’s College i London, og Dr. Quinton Deeleys kliniske vurderinger og afse foragt for USA’s betalte lejesvend i retten, James Lewis QC, som afviste det som påtaget.
Julian Assange er en sandhedssiger, som ikke har begået andre forbrydelser end at afsløre regeringers forbrydelser og løgne.
Jeg blev særligt rørt af Dr. Kate Humphreys ord, hun er klinisk neuropsykolog ved Imperial College i London. Hun fortalte retten sidste år, at Julians intelligens var gået fra “overlegen, eller mere sandsynligt, meget overlegen” til “væsentligt under” dette optimale niveau, i en grad, så han havde svært ved at optage informationer og “præsterede i det lave til gennemsnitlige niveau”.
Ved en af de mange høringer i retten i dette skammelige kafkaske drama så jeg ham kæmpe med at huske sit navn, da dommeren bad han sige det.
Chikane og isolation
I det meste af hans første år i Belmarsh var han låst inde. Da han blev nægtet ordentlig motion, vandrede han frem og tilbage i sin lille celle, frem og tilbage, i “mit eget halvmaraton”, fortalte han mig. Det stank af desperation. Et barberblad blev fundet i hans celle. Han skrev “afskedsbreve”. Han ringede regelmæssigt til samaritterne.
I starten blev han nægtet sine læsebriller, som blev efterladt under den brutale kidnapning fra ambassaden. Da brillerne endelig ankom til fængslet, blev de ikke udleveret til ham før flere dage senere. Hans sagfører Garteh Pierce skrev brev efter brev til fængselslederen og protesterede over tilbageholdelsen af vigtige dokumenter, adgang til fængselsbiblioteket, om at få en basal laptop til at forberede hans sag på. Fængslet kunne være uger, endda måneder om at svare. (Lederen, Rob Davis, har modtaget en orden fra Det Britiske Imperium).
Bøger, sendt til ham af en ven, journalisten Charles Glass, som selv har overlevet en gidseltagning i Beirut, blev sendt tilbage. Julian kunne ikke ringe til sine amerikanske advokater. Fra starten af har han været konstant medicineret. Engang, da jeg spurgte ham, hvad de gav ham, kunne han ikke svare mig på det.
Ved retssagen sidst i oktober, hvor det skulle afgøres, om Julian ville blive udleveret til USA eller ej, viste han sig kun kortvarigt på et videolink den første dag.
Han så utilpas og urolig ud. Retten fik at vide, at han var “undskyldt fra fremmøde” på grund af hans “medicin”. Men Julian havde bedt om at være med til høringen og var blevet afvist, sagde hans partner, Stella Moris. At få fremmøde i en sag, hvor du er anklaget, må da være en ret.
Denne intenst stolte mand insisterer også på retten til at virke stærk og sammenhængende i offentligheden, som han gjorde i retten i London sidste år. Da konsulterede han konstant sine advokater igennem sprækken i glasburet. Han tog mange notater. Han rejste sig og protesterede vredt og veltalende imod løgne og misbrug af processen.
Den skade, man har forvoldt ham igennem årtiet med indespærring og usikkerhed, inklusive mere end to år i Belmarsh (hvis brutale herredømme fejres i den seneste Bondfilm), er der ingen tvivl om.
Stort mod
Men hans mod er også hævet over enhver tvivl, og et niveau af modstand og udholdenhed der også er heroisk. Det er det, der måske kan få ham helskindet igennem dette kafkaske mareridt – hvis han kan slippe for et amerikansk helvedeshul.
Jeg har kendt Julian, siden han først kom til Storbritannien i 2009. I vores første interview beskrev han den moralske nødvendighed bag WikiLeaks: At vores ret til gennemsigtighed i regeringens arbejde og i de magtfulde kredse var en grundlæggende demokratisk ret. Jeg har set ham holde fast i dette princip, selv når det gjorde hans liv endnu mere udsat.
Den såkaldte “frie presse”, hvis egen fremtid siges at være i fare, hvis Julian udleveres, har stort set ikke berettet om disse bemærkelsesværdige karaktertræk hos ham.
Det oversete, men absolut vigtigste udkomme er ikke afgørelsens betydningen for en svigagtig “fri presse”. Det er retfærdighed for en mand, som bliver forfulgt og bevidst nægtet den.
Der har selvfølgelig aldrig været en “fri presse”. Der har været ekstraordinære journalister, som har været ansat i den brede “mainstream”-presse – pladser der nu er lukkede, og som tvinger uafhængig journalistik ud på internettet.
Der er den blevet en “femte magt”, en undergrundsvirksomhed, ofte ubetalt arbejde udført af dem, der var ærlige undtagelser i de medier, der nu er reduceret til samlebånd af floskler. Ord som “demokrati”, “reform”, “menneskerettigheder” er frataget de definitioner, de har i ordbogen, og censur udføres via udeladelse eller udelukkelse.
Den nylige skæbnesvangre høring i højesteret “forsvandt” i den “frie presse”. De færreste vil være klar over, at en domstol i Londons hjerte havde afsagt dom over deres ret til at kende til den: Om deres ret til at stille spørgsmål og være uenige.
Kampagnen mod Assange
Mange amerikanere, hvis de ved noget som helst om Assanges sag, tror på en fantasi om, at han er en russisk agent, der forårsagede Hillary Clintons præsidentvalgsnederlag til Donald Trump i 2016. Den ligner løgnen om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben i slående grad, den der retfærdiggjorde invasionen i Irak og en million, måske flere, menneskers død.
