Åbent brev
I Mwanza i Tanzania fortæller Nairukoki Leyian-Naisinyai mig, at her “kommer selskaberne med papirer fra regeringen og hævder, at de har ret til vores jord”. Hun peger på de store selskaber, der er kommet ind på masaifolkets jord for at udvinde rubiner og tanzanit. Masaifolket kan hverken gøre deres rettigheder til landet gældende eller få gavn af udvindingen af disse værdifulde ressourcer.
Masaierne er et semi-nomadisk hyrdesamfund, der stolt praktiserer en indfødt levevis, som er tæt knyttet til deres jord og kvæg. Deres forfædres land grænser op til Riftdalen i Østafrika, Serengeti Nationalpark og Bevaringsområdet Ngorongoro. Regeringen har til hensigt at udvide Bevaringsområdet Ngorongoro i det nordlige Tanzania og planlægger at gøre det til et vildtreservat.
“Alle aktiviteter afhænger af jorden”, siger Rosa Olokwani-Mundarara, der sammen med Leyian-Naisinyai kæmper for masaifolkets ret til at få større kontrol over deres liv. Masaisamfundet er ligesom andre hyrdefolk marginaliseret af, at deres landområder erobres til minedrift, turisme og bevarelse.
Ifølge Legal Resources Centre og Oxfam kan det globalt anerkendte princip om Frit, Forudgående og Informeret Samtykke (FPIC) udvides til at omfatte afrikansk menneskerettighedslovgivning og sædvaneret, hvilket giver et retsgrundlag for at modstå fordrivelse. Joyce Ndakaru, der arbejder for den almennyttige organisation HakiMadini (eller Retten til Mineraler), fortæller mig, at selv om FPIC giver en vigtig juridisk beskyttelse, udgør den usikre situation for Masai-jordbesiddelsesretten – især kvinders jordbesiddelsesret – udfordringer for kvinder som Olokwani-Mundarara og Leyian-Naisinyai.
Bevaring eller fordrivelse?
Hyrder, som eksempelvis masai-samfundet, har mistet deres jord til minedrift, turisme og naturbeskyttelse som følge af uretfærdig praksis, der har rod i koloniale processer. I desperat søgen efter vand til deres faldende kvægbesætninger (62.000 er gået tabt mellem december 2021 og januar 2022 på grund af tørken i Tanzania) er masaierne blevet udelukket fra områder, der er reserveret til turisme, trofæjagt og bevarelse.
I tre årtier har masaierne i Loliondo gjort modstand mod at blive fordrevet af et vildtreservat, der vil blive forvaltet af Otterlo Business Corporation med base i De Forenede Arabiske Emirater, og som angiveligt har forbindelser til Dubais kongefamilie. Et forsøg i juni på at afgrænse 540 kvadratkilometer af dette land til vildtreservatet blev mødt med protester. Mange masaier blev såret af politiet. 24 er i øjeblikket anklaget for mordet på en politibetjent; deres advokat hævder, at der er tale om en “politisk motiveret” retssag.
Undersøgelser har vist, at hvis kvinder får mere magt, får ligeværdige stillinger som mænd, og deres bidrag bliver værdsat, bliver de virkelig stærke og ægte aktivister i samfundet.
Joyce Ndakaru, masai og aktiv i HakiMadini
Mere end 2000 masaier, hovedsagelig kvinder og børn, er flygtet til Kenya for at søge lægehjælp og beskyttelse. I en erklæring til FN’s Biodiversitetskonvention fordømte masaierne i Loliondo landgrabbing som en eksistentiel trussel.
Kort efter Tanzanias uafhængighed i 1961 argumenterede premierminister Julius Nyerere for, at den afrikanske socialisme ville være forankret i det afrikanske traditionelle samfund (selv om traditioner, der marginaliserede kvinder, stadig skulle overvindes). Nyerere gennemførte landsbykollektiviserings-projekter for at omstrukturere produktionssystemerne i landdistrikterne.
I Define and Rule (2012) forklarer Mahmood Mamdani, at denne omstrukturering af produktionssystemerne blev foretaget for at nedbryde kolonistatens juridiske og administrative arme for at sikre, at disse strukturer tjente en anden politisk vision om at skabe enhed ved at overvinde forskelle under ét juridisk regime. Da de globale økonomiske kriser i slutningen af 1980’erne førte til et skift i retning af neoliberal globalisering, blev Nyereres tilgang betragtet som forældet. Udfordringer med kollektiviseringsprogrammer havde katastrofale økonomiske konsekvenser i Tanzania. Verdensbanken kritiserede Nyereres økonomiske politik for at have overbetonet lighed frem for produktivitet.
Privatiseringen under strukturtilpasningen i 1980’erne udvidede minedrift, landbrug og turisme. Reformerne af jordbesiddelsesretten blev ti år senere genstand for stridigheder, hvor kvindegrupper stræbte efter lovfæstede ejendomsrettigheder, mens hyrdegrupper forsøgte at beskytte sædvaneretten. Førstnævnte rejste truslen om integration i markederne på ufordelagtige vilkår gennem titulering, mens sidstnævnte tilbød at beskytte fælles rettigheder (og forblev gennemsyret af patriarkalske praksisser). Kvindelige hyrder er forblevet fastlåst i denne barske situation.