De ved sandsynligvis ikke, at et af hovedvidnerne, der underbyggede en af de opfundne anklager imod Julian, for nylig har indrømmet, at han løj og havde fabrikeret sit “bevismateriale”.
De vil heller ikke have hørt om afsløringen af, at CIA under dets tidligere chef, Mike Pompeo, der lignede Hermann Göring, havde planer om at myrde Julian. Og det var næppe nyt. I al den tid jeg har kendt Julian, har han levet med truslen om fare, måske livsfare.
Den første nat han var på Ecuadors ambassade, strømmede mørke figurer over ambassadens facade og hamrede på vinduerne i et forsøg på at komme ind. I USA havde fremtrædende personer længe opfordret til, at han skulle myrdes – inklusive Hillary Clinton, der netop var færdig med at tilintetgøre Libyen. Den nuværende præsident Biden fordømte ham som en “hi-tech”-terrorist.
Australiens tidligere premierminister Julia Gillard var så opsat af at behage sine såkaldte “bedste kammerater” i Washington, at hun forlangte, at Julians pas skulle konfiskeres – indtil hun blev gjort opmærksom på, at det ville være ulovligt. Den nuværende premierminister Scott Morrison, en PR-mand, sagde, da han blev adspurgt om Assange, at han skulle “stå til ansvar”.
10 års klapjagt
Jagten har været skudt ind på Wikileaks’ grundlægger i mere end et årti. I 2011 udnyttede The Guardian Julians arbejde, som om de havde udført det selv, vandt journalistiske priser og Hollywood-kontrakter og vendte sig så imod deres kilde.
Derefter fulgte år med bitre udfald imod manden, der ikke ville være medlem af deres klub. Han blev beskyldt for ikke at have bortredigeret navne på mennesker, der var i fare. I en bog af David Leigh og Luke Harding, udgivet af The Guardian, bliver Assange citeret for ved et middagsselskab på en restaurant i London at have sagt, at han var ligeglad med, om de navngivne informanter fra lækkene led overlast.
Hverken Harding eller Leigh var med til middagen. John Goetz, en undersøgende jourbnalist ved Der Spiegel, var faktisk til stede ved middagen og bevidnede, at Assange ikke sagde noget som helst af den art.
Behøver vi at blive mindet om, at retfærdighed for én er retfærdighed for alle?
Den store whistleblower Daniel Ellsberg sagde ved retten i London sidste år, at Assange personligt havde redigeret 15.000 filer. Den undersøgende journalist fra New Zealand Nicky Hager, som har arbejdet sammen med Assange på lækkene om krigen i Afghanistan og Irak, beskrev, hvordan Assange “tog ekstraordinære forholdsregler for at bortredigere informanternes navne”.
I 2013 spurgte jeg filmskaberen Mark Davis om disse ting. Davis er en respekteret tv-vært for SBS Australien og var øjenvidne, da han fulgte Assange under forberedelserne til at publicere de lækkede filer i The Guardian og New York Times. Han sagde til mig: “Det var Assange, der alene arbejdede dag og nat på at fjerne 10.000 navne på mennesker, der kunne blive forfulgt på grund af afsløringerne i filerne”.
Ved en forelæsning for en gruppe studerende ved City University hånede David Leigh selve idéen om, at “Julian Assange kunne ende i en orange fængselsdragt”. Hans frygt var overdreven, snerrede han. Edward Snowden afslørede senere, at Assange var genstand for en “intens menneskejagt”.
Luke Harding, som sammen med Leigh var medredaktør på The Guardians bog, som afslørede kodeordet til en skattekiste fuld af diplomatiske telegrammer, som Julian havde betroet avisen, var uden for Ecuadors ambassade, den aften Julian søgte asyl. Han stod i politiets rækker og godtede sig på sin blog, “det kan godt blive Scotland Yard, der ler sidst”.
Kampagnen var uophørlig. The Guardians klummeskrivere skrabede bunden. “Han er virkelig den mest massive lort”, skrev Suzanne Moore om en mand, hun aldrig havde mødt.
Den ansvarshavende redaktør for alt dette, Alan Rusbridger, har på det seneste sluttet sig til koret, der siger, at “et forsvar for Assange er et forsvar for den frie presse”. Rusbridger spekulerer sikkert i, om udstødelsen af Assange vil være nok til at opveje, at The Guardian offentliggjorde de oprindelige WikiLeaks-afsløringer, og til at redde ham fra Washingtons vrede.
Dom
Højesterets dommere offentliggør sandsynligvis deres afgørelse på USA’s appel i det nye år. Det, de beslutter sig for, vil afgøre, om det britiske retssystem har smadret de sidste rester af sit højt besungne omdømme; i Magna Cartas hjemland burde denne skammelige sag have været forkastet af retten forlængst.
Det oversete, men absolut vigtigste udkomme er ikke afgørelsens betydning for en svigagtig “fri presse”. Det er retfærdighed for en mand, som bliver forfulgt og bevidst nægtet den.
Julian Assange er en sandhedssiger, som ikke har begået andre forbrydelser end at afsløre regeringers forbrydelser og løgne i massivt omfang og dermed har gjort offentligheden den største tjeneste set i min levetid. Behøver vi at blive mindet om, at retfærdighed for én er retfærdighed for alle?
Denne artikel blev produceret af Globetrotter. Mellemoverskrifterne er indsat af redaktionen
John Pilger er en prisvindende journalist, filmskaber og forfatter. Læs hans fulde biografi på hans hjemmeside og følg ham på Twitter. @JohnPilger
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