Masaikvindernes kampe
“Den udfordring, som kvinderne står over for, er, at vi ikke har kapital til at drive minedrift og ikke ejer husdyr,” fortæller Olokwani-Mundarara mig. Vi taler om, hvordan kvinders økonomiske aktivitet, især i Olokwani-Mundararas Masai-samfund, kontrolleres af mænd. “Mændene vil have, at kvinderne skal gå på markedet og sørge for mad. Hvis de ikke gør det, får de tæsk,” siger Olokwani-Mundarara.
Ethvert forsøg fra en kvindes side på at udforske en strategi til at skabe et levebrød, som ikke kan kontrolleres af mænd, bliver også mødt med vold. Leyian-Naisinyai siger: “Kvinder forventes at udføre husarbejde og passe husdyrene… [som ejes af] mænd.” I mellemtiden øger klimaændringerne kun de problemer, som kvinderne står over for. En tidsskriftsartikel offentliggjort i Environmental Policy and Law (2021) fremhæver, hvordan klimakrisen “forværrer seksuel og kønsbaseret vold mod kvinder”.
Da Olokwani-Mundarara besluttede sig for at tale offentligt om behovet for at gøre modstand mod virksomheder, der truer med at tage deres forfædres jord, ydmygede de ældste, som alle er mænd, hende verbalt, fordi hun “søgte mændenes opmærksomhed”.
Joyce Ndakaru fra HakiMadini, som også er masai, forklarer, hvordan hun måtte overvinde fordomme for at sikre sin ret til uddannelse og nu organiserer masaikvinder for at få dem til at reflektere over de vilkår, de lever under, og lære om deres ret til ejendom og til at give samtykke til den udviklingsmodel, som tjener deres interesser.
Ndakaru fortæller mig om oplevelsen af at være en masaikvinde i et dybt patriarkalsk samfund: “Masaikvinder er født, vokser op og lever i et samfund, hvor mænd træffer beslutninger [om] alting, også dem… [der vedrører] kvinders behov.” Ndakaru gør det klart, at masaikvinder ikke behandles som ligeværdige med mændene i deres samfund, men i stedet gøres barnelige og ses som kilder til gratis arbejdskraft. Ndakaru siger: “Kvinder bliver stemplet som ejendom, [barnlige] og uvidende; derfor er deres deltagelse i beslutningstagningen meget lav.” Ndakaru fortæller videre, at dette forhindrer masaikvinderne i at kunne opbygge deres egen autonomi. Hun siger: “Dette sætter masaikvinderne i en pulje af fattigdom, marginalisering og undertrykkelse. Undersøgelser har vist, at hvis kvinder får mere magt, får ligeværdige stillinger som mænd, og deres bidrag bliver værdsat, bliver de virkelig stærke og ægte aktivister i samfundet.”
For at modstå landgrabbing må kvinder hævde deres ret til at bestride kontrol og ejerskab over jord og naturressourcer. Ndakaru konkluderer: “Jord, lederskab og stærke indkomstskabende aktiviteter er blandt de vigtigste elementer til at sikre, at tavse stemmer, herunder kvinders, bliver bragt frem, respekteret og forsvaret”.
I betragtning af denne virkelighed bekræftede Olokwani-Mundarara og Leyian-Naisinyai, at de ønsker at sikre sig rettighed til jord for at modstå landgrabbing. En fireårig undersøgelse offentliggjort i Journal of Peasant Studies (2016) viser, at masaikvinder, der har søgt at opnå individuelle jordbesiddelsesrettigheder, stadig kæmper for at opnå formelle rettigheder til jord på grund af den fremherskende patrilineære praksis i forvaltningen på landsbyniveau. Ifølge undersøgelsen kan masaikvinder, ved at være forankret i “kollektiv handling”, istedet øge deres “adgang til viden, sociale relationer, kollektiv identitet og autoritet” ved at hævde deres rettigheder til at få adgang til jord, hvilket muliggør større politisk kontrol.
Ved at hævde FPIC fortsætter Ndakaru, Olokwani-Mundarara og Leyian-Naisinyai deres rejse med at organisere sig mod virksomheders landgrabbing og ved at søge at opnå ejendomsrettigheder til jordbesiddelse, men de har en hård kamp foran sig.
–
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Hibist Kassa er forskningskoordinator hos WoMin African Alliance. Hun er forfatter til bogen “Ethiopia at the Crossroad: The Pitfalls of Narrow Nationalism” for Agrarian South Network Research Bulletin (2021) og “Researching Women and Gender in Africa: Present Realities, Future Directions” i The Palgrave Handbook of African Women’s Studies (2021).
Oversættelse, billede, trompet, lead og fremhævet citat er udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
